Liden tue

De nye former er tydeligt inspireret sydfra, og det er nærliggende at spørge, om ikke modens bratte skiften simpelthen skyldes, at nye folkestammer er vandret ind. Det er nu næppe tilfældet. Den nyfødte jernalder har nok sit eget ansigt, men hviler alligevel solidt på hjemlig tradition (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). Pottemageriet, der bedre end noget andet registrerer folkebevægelser, viser intet brud med det gamle, tværtimod en tydelig sammenhæng, og livsformen i det hele synes ikke at have ændret sig radikalt. Det gælder også gravskikken: ligbrændingen, der var slået igennem i løbet af bronzealderen, fortsætter med grave anlagt i og uden for højene, men netop på dette område er der alligevel føjet et træk til, noget helt nyt for vore breddegrader, og det er dette unikum, vi vil hellige os i det følgende. Det drejer sig om store tuegravpladser, som dukker op i Vestjylland - de rigeste nede mod syd ved porten til den store verden, hvorfra impulserne kom.

Det var omkring 1890, at man på arkæologiske undersøgelsesrejser foretaget af Nationalmuseet og museet i Ribe blev opmærksom på nogle »oldtidsminder af en egen, hidtil ukendt art«, nemlig store grupper af ganske tætliggende småhøje, bevaret på endnu urørte hedestrækninger og ofte anlagt i umiddelbar nærhed af en enkelt større gravhøj fra sten- eller bronzealder. Højenes ringe størrelse (indtil 12 m i diameter og 80 cm i højden, ofte mindre) gjorde det let at undersøge dem. Omfattende udgravninger blev iværksat - i særdeleshed på den store tuegravplads ved Årre mellem Esbjerg og Grindsted - og i 1894 kunne resultatet bringes på tryk. Her betones det, at det fremlagte materiale er så betydeligt og af så ensartet karakter, at det næppe kan ventes, at kommende undersøgelser i kendelig grad vil ændre de vundne resultater.

Det var nu at tage munden vel fuld. Ved en efterudgravning foretaget i 1950'erne på den nu overpløjede Årre-gravplads kunne der føjes ganske væsentligt nyt til billedet af den sydvestjyske jernaldergravform. Det blev således fastslået, at langt de fleste tuer har været omgivet af en ringgrøft, der øjensynlig har stået åben omkring den færdigbyggede høj og først efterhånden er føget til med sand. Karakteristisk for disse grøfter er det, at de på steder har afbrydelser, en slags »indgange« til højområdet.

En anden vigtig tuegravplads, som har været kendt siden 1890’erne, er beliggende ved Årupgård mellem Ribe og Gram. En betydelig del af den er fredet, det skete i 1931, men man er senere - bl.a. ved Hans Neumanns undersøgelser - blevet klar over, at det trods alt kun er mindsteparten, som på denne måde er sikret. Resten, omfattende henved ti tønder land, ligger nu under dyrket mark. Tuerne er for længst udslettet, mens selve gravene - urnerne, der står neddybet i undergrunden - endnu i stor udstrækning er til stede (Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6).

I de sidste 10-15 år har man drømt om at foretage en fuldstændig undersøgelse af Årupgårdpladsen, og i lige så lang tid har gårdejer Vilhelm Moldt undladt at dybdepløje det udsatte område. Uden denne velvilje ville pladsen nu have været helt eller delvis ødelagt, som så mange lignende fortidsminder er blevet det i de senere år, hvor plovene stikker stadig dybere, samtidig med at det nye landbrugsredskab »undergrundsløsneren« har vundet indpas og gjort sagen yderligere prekær. En artikel bragt for et par år siden her i bladet blev en medvirkende årsag til, at Statens humanistiske Forskningsråd gik ind for sagen og stillede midler til rådighed for store samlede undersøgelser af de betrængte bo- og gravpladser. Herved fik Årupgårdpladsen sin chance.

Undersøgelsen, der blev påbegyndt sidste år af museet i Haderslev, er endnu langt fra afslutningen, men pladsens udstrækning er i store træk fastslået. Den er af langstrakt form. Ved den ene ende ligger en anselig høj, som sikkert er fra før jernalderen, og her synes udgangspunktet at være, det vil sige her ligger de ældste tuer, mens de yngste må søges ca 400 m derfra i den modsatte ende af området. Denne planmæssige opbygning af pladsen er arkæologisk set et udpræget gode, idet den giver mulighed for at studere gravformens udvikling gennem den periode, hvor begravelser har fundet sted.

Som på Årregravpladsen har tuerne været omgivet af ringgrøfter med »indgange«, og her viser sig nu straks det interessante, at mens de ældre tuer (dem nærmest den store høj) kan have to, tre, fire eller fem, ja en enkelt endog seks »døre«, så har de yngre anlæg - som i Årre - altid kun to, nemlig en norddør og en syddør. Midt i anlægget finder man urnen nedgravet; det almindelige er, at der til én tue svarer én gravlagt person, men reglen har undtagelser: i en tue var hensat ikke mindre end fem små urner, i en anden to urner, i samme nedgravning. Urnerne, af hvilke der foreløbig er fremdraget mere end 600, er af enkle former uden nævneværdig forsiring, iøvrigt smukke, velgjorte kar. I ca en tredjedel blev der mellem de brændte ben fundet genstande, oftest simpelt dragttilbehør som nåle eller bæltespænder, sjældnere egentlige gravgaver såsom halsringe (Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9). Her møder vi da, side om side med bronzesager, vor oldtids ældste jerngenstande; det nye og endnu sjældne metal har vel været lidt af et statussymbol, i hvert fald har man gladeligt brugt det til smykker. I nogle urner var nedsat små lerkar - de fleste af traditionelle typer, men et af dem i en fugls skikkelse og et andet af en mærkelig halvmåneform, hvad så meningen har været med det (Fig. 10, Fig. 11, Fig. 12).

Værdifulde oplysninger må kunne hentes i urnernes bendynger, når de engang bliver undersøgt. De gravlagtes køn og alder skulle kunne bestemmes, og det bliver spændende at se, om tuernes stærkt varierende størrelse (fra to til tolv meter i bredden) kan forklares herudfra, eller om den må tilskrives andre forhold, for eksempel forskellen i de afdødes sociale position. At det sidste skulle være tilfældet, har man egentlig svært ved at forestille sig. Selv de største af tuerne synes for små til at tilfredsstille nogen form for forfængelighed.

Sammenlignet med bronzealderens himmelstræbende storhøje tager vore tuegrave sig unægtelig ikke ud af meget, og det sparsomme udstyr tjener yderligere til at understrege indtrykket af et samfund uden evne til at yde det bemærkelsesværdige. Skulle det være rigtigt? Nej, gravskikken afspejler ikke altid befolkningens virkelige formåen og gør det næppe her. Initiativløse kan de første jernaldermennesker i hvert fald ikke have været, eftersom de tog imod det nye, gav det grobund og udviklingsmuligheder, som satte sig spor et årtusinde frem i tiden. Overgangen fra bronzealder til jernalder var ikke et fald, men en fornyelse - det er denne kritiske og spændende omvæltning, vi har fået en sjælden mulighed for at studere i gravpladsen ved Årupgård. At den overpløjede del skal udgraves til det yderste siger sig selv, men også nogle af de fredede tuer bør ofres på forskningens alter. Det tab, som derved lides, skulle være til at overse og vil måske blive dækket rigeligt ind.

Lit: Årbøger for nord. Oldkyndighed 1894. - C. J. Becker: Førromersk jernalder i Syd- og Midtjylland. Kbh. 1961.