Kunsten på kroppen

Altai-kongerne blev gravlagt ca 400 år før Kristi fødsel, altså på et tidspunkt, hvor jernalderen netop havde holdt sit indtog i Norden. De tilhører den såkaldte skytiske kultur, hvis fyrstegrave plejer at være rige på guldsmykker, men det er ikke sager af ædelmetal, som udmærker Pazirik-gravene; de er blevet plyndret ret kort efter gravlæggelsen og berøvet alt af håndgribelig værdi. Hvad røverne efterlod var sager, som for dem var værdiløse, men som, set med arkæologiske øjne, er mere værd end guld, nemlig tæpper og træsager, heste og menneskene selv, ting som normalt går til grunde i en grav, men som her er forunderligt velbevarede - og vistnok netop på grund af gravrøvernes aktivitet. Forklaringen er enkel: via plyndringsskakterne er der trængt vand ned i gravkamrene, hvor det er frosset til is, som har indkapslet og konserveret de ellers let forgængelige genstande i permanent dybfrost. Klimaet er køligt her i Altaibjergenes højder, og den sparsomme sommervarme formår kun at tø jorden overfladisk op.

Pazirik-gravene har tømmerbyggede kamre, som er dybt nedgravede, dækket med jord og sten og overbygget med en høj. Den af de seks udgravede høje, som vi her især vil interessere os for, er 40 meter i diameter, men hæver sig kun tre meter over omgivelserne. Tømmerkammeret, som i teknik minder om et norsk blokhus, har loftet beklædt med birkebark, mens væggene, gulvet og kistens indre er dækket med sort filt. Kisten - en udhulet stamme af lærketræ - var mere end fire meter lang og har rummet to personer, mand og kvinde. Gravrøverne har parteret ligene - vel sagtens for at få fat i smykker - så da udgraveren, S. I. Rudenko, i 1948 åbnede kammeret, lå de uden for kisten, fastfrosset i en grumsetgul ismasse. Foruden dybfrosten havde også en balsameringsproces hjulpet til at bevare dem: hjernen og indvoldene var fjernet og erstattet med konserverende planter, hvorefter såret i maven er syet sammen med senetråd. (Fig. 2, fig. 3)

Manden - antagelig en skytisk konge - har været ca 60 år gammel, da han døde. Han var af mongolsk-kirgisisk type med karakteristiske høje kindben og sparsom skægvækst - hvilket sidste man har søgt at bøde på ved at give ham et forlorent skæg af hestehår. Om dødsårsagen hersker ingen tvivl: hovedet var kløvet med to drabelige øksehug og derefter skalperet på det grusomste. Manden må være blevet dræbt i kamp, og det ser ud, som om liget har været i fjendehånd, før hans egne fik fat i det.

Det mærkeligste ved dette menneskelegeme var dog, at det var dækket med tatoveringer. Formodentlig har de strakt sig fra isse til fodsål, men den voldsomme skalpering har ødelagt de eventuelle ansigtstatoveringer, og underkrop og ben var beskadiget så meget af forrådnelse og af gravrøvernes mishandling, at kun enkelte billederkunne spores. Velbevaret var derimod overkrop og arme, helt dækket med fantastisk dyreslyng, der har kunnet rekonstrueres til et samlet hele. At tatoveringerne er udført i mandens ungdom synes godtgjort derved, at farven forekommer både i læderhuden og i det øverste af muskellaget, men ikke i det tykke fedtlag imellem. Vor skyterkonge har med andre ord ladet sig tatovere som slank yngling, senere er han blevet smældfed.

Hans 20 år yngre dronning har måttet lide den kranke skæbne at følge ham i graven - ombragt ved gift eller stranguleret. Gravrøverne har været hårde ved liget, som var helt adsplittet, men det ses, at hun har været høj og af europæisk type, med blødt sort bølget hår samlet bagtil i en lang fletning. Hun har båret en egernskindskåbe med et bælte af zobel, og som fodbeklædning havde hun et par støvler af leopardskind med mønstre under sålerne - som altså ikke har været til at gå på; man må forestille sig denne fornemme kvinde kørt omkring siddende med benene over kors, så at alle kunne se hendes fine skosåler - en aristokratisk skik, som kendes fra Persien. (Fig. 4, fig. 5)

