Langbladsøksen

Den store vikingegravplads ved Over Hornbæk lidt vest for Randers har tidligere været omtalt i Skalk (1986:5), så vi vil undlade nærmere præsentation og straks rette opmærksomheden mod en bestemt grav fra en del af området, som synes forbeholdt de mere velhavende. Selve gravgruben var ret stor i omfang, men af ringe dybde, kun ca 40 cm nedsænket i undergrunden. Der var spor af en trækiste, men intet af den døde selv; alle knogler var for længst opløste. Udstyret bestod af en jernkniv i læderskede og med sølvtrådsomviklet træskaft (allerede det tyder på, at gravejeren har været lidt ud over det almindelige), en hvæssesten, forskellige andre småting og - som antydet i indledningen - en stor ubestemmelig rustklump. Denne sidstnævnte blev under konservatorernes hænder til en pragtøkse, en sjældenhed såvel af form som i udsmykning. I nakkehullet sad en stump træ tilbage, en rest af skaftet. Hvor langt dette oprindelig har været, er umuligt at sige, da vi ikke ved, hvordan den døde har været vendt i graven.

Karakteristisk for det fundne økseblad er æggen, der kun er svagt krummet, men trukket langt ud som på en hellebard, mest nedad, i skaftets retning. Bladets højde er nu 22 cm, men har været lidt større, idet en stump er brækket af forneden; det må være sket allerede i vikingetiden, før øksen kom i graven. Stykket kan minde om »bredbilen«, en type tømmerøkse, som har været i brug helt op i vort århundrede, men ved nærmere betragtning viser det sig, at ligheden er ret overfladisk (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). Bredbilen blev brugt til glathugning af flader, hvorfor dens ene side var helt plan og skaftet vredet en smule, så at den huggende undgik at få skrabet knoerne, mens øksen fra graven er uden disse skævheder bortset fra, at æggen er ensidigt slebet.

At Over Hornbæk-øksen ikke er et almindeligt stykke tømmerværktøj, fremgår klarest af dens dekoration. På den udragende skaftstump ses spor af skåret ornamentik, og på begge sider af selve øksehovedet er der sølv- og kobberindlægning, mest i form af bånd, der ligesom trækker omridset op. På nakken, ud for skafthullet, danner båndene ramme om en »flettet« figur af korsform, og på den brede ægdel, hvor ornamentikken desværre er meget ødelagt, skelnes noget, der med lidt god vilje kan opfattes som en dyrefigur.

Langbladede økser (lad os for nemheds skyld kalde Over Hornbæk-typen sådan) kan på ingen måde siges at være almindelige; i det nuværende Danmark er således kun fundet yderligere to, begge fra gravpladser på kendte fundlokaliteter, nemlig Lindholm høje ved Nørresundby og Trelleborg i Vestsjælland. Af disse er den første uornamenteret, men den anden et pragtstykke, meget stor og med sølvindlægning. Efter hvad vi nu mener at vide om Trelleborgs anlæggelsestid, må graven med øksen dateres til årene omkring 980, samme tid som vi tillægger Over Hornbæk-graven. For en ordens skyld skal nævnes, at indlægning med ædelmetaller også optræder på andre af vikingetidens økseformer, men atter her kun i meget sjældne tilfælde, fra Danmark tre, alle dateret til 900-årene.

Går vi uden for grænserne af det nuværende Danmark, finder vi også langbladsøkser, men stadig i beskedent antal, med og uden ornamentik. Et eksemplar fra Skåne og et andet fra Hedebys havn kan måske regnes til den danske gruppe, men ellers er det sydpå i Mecklenburg, Brandenburg, Böhmen og det vestlige Polen, altså i egne, hvor vikingerne ikke udpræget havde deres gang, vi møder denne øksetype. En langbladsøkse helt magen til den fra Over Hornbæk blev opsamlet af en dykker i Teterow-søen, Mecklenburg, nær en af broerne ud til en slavisk borg. Og lidt nordligere, ved Behren-Lübchin, fandtes - ligeledes ved broen ud til en slavisk borg - hele to sådanne økser; den ene stod med det fuldt bevarede, 77 cm lange, træskaft stukket lodret ned i sødyndet (Fig. 4). Dateringen af disse sydlige økser er langtfra altid sikker, men flere af dem har dog så stor lighed med de danske i form og/eller ornamentik, at der næppe kan være tale om nogen betydelig aldersforskel. Andre kan imidlertid være yngre. Borgen ved Behren-Lübchin menes at være identisk med den, som ifølge Saxo blev ødelagt af Valdemar den Store sommeren 1171, men fundene viser, at den må være anlagt langt tidligere, i slutningen af 900-årene, så for den sags skyld kan økserne derfra altså godt være gamle. At formen har levet videre i 1000-årene, er dog sikkert, og der går tråde op i middelalderen (Fig. 5).

