Landsbydoktoren
Når gravsteder på kirkegårde sløjfes, forsvinder de tilhørende mindesten, og selv om skaden i reglen er begrænset, kan det dog ske, at noget værdifuldt går tabt. Derfor blev det i 1986 ved lov besluttet, at gravmonumenter, »der bevarer mindet om fortjenstfulde mænd og kvinder, eller som i øvrigt af kunstneriske, kulturhistoriske eller andre grunde må anses for særligt bevaringsværdige, skal registreres«. Det er for tiden ved at blive gjort, og meningen er naturligvis, at en del af det således bogførte senere skal sikres effektivt. I den til loven hørende vejledning nævnes gravminder, der er over hundrede år gamle, er tidstypiske, har særlig interessant udsmykning eller er udført af anerkendte kunstnere. Som nævnt spiller de mindede personers berømmelse også en rolle, og netop disses gravsten vil jo ofte opfylde et eller flere af de andre krav.
Af Jens Vellev
Fig. 1: Bredefeldts gravsted på Hammel kirkegård. Det er stenens bagside med relieffet, der vender frem i billedet. Fig. 2: Forsiden af Bredefeldts sten.
Et mindesmærke, som forener alle de ovenfor fremhævede kvaliteter, skal behandles nærmere i det følgende. Det står på kirkegården i Hammel nordvest for Århus, og otte med jernkæder forbundne granitsøjler danner indhegning om det. Monumentet, en såkaldt cippus, tydeligt inspireret af de antikke romerske gravmæler, består af en flad, opretstående sten med en taglignende overbygning. Der er indhuggede tekster - i skriveskrift - på begge bredsider. På forsiden, der vender mod syd, får vi væsentlige, men langt fra fyldestgørende oplysninger om den gravlagte:
Her hviler / lægen / velgøreren den i alt så udmærkede / Johann Christian Bredefeld / født den 5. august 1741. / Efter 34 års utrættede virksomhed / døde han den 14. marts 1804. / Hans udødelige navn fortjener eftermæle / derfor skal dette sorgens ekko - denne sten / altid sige os - gentage for vore børn / at han, der fortjente meget - fik intet af os / uden vor tak - vor kærlighed.
Her randt vor tåre, da vi så ham segne ned.
Her tørres den - thi se - han nyder evig fred.
På bagsiden (nordsiden) er de ansvarlige for monumentets rejsning remset op med en lidt uklar formulering:
Højagtelses og taknemmeligheds minde / af grevskabet Frijsenborgs gejstlige / og verdslige beboere / samt veltænkende fremmede / og ejeren / Krag Juel Wind Frijs.
Under bagsidens indskrift er indfældet et lille halvcirkulært relief, og det er ikke mindst på grund af det, monumentet bør drages frem i lyset. Det viser blandt andet nogle kirurgiske instrumenter, men lad os, før vi går i detaljer, se lidt nærmere på den person, det skylder sin eksistens. De oplysninger, indskriften giver, kan nemlig suppleres på væsentlige punkter.
Johann Christian Bredefeldt var født i Lütjenburg mellem Kiel og Lübeck. Faderen var kirurg, og sønnen gik i hans fodspor. Efter endt uddannelse - sidst som feltskær ved det holstenske fodregiment - dukkede han i 1770 op som landkirurg ved grevskabet Frijsenborg. Han var en stille natur og synes helt at have helliget sig omsorgen for de talrige ansatte ved det vidtstrakte gods. Det fortælles, at han »betjente alle for intet og gav de fattige penge til«.
En af patienterne var præsten Niels Blicher, far til digteren Steen Steensen Blicher. Han blev af Bredefeldt behandlet for en farlig arvelig brystkrampe, og resultatet må have været godt, eftersom han opnåede den høje alder af 91. Formodentlig i taknemmelighed herover har sønnen hædret Bredenfeld (som han fejlagtigt kalder ham) ved at gøre ham til hovedpersonen i en kort novelle: Landsbydoktoren. Nogen pålidelig levnedsskildring giver den ikke, den berømte forfatter har taget sig store friheder, blandt andet ved at tildigte en historie om ulykkelig kærlighed som en passende optakt til det senere selvopofrende livsløb. Dette er naturligvis indgående beskrevet - for eksempel: »Han gav hver dag flere timer audiens og det endda ikke efter rang, men efter sygdommens større og mindre farlighed, hvorved der opstod den uorden, at en fattig stodder kunne komme ind førend greven selv«. Om årsagen til »Bredenfelds« død fortæller Blicher, at han under fremstillingen af et medikament kom til at skære sig i fingeren og derved pådrog sig en alvorlig blodforgiftning. Så vidt Blicher.
At Bredefeldt var afholdt, viser ikke blot mindestenen, men også et legat, »Bredefeldts Minde«, som blev oprettet for indsamlede midler. Det eksisterer den dag i dag.
Monumentet er af norsk marmor og i den af datiden yndede nyklassicistiske stil. Vi ved ikke, hvem kunstneren var, men han må søges blandt landets førende billedhuggere og sikkert i København. Den kendteste, Johannes Wiedewelt, døde to år før Bredefeldt og må følgelig lades ude af betragtning, men to af hans samtidige kan komme på tale, nemlig Nicolai Dajon og Andreas Weidenhaupt. Sidstnævnte døde 1805, året efter Bredefeldt, men er måske alligevel den sandsynligste, i hvert fald minder det monument, han udførte over Wiedewelt, og som stadig kan ses på Assistenskirkegården, meget om Bredefeldts. End ikke det lille halvbuerelief med redskaberne mangler.
I kunsten omkring 1800 spiller symboler en overordentlig rolle, så det er kun naturligt, man også finder dem på gravstenene. De hentyder allegorisk til den afdødes egenskaber og profession: en bikube er tegn på flid, guden Neptun kan stå for handel, æskulapstaven betegner lægelig virksomhed. På relieffet i Hammel er lægegerningen symboliseret på anden måde, nemlig ved standens redskaber. Øverst ses en øjenoperation, sikkert et stærstik, og nedenunder en lang række instrumenter: Tang, sav, lancetter, sonde, knive, sårhage. Bredefeldts kirurgiske rejsekollektion? Om Weidenhaupt ved man, at han havde nær kontakt til lægeverdenen. I 1780'erne udførte han udsmykning til Kirurgisk Akademi.
Der kom en ny læge til Frijsenborg: Johan Henrik Schou. Han virkede en snes år, fra 1804 til 1824, og ligger ligeledes begravet på kirkegården i Hammel. Indskriften på hans sten er knap og uden pynt. Den begynder: Herunder hviler Bredefeldts efterfølger – (Fig. 3, Fig. 4).
Fig. 3, Fig. 4: Relieffet på Bredefeldts sten og - tit sammenligning - det tilsvarende fra Wiedewelts monument på Assistenskirkegården i København. Det sidstnævnte viser stenhuggerredskaber (hammer, drilbor med mere) samt en ugle, der betegner lærdom.
