Landsoldaten

»Den tapre landsoldat efter sejren«, som er forbilledets korrekte titel, står som statue ved Prinsens Port i Fredericia, rejst til minde om slaget 6. juli 1849, der som bekendt faldt ud til danskens fordel. Skaberen var Herman Vilhelm Bissen, som med denne skulptur blev grundlæggeren af den nationale, borgerlige billedkunst i Danmark. Det var det første danske sejrsmonument, der ikke havde en fyrste eller en general som motiv - altså noget helt usædvanligt, en hyldest til det unge demokrati. Ideen var ikke Bissens alene, inspirationen havde han fra »Dengang jeg drog afsted«, visen om den tapre landsoldat, som Peter Faber digtede i de bevægede dage omkring krigsudbruddet, og som var blevet en meget stor succes. Nu var sejren vundet og skulle have sit monument. Den menige soldat skulle være symbolet på folkets sammenhold - og blev det.

Når man sammenligner den lille figur med statuen, ser man straks, at der mangler noget. Geværet i venstre hånd og bøgegrenen i den oprakte højre er ikke med. Men de har været der, gjort af andet materiale, formodentlig metal, og indsat i hænderne, som til det formål er forsynet med huller; desværre er de senere gået tabt. Så spinkle detaljer kunne støbeteknikken ikke klare, og de ville også have gjort den i forvejen skrøbelige figur urimeligt sårbar. Det matte, hvide porcelæn kaldes i fagsproget med det franske ord biscuit, som betyder noget i retning af »to gange bagt«. Det vil sige, at figuren er brændt to gange. Den matte overflade skulle efterligne marmor og var meget moderne i forrige århundrede. Efter krigen 1864 blev Landsoldaten et yndet motiv blandt den dansksindede befolkning i det nu tabte Sønderjylland.

Yderpladsen på konsollen var ikke den bedst tænkelige for en porcelænssoldat. En dag skete det: han faldt på gulvet og gik i mange stykker. Ejeren, frøken Kruse i Haderslev, så ikke længere så godt. Men figuren betød noget for hende, så den blev limet sammen - så godt det lod sig gøre - og indtog atter sin vante plads i stuen. Tiden gik, og en dag fik den et nyt opholdssted: byens museum. Der står den, og det må aldrig ske, at den falder i hænderne på en konservator, for hvis den skilles ad og sættes sammen igen, så man knap kan se, den har været i stykker, så har den mistet noget af sin ganske særlige symbolværdi. De følelser, som var knyttet til den, rakte ud over pengeværdien, som gik fløjten, da den faldt på gulvet. (Fig. 2)