Kvalitetsmærkning

Klæde var allerede i romertiden en udbredt handelsvare, og i det sene østromerske rige opstod den skik at forsyne klæderullerne med blysegl. I året 968 besøgte biskoppen fra Cremona den byzantinske kejser og fik af ham silkestoffer med hjem som gave. På silkens blysegl sås kejserens billede samt navnet på den øverste tolder i den provins, hvorfra stoffet udførtes. Mærkningen virkede som en eksportlicens, en tilkendegivelse af, at varen frit kunne udføres (Fig. 1).

Også i Nordvesteuropa var man helt tilbage fra romertiden i stand til at producere klæde af virkelig kvalitet, men her var råemnet uld, ikke silke. Klædeproduktionen blev med tiden en blomstrende industri og klæde en udbredt handelsvare, navnlig det fra områderne omkring Nordsøkysten: Flandern, Brabant og Friesland. Også Tyskland og England producerede klæde, og sidstnævnte var, sammen med Spanien, den vigtigste leverandør af råuld. Baggrunden for hele denne udvikling var de mange byer, som blomstrede frem i 1000-årene; her trivedes handelen, og købmændene dannede sammenslutninger, såkaldte gilder, til gensidig støtte og beskyttelse. Det er muligvis begyndt allerede i 900-årene og sikkert dokumenteret fra 1018.

Hvornår man i Nordvesteuropa begyndte at forsyne klæderullerne med plomber, ved vi ikke med sikkerhed, men i 1200-årene var skikken i hvert fald kendt; fra den tid stammer de ældste bevarede eksemplarer. Klædeplomben angav produktionsstedet og garanterede, at stoffet opfyldte en række på forhånd stillede krav. På blyskivens ene side finder man som regel byens våben præget, på den anden dens navn eller en kvalitetsbetegnelse. Læser man for eksempel på en plombe »Ypern«, ved man, at det tilhørende klæde var fra byen af dette navn i Flandern. Stednavnet blev efterhånden betegnelse for en klædesort mere end et geografisk begreb.

Inden en klæderulle kunne godkendes, skulle produktet synes af folk udvalgt af byens styre og det til klædehallen knyttede gilde. For hver klædesort var fastsat regler om længde og bredde samt processer stoffet skulle igennem; kontrollen måtte af den grund foretages løbende under fremstillingen. Fandtes klædet at være i orden, fik det afsluttende påsat en eller flere plomber - som regel tre, hvis det var af fineste uld og bedste forarbejdning, to for mellemkvalitet og én til den ringeste - men dog acceptable - vare. Klæde, der ikke kunne godkendes, blev skåret i stykker og brændt. De plomberede stoffer opbevaredes i klædehallen indtil markedsdagen, hvor de solgtes til købmænd, som regel grossister.

Kvalitetsmærkerne var af stor værdi for så vel fabrikant som handelsmand, og da der også den gang fandtes svage sjæle, kan det ikke undre, at reglerne blev omgået, både ved forfalskning af plomber og ved bestikkelse af kontrollører. Fra skriftlige kilder ved vi, at det var et udbredt fænomen, som straffedes strengt, hvis det blev opdaget. Tyskeren Dietmar Koch blev i 1433 brændt på bålet for forfalskning af seglstamper til stempling af klædeplomber, og en kvinde fra Leiden blev et halvt århundrede senere brændemærket på kinden og forvist fra byen; hun måtte resten af sit liv ikke komme den nærmere end en mil. I mindre graverende tilfælde kunne straffen dog være mildere, for eksempel en pilgrimsrejse til Santiago de Compostela i Spanien, hvor synderen kunne gøre bod.

