Lisbjerg-alteret

Fra skriftlige kilder ved man, at der i en periode, som svarer til vor vikingetid og tidlige middelalder, blev fremstillet mange gyldne altre til tyske og franske kirker, men næsten intet deraf er tilbage, hvilket sikkert hænger sammen med, at billedpladerne ofte var af purt guld eller sølv, som senere er endt i smeltediglen. Herhjemme klarede vi os med forgyldte kobberplader, som så kostbare ud, men var af ringe metalværdi, så ringe, at omsmeltning næppe har kunnet betale sig. Heraf kommer det, at der i dag i Sydskandinavien findes en samling gyldne altre, som ingen andre lande har magen til. Alene fra det nuværende Danmark kendes der syv forholdsvis velbevarede eksemplarer samt mindre dele af flere. Langt det meste stammer fra jyske landsbykirker. Især er området omkring Århus rigt repræsenteret.

De fleste af disse klenodier befinder sig nu på Nationalmuseet, således det, der vel må betegnes som samlingens bedste stykke, alteret fra Lisbjerg ved Århus; erhvervet 1867. Det består af en underdel, frontalet, der har dækket alterforsiden, og en overdel, retablet, som stod op fra bordets bagkant og gav hele arrangementet nogen lighed med et chatol. Træet, som er det bærende materiale, ses næsten ikke, alt er dækket af de omtalte prydplader. Frontalets centralmotiv, et Mariabillede, er fremstillet ved støbning, men ellers er alle figurer og figurscener banket op fra pladernes bagside. I trekantfelterne nærmest Maria vises scener af hendes liv, mens firkantfelterne til begge sider er forbeholdt forskellige dyder såsom tålmod, kærlighed og beskedenhed. På samme måde er retablets billeder samlet omkring et krucifiks. Buen over det symboliserer himmelhvælvingen, og nederst ses i vandret række Kristus og de tolv apostle. I det omfattende rammeværk, som holder sammen på begge alterdeles billeder, indgår rosetter med forskellige motiver og et utal af borter med ciselerede ornamenter. For at få figurernes detaljer og ornamentikken til at træde tydeligt frem er nogle flader dækket med en mørkebrun fernis. En vigtig del af udsmykningen mangler desværre, nemlig en mængde bjergkrystaller, som en grisk eftertid har revet ud af deres indfatninger. Om ransmændene var danske konger i pengenød eller fremmede krigskarle på uønsket besøg, er ikke til at sige.

Principielt skulle det kristne alter blot være et nøgent stenbord, men glæden ved pragt fornægtede sig ikke, og da man først var begyndt, tog udviklingen hurtigt fart. De gyldne altres retabler kan opfattes som begyndelsen til den egentlige altertavle, der i løbet af middelalderen blev mere og mere imponerende. Det store Lisbjergkrucifiks, hvis Kristus desværre mangler armene, har ikke oprindelig hørt til dette alter; det ses tydeligt af måden, det er indsat på, og i øvrigt er det i en stil, der må anses for et halvt hundrede år ældre end resten af udsmykningen. Spor i træværket tyder på, at der fra først af har været et mindre krucifiks flankeret af to figurer, sikkert Maria og Johannes, som vi kender det fra et andet gyldent alter, det fra Sahl kirke nær Limfjorden.

I sin bog »Gyldne Altre« fra 1926 behandler Poul Nørlund hele det bevarede materiale og på en så sober og grundig måde, at langt de fleste af hans resultater og vurderinger stadig har gyldighed. Lisbjergalteret ofrer han særlig opmærksomhed, fordi det på enestående vis afspejler de brydninger, som kunstnere og håndværkere var stillet overfor i den allertidligste middelalder, hvor de hjemlige traditioner med rod i vikingetiden mødtes af massive impulser fra det kristne Europa, som man nu kom i snæver kulturel kontakt med. Alene rejsningen og udsmykningen af ca 1500 landsbykirker i 1100-årene og den nærmest efterfølgende tid betød en kolossal udfordring og inspiration.

Nørlund daterer Lisbjergalteret til tiden hen mod 1150 og placerer det dermed som det ældste i sin gruppe. Kunstneren, der uden tvivl var dansk, er vokset op med de gammelnordiske værkstedstraditioner, hvis overlegne ornamentkunst han har »indsuget med modermælken«, men det har ikke forhindret ham i at tilegne sig den udefra kommende kristne ornamentik og gengive den med forbløffende færdighed. De mange figurer - helgener, apostle og så videre - som hørte til den kirkelige kunst, har han stået mere tøvende overfor. Her var han på usikker grund.

En væsentlig del af det gyldne altermateriale grupperer sig som sagt om Århus, og man har derfor peget på, at den gamle bispeby kan have rummet fremtrædende værksteder til produktion af sådant. Nørlund argumenterer for, at Lisbjergalteret med al dets pragt oprindelig skulle være fremstillet til Århus ældste domkirke, den som nu bærer navn af Vor Frue, og først senere flyttet til Lisbjerg, men her er han dog muligvis på vildspor. Det har undret andre end Nørlund, at de gyldne altre altid, trods deres vitterlige kostbarhed, var knyttet til landsbykirker, og man har foreslået, at mange af dem kunne være bragt dertil som udrangeret gods fra bispe- og klosterkirker. Det har ikke kunnet bekræftes, tværtimod er der fremdraget flere eksempler på landsbykirker med - nu forsvundne - gyldne altre, og samtidig er man blevet klar over, at velhavende stormandsslægter har spillet en større rolle for middelalderens kirkebyggeri end tidligere antaget. Det er derfor snarere sådan, at de rigeste af disse velgørere har føjet fornemme kunstværker til de bygninger, de bekostede.

Med fundet af gårdsanlægget omkring Lisbjergkirken (se artiklen side 3) er denne tydeligt placeret som stormandskirke. Del gyldne alter kan udmærket være bestilt netop til den; der er ingen tvingende grund til at tro, det skulle være flyttet fra domkirken. En dendrokronologisk undersøgelse af alterets egeplanker vil måske en dag kunne datere det nærmere og dermed bidrage til at kaste lys over spørgsmålet (Fig. 2, Fig. 3).