Landnam

Under min opvækst på Herningegnen kunne man i lune sommeraftener se ildskær flakke over horisonten fra hedebrande, hvis røg drev vidt omkring - og de var ikke opstået ved uheld, men antændt forsætligt som forberedelse til opdyrkning af marginaljord. Det skete også, at vi selv stak ild til tuer, vissent stargræs, mosebølle og blåbærris i gamle tørvepytter for at fordrive hugorme, så vi bedre kunne færdes på bare fødder, men ilden blev holdt under nøje kontrol. Den måtte ikke angribe tørvejorden, for fik den først fat, kunne den æde sig frem i det øverste udtørrede lag og forvandle tørven til aske, uden at det tjente gårdens behov, og det var jo ikke meningen.

Både i vort nabosogn Ørre og ved den gamle kirke i Herning var der en gård med det dramatiske navn Brændgård, og der har været ikke mindre end 28 lokaliteter med denne eller en lignende betegnelse alene i Ringkøbing amt, det viser en gennemgang af Gordon Albøges tre bind om områdets stednavne. Forleddet »brænd« eller »brand« kommer, om ikke altid så dog ofte, af gammel dansk »bruni«, som netop betyder brand, og det samme gælder, hvor ordet optræder som efterled, for eksempel i de østjyske bynavne Brabrand og Stabrand; de hed i senmiddelalderen Brabrun og Stabrun. Alle disse navne har altså tydeligt med ild at gøre, og det er nok andet og mere end en almindelig ildebrand på landet, der hentydes til.

I Mejrup ved Holstebro var der 1487 en gård ved navn Skovgård. Den lå en tid øde, men dukker op i 1501 som Brendgård, hvilket formentlig betyder, at skoven i mellemtiden er ryddet og brændt. I Stavning ved Ringkøbing nævnes i 1500-årene en gård, hvis navn staves Brendstoffuen og i nabosognet Dejbjerg en anden stavet Brendstowen - endelsen er ifølge Albøge i begge tilfælde »stubbe«, og der må vel være tale om stubbe i ryddet og brændt skov. At skovrydning og brænding hører sammen, kan der nævnes mange eksempler på, således fra det frugtbare Bjerge herred mellem Horsens og Vejle fjorde. Her ligger sognene Rårup og Barrit som naboer og i dem småbyerne Staksrode, Breth og Brandstub. Af disse fem navne har de tre første, nemlig de to sognenavne og Staksrode, ældre former, som fortæller om skovrydning, mens Breth (1408: Brent) og Brandstub begge har med brand at gøre; stubbenavnet er os jo allerede velkendt. Brand-stednavne kendes fra alle egne af Danmark. Brøndum (i middelalderen Brundum eller Brunnum) er et sådant; det optræder flere gange i Himmerland. Fra Lille Hareskov, Nordsjælland, kendes Brændte Lyng og i Tåstrup ved København Baldersbrønde (1321: Baldorps brynnæ). I Ugerløse syd for Holbæk nævnes 1552 et Brendhollt (holt = skov), og fra Bornholm kendes Brandstæl skov, hvor endelsen »stæl« står for tomt, altså brandtomt. Og sådan kunne man blive ved. Der er minder nok om kæmpebålene - og langt ud over Danmarks grænser. (Fig. 2)

I 1940’erne fandt botanikeren Johannes Iversen tydelige trækullag i danske højmoser og kunne datere dem til begyndelsen af bondestenalderen. Han tolkede dem som resterne af de skovrydninger og skovafbrændinger, det »landnam«, som må have indledt jorddyrkningen ikke blot i Danmark, men i hele Nordeuropa. Senere har J. Troels-Smith påvist, at man allerede i slutningen af jægerstenalderen var begyndt at dyrke korn som en slags havebrug.

Hvordan dette svedjebrug, som man har kaldt det med et fra Sverige lånt ord, gik for sig, ved man en del om, for metoden har været praktiseret helt op til nutiden i afsides egne af Europa. Man ryddede et stykke skov med øksen og lod træet ligge, til det var nogenlunde tørt, for derefter at overgive det til flammerne. Den askedækkede jord mellem stubbene blev så tilberedt og besået for senere at høstes. Det kunne gentages nogle få år, nemlig indtil jorden var udpint; så måtte et nyt areal inddrages. Det gamle overlodes dyrene til græsning og sprang efterhånden i skov igen.