Et træk ved Over Hornbæk-øksen, som fortjener lidt opmærksomhed, er det lille »fletkors«, der indgår i udsmykningen. Dette specielle ornament har en vid udbredelse i tid og rum. Korset regnes jo almindeligvis for et kristent tegn, men hvor det optræder på keltisk materiale fra før Kristi fødsel, kan den mulighed udelukkes, og det gør fletkorset. Sikkert er det imidlertid, at denne korstype meget hurtigt fandt vej til kristen symbolik, og at den holdt sig der gennem adskillige hundrede år - hvilket ikke forhindrede den i også at indgå verdslige forbindelser. Til de klassiske fletkors føjede vikingerne en ny skarpkantet form, men heller ikke dens kristelige karakter kan man altid være sikker på; måske har den fra først af blot været et magisk tegn. Vikingetiden var jo en mærkelig sammensat periode. Stærke kræfter, både legemlige og åndelige, var sluppet løs, de brødes, men ind imellem rørtes også mildere strenge. Lad indskrifterne fra to runesten, begge fletkorsprydede, tjene til belysning.

Högby-stenen fra Östergötland fortæller en lille tragisk historie: »Gulle den Gode fik fem sønner. Faldt ved Fyris den frejdige dreng Asmund. Endte Assur øster i Grækenland. Blev i tvekamp Halvdan dræbt. Kåre døde hjemme. Død er også Bue«.

Den anden sten, fra Skåne, som jo på den tid var en del af Danmark, fortæller: »Sven og Thorgot gjorde disse kumler efter Manne og Svenne. Gud hjælpe deres sjæl vel, men de ligger i London«.

Om begge sten gælder, at de har en vis historisk tilknytning. Asmund »faldt ved Fyris«, det vil antagelig sige i slaget på Fyrisvoldene under Erik Sejrsæl (død ca 994). Og de to, som »ligger i London«, har vel været deltagere i Svend Tveskægs Englandstogt, der sluttede med Londons underkastelse år 1013 (Fig. 6). Om brødreflokkens religiøse sindelag bringer indskriften ingen antydning (med mindre man da vil tage selve tavsheden for en sådan), mens det tydeligt fremgår, at Londonmændene var kristne. Under alle omstændigheder giver disse tekster et levende indtryk af forholdene på den tid, som også den fletkorsprydede Over Hornbæk-økse tilhører. Vi tør formode, at dennes ejer var kriger, om han også var kristen, må forblive et åbent spørgsmål (Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9).

På det berømte vægtæppe fra Bayeux i Nordfrankrig ser man Englands erobring 1066 illustreret i billedserieform ganske kort efter begivenheden. En scene viser bygning af skibe forud for det store togt. En mand skræver over en tømmerstok, som han glathugger med en bredbil af umiskendelig lighed med langbladsøksen, når man ser bort fra skaftet, som er påfaldende kort, væsentligt kortere end det, vi kender fra Behren-Lübchin-fundet. Det er - som allerede berørt - klart, at de to økseformer ikke er identiske, men ligeså indlysende forekommer det, at der må være en forbindelse, og den er da også let at få øje på (Fig. 10). Den simple arbejdsøkse havde i oldtid og middelalder en noget finere pendant, stridsøksen, og påvirkning fra de første til de sidste var uundgåelig. At flere af langbladsøkserne er fundet ved borge og under forhold, der kan skyldes militære aktioner, bekræfter jo i øvrigt deres våbenkarakter.

Delingen af øksebestanden i våben og værktøj kan følges, mere eller mindre tydeligt, hele oldtiden igennem, men det er ikke altid så let at se, hvad der er det ene og hvad det andet, for med slægtskabet fulgte ofte en betydelig lighed. Det sidste gælder ikke mindst for vikingetiden, hvor begge slags økser var i fuld brug. Når man på ovennævnte Bayeuxtapet ser skibsbyggere arbejde med kortskaftede økser, mens krigere og stormænd svinger med eller støtter sig til deres langskaftede ditto, er man dog ikke i tvivl om fordelingen, men rigtignok må man med beklagelse konstatere, at der slet ikke er nogen langbladsøkser i tæppets våbengruppe. I løbet af middelalderen svandt stridsøksens betydning. Dens sidste udløbere havde nærmest karakter af paradevåben.

I krøniker og sagaer fra den tidlige middelalder kan man læse om stridsøkserne, både de såkaldte snaghyrnd (fremskydende horn), der måske er identiske med langbladstypen, og alle de andre. Det fremgår, at nogle af dem, især de metalindlagte, foruden våbenværdien havde en særlig betydning som værdighedstegn og var brugelige som gaver til folk, man ønskede at stå sig godt med. Da en vis Thorolf, der opholdt sig hos den norske konge Erik Blodøkse (også som navngiver havde stridsøksen en mission), ville rejse til Island for at besøge sin far, høvdingen Skallagrim, gav Erik ham en økse med som gave til denne far. »Den løb ud i krummede horn som en hellebard, var stor og forgyldt og om skaftet var den sølvomvundet. Det var et kostbart klenodie«. En anden konge, Knud den Store, bestemte, at man for at blive optaget i hans hird skulle råde over »guldbelagte stridsøkser og gyldne sværdfæster«, og om hans søn og efterfølger Hardeknud fortælles det, at han som gave modtog »et skib med 80 krigere, som over venstre skulder bar danske økser, smykket med sølv og guld«.

Ejerne af de danske langbladsøkser fra Over Hornbæk, Lindholm høje og Trelleborg er desværre anonyme, men antagelig har de hørt til det militære hierarki, og småfolk var de i hvert fald ikke. Økserne kan være udtryk for deres samfundsmæssige stilling eller gaver som de ovennævnte. Sagaberetningerne har ofte været udsat for kritik, mens fundenes tale regnes for sandfærdig. For en gangs skyld synes de to at gå op i en højere enhed (Fig. 11).