Mens silken, som hovedsageligt kom fra Italien, var foretrukket til kirkelig brug, fandt det nordvesteuropæiske klæde god afsætning hos konger, stormænd og velstående borgere. Om den modstand, der fra begyndelsen mødte de nye fra udlandet kommende dragtskikke, kan man læse hos Saxo i hans beskrivelse af den bryllupsfest, kong Niels 1127 holdt i Ribe for sin søn Magnus: »Da Knud (Lavard) indfandt sig dér klædt på sachsisk vis og prægtigere end nogen anden, så Henrik (kongens brorsøn), som ikke kunne udstå udenlandsk pragt, skævt til ham og yppede klammeri med ham. Purpurklæder beskyttede ikke mod sværd, sagde han — «. Men det smukke tøj lod sig ikke standse - i løsesummen, der 1225 blev tilskrevet grev Henrik af Schwerin for frigivelsen af Valdemar Sejr og hans søn, indgik flandersk skarlagen (scarlatto flandrensi) til hundrede riddere. Skarlagen var en af de ypperligste klædesorter, forarbejdet af den fineste uld, dog ikke nødvendigvis rød, som navnet antyder.

Den om sig gribende import af udenlandske varer betragtedes som skadelig for danske interesser og blev imødegået med forbud. Et sådant, udstedt af Erik Klipping 1283, indeholder de ældste danske bestemmelser rettet mod luksus, og her er klæde udtrykkeligt nævnt (Fig. 2). 1304 fastsatte Erik Menved maksimalpriser på en række fremmede klædesorter - atter en bremsende foranstaltning. Disse forsøg viser, hvor værdsat og også hvor dyrt klæde var.

Fra kong Hans' dronning, Christine, foreligger hofholdningsregnskaber omfattende årene 1496-1521; de giver et billede af, hvorfra de indkøbte stoffer kom og hvilke priser, der blev betalt. 1520 køber hun således 25 alen Ypern-klæde for 25 gylden samt fem unser guldklæde og en to alen lang guldbort for en samlet pris af 85 mark og otte skilling. Det er meget betydelige beløb, alene det sidste svarer til løn for en af hendes jomfruer i fire år. Man kan vist roligt gå ud fra, at disse stoffer har været plomberet.

Som nævnt holdt plomberingsskikken sig længe, langt ud over middelalderen, men efterhånden ophørte den dog (Fig. 3). I England 1724, hvor den sidste licens blev udstedt, i Danmark 1836, samtidig med at klædehallen i København blev nedlagt. I Indien bruges den dag i dag klædeplomber til silke.

At bestemme det nøjagtige produktionssted for en bevaret tekstilrest er vanskeligt for ikke at sige umuligt, så klædeplomberne afhjælper et savn. I det danske materiale er fire typer repræsenteret. Den i middelalderen mest anvendte består af to flade, kredsrunde blyskiver forbundet med en streng. Den ene af skiverne, hvis diameter varierer fra én til fire centimeter, er forsynet med et hul, den anden med en tap, som ved plomberingen føres ind i hullet og slås sammen enten med et prægestempel eller med en tang. En anden type, der må anses for en videreudvikling af den førstnævnte, har fire strengforbundne skiver, de to yderste med henholdsvis hul og tap. Alle fire kan have samme størrelse, men undertiden er de inderste større end de yderste; de kan være helt op til fem centimeter i diameter. Den fire-pladede plombeform er mindre almindelig end den to-pladede og vistnok først taget i brug mod slutningen af 1500-årene.

Den tredje form består af kun én blyskive, ret tyk og nærmest oval med en diameter på et par centimeter. Der er to gennembrydninger - ikke, som man ville vente, fra fladen, men fra kant til kant; her har været trukket en snor igennem, som blev låst fast, når plomben ved prægningen blev slået flad. Denne plombeform, som formodentlig også har været benyttet til andre varer end klæde, og som i øvrigt stadig eksisterer, er muligvis opstået i senmiddelalderen; i en kilde fra Strasbourg 1475 hedder det: »Man skal i et stort klæde indvæve bly -- « (Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6). I 1600-årene udkonkurrerede den de sammenslåede plomber.

