Linjeregning

Og regnskab blev der ført, en del er endnu bevaret og giver sammen med de synsforretninger, som optoges ved lensmandsskifterne, et livfuldt billede af tilværelsen, som den formede sig i den fordums bispeborg. I forbindelse med Christen Hoicks overtagelse 1601 opregnes således de mængder af rug, bug, havre og boghvede, som allerede er sået; tøndetallene angives til 38, 18, 84 og 4. Derefter er noteret, hvad der fandtes på loftet: 4 tønder rug, 4 kroppe gåsekød, 4 ½ skippund bajsalt, 3 ½ ol saltet sild, 1 fjerdingkar lüneborgsalt og et større parti smør. For de betydelige mængder af øl er opstillet et selvstændigt regnskab. Man kan forestille sig lensmanden og hans skrivere, der måske ikke var overvældende stive i Tegnekunsten, bakse med tallene.

Et minde om al denne hjernevirksomhed fremkom under udgravninger, som i 1979-80 fandt sted i voldgraven omkring borgens indgangsparti: en lille rund skive af gulligt metal med præg på begge sider. Den lignede til forveksling en mønt, men blev af kendere bestemt som en »regnepenning«.

Til forskellige tider og på forskellige steder i verden har man forsøgt at lette regningens besværligheder ved brug af enkle hjælpemidler. Til disse hører regnepenningene, som dog ikke virkede alene, men i forbindelse med et regnebræt; det hele kan minde om et spil med brikker. Oprindeligt har man nok brugt små sten, bukseknapper eller lignende, men efterhånden blev – i hvert fald i højere kredse – de prægede regnepenninge foretrukket.

Regnepenning-teknikken var født til romertal, men lod sig dog tilpasse de arabiske - dem vi bruger - da disse i senmiddelalderen begyndte at vinde indpas. Som bebekendt benyttede romerne bogstavcifre: I (1), V (5), X (10), L (50), C (100), D (500), M (1000), men for at de kunne fungere, når man »regnede på linjer«, var det nødvendigt at ændre lidt på opstillingerne, sådan at rækkefølgen aldrig gik fra det mindre mod det større; tallet 9 blev ikke, som ellers, skrevet IX, men VIIII og 40 ikke XL, men XXXX. På regnebrættet - der for resten ikke altid var et bræt, det kunne have form af et bord eller et klæde til at lægge på et bord (praktisk til rejsebrug) - var der faste figurer, skemaer med vandrette linjer. Til hver linje og hvert linjemellemrum svarede en talværdi. Lad os som eksempel tage to tal: DCLVIII (658) og CCCXXXV (335), de ser, lagt op med regnepenninge i regnebrættets linjesystemer, således ud: (Fig. 2)

Sammenlægning af de to tal sker ved trin for trin at lægge det ene skemas regnepenninge over i det andet. Herved kommer der imidlertid for mange penninge på et af trinene, så der må foretages en omflytning, for at tallet kan læses umiddelbart. Således: (Fig. 3)

Resultat: DCCCCLXXXXIII = 993.

Fratrækning af det mindre tal fra det større sker på samme måde trinvis, men man må på forhånd ved omflytning have sikret sig, at talværdierne på alle trin i det store tals skema er større end eller lig med de tilsvarende i det lille tals. Således: (Fig. 4, fig. 5)

Resultat: CCCXXIII= 323.

Nu kan fratrækningen finde sted: (Fig. 6)

Af den trænede har sådanne operationer kunnet foretages hurtigt, og det samme gælder de lidt mere indviklede for multiplikation og division. Disse vil vi af pladshensyn forbigå her. Interesserede kan henvises til »Møntsamlernyt« 1978, hvor fremgangsmåderne er beskrevet.

Regnepenningene var, som det er fremgået, slet ikke nødvendige, man kunne bruge helt glatte metalskiver eller hvad som helst andet, men en opfindsom mand, hvem ved vi ikke, har altså fundet på penningformen, og ideen slog an, ja mere end det, den blev en rivende forretning. Produktionen koncentreredes hurtigt om Nürnberg i Bayern, hvor man havde tradition for fremstilling af den slags snurrepiberier. Motiverne måtte af forståelige grunde ikke ligne mønternes for meget. Bibelske scener eller fremstillinger fra den antikke gude- og sagnverden yndedes, men i øvrigt var der frit slag for fantasien. De ældste regnepenninge var tekstløse, men efterhånden begyndte der at dukke indskrifter op, skønt det fremhævede ligheden med mønterne. I 1700-årene holdt man op med at regne på linjer, men regnepenningene havde i løbet af deres lange levetid oparbejdet en bibeskæftigelse, de kunne også bruges som spillemønter, og i den egenskab fortsatte de en tid endnu, helt op i 1800-årene.

Men lad os vende tilbage til vort udgangspunkt, regnepenningen fra Hald. Den er slået af Hans Krauwinckel, der virkede i slutningen af 1500- og begyndelsen af 1600-årene. Præget står meget klart, man ser på den ene side en hjelmklædt antik kriger med fakkel og lanse og på den anden en palme- og en laurbærgren bundet sammen med sløjfe samt seks franske liljer og tre kroner, to mindre for neden og en stor, stjerneomgivet, for oven. På krigersiden læses den italienske renæssancefyrste Cesare Borgias valgsprog AVT CAESAR AVT NIHIL (Enten Cæsar eller intet) og på palmesiden MANET VLTIMA COELO (Den sidste venter i himlen) - en noget kryptisk sentens, som imidlertid også er et valgsprog, nemlig for den franske konge Henrik 3. Der sigtes til de tre kroner. Henrik havde en kort tid været valgkonge i Polen, men det behagede ikke den galante kavaler, så det var med stor tilfredshed, han 1574 kunne bestige den franske trone efter broderen Karl 9.s død. Han havde altså båret to kroner. Den tredje, himmelske, opnåede han - må man håbe - 2. august 1589. Han døde efter at være dolket af en dominikanermunk.