Liglammet

Ikke underligt, at dyr med sådanne tilbøjeligheder har været i stand til at sætte dybe, respektfulde spor i menneskers sind, og at disse spor har haft lang levetid. Et par mærkelige fund, der i de seneste år er gjort i to langelandske kirker, understreger dette og giver anledning til at se nærmere på en af de tre skabninger, kirkelammet. Trods sin forholdsvis fredelige fremtoning stod det ikke tilbage for de andre i farlighed.

I efteråret 1972 fik Langelands museum meddelelse om, at der ved udskiftning af taget over Simmerbølle kirkes kor var fundet nogle knogler af et lam. De havde ligget oven på korhvælvingen, men var af håndværkerne kastet ned i en dynge med byggeaffald. Her blev de opsamlet af en af sognets beboere, som næste dag afleverede det sære fund til præsten med en bemærkning om, at det dog måske ville være det rigtigste fortsat at opbevare dem. Det skete, men på den måde at knoglerne kom på museum. Som allerede fastslået af giveren bestod fundet af de delvis mumificerede rester af et lammeben med bevarede klove. Hvad kunne det have at gøre på et kirkeloft? Var der tale om et af de sagnomspundne kirkelam? I så fald: forelå der andre eksempler på, at genfærdet kunne manifestere sig på så håndfast vis?

(Fig. 2-3)

Det sidste spørgsmål kunne straks besvares bekræftende: fem år tidligere var nemlig et lignende fund indgået fra kirken i nabosognet Tullebølle. Her var under en istandsættelse af våbenhusets loft fundet fire mumificerede fodknogler af et får eller et stort lam sammen med en lang, indtørret genstand, der ved nærmere studium viste sig at være et tyrelem. Loftet, der bestod af to lag brædder, hvorimellem tingene var anbragt, vides opsat ved en restaurering enten i 1830 eller i 1875, så dyreresterne kan altså højst have ligget her omkring 140 år. Nu er det jo ikke sikkert, loftgemmet er deres oprindelige plads; de kan have skjult sig mange steder, for eksempel - som foreslået af giveren - under våbenhusets indre trappesten, der skal være udskiftet samtidig med en af loftsrestaureringerne. I alle tilfælde stod museet nu over for to særdeles håndgribelige og ganske ensartede levn af lam, begge fundet i gamle kirkebygninger. Hertil kom tyrelemmet, hvis anbringelse man umiddelbart fristes til at sætte i forbindelse med en eller anden form for frugtbarhedsritus, der dog absolut ikke hører til inden for folkekirken.

(Boks)

For at forklare de to fund må vi som allerede antydet søge hjælp i folketroen, hvor lammet jævnlig optræder i forbindelse med kirker. Kirkelammene har, fortælles det, meget lang uld, hvidere end på andre lam. Ofte må de - som helhesten - klare sig med kun tre ben og får som følge deraf en noget særegen gangart. Lammet bor i selve kirken og har som regel sit leje på hvælvingen eller i tårnrummet. Der findes beretninger om det fra det meste af landet, og det ser ud til, at man især på Fyn har gjort sit bedste for at tækkes dyret - forståeligt nok iøvrigt. I Frørup og Herringe kirker sørgede man for foder til kirkelammet hver juleaften, og i Kværndrup og Viby måtte degnen og kirkeværgen henholdsvis lillejuleaften og nytårsaften op med frisk strøelse. Sidstnævnte sted var det tydeligt for kirkens ansatte, at det benyttede sit leje meget, for strået blev i årets løb slidt »så småt som hakkelse«.

Kirkelammet havde tillige et andet mere uhyggeligt og mere rammende navn: liglammet. Det varslede lig. Varslet gjaldt oftest den, der personlig mødte dyret, men kunne dog også betyde, at en i familien eller blot en af sognets beboere skulle dø. Naturligt nok søgte man at beskytte sit liv ved at undgå kirken om natten, men ingen var sikker, for lammet kunne finde på selv at opsøge den person, hvis død det ville varsle. Eller det vidste på anden vis at overbringe sit uhyggelige budskab. Fra Lønborg kirke i Vestjylland berettes, at kirkelammet varslede død ved at »hoppe omkring mellem gravene fra den familie, hvor dødsfaldet skal komme«.

(Fig. 4)

Kirkevaren er en sydskandinavisk tradition. Baggrunden fortaber sig i det dunkle, men det er nærliggende at tænke sig en sammenhæng med den sejlivede, gamle sædvane at nedgrave et levende dyr i forbindelse med opførelsen af en ny bygning. Denne makabre skik har visse steder holdt sig langt op i forrige århundrede; på en langelandsk gård forekommer et tilfælde efter 1850. Dyrene er næsten altid anbragt under eller i nærheden af dørtærskelen, og meningen må vel være derved at opnå en ondtafværgende virkning for huset og dets beboere. Valget af offerdyr var frit: hunde, heste, kalve og får optræder i fundene på linie med fjerkræ eller - navnlig i Jylland - hugorme (se Skalk 1964:5). I nyere tid har skikken næsten udelukkende været knyttet til gårde, men talrige sagn forbinder den med opførelsen af landsbykirker. Der fortælles om, hvordan trolde og andre repræsentanter for det gamle hedenskab gang på gang forstyrrede byggeriet, indtil kloge folk fandt på at lade et dyr udpege en egnet plads til kirken, som derefter sikredes mod troldtøjet ved indemuring eller nedgravning af det udvalgte dyr.

En nærmere gennemgang af disse kirkesagn viser, at dyret meget ofte er et lam. Og hermed er vi tilbage ved vore to langelandske fund. De repræsenterer ganske vist kun dele af de formodede offerlam, og af knoglernes placering og udseende synes at fremgå, at de må være langt yngre end de to kirkers opførelsestidspunkt, der antagelig ligger et sted omkring år 1200. Men tager vi i betragtning, at dyreofferskikken formentlig har været velkendt og udbredt blandt langelandske bønder til op i forrige århundrede, er vi måske alligevel ved at nå frem til en forståelse. Det er ikke nogen helt usandsynlig tanke, at et par velmenende sognefolk på et tidspunkt inden for de sidste par århundreder har besluttet at gøre en fornyet indsats for at sikre deres kirker mod onde magters påvirkning. Det bedste middel hertil var nedgravning af et levende dyr under kirken, men da sagen utvivlsomt har måttet ordnes i dølgsmål og absolut uden præstens vidende, har opgaven budt på for mange praktiske vanskeligheder. Tvunget af omstændighederne har man grebet til den løsning alene at anbringe lammenes ben i kirkerne som forhåbentlig fuldgode repræsentanter for helheden.

Tyrelemmet i Tullebølle er vel føjet til for at give offeret særlig kraft. Dets stærke, magiske egenskaber var velbekendte. At det var livets og dødens symboler, som her forenedes, har man næppe skænket en tanke.