Løb

På den thylandske Nørhå-boplads, kendt for sine kæmpemæssige lerkar (se Skalk 1971:6 og 1972: 5), fremkom sidste sommer rester af halmkurve fremstillet i den teknik, der kaldes løbbinding - og her er et typisk eksempel på noget, som kan have præget oldtiden, uden at vi nu ved ret meget om det. Vort kendskab til stråarbejderne skriver sig hovedsagelig fra nyere tid. Endnu kan man i hjem med smag for gammel kultur se disse kurve eller vaser, hvis primitive materiale danner en pudsig kontrast til den ofte meget elegante form. For nogle generationer siden var løbbinding en udbredt hjemmeindustri, navnlig i jyske hede egne, og stråkurvene indtog deres naturlige plads i landbohjemmene side om side med jydepotterne. Hvor længe denne tilstand har bestået, ved vi ikke, men der er i hvert fald beviser for, at løbbindingen er meget gammel, måske lige så gammel som pottemagerkunsten.

Første gang, metoden giver sig til kende, er i Orienten for omkring 7000 år siden. Lidt nærmere og en del yngre er fundene fra de mellemeuropæiske pælebyer, ca. 2500 før Kristus. De ældste nordiske fund er det omtalte fra Nørhå samt et par andre i samme nabolag (Ginderup, Hurup); de stammer alle fra den romerske jernalder, tiden kort efter Kristi fødsel. I øvrigt skal vi frem til vikingetid for at træffe løbbinding i Norden. Fund forekommer fra Hedeby og fra det norske Oseberg.

Når netop Thy har været så gavmild på dette felt, skyldes det bevarende kvaliteter ved de for egnen karakteristiske kolossal-bopladser (så mægtige er de, at man har dristet sig til at bruge ordet byhøje). Det nye fund er det til dato rigeste, med hele tre kurve, af hvilke dog kun bundene er bevaret. De stod i vestenden af et hus mellem alskens husgeråd. Det skrøbelige materiale blev - udskåret i jordblok - ført til museet, hvor den videre udgravning kunne foregå uden at generes af vind og vejr.

En af kurvene er sandsynligvis faldet ned fra en hylde under den brand, som har ødelagt huset. Kurv 2 og 3 derimod har stået på jorden, og vi kan se, hvad der var i dem, da ilden udbrød. Kurv 2 indeholdt en trækam, endnu en trægenstand (ubestemmelig) og seks runde sten med mere eller mindre tydelige slidflader. I kurv 3 var der ligeledes en trækam og seks sten, men to ubestemmelige trægenstande og desforuden en knogle, endnu en bengenstand samt en jernøkse; den sidste lå dog ud over kurvens kant, og det er ikke givet, at den hører med til indholdet (fig. 2).

Hvad er nu det for noget? Ja stenene volder i hvert fald ingen problemer, det er glittesten, brugt af pottemagere til overfladebehandling af lerkar som almindeligt helt op til vor tid. Der er lidt forskel på stenformerne, det skyldes vel, at nogle sten har været anvendt inde i karret, andre udvendig. Sådanne sten er ikke sjældne på jernalderbopladser, men findes ellers altid enkeltvis. Her har vi nu på engang to samlinger - nej tre, for i et lerkar fra et andet Nørhå-hus lå fem glittesten. Også knoglen og benstykket, som fandtes sammen med stenene i kurv 3, kan for den sags skyld have været anvendt til glitning. Men nu kammene? De er påfaldende smalle og ligner slet ikke de luseforskrækkere, vi ellers kender fra datiden. En af dem er repareret: en tand er udskiftet, men stumpen af den oprindelige sidder tilbage og synes at begrænse stykkets brugsmuligheder. Til at rede sig med forekommer disse genstande ret uegnede, og vævekamme kan det næppe være på grund af reparationen; tandstumpen ville uvægerligt hænge i tråden. Snarere kan man tænke sig dem anvendt til ornamentering af lerkar. Her ville tandresten ikke genere, og teorien harmonerer jo smukt med kurvenes øvrige indhold (fig. 3).

Om brugen af kurvene ved vi altså en del, om dem selv derimod ikke så meget. Vi ved ikke, om de har været høje eller lave, skålformede eller vaseformede, men selve det, at de er der, må anses for så væsentligt, at man gladeligt bærer over med manglerne. At fremstillingsteknikken er løbbinding, fremgår utvetydigt af præparatet. Lad os slutte denne summariske rapport med kort at opridse, hvordan metoden blev praktiseret i nyere tid. Forskellen på dengang og nu har nok ikke været så stor (fig. 4).

Som materiale brugtes ofte rugstrå. Et halmbånd formedes, og heraf opbyggedes kurven ved spirallægning under stadig tilsyning. For at båndet kunne blive af ensartet tykkelse, lod man stråene passere gennem en ring. Meget øvede bindere behøvede dog ikke dette hjælpemiddel.

»Sytråden« kunne være lange træstrimler udspaltet af, f.eks., pil. Unge skud var bedst. I snitfladen blev der skåret en stjerne, og herud fra foretoges opsplitningen over en særlig kløvepind. Strimlerne blev skrabet og - hvis det skulle være fint - farvet. Til at bore for med anvendtes en syl.

Som pottemageriet var kvindernes arbejde, var løbbindingen mændenes, og det kan diskuteres, hvilken af de to parter der nåede længst i kunstfærdighed. Umiddelbart skulle man anse halmens formmuligheder for ringere end lerets, men det er de langt fra. Beholdere af alle mulige størrelser og faconer - fra små sykurve til store kornkar - blev fremstillet ved løbbinding, og også mere komplicerede genstande som stole og senge tog form under øvede hænder. Til bikuber var metoden uovertruffen, og her har fantasien især udfoldet sig. En udtjent kube med afskåret bund kunne fungere som lyre i taget. Indvendige døre er blevet fremstillet af løb, og lofter er blevet beklædt med det, klinet med ler og kalket.

Engang kom løbbindingen til kort; det var, da man i begyndelsen af forrige århundrede forsøgte at anvende den til ligkister. Ideen, der især var møntet på fattigfolk, slog ikke an. Løb var godt til meget, der kunne laves vugger af det, men til den sidste rejse foretrak man træ (fig. 5).

Litteratur: H.P Hansen: Løb og Løbbinding. 1937. - Samme: Jydepotter og Løb. 1944.