Hvad der er fjernet fra graven under gravrøvernes barske besøg, vil aldrig blive opklaret, men man tager næppe meget fejl, hvis man gætter på guld og våben. Lykkeligvis har de ubudne gæster efterladt møblementet, som bestod af lave træborde med løvefødder eller drejede ben, indrettet så at de var til at skille ad for bekvemt at kunne transporteres på hesteryg over lange strækninger. Af de mange andre genstande, som graven indeholdt, skal blot nævnes: en tromme, et strengeinstrument af assyrisk type, to spejle samt rester af et billedtæppe. I et hjørne af kammeret stod et røgelseskar og andetsteds i graven en bronzekedel fyldt med forkullede hampefrø - et stof, som tidligere gik under navnet hashish, men som i dag mere kort benævnes: hash eller shit. Over gryden med hampefrøet har der stået et lille telt - just som beskrevet hos den græske historiker Herodot, der levede omtrent samtidig med Pazirikkongeme: »Inde i det lille telt sætter de et bækken med glohede sten. Så tager de nogle hampefrø og kaster dem på de varme sten. Det begynder straks at ryge -. Skyterne nyder det så meget, at de hyler af glæde«. - Narkotika er et urgammelt fænomen: I de schweiziske pælebygninger fra stenalderen har man fundet frø af samme slags opiumsvalmue, som i de gamle sumeriske skrifter omtales som »glædens plante«. Ægyptiske præster indtog narkotika som led i deres mysterier, og grækerne tyggede vedbendblade for at komme i ekstase ved Dionysos-orgierne. Også skyterne har altså kendt til sådanne nydelsesmidler. Derimod har de - hvis man tør tro Herodot - ringeagtet folk, som beruser sig i vin.

Uden for kammeret lå hestene. Skyterne var jo rytterfolket frem for nogen, og det har været helt selvfølgeligt for dem at tage deres ridedyr med på den sidste rejse - en skik, som senere blev overtaget af andre folkeslag, og som nåede Norden i vikingetid. Man har fundet skytiske grave med lige så mange heste, som der er dage i året, men her i tatoveringsgraven var antallet »kun« fjorten. Disse heste er lige så velbevarede som menneskene, og det bemærkelsesværdige ved dem er, for det første: at det er høje slanke fuldblodsheste fra Persien og ikke den lavstammede mongolske race; for det andet: at deres maveindhold ikke bestod af græs, men af korn, de har altså været opstaldede.

De andre grave, som er undersøgt i Pazirik, svarer i indretning ganske til tatoveringsgraven, og i udstyr står de ikke tilbage for denne, snarere tværtimod. I en af dem fandtes også et tatoveret mandslig, og selv om billederne her var dårligt bevaret, synes det i hvert fald at vise, at skikken har været almindelig blandt disse konger. Om skyternes naboer, thrakerne, der levede i den del af Balkan-halvøen, som nu kaldes Rumænien, siger Herodot: »De anser tatoveringer som et tegn på ædel byrd og mangel af dem tegn på lav fødsel«. Altså et aristokratisk fænomen!

Men skyterne - hvem var de egentlig? Herodot skriver: »Skyterne er ikke et agerbrugsfolk, men nomader«, og Bibelen omtaler dem som et uciviliseret folk (Kol. 3, 11). Den tatoverede konge levede på stepperne samtidig med, at Parthenontemplet blev opført på Akropolis i Athen; men rent kulturelt var der et dybt svælg mellem grækerne og steppens »stolte hoppemalkere« - »de kongelige horder«. Skyterne var lige så grusomme, som de var rige på guld; de var alle hovedjægere, og en enkelt af stammerne var menneskeædere! Fra deres østlige hjemsted trængte de frem vestpå, og deres aktivitet spores over store dele af Europa gennem karakteristiske fligede pilespidser, som optræder i fundene overalt, hvor skytiske krigere har været i aktion. I Polen har man bygget mange fæstningsanlæg mod deres angreb, og det er bemærkelsesværdigt, at de fleste af dem er brændt ned. I en af fæstningerne fandt man et mandsskelet liggende udstrakt midt i porten med en skytisk pilespids i ribbenene!