Skov var der ingen mangel på i den tidlige bondestenalder og i øvrigt hele oldtiden igennem, men et stykke op i historisk tid var mængden svundet så meget og træbehovet steget så stærkt, at man måtte slå bremserne i. Endnu i middelalderen blev der imidlertid ryddet store skovarealer med økse og ild for at skaffe plads til nye bebyggelser og de dertil hørende agre - det må være den form for brandrydning, stednavnene fortæller om - og også senere blev ilden taget til hjælp, når der var brug for det. Sydvest for Køge lå i 16-1700-årene et græsningsområde, som var fælles for flere landsbyer. Det kaldtes Det brændte overdrev, fordi man ved jævnlig afbrænding holdt krat og buske nede, så at der kunne blive frisk græs til kreaturerne. I landsbyen Grøfte vest for Sorø hed et agerskifte i 1680’erne Brent Agre Skovjord. Disse marker blev besået, første år med boghvede, det næste med rug, men lå derefter brak i femten år og blev »med lyng og unge bøge begroet«. Denne vegetation blev så hugget ned med økse og brændt som forberedelse til næste opdyrkning med den svære hjulplov.

Svedjebrug i egentlig forstand har været praktiseret i alpeegnene og i Finland så sent som ved midten af vort århundrede. I 1949 foranledigede min mangeårige ven Kustaa Vilkuna, at jeg fik lejlighed til at overvære en af Finlands sidste svedjebrændinger i et afsidesliggende sogn nord for byen Kuopio ca 300 km nord for Helsingfors. Det stimulerede min interesse for svedjebrugets teknik, og da jeg i årene 1953-55 sammen med Johannes Iversen og Troels-Smith deltog i et forsøg med »stenalderlandbrug« i Draved skov nord for Tønder, var det en selvfølge, at Vilkuna var med for at tilrettelægge og gennemføre afbrændingen af kvas og grene i forsøgsfelterne. Forsøget viste, hvad også udenlandske forskere har kunnet konstatere, at det især er i de øverste to centimeter, jordens næringsindhold frigøres. Ved brændingen steriliseres dette lag helt eller delvis, og ukrudtsfloraen ødelægges, så at sæden det første år er fri for konkurrence. Jordens pH-reaktion ændres i alkalisk retning, hvilket især har betydning på sur bund. I Draved steg fosforsyretallet således fra 2 til 96 og kaliumtallet fra 24 til 260, men året efter var der allerede sket en betragtelig udvaskning samtidig med, at kornafgrøden optog en del af den frigjorte næring. Forsøg foretaget i England i slutningen af 1950’erne har i øvrigt vist, at jordbundens evne til at fastholde vand forringes ved brændingen. Dette får navnlig betydning i tropiske egne og er formentlig én af årsagerne til, at skove her ofte forvandles til savanner.

Alt dette har de gamle svedjebrugere rundt om i verden naturligvis ikke vidst, men erfaringen har overbevist dem om askens værdi som gødning. I en sachsisk landbrugsvejledning fra 1570 anbefales det at brænde stubbene efter kornafgrøder sammen med ukrudtet, der vokser mellem dem. Og det vil ikke skade at sprede afhuggede grene jævnt over marken, hvorved askemængden forøges.

Også på de vestjyske hedesletter har der engang vokset skov, som er blevet angrebet af mennesker, men på grund af de særlige naturforhold blev resultatet her et andet end i det øvrige land. Fra begyndelsen af bondestenalderen aftog træbevoksningen, og lyngen bredte sig for op i historisk tid at blive helt dominerende, en tilstand, som holdt sig til den store hedeopdyrkning satte ind. Også før denne omvæltning blev der dog naturligvis taget hede under plov, men i mere beskedent omfang. I Kragelund, Fjolde sogn, Mellemslesvig, havde man omkring år 1500 endnu ikke faste bymarker. Med ét eller nogle få års mellemrum afbrændte man et stykke hede, pløjede det og fastlagde agrenes udstrækning for at høste nogle få afgrøder. Dette hedesvedjebrug, der sikkert var lige så gammelt som selve lyngheden, havde meget til fælles med skovsvedjebruget, således den første afgrødes renhed. Christian Rantzau, der i 1600-årene ejede Herningholm samt flere gårde i Østjylland (de blev senere forenet til grevskabet Løvenholm), lod hente sæderug fra sin vestlige ejendom til sine østlige besiddelser, fordi den på grund af driftsmåden var renere og bedre. (Fig. 3)

