Kunsten under fødderne

Flisefremstilling hørte i middelalderen snært sammen med teglstensproduktion. Leret, der anvendtes, var almindeligt murstensler, og den tykke blanke blyglasur blev fra første færd brugt til både teglsten og fliser. Teknisk er der intet til hinder for at brænde fliser i en teglovn sammen med mur- og tagsten, og det kan meget vel have fundet sted, men at man også havde specielle fliseovne, viser ovennævnte fund. Det er fra Bistrup Parcelgård et par kilometer nord for Roskilde: et anlæg bestående af to sammenbyggede ovne, der ud fra deres indhold af fejlbrændinger må tolkes som fliseovne benyttet i første halvdel af 1300-årene.

Den omtalte samhørighed med teglproduktionen kommer også til udtryk i Bistrup, for stedet, hvor ovnene blev fundet, en lille banke ud mod fjorden, har været centrum for en omfattende og alsidig teglstensindustri, som har strakt sig fra første halvdel af 1200-årene til tiden omkring reformationen, altså omkring 300 år. Inden for et begrænset område blev foruden fliseovnene udgravet to teglovne og fundet sikre spor af endnu to samt metertykke affaldslag, der må stamme fra ovne, som befinder sig andetsteds i banken (Fig. 3).

De to sammenbyggede ovne var begge opført af munkesten, men ellers vidt forskellige i udseende og konstruktion. Den ene var rektangulær med lodrette sider og vandret bund - simpelthen en teglovn i miniatureudgave med en enkelt åbning til den fyrkanal, der har gået midt gennem rummet i hele dets længde. Her blev de rå fliser brændt (forglødet) efter omhyggelig stabling; man begyndte på »bænke« ved ovnens langsider og lod gradvis stablerne krage ud mod ovnmidten, indtil opbygningerne mødtes og overdækkede fyrkanalen, således som det kendes fra teglovnene. Hvor høj ovnen har været, er uvist, da kun dens underjordiske murværk er bevaret, men den bageste del, der var gravet ind i bakkeskråningen, stod tilbage i knap en meters højde, og antagelig har mindst lige så meget raget op over jordoverfladen. En totalhøjde på et par meter forekommer sandsynlig.

Den anden af ovnparret var som sagt helt anderledes: oval med en bundflade, der skrånede jævnt op fra indfyringsåbningen. Den var ikke nedgravet, men lagt direkte på den skrånende bakkeside, og har således været mere udsat for nedbrydning og bortpløjning end naboovnen. Overdækningen var her en muret kuppel, så ovnen har mindet en del om den - ligeledes middelalderlige - pottemagerovn, der er fundet ved Faurholm i Nordsjælland (se Skalk 1975:4). Bedst bevaret var den side, der var bygget sammen med omtalte nabo. De her bevarede tre murstensskifter angav den begyndende krumning, ud fra hvilken man kan anslå højden: Ca halvanden meter. Glasurpletter på murstensgulvet og talrige spor af fastbrændte fliser levner ingen tvivl om, at det var her sidste led i processen, glasurbrændingen, foregik (Fig. 4). I glasurovnen har man ikke som i forglødeovnen og teglovnene fyret mellem og under fliserne, men på et afgrænset stykke inden for fyråbningen i ovnens laveste tredjedel (Fig. 5). Dette område har været adskilt fra den skrånende gulvflades øvre del ved en gittermur, hvoraf det nederste skifte var bevaret. Foran denne mur var gulvet dækket af aske-og trækulslag, bag den var det plettet og stribet af glasur. Gittermuren har haft det dobbelte formål at danne støtte for flisestablerne og forhindre, at det glødende brændsel kom i direkte berøring med de sårbare glasurflader. Det har været en ganske let halvstensopbygning muret i ler, nyopført før hver brænding, og nedbrudt ved tømningen af ovnen.

De mange fejlbrændinger i og omkring ovnene bidrog til forståelse af arbejdsgangen. Dette kasserede materiale har den store fordel fremfor det vellykkede produkt, at det giver mulighed for at kigge flisemageren over skulderen og lære af hans fejltagelser. Strygestriber på overfladen af dårligt stemplede fliser afslører således, at det første led i processen svarede nøje til teglstrygerens arbejde: Det våde ler er presset ned i en træform, og det overskydende materiale strøget bort. Herefter er mønsteret med et træstempel præget i flisens bløde overflade. På mange uglaserede eller dårligt glaserede stykker står aftrykket så tydeligt, at stemplets træstruktur aftegner sig og viser, at det har været skåret i en egetræsblok. Et træstempel kan beskadiges eller slå revner, og det er - set med vore øjne - en fordel. Det giver os mulighed for at følge nedslidningen af stemplerne fra sted til sted og herigennem datere kirkernes flisegulve i forhold til hinanden (Fig. 6).

En del dårligt brændte fliser havde på oversiden et gråligt kornet lag, som i mikroskop så ud til at indeholde fint sand og bittesmå teglstenspartikler. Et par flisestumper af denne art blev på Forhistorisk Museum, Moesgård, brændt sammen med kopier af middelalderkander i den rekonstrerede Faurholm-ovn (se Skalk 1977:3). De kom ud af ovnen med en blank, mørkegrøn, næsten sort overflade, hvilket må betyde, at det grålige lag er fastbrændt, men ikke smeltet glasur, som nu - efter seks hundrede år i jorden - er flydt ud, som det skulle, og har fået kulør. Der må være tale om en såkaldt våd glasur, hvor blyforbindelsen blev slemmet op i lervælling tilsat lidt sand og knust tegl.

De små flisestumper, som fik sneget sig ind i Moesgårds forsøgsbrændinger, blev begyndelsen til et frugtbart samarbejde. Vort bidrag var underdelen af et par ovne, en masse skrive- og tegnebordsteorier og en række ubesvarede spørgsmål. På Moesgård fandtes en lille gruppe erfarne folk, der gennem en årrække havde arbejdet med brændingsforsøg i forskellige ovntyper; deres viden og gå-på-mod gjorde det muligt at opføre en rekonstruktion af Bistrup-ovnene og sætte en fliseproduktion igang. I den følgende artikel fortælles om arbejdsprocessen, de fandt frem til, og om dens resultater. Her skal blot konstateres, at den rekonstruerede glasurovn fungerer så godt, at den må ligge nær originalen. Produkterne, kopierne af de middelalderlige fliser, ligner forbillederne så meget, at man som arkæolog kan blive helt betænkelig ved, at de slippes løs på markedet, selv om de naturligvis er behørigt forsynede med kopistempler.