Lejrelåsen

»Låsens bærende element er en ca 55 cm lang jernplade, der har været sømmet på kistens forside over en udskæring i træet. På pladens inderside, fastholdt af et par små ringformede øskener, var anbragt en jernstang med en krog i den ene ende og i den anden et håndtag, som var ført gennem et hul i forpladen og kunne betjenes udefra. Ved at skyde stangen frem og tilbage har man kunnet åbne og lukke kisten, idet man med krogenden har opfanget en haspe, som fra låget var klappet ned i forpladens lodrette hul. - Forpladens midterhul, som svarer til et hul i skyderens brede midterstykke, må være nøglehullet. De to løse »vinger« har vel spillet en rolle i låsemekanismen - «.

Artiklen om Lejrefundet var forældet ved sin udkomst. Gåden var da allerede løst og løsningen omsat i en model, der fungerede perfekt og bekræftede teorien. Efter artiklens fremkomst indløb uafhængigt af hinanden to rekonstruktionsforslag fra professor Sune Lindqvist, Uppsala og fra konservator Aslak Liestøl, Oslo. Deres tegninger blev lagt ved siden af modellen og en slående overensstemmelse konstateret; selv de tre »nøgler« var ens. I denne lighed finder vi en garanti for resultatets rigtighed. - Hvordan var så denne fællesnordiske løsning af Lejrelåsens problem?

Ved at sammenligne med samtidige låse af beslægtet konstruktion bliver man klar over, at Lejrelåsen må være »bygget om«. Håndtaget er ikke oprindeligt - stangen har på dette sted været ret - og hullet, som håndtaget stak ud igennem, har ikke fra først af haft sin nuværende flossede facon, men har i form, stilling og brug svaret til forpladens andet yderhul. Hvordan man efter denne korrektion får en funktionsdygtig lås ud af løsdelene, viser tegningerne bedre end ord kan gøre det. De to vinger er fjedre, som har presset let mod skyderens flade midterstykke. På dette midterstykkes »skuldre« er der en ombøjet kant; den er på tegningen for tydelighedens skyld vist noget overdrevet. Når kisten er låset, støder fjederenderne mod ombøjningen og stopper skyderen. For at låse op stikker man en T-formet nøgle vandret ind gennem nøglehullet og det tilsvarende hul i skyderen, drejer den en kvart omgang og trækker den til sig, sådan at T'ets to grene griber ind i midterstykkets to runde huller; herved slås fjedrene fra, og skyderen kan nu, med nøglen, trækkes til side, så at hasperne frigøres.

Den hele mekanisme har efter alt at dømme været gammel og defekt, da kisten kom i jorden. De to hasper synes helt at mangle, og nøglen er - naturligvis kan man næsten sige - ikke til stede. Hvordan det mærkelige håndtag skal forklares, er stadig lidt af en gåde. De to udenlandske forskere mener samstemmende, at der er tale om en utilsigtet ombøjning af stangen, fremkommet ved voldelig behandling af den låste kiste, men konkurrencens danske deltager, der jo nyder det fortrin at have set genstanden, kan forsikre, at det ikke er tilfældet; håndtaget er tydeligt formgivet og kan - i hvert fald i sin afsluttende skikkelse - ikke være opstået ved et uheld. Forklaringen må vel være, at man på et tidspunkt har smidt nøglen væk, hvorefter man har ændret låsen, så at kisten kunne åbnes og lukkes (men altså ikke låses) udefra. Det mærkelige er blot, at skyderen i sin nye skikkelse er for kort; krogen har ikke på normal måde kunnet skubbes fri af haspen. Har man udvidet krampen, så at den har kunnet sluge hele krogen fra den buede ende? Det er tænkeligt, for nok er håndtaget velgjort, men hullet, som det stak ud igennem, virker meget primitivt - nærmest som var det lavet med en saks - og det kunne jo tyde på, at der har været en fusker på færde. Måske er det kistens ejer, der, med en smule sagkyndig bistand, har forsøgt sig som låsesmed?

Lejrelåsen, som den oprindelig har været, er derimod professionel nok. Det lille stykke mekanik - vel det ældste, der er bevaret her i landet - er tankevækkende at betragte for os, som står med begge ben plantet i teknikkens tidsalder.