De lokale opdyrkninger i hedeegnene fortsatte med øget styrke i 1800-årene, længe før Hedeselskabet begyndte sin rådgivning, men lyngarealerne var stadig langt de største, og de lå ikke uvirksomt hen, men indgik naturligt i bedriften. Når lyngen blev passet med brænding på rigtige tidspunkter, kom der frisk grøn toplyng frem, som fårene åd med begærlighed. I en foderknap vinter 1921-22 hentede jeg som tjenestekarl på en gård i Græsted sogn, Nordsjælland, frisk lyng fra en jernbanevogn, der var kommet til stationen fra Jylland. Her var det køerne, der tog for sig af retterne, og deres mælkeydelse steg. Lyng er en udmærket foderplante, men den er sårbar, køer ødelægger den med deres klove. I min ungdom trængte man heden tilbage ved simpelthen at lægge en jordstrimmel til den hegnede græsmark.

Røgskyer fra afbrænding af vegetation har således ofte formørket den danske himmel, men det var hedebrandene, der holdt længst ved, nemlig så længe der endnu var hede at brænde - og det var der længe, for vestjyderne er ikke af dem, der ændrer indstilling fra dag til dag. I personligt farvede indberetninger fra begyndelsen af 1800-årene beklager sognepræster og andre velmenende foregangsfolk den stakkels vankundige hedebondes misbrug af naturens ressourcer. Regeringen og reformivrige pionerer bejlede til hans medvirken, men han var ikke let at omvende, bundet som han var af kraftige bånd. Han udnyttede heden urokkeligt på samme måde som hans far og farfar havde gjort og utalte slægtled før dem. »Han havde på sin vis forelsket sig i lyngen«, siger Hugo Matthiessen, men indrømmer dog, at størstedelen af de foranstaltninger, staten satte i værk, ikke opfordrede til efterfølgelse. (Fig. 4, fig. 5)

Nu var det ikke udelukkende af sentimentale grunde, hedebonden stillede sig vrangvilligt an, han manglede simpelthen kapital til at turde sætte noget i værk, hvis udbytte forekom ham tvivlsomt. Han formåede ofte at ernære sin husstand, om end ikke ved overflod af brødkorn så med speget fårelår, mælk fra et passende antal køer, hønseæg og hedens overflod af spiselige bær, og der manglede sjældent én til at overtage bedriften, når de gamle gik på aftægt, så at samme slægt kunne fortsætte i gården gennem mange generationer. Hedelandbruget var bæredygtigt under de givne omstændigheder, men også af det kunne udspringe nye initiativer. I 1600-årene havde fjendtlige hære og lejede hjælpetropper efter tur hærget landet. Ulvene fulgte i deres spor, men i 1700-årene, da man fik bugt med disse rovdyr, voksede fåreflokkene på heden med uldstrikkeriet i hælene. Allerede omkring 1670 blev der strikket uldtøj på oplag i egnen omkring Herning, og herfra bredte hjemmeindustrien sig efterhånden i både Ringkøbing og Viborg amter. Marginaljord, der havde ligget hen i årtier, blev på ny dyrket op og udbyttet af de gamle marker forbedret. Resultatet blev, at antallet af familier forøgedes langt stærkere i egnen omkring Herning end i nogen anden del af landet i en ellers økonomisk stillestående periode.

Med Hedeselskabets store landnam er en udvikling, der har stået på gennem seks årtusinder, ført afgørende til ende. Halmbålene på marken var vel på en måde det sidste minde om den, men også de er nu slukket. Kun Skt Hans aften er det tilladt at fordrive heksene med en smule C02-forurening.