Kvadrat grav

Den yngre stenalder er vel, måske lige med undtagelse af vikingetiden, den af oldtidens perioder, der kan opvise den største rigdom på mærkelige og komplicerede gravformer. Fra først af har man ganske vist klaret sig med simple jordgrave, som dem man brugte i tiden før, men snart dukker dyssernes og jættestuernes store stenkamre op, og vestligt i landet udvikler sig en mærkelig gravform, hvor de døde anbringes under store, aflange stentæpper (se Skalk 1963:3). En karakteristisk, lav jordhøj, som ofte dækker over adskillige grave, kommer til landet med enkeltgravsfolket, og ud af mødet mellem hjemlig og fremmed gravskik opstår et yderst broget billede, som kendetegner stenalderens slutfase, den såkaldte dolktid, som Tønning-graven tilhører. Gamle gravanlæg genbenyttes, samtidig med at der bygges nye høje, snart af jord, snart af sten. Større og mindre stenkister benyttes, og fladmarksgrave forekommer. De enkelte grave har mange individuelle former: stendyngegrave, dybe skaktagtige grave, bulkistegrave -.

Tønninganlægget blev opdaget i trediverne, da man under nyplantninger i skoven stødte på tætliggende sten, som man ikke tidligere havde haft kendskab til. På denne tid havde skoven altså tilendebragt en naturlig tildækningsproces, der har stået på i omtrent tre og et halvt årtusinde, og det er sikkert skovens tilstedeværelse, som vi kan takke for oldtidsmindets bevarelse. Allerede ved opdagelsen forsøgte interesserede folk at klargøre sig meningen med de mange sten under jordoverfladen, men da fundene var karrige og stenene mange, strandede dette forsøg af sig selv. I de følgende år blev der nu og da hentet sten i dyngen til brug i skovvejene; det var naturligvis uheldigt, men skaderne herved var dog ikke fatale. Det var stadig muligt at nå frem til et klart billede af anlæggets oprindelige udseende, da den planmæssige udgravning kom igang. (Fig. 2)

De mange sten var slæbt sammen på et af de højeste punkter i skoven, hvor naturen havde dannet en lav terrasse med fald mod syd og øst. De var anbragt i en kæmpemæssig stenlægning af kvadratisk form; den dækkede en flade på ca 225 kvadratmeter og var - med en lille misvisning - udlagt efter kompasretningerne. De femten meter lange sider var kantede med randsten, mange af dem udvalgt efter deres længde og sat i jorden med en smalende nederst, så de ragede i vejret, og i hjørnerne havde man anbragt særlig mægtige sten. Stenene inde i firkanten var udlagt på den daværende jordoverflade i et tæt tæppe, ca 30 centimeter tykt. Den samlede vægtmængde af stenene har sikkert oversteget 150 tons, så det arbejde, der her er udført, tåler rigeligt sammenligning med andre gravbygningsværker fra denne tid.

Det var ikke de store fund, udgraverne blev belønnet med til gengæld for deres anstrengelser med at endevende stenlægningen. Nogle udslidte kværnsten og slibesten til flintøkser og småfund af flint og lerkarskår var hele udbyttet, som ikke desto mindre var af stor interesse, fordi det bidrog til at tidsfæste anlægget. I midten afveg stenlægningen fra det sædvanlige mønster af tilfældigt sammenhobede sten. En lille snes større sten var her anbragt i en langagtig ramme om et rum, der var knapt tre meter langt og en halv meter bredt. I dette rum, der kun var nødtørftigt dækket med sten, må vi se den grav, for hvis skyld mindesmærket er rejst, men nogen helt almindelig grav er det ikke, eftersom den ikke er gravet ned og dårligt nok dækket til. Den var desværre også tom og ethvert spor af den døde forlængst væk.

Måske kan det forekomme lidt overilet uden videre at fastslå, at denne stenramme - uden lig og uden gravgods - er en grav. Andet end en formodning kan det da heller ikke blive, men antagelsen bestyrkes af vægtige kendsgerninger. Formen og den øst-vestlige retning, endog med samme misvisning som det store kvadrat, den centrale placering i stenlægningen og en slags brolægning af flade sten i bunden af rummet peger altsammen i denne retning. Man kan også gå den anden vej og spørge, hvad det ellers skulle være. At det kan være en hustomt, udelukker alene det samlede anlægs størrelse, og tanken om en offerplads er rent gætteri uden hold i fundene; i oldtidsgrave sporer man iøvrigt ofte en intim forbindelse mellem grav og offer. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Vigtigst for bestemmelsen af anlæggets art er det dog, at stensætningen senere i oldtiden har været benyttet til gravlægning, endda flere gange. Den ældste af de sekundære grave har sin egen stenlægning, anlagt oven på den, som var der i forvejen, men betydeligt mindre end denne. Graven, som indeholdt oldsager, og som derfor ikke kan drages i tvivl, er i væsentlige træk beslægtet med »graven« i det oprindelige anlæg. Tidsbestemmelsen af den store stenlægning hviler trods mangelen på en daterbar grav sikkert nok på de omtalte småfund, der må opfattes som tilfældig indblanding under anlæggelsen, og for den yngre grav har man altså oldsagerne at holde sig til. Disse to fundgrupper sætter tidsgrænserne; begge hører til i dolktidens forholdsvis kortvarige periode, og de to anlæg er således omtrent jævnaldrende. I samtiden var man altså aldeles ikke i tvivl om, at den store firkantede stensætning var et sted, hvor man anbragte de døde.

