Kunsten stiger

Amtmanden var der ganske vist ingen, der interesserede sig for, men så meget mere samlede opmærksomheden og spændingen sig om hans kontrafejer Christen Købke. Denne gode, ærkedanske maler (1810-1848) er, som man måske ved, kommet svært i kurs på den internationale kunstbørs, og billeder af ham i privateje eksporteres nu rask væk til priser, som må få de selvplageriske danske museumsfolk, der alligevel møder op på auktionerne, til at føle sig som Alstrups manden på risten. Sidste sommer blev Købkes portræt af søsteren Margrethe således budt op i 530.000 kr, den højeste pris der nogensinde er betalt for et maleri i Danmark. Det erobredes af en schweizisk kunsthandler dr Nathan efter en nervepirrende finalekamp med selveste Louvre.

På den baggrund måtte man frygte, at også amtmandsbilledet ville gå ud af landet, men Ny Carlsberg Fondet trådte til og reddede nationens ære. Samtlige dets tre direktører sad på forreste række ved auktionen, og de havde penge med hjemmefra. Det havde også fru Nathan fra Schweiz, som havde anbragt sig diskret nede i salen, men ved 200.000 kr stod hun af, og fondet fik hammerslag. (Fig. 1) Når der til den nominelle pris lægges alt det løse, kostede det 270.000 kr at sikre billedets forbliven i Danmark.

Nu havde det dog ikke været nogen egentlig katastrofe, hvis amtmanden havde måttet vandre i eksil. Vi har nemlig her i landet et billede mage til, blot større og flottere! For hvad der ikke nævnedes i den megen avisomtale af auktionen - måske fordi historien så havde været knap så god - var, at det falbudte portræt er en forstudie til det endelige portræt af Jens Andreas Graah, et såkaldt knæbillede der måler 138x93 cm mod forstudiens 50x38,5 cm. Det kan beses i det gamle rådhus på Torvet i Hjørring. Der har det befundet sig (men som vi skal se ikke altid hængende på væggen) i henved halvandet hundrede år, og der hører det naturligt hjemme.

Det er nemlig Jens Andreas Graah, amtmand i Hjørring fra 1822 til 1843, byen kan takke for, at den fik dette prydelige, klassicistiske hus, og det gik således til:

Frederik d. 6. var under sine rejser rundt i landet levende interesseret i byernes ting- og arresthuse, og under besøg i Hjørring kritiserede han både 1824 og 1828 den usselige rønne, der skulle gøre det ud for rådhus, og hvorfra fanger gang på gang brød ud ved at sætte en skulder mod muren. Graah opfattede kongens udtalelser som et mandat til at gøre noget, og uden at ulejlige Danske Cancelli beordrede han et rådhusbyggeri sat igang. (Fig. 2) Pengene var intet problem, der var nok af dem i amtets kasse, og den lod han betale de fem sjettedele af byggeomkostningerne, mens byen for en ordens skyld spædede den sidste sjettedel til. Det nye rådhus blev indviet på Frederik d. 6.s fødselsdag i 1834 med en stor fest, hvor byens honoratiores syngende bekræftede hverandre i, at de »levede under den bedste konges scepter«.

Som tak for amtmandens initiativ, der også betød at man havde fået et sted, hvor der kunne holdes baller og møder, spilles teater og meget andet, skillingede en kreds af borgere og embedsmænd sammen om at lade Købke male portrættet af ham til ophængning i rådstuen, og dette bestillingsarbejde udførtes i 1837-38. Formentlig var denne gestus også ment som en støtteaktion, og den kunne Graah nok have brug for på de tider.

Rådhusbyggeriet fik nemlig et nachspiel. Da regnskabet over det nåede frem til cancelliets revisionsdepartement, var fanden løs. Her kendte man overhovedet ikke noget til rådhusbyggeri i Hjørring, og man kunne slet ikke acceptere, at Graah helt i strid med reglerne havde flottet sig med amtets midler - så meget mindre som »flere lignende tilfælde ere forekomne i kammerherre Graahs embedstid«. Sagen verserede i flere år. Den afsluttedes i 1838 med, at cancelliet godkendte rådhusbyggeriet, men med en gevaldig næse til amtmanden.

Den lokale støtteaktion kunne tyde på, at Jens Andreas Graah var en populær mand i Hjørring og Vendsyssel, men det var ingenlunde tilfældet. Aktionen var mere udtryk for den krybende holdning, som de borgere, der kunne have gavn af det, indtog overfor enevældens embedsstand. Og Graah var en typisk repræsentant for denne stand, stivbenet, konservativ og arrogant. Sådan har Købke - der selv fandt samarbejdet med ham besværligt - også karakteriseret ham på det store billede i Hjørring. Som han står der i al sin majestæt, venter man næsten at han skal sige: »Næste herre til audiens«!

Graah havde ingen fornemmelse for at nye tider var i anmarch, men snart skulle han møde den fremstormende liberalisme personificeret i den unge købmand og senere konsul Chr. H. Nielsen. Nielsen etablerede sig i Hjørring i 1831 kun 22 år gammel. Han oparbejdede hurtigt en stor forretning, men endnu mere viede han sine kræfter til almenvellet, og gennem en menneskealder var han drivkraften bag alle de store fremskridt, der skete i byen og landsdelen. Det er med god ret sagt om ham, at han ene mand forvandlede Hjørring fra en stor landsby til en moderne købstad.

