Lighed
Et ansigt kan forekomme mærkelig bekendt, allerede første gang man ser det. Den oplevelse havde jeg for nylig, da jeg tilfældigt stødte på billedet af et mandshoved i granit. Skulpturen var fundet for et par år siden under restaureringsarbejde i Outrup kirke på Mors; den indgik i murfylden som en ganske almindelig kampesten. Frostsprængninger og rester af lav på overfladen viste dog, at den tidligere har siddet i fri luft.
Af Morten Axboe
Og hvem var det så, han lignede? Det var et af de træskårne mandshoveder fra vognen, som blev fundet i den rige norske skibsgrav ved Oseberg. Samme ansigt med strittende overskæg og stort, lodret friseret hageskæg, samme hueagtige hjelm med øre- eller kindbeskyttere. Det var jo ganske pudsigt, for ved en umiddelbar betragtning er der adskillige århundreder mellem de to figurer. Osebergskibet med pragtvognen hører hjemme i tidlig vikingetid, begyndelsen af 800-årene. Outrup-hovedet burde være samtidigt med kirkens opførelse og altså snarest omkring 400 år yngre. Det er jo almindelig anerkendt, at man ikke har stenskulptur før middelalderen.
(Fig. 1)
Fig. 1: Stenhovedet fra Outrup og træhovedet fra Oseberg, det sidste gengivet efter afstøbning. - Fot: Nedergaard Foto og J. Kraglund.
Det ville i den forbindelse være rart at vide, hvornår hovedet blev muret inde. Det kan være sket så sent som 1699, da man reparerede netop den del af muren, hvor det blev fundet. Men hvorfor skulle man have skjult det? Hovedet kan næppe på den tid have været opfattet som noget ugudeligt, noget der ikke hørte hjemme i kirken, og som man derfor skulle skaffe sig af med. Mange jyske kirker bærer mærkelige mandshoveder og andre skulpturer, der ikke har meget at gøre med protestantisk kristendom. For slet ikke at tale om de himmerlandske døbefonte, der kan være direkte obskøne, men alligevel har fået lov at stå uantastede. Hvorfor skulle man så fjerne et uskyldigt krigerhoved?
En anden mulighed er vel, at hovedet endte i muren, allerede da man byggede kirken omkring år 1200. Kirkebyggeriet krævede sten, og man tog, hvad der var for hånden - inclusive adskillige runesten. I Hørdum kirke, Thy, har en billedsten, der viser Thors fiskeri efter Midgårdsormen, lidt samme skæbne. Disse sten med deres hedenske billeder og tegn var på kirkebyggeriets tid ikke længere aktuelle. Outrup-hovedet, der på flere måder adskiller sig fra den sædvanlige romanske granitskulptur, kan høre til denne gruppe og må i så fald være ældre end kirken.
Det vil være dristigt at hævde, Outruphovedet er fra vikingetid - trods dets slående lighed med Oseberg-figuren. Rundskulptur i granit kendes ikke med sikkerhed fra dansk oldtid, men den har været lige på trapperne - allerede i tidligste middelalder finder vi teknikken fuldt udviklet. Men selv om vor jyske stenmand ikke er en bror til Oseberg-krigeren, men blot en sen efterkommer, fortjener han lige fuldt opmærksomhed. Han fortæller noget om, hvor den nye tids mestre hentede - eller i hvert fald kunne hente - impulserne til deres kunst.
Lit: MIV (Museerne i Viborg amt) 1976.
