Landposten

Helt uden brevforbindelse med omverdenen var landdistrikterne ikke før postbudenes tid, men den var på privat basis. Den hyppigste og bedst organiserede postgang havde landbrugets overklasse, godsejerne og proprietærerne, de sluttede sig ofte sammen og holdt regelmæssigt ridende bud til købstadens postkontor. Blandt bønderne var der forskellige måder at klare sagen på. Nogle brugte handelskontakter i byen som postadresse - her kunne de så hente brevene ved lejlighed - mens andre organiserede en fast budgang til postkontoret en eller flere gange om ugen, eventuelt i samarbejde med godsejerne. Det kunne være egnens husmænd, der på skift varetog opgaven, men det almindeligste var, at en af sognets gamle eller invalider fik hvervet overdraget. En sådan ordning var billig - sparede måske tilmed fattighjælp - og de pågældende kunne gøre yderligere gavn ved også at besørge andre ærinder, når de nu alligevel skulle af sted. Disse sognebude var meget populære i befolkningen og dertil omgivet af en del spænding og romantik - hvad kunne tasken ikke indeholde: kærlighedsepistler, breve fra sønnen i det fremmede, bud om død og ulykke. Men slidsomt var det at gå de mange, mange kilometer ad elendige veje i al slags vejr med den tunge taske, frem og tilbage år efter år for en langtfra fyrstelig betaling. Maren Pedersdatter fik 1811 en fattighjælp på ti rigsdaler ved siden af sine indtægter som bud, og de er hende vel undt. En anden Maren, kaldet Maren Post, gik sin gang mellem Asum og Odense i næsten 40 år. Det var ofte kvinder, der tog tørnen som sognebud. Da det egentlige landpostvæsen blev oprettet, foretrak man mænd med den motivering, at arbejdet var anstrengende og dermed uegnet for det svage køn. Vi skal helt frem til 1970, før der blev gjort brud på denne regel (fig. 2).

Omkring midten af forrige århundrede barslede postledelsen med et forslag »sigtende til at gøre postvæsenet mere tilgængeligt for landdistrikterne«. Hvor der var langt mellem postkontorerne skulle oprettes brevsamlingssteder, der med uuddannet arbejdskraft kunne fungere som en slags underposthuse. Herfra skulle landpostbude ad fastlagte ruter bringe posten rundt til en række udvekslingssteder, der hver især dækkede et mindre område, og hvor folk så selv kunne hente forsendelserne. Aflevering ved husdørene som i vore dage var der endnu ingen, der drømte om, og det er måske forståeligt med den smule post, der var. Ideen med de statsansatte postbude faldt nu ikke i særlig god jord hos dem, til hvis bedste den var fremsat. Man ønskede at bevare sognebudene, som der var stor tilfredshed med, og det er nok heller ikke undgået opmærksomheden, at der i nyordningen var regnet med en ekstraporto for post til landdistrikterne; forbedringen skulle jo betales. Brevsamlingsstederne mødte større forståelse, og de første oprettedes 1853, nemlig 19 på Sjælland, 17 på Fyn, 44 i Jylland og 2 på Lolland-Falster. En halv snes år senere var antallet mere end fordoblet (fig. 3).

Også postbudene dukkede lidt efter lidt op på vejene til afløsning for Maren Post og hendes kolleger. De første tre ruter kom 1860, flere fulgte, og efterhånden som isen blev brudt, voksede antallet støt. Det forlangtes, at befolkningen selv udtrykte ønske om at få en rute, og at man stillede husrum til rådighed for udvekslingssteder, men betydningen af en regelmæssig postgang var ved at gå op for folk. Krigen 1864 gjorde vel sit, og de voldsomme sociale og politiske brydninger har nok også åbnet mange landbrugeres øjne for nytten af en bedre forbindelse med omverdenen. I hvert fald: efter en snes år var man nået op på over 600 ruter og mere end 5000 udvekslingssteder. Samtidig var kravet om aflevering ved husdørene begyndt at melde sig (fig. 4).

Brevsamler Jessen fra Holte var især ivrig for sagen, og i slutningen af 1860erne fik han, trods ledelsens betænkeligheder, lov at gøre et forsøg i to sjællandske amter. Det mislykkedes, men ikke længe efter måtte postvæsenet selv tage sagen op, og i løbet af en halv snes år forbedredes betjeningen så meget, at også landboere fik besøg af posten. Hvis man da ikke ligefrem boede på Bornholm eller i det allermørkeste Jylland - først 1908 var også disse landsdele kommet med i fuldt omfang. Det betyder dog ikke, at man var på højde med købstæderne, hvor der dengang var postomdeling tre-fire gange på hverdage og énto gange om søndagen, men indtil 1920, hvor der iværksattes store besparelser, gik udviklingen i retning af en stadig bedre postomdeling på landet.

I de første mange år var landposten ikke ligestillet med kollegaen i byen. Uniform fik han først 1893, men af nok så stor betydning var det, at han lønmæssigt haltede bagefter (fig. 5). Landpostbudene var ansat på kontrakt, og der betaltes efter antallet af omdelingstimer. Med en ti-timers arbejdsdag kunne omkring århundredskiftet opnås en årsløn på 600 kr. - et beløb, som selv efter den tids målestok næppe dækkede leveomkostningerne og derfor måtte suppleres med bierhverv. Her kom nu teknikken de betrængte til hjælp. For postvæsenet var apostlenes heste stadig det eneste tænkelige befordringsmiddel, og på det grundlag beregnedes arbejdstiden, men cyklen var faktisk opfundet, og postbudene tog den i brug. De kunne nu tilbagelægge ruten langt hurtigere og, uden at det berørte lønnen, få mere tid til andet arbejde.

Til gengæld for den ringere anseelse opnåede landposten - som forhen sognebuddet - at blive en kær gæst, hvor han kom frem. Taskens indhold af breve, pakker, aviser og blade var et lyspunkt i hverdagen, og dertil kom så de lokalnyheder, han selv kunne bringe fra egnen. Få har kendt sognet og dets mennesker bedre. Med biler, telefon, fjernsyn osv. har meget ændret sig, landpostens gerning er blevet lettere, men kontakten med beboerne på ruten er nok ikke helt, hvad den har været.

Landpostvæsenet fik stor kulturel og erhvervsmæssig betydning, det blev en livsnerve i hele den udvikling, der skabte det moderne landbrug. Den beskedne embedsmand var en slags fødselshjælper, men det er der næppe mange, som har skænket en tanke, når de modtog hans daglige besøg.