Ler i flammer

Af de nævnte ovntyper er Faurholms den mindst komplicerede og muligvis også den ældste, i hvert fald kendt fra dansk jernalder. De andre må være kommet til os ude fra Europa, hvor de optræder i forskellige egne og til forskellige tider, nogle helt tilbage fra romertiden eller tidligere endnu. Det kan forudses, at der vil blive fundet mange pottemagerovne i de kommende år, og det skal blive interessant at se, hvilke typer der har domineret, og hvordan udviklingen i det hele taget er forløbet. Allerede nu ved vi, at keramikken i løbet af middelalderen undergik en ændring, den blev bedre brændt, så måske skal de mange ovntyper ses i den sammenhæng. Man har været inde i en eksperimenterende periode.

Som nævnt er Faurholm-typen den simpleste, dens indre rum er en enhed, uden tegn på opdeling. De andre har et fyrkammer, hvor brændslet anbragtes, og et ovnkammer, hvor potterne stod stablet, men de to afdelinger kunne være af meget forskellig form og indretning. I Barmer var ovnen simpelthen tvedelt, i Helium og Kragelund havde fyrkammeret form af en grøft, der gik ind under og omkring ovnkammeret, så at ilden kom op fra neden (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7). Desværre er det jo kun ovnens underjordiske dele, som findes ved udgravningerne, hvordan overbygningen har set ud, må man stort set gætte sig til. Der svæver mange ubesvarede spørgsmål omkring en sådan ovn, når undersøgelsen af den er færdig. Ville det være nødvendigt at dække ovnkappen med jord? Hvordan regulerede man trækken? Hvor længe varede en brænding? Hvor meget brænde gik der til, og hvor jævn var varmefordelingen? En del af svarene vil kunne hentes gennem forsøg, og faktisk er der foretaget sådanne med en kopi af Faurholmovnen (se Skalk 1977:3). Meget er imidlertid sket siden dengang, så vi mente på museet i Ålborg, at det var på tide igen at betræde eksperimentets vej.

I samarbejde med erfarne keramikere genskabtes tre af ovnene, dem fra Helium, Kragelund og Barmer, altså de mest komplicerede. For dem alle gjaldt, at de skulle bygges, så de spændinger, der uundgåeligt må opstå under de høje varmegrader, blev så små som muligt, men derudover havde hver ovn sine særlige problemer, især hvad angår ovnkappens udformning. For Helium valgte vi en kubeformet overdel med aftræk øverst, men egentlig havde den nok også fungeret, hvis den havde været skorstensformet. Barmer kunne tænkes som et kort rør, men også som to kupler med sammenstød over de tre lersøjler, der er dokumenteret inde i ovnrummet. Hver løsning havde (og har stadig) sine varme fortalere, men vi valgte røret vel vidende, at der kunne blive problemer med søjlerne, der hvor de støder til kappen. Kragelund endelig gav fantasien stort spillerum, så det var lidt på lykke og fromme, vi besluttede os for en lukket lerkuppel med et kombineret indsætnings- og aftrækshul bagest. For at prøve forskellige muligheder lavede vi dog også et aftræk i ovnkammerets kappe, lige over indfyringen.

For at brændingerne kunne blive realistiske, var det nødvendigt, at ovnene blev fyldt helt op med potter - og naturligvis helst med kopier af dem, der var fundet skår af ved udgravningerne. Skønsmæssigt skulle vi bruge godt 150 i forskellig størrelse pr ovn. Efter indgående skåranalyser for at finde frem til det rigtige ler tog vore fire pottemagere fat, men skønt de var rutinerede, ville det ikke lykkes; leret duede simpelthen ikke. Om igen med nyt ler, og denne gang med bedre resultat. For Kragelundpotterne var der endnu et trin i processen, en del af dem skulle nemlig fremtræde med blyglasur. Det gav anledning til eksperimenter med våd og tør glasering i flere variationer, men det er en anden historie.

I det tidlige forår 1987 kunne det egentlige forsøgsarbejde gå i gang. Blandet løvtræ til brændingen var i vinterens løb blevet fældet i skoven og lå nu til tørring (Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7). Et vognlæs ler, vi havde fået fra Hammershøj Teglværk, blev blandet op med fint, melet sand i forholdet 2:3 for at svare til leret i de originale ovnkapper; trods de før omtalte dårlige erfaringer vovede vi her at stole på analyseresultaterne. Opbygningen af ovnene gik forbavsende glat; det grå og regnfulde forår var ideelt til formålet. Derimod ikke for brændslet, som blev vådere og vådere.

Underdelene til ovnene, som vi kendte fra udgravningerne, bød ikke på problemer, og overdelenes udseende havde vi jo i forvejen bestemt os for. Vi lod grubernes lerforinger løbe direkte over i ovnkapperne, der forhøjedes 10-15 cm ad gangen. Det var hårdt arbejde, især for tommeltotterne, som skulle presse det hele sammen, og tillige lidt af en balancegang: var leret for fugtigt, kunne det ikke bære næste lag, blev det for tørt, nægtede det at tage imod fortsættelsen. Det skete, at der måtte gøres ophold, for at massen kunne nå at tørre, men også, at der måtte fugtes og dækkes, når solen lidt ubelejligt kiggede frem.

