Kværnstenen
»Når floden er inde, kan man ikke se den, men i ebben kan man gå ud på den. Den er omtrent halvanden alen i tværmål og er en alen oven for jorden, er flad ovenpå og rund som en møllesten. Den kaldes da også Kværnstenen. På den sten er udhugget et K, og det skal betyde Kæmpe. Dernæst er der fem huller, som er mærker af fem fingre. Der fortælles, at da Ribe domkirke blev bygget, stod en kæmpe på Mandø og kastede den efter kirken, men den nåede aldrig så langt. Egnen er ellers stenløs«.
Af Søren Berthelsen
Sådan fortæller Evald Tang Kristensen i Danske Sagn, 1895, om »kværnstenen ved Riberholme i Ribe å«. Stedet er vest for byen, et par kilometer fra vadehavet. På et kort fra 1743 ses i åløbet en sort prik, som sikkert angiver beliggenheden. Et yngre kort, fra 1856, har ligeledes en prik, og her er der ingen tvivl, for ordet »Quernsteen« er tilføjet.
I 1970 forsøgte Antikvarisk Samling i Ribe med hjælp af to svømmedykkere at lokalisere Kværnstenen, der ikke mere var synlig over vandet. Det lykkedes omsider, men først efter at en ældre stedkendt mand var kommet til; han huskede stenen, som i hans barndom blev brugt til udspring under badning i åen. Siden har åløbet åbenbart ændret sig, for den lå nu på halvanden meter vand, dækket af mudder, og kunne ikke ses selv under aller gunstigste omstændigheder. En frigravning blev iværksat, og allerede på det tidspunkt blev det klart, at blokken, der vendte den cirkulære side opad, ikke kunne være en kværnsten, dertil var den for høj. En treslået talje var ikke tilstrækkelig til at hale stenen op, Falck måtte tilkaldes og en tyk ståltrosse lægges om. Under ophalingen sprang trossen. Helt magtesløs er gammel trolddom ikke over for moderne teknik, men vi vandt. Stenen står nu på bredden af åen.
Den tromleformede sten er 57 centimeter høj og godt én meter i diameter. (Fig. 1) I den flade overside er ganske rigtigt hugget et K, men det er ikke det hele, tre bogstaver IML, står meget tydeligt, og dertil kommer et H og en korsformet figur. På siden er indhugget et bomærke, en lodret stav med en slags pil igennem. (Fig. 2)
Fig 1: Kortet fra 1743 med indsat pil ved den formodede kværn - stens signatur. Fra havet, til venstre i billedet, fører åen ind til Ribe. 1 dens bugtede løb begyndte og endte de lange sørejser, som danner grundlaget for byens opblomstring.
Fig 2: Kværnstenen på åbredden.
En række sagkyndige - Mogens Bencard fra Antikvarisk Samling, Erik Moltke og Vitus Nielsen, begge Nationalmuseet - har set på fundet og afgivet deres skøn, som kort kan sammenfattes således: De indhuggede tegn må være af nyere dato, dog vist med undtagelse af korset og bomærket; det sidste skulle teoretisk kunne efterspores, men da det er af en ret almindelig type, er det tvivlsomt, om det ville give resultat. Stenarten er ikke dansk, det er såkaldt Wesersandsten, som må være importeret sydfra. Vigtigt er spørgsmålet om stenens anvendelse. Kværnstensteorien kan vi som sagt lade falde, den udelukkes ikke alene af formen, men også af materialet. Blokken kan have været til bygningsbrug, men det sandsynligste er nok, at den er forarbejdet til en døbefont.
Som det til overmål fremgår af nye fund, (Skalk 1974:2) har handel helt fra begyndelsen hørt til byen Ribes vigtigste erhverv. (Fig. 3) Ad åen søgte man ud til Nordsøen, og derfra lå vejen åben til England, Friesland og ikke mindst til Tyskland, som de store floder åbnede bekvem adgang til. Så tidligt som i slutningen af 1000-årene nævner Adam af Bremen Ribe som centret for den danske Nordsøhandel, og Sakse fortæller et århundrede senere om kong Niels' søn Magnus, at han blev gift i Ribe, fordi man der »formedelst den stærke sejlads kan få for penge hartad alt, hvad man vil nævne«.
Fig 3: Udsnit af stenens overside.
Og hvad fik man så? Fundene fortæller om sjældent lertøj, de historiske kilder om salt, vin og klæde til gengæld for okser, heste, huder og fisk. En besværlig, men eftertragtet importvare var sten til bygnings- og anden brug. Tuf og basalt - begge vulkanske bjergarter - blev brudt ved Rhinen og ad floden transporteret nordpå i tunge skibsladninger, og fra Westfalen kom den fine sandsten, som på grund af sin transport ad Weseren fik dennes navn. Wesersandstenen - vor kværnstens materiale - blev fornemmelig anvendt til kirkebyggeri. I Ribe domkirke, der i hovedsagen består af tuf, indgår den som et vigtigt dekorativt element. (Fig. 4) En kiste fundet ved udgravning i domkirkens umiddelbare nærhed er ligeledes af dette stof, og to af egnens landsbykirker, Fårup og Hviding, har døbefonte af Wesersandsten. De ligger henholdsvis nord og syd for Ribeåen og flankerer på smukkeste måde vor sten.
Fig 4: Fårup-døbefonten. Stenhuggerens nationalitet er ukendt, men hvis kværnstensteorien er rigtig, må det anses for nærliggende, at han har været dansk.
Er Kværnstenen et ufærdigt sidestykke til de to? Den er lidt større i omfang, men der skulle jo være noget at hugge bort af, så det taler på ingen måde mod teorien. Skibet, som transporterede den, kan være havareret i åen og lasten tabt, i hvert fald nåede den aldrig frem til sit bestemmelsessted eller stenhuggeren, som skulle have den under behandling. Fonten i Hviding er fra anden halvdel af 1200-årene. Et fingerpeg om alderen?
(Fig. 5)