Den fjerde type er ligeledes énpladet. Skiven er temmelig stor og uden gennembrydning, men med en øsken til vedbinding. Motivet står i reglen tydeligt, og der kan være rester af forgyldning. Disse plomber, der har været påhæftet større klædepakker, såkaldte terlinge, optræder hen mod slutningen af 1500-årene. De hidtil fundne eksemplarer stammer alle fra England.

I Danmark er der indtil nu registreret 263 klædeplomber fra perioden ca 1200-1600, men der er flere, som formodentlig tilhører middelalderen, selv om det ikke kan siges med sikkerhed, og mange fra senere tidsrum. Af de 263 er 136 fundet i købstæder, 27 i borganlæg, 26 ved klostre og mindre antal i kirker, på markedspladser, ved større gårde eller møller foruden en del på åbent land. Når man betænker den størrelsesorden, klædeimporten synes at have haft, virker disse tal ikke særlig imponerende. Det kan der være flere grunde til, for eksempel at blyet er blevet omsmeltet, eller at det er gået til grunde, som det let sker i syreholdig jord. Når kun et ringe antal plomber er fremkommet ved egentlige arkæologiske udgravninger, skyldes det dog nok, at de jordfarvede klumper let overses, og at man ikke har interesseret sig tilstrækkeligt for dem. Det vil den øgede brug af metaldetektor sikkert råde bod på.

For ca tre fjerdedele af de 263 klædeplomber har oprindelsesstedet kunnet bestemmes med større eller mindre sikkerhed på grundlag af de indstemplede navne og byvåben. Hovedparten er fra Flandern, Brabant og Friesland. Med dateringen (i snæver betydning) ligger det tungere, de enkelte plombetyper har jo holdt sig gennem lange perioder, så selv en grov tidsmæssig placering kan være vanskelig, hvis man kun har formen at holde sig til. Fast grund under fødderne får vi i de få tilfælde, hvor en plombe er fundet i lag, som ad anden vej har kunnet tidsfæstes. Tre fra Svendborg kan således dateres til slutningen af 1200-årene, og det er foreløbig de ældste, vi med sikkerhed kender her fra landet. Fra Dragør stammer fem klædeplomber (se Skalk 1976:5); de er af noget forskellig alder fordelt over perioden ca 1340-1500, og fire af dem har kunnet stedsbestemmes til de nederlandske byer Douai, Roermond og Kampen. Sluttelig kan nævnes to plomber fundet to helt forskellige steder (Odense og Rye vest for Roskilde), men begge fra slutningen af 1400-årene og begge fra den hollandske by Hertogenbosch.

Disse dateringer og stedsbestemmelser kan så sammenholdes med kildematerialet, dels det danske om klædeimporten, dels det udenlandske om produktionen i de forskellige byer (Fig. 7). Om Douai vides det, at den fremstillede klæde allerede i vikingetiden, og Roermond nævnes som igangværende 1375, netop den tid de danske fund må stamme fra. I de hjemlige tekster omtales klæde fra Kampen første gang 1505, men fundene viser, at det har været indført hertil allerede i 1400-årene. Hertogenbosch endelig havde klædehandel i 1329. Varer herfra nævnes i danske kilder fra 1490'erne; det kan for den sags skyld være netop de stoffer, de to ovenomtalte plomber har siddet på. Desværre er de danske tekster noget karrige med at give os navne på produktionsbyerne. Klæde omtales ofte blot efter sort, for eksempel skarlagen eller linned.

Middelalderens danskere - i hvert fald de mere velstillede - har, hvad klædedragten angår, været med på noderne, og nye stoftyper fandt sikkert hurtigt vej hertil. Der kom andre varer fra udlandet, men få, der som disse selv giver oplysninger om deres oprindelsessted. Det er vigtig viden, når man vil prøve at rekonstruere periodens vidt forgrenede handelsnet (Fig. 8).