Landsbyens alder

Ved navnedateringen er flere metoder taget i brug, for eksempel sproglige ændringer, som man kan tidsfæste. Hovedgrundlaget er dog de nordiske bynavnes forekomst - eller fravær - i Danelagen, den del af England, hvor vikingerne slog sig ned og indrettede sig efter hjemligt mønster. De nordiske navneendelser her er som regel -by og -torp (det som herhjemme er blevet til -rup, -trup, -strup), men også -bølle og -tofte forekommer og var altså »levende« i vikingetiden, det vil sige perioden 800-1050. De resterende mere almindelige navnetyper deles i to grupper, en ældre og en yngre. I navne med endelser på -inge, -lev, -løse, -sted og -hem (-um) forekommer ordforrådet gammelt, og da de altså ikke har med vikingerne at gøre, henvises de til en forudgående periode, skønsmæssigt ansat til 400-800 efter Kristus. For typer med endelser som -rud, -holt, -tved og lignende rydnings- og skovnavne er der påvist langt yngre sprogstof, og de anses derfor dannet efter vikingetiden, i årstal vel fra 1050 til 1400. Ikke så få af vore landsbyer kan ved denne metode føres tilbage til kongerne Gorm og Gudfreds dage, og en del altså betydeligt længere. Men det forudsætter rigtignok, at navnet er opstået samtidig med landsbyen, og at denne ikke har skiftet plads.

Denne metode til datering af vore landsbyer er jo ikke særlig præcis, og man kan heller ikke uden videre være sikker på, de nævnte forudsætninger er i orden. For eksempel kan det udmærket tænkes, at navnet er opstået før landsbyen og oprindelig har betegnet et større område. Omdøbning har vel også kunnet forekomme, og man kan forestille sig, at en landsby er flyttet og har taget navnet med sig - som vi kender det fra vor egen tid, hvor utallige stationsbyer har antaget en nærliggende landsbys navn (Fig. 1). Fra ældre jernalder har man - gennem C. J. Beckers udgravninger - ligefrem påvist vandrende landsbyer.

Arkæologiske undersøgelser er den eneste nogenlunde sikre måde at komme spørgsmålet ind på livet. Det skulle være muligt at grave sig ned gennem en landsbys kulturlag og ud fra fundene afgøre, hvor langt tilbage beboelsen strækker sig. Det var netop, hvad Fyns Stiftsmuseum sammen med Odense Universitet for få år siden gik igang med som del af et stort historiskarkæologisk projekt kaldet »Landsbyens opståen og udvikling«. Ideen var gennem udgravninger i en hel række landsbyer at efterprøve stednavnedateringen og så vidt muligt nå frem til en nøjagtig tidsbestemmelse. Man valgte først og fremmest eksisterende bebyggelser, men med på listen var også et par stykker af de nu forsvundne, hvor nedlæggelsen var sket i historisk tid.

I løbet af tre vintre fra 1975/76 gennemførtes gravninger i 13 landsbyer, som bortset fra to, Rønninge og Flemløse, ligger inden for et afgrænset område mellem Odense og Kerteminde (Fig. 2). Den oprindelige bys udstrækning bestemtes efter den ældst kendte nøjagtige kortlægning af sognet, nemlig udskiftningskort eller tidlige matrikelkort fra tiden omkring 1800. De viser situationen, før gårdudflytningerne fandt sted, og inden for det således udpegede område gennemgravedes 10-15 felter, hvert på ca ti kvadratmeter og så jævnt fordelt som muligt. Lidt måtte man dog slække på kravene. Det viste sig nemlig vanskeligere end umiddelbart ventet at finde egnede steder, selv til så små udgravninger. Den udtynding af gårdene, som udskiftningen medførte, har ikke betydet, at de fynske landsbyer i dag ligger hen som åbne bebyggelser. Hullerne er forlængst fyldt ud med nye huse, og de gamle tofter er blevet til prydhaver. Men hverken ejerne eller vi ønskede at se græsplæner og blomsterbede gravet op, selvom det skete i videnskabens hellige navn. I stedet måtte da ofte urtehaven holde for, og af samme grund foretoges undersøgelserne på den kolde, men uproduktive årstid (Fig. 3). I hvert felt gennemgravedes med skovl og ske de affaldslag, som i årenes løb havde hobet sig op, og alle daterende genstande, først og fremmest potteskår, indsamledes. Kulturlaget, det vil sige alle affaldslagene under ét, havde normalt en tykkelse på mellem 50 og 80 centimeter. Af og til var der spor efter huse i form af lergulve, syldsten eller stolpehuller, men felterne var for små til at give egentlige oplysninger om disse bygninger, hvis undersøgelse iøvrigt faldt uden for opgaven.

Mere omfattende udgravninger foretoges i den 1651 nedlagte landsby Kirsinge, der i dag ligger under dyrket mark. Her kunne søgegrøfter og felter brede sig nogenlunde, som de ville. Det gav et godt supplement til de øvrige undersøgelser og en vis kontrol af, hvor dækkende de havde været. Som regel var det undersøgte areal pr landsby 100-150 kvadratmeter, og det udgør jo kun en brøkdel af dens totale udstrækning, mellem en og to promille. Det er langt fra sikkert, at de små felter, hvor spredt de end afsattes, har ramt de ældste bebyggelseslag. Vore dateringsgravninger kan således kun give et mindstemål for bebyggelsesvarigheden. Ideen bag undersøgelserne var imidlertid, at man ved at inddrage et større antal landsbyer skulle få en serie resultater, der muligvis afspejlede et bestemt mønster.

