Løgn og latin

1646 udgav universitetsboghandler Jørgen Holst et fornemt værk »Regnum Daniæ Icones« med 102 kobberstukne brystbilleder af de danske majestæter, begyndende med sagnkongen Dan 1. og sluttende med de oldenborgske konger indtil Christian 4. Portrætterne er anbragt i ovaler med omløbende tekster på latin. De ældre kongers eventuelle valgsprog har man naturligvis ikke kendt, men oldenborgernes vidste man besked med, så de er anført sammen med oplysninger om, hvor gamle de portrætterede blev, og hvor længe de regerede. For Christian 4.s vedkommende har dette imidlertid ikke kunnet lade sig gøre, da bogen jo udkom et par år før hans død, så her har man efter valgsproget tilføjet den fra Asmild kendte sætning: lever, regerer, har det godt (Fig. 1). Portrættet i ovalen viser kongen med et karakteristisk lyst tørklæde, netop som vi finder det i den malede udgave. Der kan ikke være tvivl om, at kobberstikket med tilhørende tekst har dannet forlæg for udgaven i Asmild. Men maleren har været ukyndig i latinen, han har blot afskrevet, hvad der stod, uden tanke på, at det ikke længere var tidssvarende. 

De andre konger på pulpituret er ligeledes malet efter Icones - så vidt det lod sig gøre; til de tre, der var yngre end Christian 4., er benyttet senere udførte stik. Om resultatet kan siges, at kunstneren på hæderlig vis har formået at overføre de sort-hvide grafiske forlæg til farverige individuelle portrætter. Værket er ikke signeret, men med dateringen 1703 - malet nederst til højre på træværket - får vi nøglen til bestemmelse af kunstneren. Året før dekorerede Jens Jensen Thrane (ca 1667-1736) fra Ålum ved Randers efter grafiske forlæg bispegården i Viborg, og intet er mere naturligt, end at denne meget rejsende kirkekunstner fik overdraget opgaven i Asmild. 

Hvorfor kirkeejerne - landsdommer Hans Lange og hustruen Charlotte Amalie Gyldensparre - har valgt at anbringe kongeportrætter og ikke for eksempel apostle eller fortællende billeder af religiøs karakter på pulpituret, giver de overleverede kilder ingen oplysning om. En særlig tilknytning til kongehuset har de efter alt at dømme ikke haft, og nogen almindelig udsmykning i kirkelig sammenhæng synes kongeserier ikke at have været. Derimod kan man finde dem på herregårde og i ganske mange rådhuse, udført af forskellige kunstnere. Også her er der - naturligvis kan man næsten sige - benyttet grafiske forlæg, i flere tilfælde således stikkene fra Icones 1646. Det gælder for eksempel serier fra rådhusene i Viborg og Åbenrå. Undertiden er kongerækken ført op til slutningen af 1700-årene. Nogle samlinger har også dronningerne med. 

Nogen stor plads i kunsthistorien har kongeserierne ikke opnået - de var jo kopier og kom som sådanne hurtigt til at leve en tilbagetrukket tilværelse (Fig. 2, Fig. 3). Fra hæderspladserne på adelens slotte og købstædernes rådhuse rykkede de efterhånden til mere ydmyge steder, blev gemt væk eller kom på museum. Hvem, der malede de enkelte serier, er endnu ikke endeligt klarlagt, men man kan gøre sig sine tanker. I Asmilds tilfælde er der peget på kirkekunstneren Jens Jensen Thrane. Hans søn Mogens Christian (1697-1764) gik i faderens fodspor, så mon ikke han skulle være ansvarlig for nogle af rækkerne? I fortegnelsen over hans mere end hundrede efterladte værker opregnes både konge- og dronningemalerier. Et forlæg her kan have været »Regnum Daniæ Icones«, som han vel har arvet efter faderen. Mogens Christian var dog også leveringsdygtig i andre typer af kopibilleder - der nævnes i fortegnelsen malerier af Luther, Melanchton, Hans Tausen og Peder Palladius. Arvingerne så nøgternt på sagen. Det fremgår, at de ville vente med salget af billederne til snapstingsmarkedet i Viborg, hvor de »bæst blive betalt«.