De rigere nationer har rimeligvis købt sig fri for skyternes angreb, lige som når englænderne betalte danegæld til vikingerne; skyternes visitkort, pilespidserne, mangler ihvertfald i både Grækenland, Persien og Kina, til gengæld kendes der fra skytiske grave adskillige sjældne sager, som kan antages at være givet som tribut fra de pågældende lande. I Pazirik-gravene fandtes en firhjulet vogn fra Kina samt kinesiske spejle og tæpper. Fra Persien er der ligeledes tæpper - verdens ældste bevarede persiske tæpper, og i samme farveskala, som ægte tæpper har den dag i dag. Som nævnt er også fuldblodshestene persiske, og man kan formode, at den tatoverede konges hustru var en persisk prinsesse, som er blevet tilgiftet ham som garanti for et fredeligt forhold nationerne imellem. Om sådanne diplomatiske ægteskaber tier de persiske kilder, men de kinesiske taler; en fyrstedatter fra Kina gift med en skyterkonge har efterladt sig følgende klagesang: (Fig. 6, fig. 7)

»Mit folk har bortgiftet mig til et
fjernt sted på jorden.
De har sendt mig til et fremmed land,
til kongen af Wu-su.
Et telt er min bolig
af filt mine vægge,
råt kød og hoppemælk er min føde.
Bestandig tænker jeg på mit land,
og mit hjerte er trist. Åh! gid jeg var en gul stork
og kunne flyve til mit gamle hjem«.

Hvilken interesse kan denne fremmede kultur dog have for os nordboer? - I skolen lærer vi jo normalt ikke om skyterne - og det uanset, at de i udbredelse var det største forhistoriske kulturfolk, der har eksisteret, og at de i oldtiden har betydet mere for nordeuropæisk kunst- og kulturudvikling end de gamle grækere!

Med overgangen fra bronzealder til jernalder kommer rytteriet til Danmark (tidligere havde man kæmpet til fods og måske til vogns), og sammen med det kommer bukserne, som er den ideelle ridepåklædning; det hele var inspireret fra det skytiske rytteri, som sendte sine pile ud over Europa, næsten helt op til Danmarks grænser. Fra skytere og thrakere stammer også ringbrynjerne, som vi møder første gang på dansk grund i det store offerfund fra Hjortspring mose på Als. På et lidt senere tidspunkt dukker en rent skytisk sværdtype op i det nordiske våbenudstyr (se Skalk 1958:3).

Skyternes vægtigste bidrag til vor kultur ligger imidlertid på det kunstneriske område, og det kan man ikke undres over, for deres dyrestil var vild og særpræget og måtte virke smittende på alle, som kom i berøring med den. De keltiske folkestammer, der befolkede Vesteuropa, og som også havde modtaget rytteriet fra skyterne, lod sig inspirere af denne kunst; den kom til at danne grundlaget for den keltiske stil, som i Irland holdt sig helt op i middelalderen. Skyternes egen stil levede videre i Rusland, også op i middelalderen, ja i folkekunsten helt til vore dage. - Danmark modtog sin første skytiske kunstpåvirkning allerede tidligt i jernalderen, gennem kelterne, og senere i folkevandringstiden, nåede adskillige udløbere af nomadefolkets dyrestil hertil. Sidste gang, skyterkunsten kom til at sætte sig spor herhjemme, var i vikingetiden, da påvirkninger nåede os fra to sider: Irland og Rusland. (Fig. 8)

Vikingerne grundlagde riger i Irland og Rusland, så det er ikke så mærkeligt, at det netop er dér, de har hentet deres kulturimpulser. På lange togter ad russiske floder nærmede de sig selve den skytiske kulturs kilder. En fornem araber, som i 900-årene berejste egnen omkring Volga, traf der en flok nordboer, som han beskriver således: »De er høje som dadelpalmer og rødhårede. --Fra negleroden til halsen er der på hver af dem en samling træer og figurer --«.

Det er vist ikke almindeligt, når man forestiller sig vore vikingeforfædre, at tænke sig dem dækket med tatoveringer, men sådan har det antagelig været. - Lykkelig den arkæolog, som finder en viking med velbevaret kropsudsmykning! Vikingernes tatoveringer har sikkert ikke stået meget tilbage for skyterkongens. Sandsynligheden taler for, at de har lignet dem en del.