Kyholm

I begyndelsen af 1700-tallet bredte en byldepest sig fra sydøst op gennem Europa, sprang fra Sverige til Sjælland og hærgede især København. Skibsfarten ansås at udgøre en alvorlig smittefare, så for at beskytte de andre landsdele opførtes et pesthus på Kyholm. Elleve mænd og kvinder fra Tunø, der havde været ombord i et mistænkt skib, dømtes til at arbejde med på byggeriet en måned, til det stod færdigt. Her skulle nu alle skibe, der kunne tænkes at medføre smitte, lægge ind, og »alle købmandsvarer, møbler og klæder, der enten findes udi fade, tønder, pakker, kister, sammenlagt, bunden, knippet eller indsyet skal som alle andre mistænkte varer forblive på Kyholm udi 40 dage der at forsees, udspredes og igennemvindes«. Vi ved ikke, hvor denne første karantænestation på Kyholm har ligget, eller hvor stor den var. Efter mindre end to år blev den nedlagt og fjernet. Så gik der næsten hundrede år.

December 1800 indgik Danmark væbnet neutralitetsforbund med Sverige og Rusland. Formålet var at holde landet uden for Napoleonskrigene, men England tog os handlingen meget ilde op, så resultatet blev det stik modsatte: en række ufredsår, hvor hovedbegivenhederne er slaget på Rheden og Københavns bombardement med tab af flåden og påfølgende kaper- og kanonbådskrig. Samsøs strategisk udmærkede beliggenhed og gode naturhavn i Stavnsfjorden gjorde den til en vigtig base, og her fik Kyholm sin mission, nemlig som det centrale led i en spærring over fjordmundingen. På Besser rev og Lilleør, de to landtanger, der flankerer indsejlingen, anlagdes batterier og på Kyholm med dens lille, men dybe og derfor sejlbare bugt en større befæstning (Fig. 2). Op mod halvandet hundrede samsinger blev tvangsudskrevet til arbejdet, hvad de naturligvis ikke var begejstrede for - i høstens tid udeblev de simpelthen. Nordligt på øen opførtes en firesidet, lukket skanse omgivet af palisader og grave og armeret med tolv kanoner (Fig. 3). Herfra førte arme ud til to søbatterier med henholdsvis tre og ti kanoner. Hele anlægget dannede en halvbue, inden for hvilken lå bygninger til mandskab, materiel og proviant samt bageri og bryggers. Da beredskabet var på sit højeste, omfattede det 400 mand.

I Stavnsfjord havde kanonbådene deres base, og for kaperne blev den et velegnet smuthul, men nogen afgørende ildprøve kom Kyholm aldrig på. At det ikke var lutter idyl, fremgår dog klart af de mange dødsfald noteret i kirkebogen for Kyholm kapellani. 1811 gik det hårdt ud over kanonbådsflotiljen, seks gange måtte man udnævne ny kommandant til erstatning for en afdød og stod til sidst med en sytten års knægt som øverstbefalende. Da krigen sluttede, afvikledes anlæggene. Man nåede at få alle bygninger revet ned, inden staten igen fik brug for Kyholm.

Som en slags modydelse til gengæld for retten til at opkræve Øresundstold havde Danmark forpligtet sig til at have en karantænestation. Faktisk havde man flere, men 1831, da en koleraepidemi rasede i Europa, vedtog man at oprette en stor »Losnings- og rensningskarantæne« på Kyholm, samtidig med, at de andre nedlagdes. Den var opdelt i tre afdelinger med ialt 25 bygninger, et mandskab på ca 100 og en kapacitet på tyve skibsladninger.

Behandlingen foregik i Quarantainen og bestod i røgning og badning. Man mente, at røg var rensende, og fem store pakhuse var til oplagring og gennemrøgning af skibslaster. Apotek og laboratorium forefandtes tillige med marketenderi og værksteder. Karantænemester og læge havde logi her foruden karantænebetjente, det vil sige diverse håndværkere. Efter endt behandling overflyttedes patienterne til Contumazen - rekonvalescens-afdelingen - for ikke at blive smittet af nyankomne (Fig. 4). Høje palisader omgav og adskilte de rensedes og de urensedes områder, og gennemgangen blev bevogtet af soldater. Resten af øen benævntes Prachticaen eller de sundes side. Her fandt man øens fire lodser og »parloirbetjenten«, der skulle tage kontakt med skibene for at afgøre, om de skulle i karantæne.

Vi har ikke noget tal på de indbragte, sygdomsbefængte fartøjer, men kun få døde af kolera i de 28 år karantænen fungerede. Ved dødsfald blandt de smittede skulle karantænemesteren foretage jordpåkastelsen, og ifølge kirkebogen skete det kun tre gange. For det lille samfunds åndelige vel havde man iøvrigt sørget ved i lazarettet at indrette et kapel, hvor kapellanen fra Onsbjerg hver torsdag forrettede gudstjenesten (Fig. 5).

Livet på øen var ensformigt for de fastboende. Om vinteren kunne isgang hindre forbindelsen med Samsø, som det skete 1853, da begravelsen af kommandant Krügers lille søn måtte udsættes fra 9. marts til 13. april. Desto lystigere gik det for sig til andre tider. Der gik ry af festerne hos kommandanten, en levende beskrivelse heraf findes i Frank Jægers novelle »Kidholm«.

Karantænestationen var dyr at drive, og med Øresundstoldens ophævelse 1857 var dens dage talt. Atter engang blev alle øens bygninger revet ned. Nu græsser fårene på rester af skanserne, i kommandantens have og på den lille kirkegård omkranset af forblæste buske, mens skibene sejler forbi.