Kvinder for fred?

Fundet, en vikingetidsgrav, blev gjort ved landsbyen Gerdrup i Nordsjælland, på nordsiden af en nu tilgroet arm af Roskilde fjord. Fyldskiftet, der, efter at overjorden var fjernet, tegnede sig i undergrunden, var usædvanlig stort, 1,5X2,5 meter, men ellers som en grav skal se ud. Ved tømningen blev dog konstateret et ejendommeligt træk: gravfylden bestod af græstørv, nu formuldede, men kendelige ved det karakteristiske spættede mønster, vi så ofte møder i gravhøje, derimod sjældent eller aldrig i fladmarksgrave. Der blev ikke registreret spor af kiste eller plankedække.

På bunden fandtes to skeletter, begge liggende på ryggen med hovedet i nord. (Fig. 1) Skelet nr 1 indtog en unaturlig forvredet stilling - knæene stærkt adskilt, men anklerne tæt sammen, som om de har været bundet. Det mærkeligste var dog hovedet, der var vredet ned mod højre skulder, så at nakkehvirvlerne lå ude af naturligt leje. En jernkniv var medgivet som gravgave. Det stod klart for udgraverne, at nærmere studium var nødvendigt. Sne og frost i december tillod ikke dette i marken, hvorfor brystkasse og kranium blev hjemtaget i præparat. Den antropologiske undersøgelse, som derefter blev foretaget, kunne dokumentere, at der er tale om en mand, samt at hængning sandsynligvis har været dødsårsagen.

Det andet skelet lå en lille halv meter fra det første. Oven på det var placeret to store sten, hvoraf den ene med sin plane underside præcist dækkede brystkassen. En tredje mindre sten fandtes ved ligets venstre side, ud for bækkenpartiet. Der kan næppe være tvivl om, at stenene er anbragt før tilkastningen af graven. Den døde lå ellers helt naturligt på ryggen, og intet tyder på voldelig død endsige levende begravelse.

Dette skelet havde tre ting hos sig, nemlig en jernkniv med rester af træskaft og læderskede, et nålehus af ben indeholdende en stærkt forrustet jernnål og en ca 40 cm lang spydspids med vinkelornamenter på døllen; de to første lå ved bæltestedet, den tredje ved højre skinneben. Tingene er af ulige sjældenhed: kniven ganske almindelig, nålehuset vistnok ikke tidligere fundet i danske grave, men af og til i norske, og spydspidsen (i denne specielle form) ligeledes ukendt i Danmark, men ret almindelig i det øvrige Skandinavien og i det baltiske kystområde. Sidstnævnte leverer dateringen: 800-årene, altså tidlig vikingetid.

En kvindelig gravgave (nålehuset) sammen med en mandlig (spydspidsen) - der er noget galt! Heldigvis var også dette skelet så velbevaret, at en antropologisk undersøgelse kunne fælde dommen: det drejer sig om en kvinde. Vi tager bestemmelsen til efterretning og noterer os undrende, at denne kvinde har ejet våben, og at hun desuden, efter alt at dømme, har fået en henrettet træl med sig.

Men tilhører våbnet nu virkelig også kvinden, og kan det bevises, at ledsageren er henrettet? Lad os tage det sidste spørgsmål først og straks indrømme, at fuld vished har vi ikke, al den stund manden ikke har fået hovedet skilt fra kroppen på samme effektive måde som en kollega på den nærliggende Lejre-gravplads. Datidens henrettelsesmåder var ikke tilpasset moderne arkæologis krav om klare beviser. Vi må nøjes med sandsynlighed. Den mishandlede hals og de tilsyneladende sammenbundne ben får stå som væsentlige indicier.

Ved spydspidsen fandtes rester af stagen, den har altså været med i graven, men er naturligvis ikke bevaret i sin helhed. Oldtidens spydstager, så vidt vi kender dem, var af betydelig længde, ofte 2-3 meter eller mere, men det har der, sådan som spidsen ligger, slet ikke været plads til her. (Fig. 2) Det er derfor sikkert rigtigt, som man har gjort opmærksom på, at stagen må have været brækket. (Fig. 3) Og hvorfor skulle man gøre det om ikke netop for at kunne placere våbnet, hvor man ønskede det, nemlig ved kvinden. At det hører hende til, synes vanskeligt at komme udenom. (Fig. 4)

En fundsituation som denne må nødvendigvis tolkes med forbehold, men meget taler i hvert fald for, at kvinden er jordfæstet med et våben, og at hun har fået en henrettet træl som gravoffer; det sidste er måske knap så mærkeligt, det er som nævnt set før i vikingegrave. Stenene, der var lagt på liget, er med til at understrege gravens særegenhed. Fra historisk tid ved vi, at denne form for fastholden af den døde undertiden blev brugt for at forebygge gengangeri.

Godtages disse tanker, melder spørgsmålet sig: Hvem eller hvad var denne kvinde, der blev begravet på så mærkelig en måde og med et så usædvanligt udstyr? På de rester af billedtæpper, som blev fundet i det norske Osebergskib, ses mange personer, både mænd og kvinder; af de sidste bærer enkelte spyd. De er blevet tolket som valkyrier eller skjoldmøer - de første mytiske væsener, de sidste af jordisk oprindelse og derfor mest interessante for os. (Fig. 5) De krigsglade piger, der fulgte mændene i kampen, omtales lejlighedsvis i heltesagnene. I det berømte Bråvallaslag skal de have medvirket i stort tal.

Skulle der være en kerne af sandhed? Det lyder næsten for fantasifuldt, og man skal nok i hvert fald forestille sig kvindens krigerstatus symbolsk. Den døde har nydt en vis anseelse, det viser udstyret, men stenene i graven tyder ikke på, man har ønsket at se hende igen.