Løve og svane

Frederik 3. var Danmarks konge, men tillige hertug af Holsten og Stormarn, hvoraf fulgte, at han gjorde krav på overhøjheden over Hamborg. I 1400- og første halvdel af 1500-årene havde hansestaden af og til søgt den danske konges beskyttelse, men opdagelsen af den nye verden og handelsvejenes forskydning mod vest bragte byen rigdom og selvstændighedsfølelse, og efter 1550 var afhængigheden af Danmark fortid. Kun Christian 4.s usædvanlige magtstilling sikrede, at Hamborg gav ham en formel hyldning 1603, ledsaget af rige gaver. At han betragtede dette som en sejr, ses af, at den hest, han red på under indtoget, senere blev udstoppet og kom på Kunstkammeret.

Men Christians stjerne dalede, hans krige slog fejl, og det rige, han efterlod sin søn, var i pengenød. Her kunne Hamborg blive redningsplanken, så omkring 1650 forsøgte Frederik 3. at komme overens med byen. Alternativerne var danske indrømmelser, der anerkendte Hamborgs reelle politiske og økonomiske betydning mod et kontant vederlag, eller en hyldning i lighed med den, byen havde givet faderen 1603. Hamborgs bystyre stod splittet, men afslog til sidst begge muligheder, hvorefter danskerne satte hårdt mod hårdt og planlagde hyldningen. Pokalen skal ses i dette perspektiv. Regninger fra bankierfamilien Marselis, Frederik 3.s kreditorer i Nederlandene, fortæller, at kongen 1651 bestilte »en guldskål« hos Hans Conrad Brechtel, en af Europas førende guldsmede. (Fig. 1)

Andet kostbart service blev skaffet hos hjemlige leverandører: otte sølvbægre og lågkrus, hvoraf et bærer københavnerguldsmeden Jørgen Stichmands mestermærke, samt tre guldbægre smykket med Holstens nældeblad og Frederiks kronede navnetræk i emalje. Alle er dekoreret med indlagte Hamborg-dalere, i alt omkring 250, en betragtelig formue på baggrund af den slunkne danske statskasse og kun at forklare som en bevidst propagandasatsning. Såvel pokal som bægre og krus er antagelig beregnet til brug ved skåltalerne efter den planlagte hyldning, afpasset i pragt efter deltagernes rang. At den danske konge ville lade den hamborgske øvrighed skåle i københavnsk sølv, og at pokalen, han selv skulle drikke af, var udført i Nederlandene, må siges at være en grov provokation over for Nordtysklands største guldsmedeby, gennem generationer den vigtigste leverandør til det danske hof og tilmed ofte på kredit.

Pokalen selv er et mylder af billeder, mange med symbolsk indhold. Løven, dyrenes konge, og nogle af hans undersåtter pryder foden, og den ovenover liggende knop smykkes af tre hoveder vekslende med tre våbenskjolde. Stilken omgives af tre dansende putti (små overvægtige englebørn), der holder guirlander af laurbær, hvori tre andre putti gynger; nederst ses emaljerede vindrueklaser og øverst naturalistiske blomster, således tulipan, vibeæg og martagon-lilje. Den fladtrykt halvkugleformede skål har seks felter med legende putti, indrammet af blomster, og låget følger samme opskrift: her viser felterne putti under vinhøstens faser; de adskilles af bånd med henholdsvis vindruer, blomster og konkylier. Lågknoppen dannes af tre svanepar, der holder regalierne i deres næb og slår en beskyttende kreds om tre emaljerede skjolde med Danmarks og Norges lands- og provinsvåbener i deres felter.

Pokalens formgivning og dekoration spiller på modsætningen mellem kompakt tyngde og gennembrudt friplastik, mellem støbning og drivning, mellem matterede og polerede partier, mellem relief og ætsning, alt med emaljens farver som blikfang. En virtuos opvisning af forskellige teknikker, ikke mindst den krævende støbning af fod, stilk og lågknop. Et mesterværk i barokkens europæiske guldsmedekunst.

Mange af motiverne er hentet fra Frederik 3.s våben. Af fodens syv løver står én for Norge (den bærer Skt Olavs økse), tre for Danmark, to for Slesvig og én for Gotland - svarende til de nævnte områders våbensymboler. Mellem løverne genkender man de Venders lindorm, Ditmarskens rytter og Stormarns svane med krone om halsen, i gabet på en af løverne. På pokalens stilk ses Oldenborgs, Holstens og Delmenhorsts skjolde, sidstnævnte omgivet af tre kroner, som enten kan være symbolet på den for længst opløste Kalmarunion eller Sveriges våben. Lågets seks svaner har alle krone om halsen og betegner dermed Stormarn. Som nævnt var Frederik 3.s værdighed som hertug af Stormarn en vigtig juridisk begrundelse for hans krav på Hamborg; derfor har netop dette symbol fået en så fremtrædende plads. (Fig. 2)

Frederik 3. havde, 1650, fået indført arvefølge i Slesvig og Holsten og to år senere i Pinneberg, næsten ved Hamborgs byport. Antagelig på grund af denne magtkoncentration prøvede byens vise fædre at forhale hyldningen, men netop da den stod for døren, skete der ting, som gjorde den til en tom trussel. Sveriges dronning Kristina abdicerede og efterfulgtes af sin fætter, Karl Gustav. Han var kendt som en krigerisk officer, der ville befæste Sveriges stormagtsposition, østpå mod Rusland og vestpå mod Danmark. Straks efter sin tronbestigelse ægtede han Hedvig Eleonora, datter af den gottorpske hertug, Frederik 3.s rival i det sønderjyske. Giftermål beseglede som regel politiske alliancer, så det var en alvorlig advarsel til København! De nærmere omstændigheder kendes ikke, men hyldningen fandt i hvert fald aldrig sted.

Frederik 3.s hyldningspokal forener politisk propaganda og stor kunst. Dens dekorative program må være nøje planlagt, måske af den kunstforstandige og historisk interesserede konge selv. En nu ukendt rådgiver har så arbejdet videre med detaljerne, forslag og prisramme er sendt til guldsmeden, der har tegnet forskellige udkast og ekspederet udvalget til endelig antagelse i København. Først når den forelå, har Brechtel kunnet udføre den arbejdskrævende voksmodel. Voks er et skrøbeligt materiale, som man næppe har udsat for den lange rejse til Danmarks hovedstad, men Frederik kan have ladet en betroet person foretage den endelige godkendelse, hvorefter støbningen har kunnet finde sted. Som mellemmand kan tænkes grev Henrik af Nassau-Siegen, der vides at have overbragt Brechtel betalingen for guldpokalen. I 1650 havde han formidlet kunstindkøb til Frederik 3. for 9.500 rigsdaler, og året efter tilbød han hertugen af Gottorp en samling naturalier, som en parthaver i det nederlandske vestindiske kompagni havde sat til salg; den var vurderet til 4000 rigsdaler, men kunne på grund af de »nuværende dårlige tider« fås langt billigere. Der tegner sig billedet af et yngre og relativt ubemidlet medlem af en sidegren til den nederlandske regentfamilie, som gjorde velhavende bekendte »vennetjenester« og måske supplerede sine indtægter derved. (Fig. 3, fig. 4)

Også på det punkt føjer hyldningspokalen nyt til vor viden om kunstens og handelens veje i barokkens Europa.