Kyndelmisse

Navnet kommer af det latinske »Missa Candelarum«, lysenes messe. Den fejredes 2. februar, fyrre dage efter jul, til minde om Jomfru Marias renselse i templet, hvor hun fremstillede Jesus, og hvor den gamle Simeon profeterede, at dette barn skulle blive et »lys til åbenbaring for hedninger«. Der har vi forklaringen på den rolle, lysene spillede netop denne dag.

Til Kyndelmissedagen hørte i middelalderen en kirkelig procession med indviede kerter - de blev senere uddelt til menigheden, som tillagde dem magisk kraft. Hvis en speciel bøn blev skrevet på et sådant lys, var man sikret mod alt ondt, så langt dets stråler rakte, og Kyndelmisselys indgik som ingrediens i forskellige mediciner. Dagen efter Kyndelmisse, fortæller Olaus Magnus (1555), kalder husfaderen sine børn til sig, giver dem lys i hænderne og velsigner dem. Derefter brænder han et korsformet mærke i hver enkelts hovedhår. Stiger røgen nu opad, er det tegn på, at barnet vil arte sig vel og få et langt og ædelt liv. Slår den derimod ned, må man sætte skræk i barnet, »at han må forbedre sine vaner og stedse holde sig fra slet selskab«. (På billedet nederst, som illustrerer beretningen, ses tre børn med røgsøjler, som må glæde ethvert faderhjerte).

Trods sin dybe kirkelige forankring var Kyndelmisse oprindelig et hedensk anliggende. I oldtidens Rom holdt man renselsesfest med tændte fakler hvert år i februar måned (»februo« er latin og betyder »renser«), det er den, vi finder overført til Jomfru Maria. Selve den forestilling, at en kvinde, der har født, er uren og behøver renselse, er også af meget gammel dato. Hvor sejlivet, den var, turde fremgå af, at den i Danmark holdt sig til langt op i 1800-årene.

Struensees afskaffelse af Kyndelmissen forhindrede ikke, at man længe efter vedblev at fejre den, og at overtro og varselstagning fremdeles knyttedes til den. Mange steder blev den helligholdt som »lille jul«, og hvis man den aften sparede på maden, kunne man forberede sig på et magert år. Kyndelmisse var vinterens midte, så halvdelen af vinterfoderet skulle på det tidspunkt være igen, ellers så det galt ud. Der toges varsler om vejret: Lige så mange dage lærken synger før Kyndelmisse, lige så mange uger skal den tie efter. Og når en visk hø, som man lægger udendørs, ikke blæser væk, kommer foråret tidligt. Det sidste gjaldt dog kun for Sjælland, i det blæsende Jylland var det omvendt, her hed det: Når det ved Kyndelmisse blæser så meget, at atten kællinger ikke kan holde på den nittende, bliver det tidligt forår.