I sin idealistiske virketrang tørnede han hurtigt sammen med den reaktionære amtmand, og hvis Graah var selvbevidst, var unge Nielsen det ikke mindre. Ham skulle man ikke bide ravspidsen af!

Chr. H. Nielsen indkaldte hyppigt til borgermøder for at forelægge sine planer. Det måtte han under enevælden formelt ikke gøre uden byfogedens tilladelse, men han fandt ikke anledning til at spørge nogen om forlov, og byfogeden var forresten ligeglad. Det var amtmanden derimod ikke. Når han havde erkyndiget sig om, at der ikke forelå nogen tilladelse, sendte han regelmæssigt en politibetjent eller en skriver til mødet med besked til Nielsen om straks at forføje sig bort, og Nielsen svarede lige så regelmæssigt, at han kun veg for fysisk magt! Det vovede dog ingen at anvende, og således fortsatte stillingskrigen.

32 år gammel blev Chr. H. Nielsen i 1841 indvalgt i den fire år tidligere oprettede borgerrepræsentation, og året efter blev han formand for den. Da Christian d. 8. dette år besøgte Hjørring og mødtes med borgerne på rådhuset, gik Chr. H. Nielsen lige løs på kongen og fremførte med stor sikkerhed forskellige klager over tilstandene i Vendsyssel. Han foreslog også kongen at forære Hjørring den statslige planteskole ved byen, og dette ønske blev straks opfyldt, hvormed Hjørring fik sit første offentlige lystanlæg »Christiansgave«.

For amtmand Graah var det en uhørt fornærmelse, at den unge Nielsen forhandlede med majestæten uden om ham - og da navnlig at han fik resultater af det - men Chr. H. Nielsen nød allerede så stor popularitet, at han var urørlig. For amtmanden blev situationen derimod stadig mere pinlig, og i 1843 lod han sig sparke opad til stiftsamtmand i Århus, et embede hvori han forøvrigt heller ikke gjorde nogen god figur. (Fig. 3) Da en kollega senere spurgte ham, hvordan han befandt sig i Århus, svarede han: »Åh jo, ganske godt, men vi har jo også her nogle unge Nielsen'er«!

Da Jens Andreas Graah drog søndenfjords var Chr. H. Nielsen som formand for borgerrepræsentationen nødsaget til at indbyde til en afskedsfest for sin ærkefjende. Det bekom ham ilde, og han svor ved den lejlighed, at han aldrig mere ville deltage i fester af den art. Og med den principfasthed, der hos ham var forenet med stor venlighed og uegennytte, holdt han dette løfte livet igennem, også selv om det drejede sig om embedsmænd, som han havde stået i et venskabeligt forhold til.

Mens konsulen, som Chr. H. Nielsen siden altid kaldtes (han blev konsul for syv europæiske stater), for altid indskrev sit navn i Hjørrings historie, blev Jens Andreas Graah snart glemt - ja, en avisnotits fra Vendsyssel Tidende 5/4-1884 viser, at man glemte ham særdeles eftertrykkeligt. Den lyder:

»Kunstneren C. Købckes(!) store maleri af amtmand Graah, som er udlånt til udstilling i Kunstforeningen i Kjøbenhavn, efter at man har fundet det rammeløs og gennemstukket på rådhuset i Hjørring, har været genstand for en forespørgsel til Hjørring byråds formand, idet inspektør Pietro Krohn har erkyndiget sig, om man ikke ville sælge det, da man ikke synes at have sat nogen særlig pris på det. Formanden har svaret, at man ikke er berettiget til at sælge det. Og i byrådsmødet i torsdags hævdedes det fra flere sider, at man efter at have »opdaget« det, og efter at have erfaret dets kunstværd, hverken af sømmelighedshensyn eller af hensyn til dets værdi mente at burde skille sig ved det«.

Og fra det følgende byrådsmøde fjorten dage senere meddeler bladet: »Købckes maleri af amtmand Graah vil, efter hvad der oplystes i Hjørring byråds møde i går, koste for restaurering og for indfatning i en tarvelig forgyldt ramme 100 kr. Rådet vedtog at afholde den omspurgte bekostning alene, for så vidt amtet ikke måtte finde anledning til at yde forholdsvis bidrag dertil«.

Om amtet strømmede til med et forholdsvis bidrag til den tarvelige ramme, eller om byen alene rystede op med de 100 kr, er ikke undersøgt. Billedet af Jens Andreas Graah kom ihvertfald op at hænge igen. Nu hænger det i byrådssalen i det gamle rådhus, der for nogle år siden blev smukt restaureret og indrettet til repræsentative formål. Og hvis de ikke før har været klar over i Hjørring, hvilket klenodie de ejer, må de være det nu. Forstudien, der blev solgt hos Bruun Rasmussen, kostede 140 kr pr kvadratcentimeter. Omregnet efter den målestok (som efter sigende Olaf Rude brugte) er Hjørrings amtmandsbillede sine 1,8 millioner kr værd.

Men måske kan man slet ikke vurdere kunst på den måde? Eller kan man?

Lit: Finn H. Lauridsen: Fra borgerskabets gennembrud, 1952. - Vendsyssel Nu Og Da 2, 1978.