Stenlægningen med den yngre dolktidsgrav var omgivet med en stenkreds, ca fem meter i diameter. Dens ene halvdel hvilede på det ældre gravanlæg, mens den anden lå frit og en smule nedhængende udenfor. Af den måde, på hvilken de to anlæg var sammenbygget, fremgik det klart, at firkantanlægget ikke har været forsætligt tildækket med jord, men at det er blevet forladt som en nøgen stenmasse. Det runde anlæg var placeret i firkantens nordlige randstensrække, nær det ene hjørne. Her var randstenene simpelthen væltet omkuld, deres store flader var udset til at danne bund i den nye grav. På dem fandtes gravgodset. Stenlægningen lå hen over graven og virkede altså også i dette tilfælde som en primitiv tilkastning. (Fig. 6, fig. 7)

I godt og vel et årtusinde henlå de to stensætninger - den store firkantede og den lille runde - nu på jordoverfladen, og forfaldet og tildækningen var selv efter dette lange tidsforløb ikke mere fremskredet, end at de stadig var synlige. Jernalderfolkene har kendt disse anlæg og sat deres stempel på dem. Over ca tolv kvadratmeter af firkantens sydøsthjørne spredte de et tæt lag sten som et tæppe direkte oven på den ældre stenlægning, og midt i dette stentæppe, der adskilte sig fra det nedenunder liggende ved at stenene var små og meget ensartede i størrelsen, blev et lerkar med knoglerester fra ligbålet sat ned. Andetsteds i den store stensætning anlagdes endnu en brandgrav, begge grave stammer fra jernalderens første tidsafsnit, den førromerske periode. Sådanne sene efterbegravelser er velkendte fænomener, men i dette tilfælde er forekomsten interessant ved at fortælle, dels at dolktidsstenlægningerne endnu var synlige, dels at den senere oldtids mennesker også opfattede dem som en plads for de døde. - Endnu et lerkar fra førromersk tid fandtes nedsat i stensætningen, men det indeholdt ikke brændte ben, og i dette tilfælde er der snarere tale om offer end om grav.

Det vil forstås, at det store dolktidsanlæg som en hidtil ukendt gravform er det vigtigste udgravningsresultat.

En »kvadratgrav« som denne er ikke tidligere fundet, men det forbavser måske mindre, når man betænker, at gravskikken i dolktid er usædvanlig afvekslende som ovenfor berørt. En anden årsag til sjældenheden kan dog sikkert findes i anlæggenes sårbarhed over for opbrydning. Stenlægninger som denne kan være sløjfet i snesevis på dyrket mark.

Man kan undres over at finde en tom grav i et anlæg af dette format, men helt uventet kommer det ikke, for karrighed på gravgods er karakteristisk for tiden, og fuldstændig tomme grave er ingen sjældenhed. En ejendommelighed ved begge Tønningfundets dolktidsgrave er deres overfladiskhed. De døde er ikke egentlig jordfæstet, men kun nødtørftigt dækket med sten, så ordet grav kommer næsten til kort. Heller ikke på dette punkt kan man dog sige, at Tønninggravene falder uden for det traditionelle billede af dolktidens gravskik, omend de markerer et yderpunkt. Også fladmarksgravene kan være af meget ringe dybde, til gengæld går andre af periodens gravformer til den modsatte yderlighed. Således har skik og brug vekslet i denne modsætningsfyldte tid.

Tønninganlægget ligger højt i landskabet, på det punkt kan det minde om gravhøjene, der var en af tidens foretrukne gravformer, men dets monumentale virkning er af en anden art. På afstand syner det ikke af meget, det skal ses på nært hold, men så er de mægtige grå stenflader til gengæld også af meget stor virkning. Kvadratgraven er nu blevet restaureret omend i lidt formindsket skikkelse på grund af det fjernede stenmateriale. Besøgende vil herefter kunne glæde sig over det sjældne oldtidsminde - indtil skoven har dækket det igen. (Fig. 8)

GRÆNSEPERIODEN – DOLKTID – CA 1800-1500 FØR KRISTUS

En af de mest bevægede perioder i Danmarkshistorien falder ved midten af yngre stenalder. Inden for et tidsrum af få hundrede år invaderes landet fire eller fem gange, snart fra øst, snart fra syd, og i hvert fald nogle af disse fremmede er kommet for at blive. Man kan forestille sig, at så påtrængende gæster ikke er blevet mødt med idel velvilje af landets bofaste folk, at mødet mellem dem her og der har slået gnister. I den påfølgende periode, dolktiden, der afslutter stenalderen, bliver de mange sammenbragte skikke og livsformer rystet sammen. Som man kunne vente, er det en tid fuld af modsætninger; med fred og fordragelighed har det sikkert været så som så. Trods alt er det en frugtbar periode, hvor meget nyt og levedygtigt opstår. Bronzealderen, som nu følger, er en tid, som i høj grad har sit eget ansigt. I dolktiden fik det form.