Vi havde frygtet, at Hellumovnens »lerhjul« (adskillelsen mellem fyr- og ovnkammeret) kunne volde vanskelighed, men det viste sig ganske ubegrundet. Under bygningen af Kragelundovnens lukkede kuppel måtte der hele tiden holdes pauser, for at leret kunne nå at tørre, så det hele ikke klaskede sammen; det lykkedes selv om resultatet ikke blev nogen skønhedsåbenbaring. Ved Barmerovnen havde vi grenskelettet til hjælp, men gruppens mest erfarne ovnbygger var betænkelig. Der kunne, mente han, opstå problemer, når pindeværket under brændingen forkullede inde i lermassen, så vi sørgede for, at ovnkappen for størstedelen kom til at ligge uden på skelettet. Fra samme kyndige person blev vi også advaret mod at lade ovnens indre søjler nå helt op til ovnkappen, men det råd tog vi nu let på, hvad vi senere i nogen grad kom til at fortryde.

Efter godt en måned var ovnene, takket være en passende overdækning, nogenlunde tørre, og resten blev klaret med en sagte ild (Fig. 8, Fig. 9, Fig. 10). Derefter begyndte stablingen af potterne. For at brændingen kan lykkes, er det vigtigt, de er anbragt sådan, at varmen fordeles bedst muligt, men det klarede vore pottemagere flot. Selv hullerne i Hellumovnens »hjul« voldte ingen vanskeligheder, når potterne blev kilet rigtigt mod hinanden. Samtidig med stablingen blev der til hver enkelt ovn rigget et avanceret måleudstyr, ved hvis hjælp man kunne registrere temperaturen i op til tyve punkter.

Vejret var lige fugtigt og vort brænde vådere end nogensinde; vi forsøgte at måle vandprocenten, men det var mere end vort apparatur kunne klare. Det lykkedes dog at få to af ovnene, Helium og Barmer, fyret op - det måtte under alle omstændigheder foregå forsigtigt, for at potterne ikke skulle revne på grund af chokvirkningen. Efter nogle timer var temperaturen nået op på 4-500 grader. Der blev den stående, til vandet var trængt ud, hvorefter den steg jævnt. Hellumovnen var betydeligt mere følsom end den fra Barmer, for at undgå temperaturfald måtte der næsten konstant fyres på. Her skal man imidlertid være forsigtig, fyres der for kraftigt, dannes der nemlig trækul, og det giver ikke den samme varme som røggasserne, der helst skal slikke op ad potterne. Trækken lod sig regulere ved at dække indfyrings- eller aftræksåbningerne mere eller mindre. Det er ikke så vanskeligt, men faren lurer, hvis der i det afsluttende stadium kommer for megen brand på - potterne og/eller ovnen kan smelte og blive til slagge. Ved en senere brænding i Barmerovnen skete det faktisk, ovnkappen sank noget sammen og smeltede delvis. Søjlerne blev også til slagge, de to stod intakt, men ganske hjulbenede, den tredje væltede under brændingen med et dumpt brag. Hvis det ikke havde været for det meget sand i kappen, var ovnen sunket helt sammen.

Men det første forsøg lykkedes. Ud på natten, efter godt otte timers brænding, begyndte potterne at gløde, et sikkert tegn på, at processen nærmede sig afslutningen. Temperaturen var nu oppe på godt 800 grader. Efter at begge anlægs fyrkamre var fyldt helt op med brænde, blev ovnene lukket så hermetisk, som det var muligt; derved opnås en reduceret brænding, hvorved potterne bliver grå eller sorte. Der var problemer med at få lukket Barmerovnen tæt, idet der under brændingen var opstået nogle voldsomme revner. Strengt taget skulle den nok have været dækket med jord.

Mens Helium og Barmer kølede af, blev Kragelund tændt; den var den største af ovnene, og den vi ventede, ville være vanskeligst at brænde igennem. I tyve timer kæmpede vi for at få temperaturen op, men den ville ikke højere end 6-700 grader, altså langt fra de 950, som var nødvendig, for at glasuren kunne smelte ud. Først da vi fik fat i noget andet, tørt og godt brænde, lykkedes det at få temperaturen op, hvor vi ønskede den, glasuren smeltede, og ud gennem kappens mere end fingerbrede revner lyste gulhvide flammer. Nu kunne også Kragelundovnen lukkes for langsomt at køle ned.

Efter nogle dage var ovnene så kolde, at de kunne tømmes. Potterne fra Hellumovnen flammede i brunt og sort svarende til temperaturmålingernes meget urolige billede. Barmerpotterne var blevet gråbrune, noget lysere end dem, der blev fundet ved udgravningen, men ellers meget »rigtige«, og her var temperaturmønsteret da også jævnere og roligere. Kragelundpotterne endelig var velbrændte, men mislykkede for den dels vedkommende, som skulle have været glaseret; de var blevet delvis gråbrændte og glasuren grøn og blæret. Temperaturkurven her fortalte om god spredning, men også om vor kamp for at få varmen op.

Kragelundovnen var så medtaget, at vi fandt det farligt at brænde i den igen. Desuden skulle der ændres noget ved den valgte konstruktion, som vi nu kan se ikke har været den rigtige. I vor udgave var den alt for brændselskrævende, direkte uøkonomisk. Barmerovnen fik et uopretteligt knæk efter overfyringen ved den tredje brænding, men i øvrigt fungerede den udmærket med et yderst moderat brændselsforbrug, selv når træet var vådt. Måske ville den dog blive endnu mere effektiv, hvis fyrkammeret blev gjort lavere, end vi havde valgt. Topkarakter får også Hellumovnen, den virkede fortrinligt og er efter to brændinger stadig klar til brug. Heller ikke den var meget brændselsædende.

De tre ovne, hvis sørgelige rester vi fandt ved de arkæologiske undersøgelser, har gennem forsøgene fået liv og personlighed - sjæl om man vil. Hver enkelt har sine særheder. Dem kendte middelalderens pottemager. Han har gjort de samme erfaringer som vi og taget sine forholdsregler (Fig. 11).