Kvinden i hans liv

Indlægget handlede om kunstneren Kristian Zahrtmann, der levede fra 1843 til 1917. Beckett mente, at Zahrtmann undertiden havde »overskredet den ene eller anden eller begge disse regler« i sine billeder med historiske emner. Det var formentlig en bitter pille at sluge for den meget nærtagende maler; han anså selv sine historiske værker som sit vigtigste bidrag til samtidens kunst.

De tapre helte, krigen og kamptumlen tiltrak ikke Zahrtmann. Vi finder få heroiske skildringer af danske mænd fra hans hånd. Den eneste store helt i hans værker er, paradoksalt nok, en heltinde. Leonora Christina, Christian 4’s datter, der tilbragte 22 år som fange i Blåtårn på det daværende Københavns Slot, er blevet kaldt kvinden i Zahrtmanns liv (fig. 1). Hans interesse for hende blev vakt, da han gjorde forstudier til et portræt af den lærde Karen Brahe, hans første maleri med et historisk motiv; ved den lejlighed stiftede han bekendtskab med nogle breve af Leonora Christina. Året efter, i 1869, udkom den første trykte udgave af Jammersminde; Zahrtmann fik bogen forærende af kunstnervenner, og den fik afgørende betydning for hans udvikling. I et begejstret takkebrev skrev han: » - det er galt af jer at forære mig denne bog, men den er dejlig. - Mig synes det, som om der aldrig har været bedre eller forstandigere kvinde, og jeg sympatiserer fuldstændig med hendes handlinger«. Sympatien var livsvarig; fra Jammersmindet hentede kunstneren resten af livet inspiration til en række mærkelige, påtrængende skildringer af den aldrende kvinde og hendes lidelser og afsavn i fængslet.

Kronen på dette værk var to billeder, som blev til i begyndelsen af 1880'erne. Det ene forestiller Leonora i sit sengekammer på Maribo Kloster, hvor hun tilbragte sine sidste fredfyldte år. Det andet, som han lavede i to udgaver, viser Leonoras værste fjende i sit dødsøjeblik. Det er enkedronning Sofie Amalie, hvis jalousi formentlig var den egentlige årsag til kongedatterens lange fængselsophold.

Om enkedronningens sidste dage i februar 1685 beretter Leonora i Jammersminde (hun var nøje underrettet om alt, hvad der foregik på slottet): »Men hun holdt sig stærkere, end hun var, lod sig se til taffels meget udsmykket og mellem måltiderne holdt sig inde«. Ved hendes død skrev hun: »Hun formodede ikke, at døden skulle så hastigt gæste hende, men der hun af doktoren blev advaret, at det syntes, døden ikke ville længere vente, attråede hun at tale med sin søn. Men døden ville ikke bie Kongelig Majestæts ankomst, at den Kongelige Fru Moder kunne sige hannem et ord. Livet havde hun endda, sad på en stol, men målløs, og lidet derefter, så siddendes, opgav hun sin ånd«.

Zahrtmann satte sig for at male dette motiv. Til moderen skriver han: »Leonora Christina skildrer sin arvefjendes uhyggelige død på en så historisk skånsom måde, at det altid har begejstret mig, nu vil jeg se at gøre som hun«. Hvad angår det skånsomme, formåede Zahrtmann dog ikke at leve op til sit forbillede. Den første udgave er vel den mest chokerende. Iklædt en overdådig dragt i skrigende farver sidder enkedronningen stablet op i en stol, stædig i sin afvisning af døden. Ved hendes side knæler sønnen, mens hun gennemgår en tilsyneladende grufuld dødskamp.

Zahrtmann blev aldrig helt tilfreds med modellen, Pandora Nielsen, som sad for enkedronningen. Da han traf en, han syntes bedre om, begyndte han forfra. Sandheden er måske, at det første billede var for meget, endog for ham selv. I alt fald er anden version væsentlig mildere i udtrykket.

Den vragede Pandora Nielsen fortalte vidt og bredt om de uhyrligheder, hun var blevet udsat for i kunstnerens atelier; hun skulle skele til hver side med øjnene, skræve med benene og lade tungen hænge langt ud af munden. Den nye model, madam Svendsen, var en nydelig ældre dame. Fra sit arbejde med syge vidste hun, hvordan patienter med vattersot så ud, og Zahrtmann rettede sig efter hendes anvisninger, for det var denne sygdom, enkedronningen døde af. På det nye billede var hun iført en tækkelig enkedragt i hvid silke med sorte kniplinger, som kunstneren selv havde komponeret. Det usympatiske, hæsligt forvrængede ansigt erstattedes med madam Svendsens mere fredelige træk. Noget rart billede var det stadig ikke.

Mens arbejdet stod på, skrev Zahrtmann som altid flittigt til sin mor. Han fortalte, at han havde stillet billedet af Leonora Christina i Maribo Kloster op, så han kunne betragte det imens, »og forskellen er enorm. Netop gennem sådanne sidestykker virker historien« (fig. 2).

Da billederne blev udstillede, krævede de, som kunstnerens øvrige værker, et kyndigt publikum; et, der havde kendskab til de afbildede personer, deres tid og de ting, de omgav sig med. En vis træning i at se på malerier var endvidere påkrævet, hvis man skulle opfatte de mange detaljer og deres betydning. Selv med disse glimrende forudsætninger kunne mange tøjle deres begejstring. Zahrtmann var ved en tidligere lejlighed blevet revset for sin respektløse omgang med afdøde medlemmer af det danske kongehus. Sofie Amalie havde aldrig opnået noget gunstigt omdømme, så denne gang slap han for reprimander.

Det var kritik af saglig art, der mødte ham; hans krasse farvesammensætninger gav mange af hans kolleger søsygefornemmelser, kompositionen var uheldig, billederne overlæssede og præget af en jagt på maleriske effekter.

I dag, hvor maleriske normer ikke længere eksisterer, falder denne kritik bort. Alligevel støder billederne nok de fleste nutidsmennesker, skønt man egentlig skulle tro, at medierne havde hærdet os mod billedmæssige gys.

Forklaringen er formodentlig af etisk, snarere end af æstetisk art. Denne skildring af den uskønne, grumme død går ganske enkelt for tæt på. - På hvad? Måske på noget i Zahrtmann, som vi ikke bryder os om at udforske nærmere.