Gennem det meste af yngre stenalder har man herhjemme kendt metallet. Sære genstande af det underlige stof fandt nu og da vej hertil fra fjerne egne i Mellem- og Vesteuropa. I dolktiden stiger strømmen. For de hjemlige flintsmede har de fremmede sager tydeligt været en kilde til irritation, men også til inspiration. Udfordringen tages op! Slaget er tabt på forhånd, men kampen føres ikke forgæves, for ingensinde er der skabt magen til flintarbejde. Formerne, man fremstiller, er for det meste helt nye, men forbillederne anes. I de mange, tynde flintblade genkender man bronzensfladeformer, stikvåben kommer på mode, for sådan var det i bronzen, flintøksen får bred, hellebardagtig æg, som datidens bronzeøkser havde det. Tekniske højdepunkter nås i den raffinerede parallelhugning og i pilespidserne, der kan være af ubegribelig regelmæssighed og tynde som papir. Det er den gamle befolknings mesterlige flinthuggerkunst, som flammer op, før den slukkes. – (Fig. 9)

Dog, dolktiden har også plads for det jævne og det ringe. Der er flintøkser af mere kluntet form, som leder tanken hen på indvandrernes ubehjælpsomme flintteknik, stridsøkserne er ikke, hvad de har været, og som modstykke til det fine flinthåndværk står en afdanket pottemagerkunst med slappe former. (Fig. 10, fig. 11)

Dolktidsfolkene var bønder som deres forgængere - så meget er sikkert, men om vægten har ligget på agerbrug, eller om de har ført en mere nomadeagtig tilværelse, hvor kvægholdet var hovedsagen - en livsform, som man har tænkt sig, at de kunne have arvet fra indvandrerne - er straks vanskeligere at afgøre. Svaret må søges på tidens bopladser, men disse er endnu mangelfuldt undersøgt. Om dolktidens boligform ved vi forsvindende lidt. (Fig. 12)

Man har også plejet andre interesser end agre og kvægflokke. Som det lod, der vejer tungest på tidens vægtskål, må nævnes den handelsforbindelse, som nu knyttes med landene sydpå. Den havde fremskridtet i sit kølvand, men den efterspurgte vare var iøvrigt bronzen, og som byttemiddel har det danske rav antagelig spillet en rolle (se Skalk 1967:3). En anden eksportartikel gik nordover. Det var flinten, som blev brudt i regulære miner (Skalk 1966: 1), bearbejdet på værksteds pladser for derefter at blive indladet til Norge og Sverige. Store hengemte forråd af groft tilhugget flint er minder om denne eksport. (Fig. 13)

I gravformernes mangfoldighed er jordhøjen nu som før det dominerende element, men fladmarksgrave forekommer. Der kan være flere grave i samme høj og flere lig i samme grav. Ofte har man åbnet gamle dysser og jættestuer og taget dem i brug. De enkelte gravsteder optræder i mange variationer, flade og dybe, med og uden sten. En almindelig form er stendyngegraven; som navnet siger, er den dækket af en stendynge, der ofte fortsætter helt til bunden af graven, hvor liget har ligget, vel som regel i en stammekiste. En anden yndet gravform er stenkisten, der kan være stor, mellemstor eller så lille, at det må have voldt vanskelighed at presse et lig ned i den. Brandgraven dukker op - for første gang i Danmark - men den er sjælden, og der skulle gå århundreder, før den slog igennem. - Om den religion, som gravskikken afspejler, får vi også antydninger gennem offer- og amuletfund (se Skalk 1965:2), men billedet, som tegner sig, er alt andet end klart. (Fig. 14, fig. 15, fig. 16)

Hvordan har nu de gamle og de nye befolkningselementer praktiseret samlivet? Har de lejret sig i en underklasse og en overklasse, eller har blanding fundet sted? Fundene peger i sidstnævnte retning. Der er vokset en kultur frem, hvor hver part har ydet sit. Gravskikken, som i hovedsagen er overtaget fra indvandrerne, har træk af den gamle befolknings vaner, mens det omvendte gælder for flintteknikken. Skeletfundene viser, at gennemsnitsdanskeren i denne periode lægger ti centimeter til sin vækst, og det må vel tages som tegn på, at en sammensmeltning af de sammenbragte folkegrupper er i fuld gang. Billedet af dolktidens Danmark er nok broget, men farverne er fordelt: gravformer såvel som redskabsformer viser tiltagende ensartethed, den skarpe opdeling af landet i forskelligtprægede provinser er glattet ud. Handelens opblomstring vidner om øget organisation. Vejen ligger åben for bronzealderens tusindårsrige.

MODSÆTNINGER UDJÆVNES – FLINTHÅNDVÆRKET BLOMSTER, MEN BRONZEN RYKKER FREM – STORHANDEL ORGANISERES