I Rønninge, der var den første by, som blev undersøgt, bestod fundene næsten udelukkende af lerkarskår. Meget var naturligvis af nyere dato, men der var også en del såkaldt Østersøkeramik (hjemlig efterligning af lertøj fra landene mod syd i sen vikingetid/tidlig middelalder) samt - som det ældste, vi traf på - lidt egentlig vikingetidskeramik. Derimod ikke mindste spor efter germansk jernalder, og det skønt Rønninge jo ifølge navnet skulle være fra tiden før vikingeperioden.

Trods dette »nederlag« ved den indledende udgravning fortsattes arbejdsprogrammet planmæssigt, og efterhånden som resultaterne fra de enkelte landsbyer blev samlet, begyndte der, som vi havde håbet, at tegne sig et mønster, omend et andet end ventet. Uanset navnegruppe gav alle byerne samme fundmateriale: fra porcelæn over nyere lertøj osv tilbage til Østersø- og enkelte gange yngre vikingetidskeramik, men intet fra den ældre del af vikingeperioden og germansk jernalder (Fig. 4). Altså var det kun lykkedes os at påvise sammenhængende bosættelse tilbage til ca 1000/1150. Enkelte steder fandt vi dog nederst i udgravningsfelterne et meget ældre materiale. Specielt var tiden fra 300 før og op til Kristi fødsel godt repræsenteret, men også fra de følgende to århundreder, der udgør ældre romersk jernalder, var der fund. At der skulle være kontinuitet med bosættelser så langt tilbage, synes dog udelukket, »hullet« på næsten et årtusinde er for stort. Fundene må stamme fra bebyggelser, der forlængst var opgivet, da de nuværende landsbyer blev anlagt.

Udfaldet af undersøgelserne var ganske uventet. Pludselig tegnede der sig en helt anden bebyggelsesudvikling end hidtil antaget. Vore nuværende landsbyer havde tilsyneladende alligevel ikke rod tilbage i kong Gudfreds tid, og slet ikke i den foregående periode, germansk jernalder. De syntes derimod opstået netop i det tidsrum, hvor Danmark forlader oldtiden og træder ind i historisk lid. Men uden videre kuldkaster man jo ikke en gammel teori, som årene har cementeret (Fig. 5). Foreløbig havde de manglende oldtidslag da også kun leveret os et negativt bevis. Det positive måtte være at finde bebyggelse fra de nævnte tidsrum uden for de eksisterende landsbyer.

Og det lykkedes. For få år siden kendtes på Fyn kun et par bopladser fra vikingetid, men nu er denne periode for alvor begyndt at dukke op på øen, og de nyfundne pladser dateres smukt inden for rammen 8. - 11/12. århundrede. De ophører altså netop på den tid, hvor de eksisterende landsbyer ifølge fundene tager deres begyndelse. Men hvor er så bopladserne nærmest forud for vikingetiden? Trods ihærdig søgen både i det nordøstfynske område, hvor vi arbejdede, og i forbindelse med et tilsvarende projekt på den sydvestlige del af øen unddrager de sig indtil videre vor erkendelse, noget der iøvrigt også gælder andre landsdele. Mærkværdigt, for folketomt har landet jo ikke været. Netop fra dette tidsrum kendes mange enkeltfund og depotfund, og germansk jernalder er Fyns guldrigeste periode.

De nyfundne vikingebopladser ligger ofte ganske nær - en halv kilometer eller mindre - fra de eksisterende landsbyer, så flytningerne har altså et meget lokalt præg. Den samme iagttagelse har man iøvrigt kunnet gøre andre steder i landet, hvor der i de senere år er udgravet vikingelandsbyer og -storgårde (Fig. 6). I det hele taget synes fænomenet ikke at være begrænset til Fyn - på Sjælland har således Axel Steensberg gravet i flere landsbyer uden at finde kontinuitet længere tilbage end middelalder eller vikingetid, og en række nyligt gennemførte udgravninger på Stevns tyder ligeledes på bebyggelsesskift i denne tid (Fig. 7, Fig. 8).

Det er gået, som det ofte går; hver gang et spørgsmål besvares, dukker et nyt op - eller rettere en hel række. Et alvorligt forsøg på besvarelse må vente, men vi kan prøve antydningsvis at nærme os hovedproblemet: Hvad er årsagen til det formodede bebyggelsesskift, der altså muligvis er mere end et fynsk anliggende? Nogen form for »folkevandring« kan der ikke være tale om, eftersom man jo ikke har forladt sin egn, men blot flyttet sig inden for den. Forklaringen kan være en eller anden form for omorganisering, måske i forbindelse med indførelsen af det middelalderlige agerbrug med mange lange og smalle agre, som dyrkedes i fællesskab.