Kulør

Farvestofferne leverede naturen - såvel plante- som dyre- og mineralriget. Nogle af dem forekom rent: sod og trækul var lige ved hånden, kridt kunne skaffes og okker hentes i et kildevæld. Andet måtte fremkaldes ved kogning, knusning eller presning og atter andet ved forholdsvis simple kemiske processer, som man efterhånden fik indsigt i; her har således urin spillet en rolle, men den var jo altid i nærheden. Som bindemiddel kunne for eksempel bruges harpiks, æggehvide eller voks - igen rene naturprodukter. Hvordan udviklingen er forløbet, ved vi af gode grunde meget lidt om, men det må anses for sikkert, at alle spektrets farver efterhånden stod til rådighed, dog i meget forskellig kvalitet, hvad angår lysægthed og vejrbestandighed. Når kravene sattes højt, slog hjemmemarkedet ikke altid til, visse stoffer måtte skaffes fra udlandet, men det var en bekostelig affære.

I jægerstenalderens grave forekommer okker almindeligt, og fra bronzealderen kendes bemalede »husurner«, ja endda stykker af lerklining fra rigtige huse med tydelige farvespor (se Skalk 1979:3), men vi skal frem til jernalderen, før vi for alvor kan begynde at danne os et indtryk af oldtidens farvepragt. På en nordjysk boplads fra ældre romertid er fundet et lerkar med frø af planten vajd, der giver en kraftig blå farve (indigo), og netop den kulør er der påvist spor af på jernaldertøj fra mose- og gravfund (se Skalk 1971:3), hvor dog også andre farver som rød, brun og gul er repræsenteret. Fra den romerske forfatter Tacitus ved vi, at germanerne »pryder deres skjolde med de mest udsøgte farver«, og det bekræftes af de store moseofferfund, hvis skjoldrester undertiden bærer spor af maling. På en runesten læser man om »Asgot med det røde skjold«. (Fig. 1)

Farver inspirerer til kunstnerisk udfoldelse, men vi skal ret højt op i tiden, før vi kan påvise den. Billedtæpper som det, der er fundet rester af i Osebergskibet, og som vi i øvrigt kender fra Bayeuxtapetet, har utvivlsomt været almindelige i højere kredse. Her ser man mennesker og dyr, skibe, træer og huse, så der var nok at bruge farverne til. Også ornamentikken, der udviklede sig så spændende op mod og gennem hele vikingetiden, har utvivlsomt i mange tilfælde været koloreret, men vi kender den mest fra metalsager, som jo ikke egner sig til farvelægning. Dog, der er undtagelser: i Ladbyskibet fandtes rester af et malet ornament og i Jelling-gravkammeret udskåret træværk i sorte, gule og røde farver.

En særlig omtale fortjener runestenene, som er grå, om noget er det, men hvoraf en del utvivlsomt har været mere eller mindre farvestrålende; det gælder især dem, der foruden indskrifterne er forsynet med ornamenter. Ganske vist er der ikke fundet en eneste dansk runesten med farvespor, men de må komme før eller senere; i hvert fald er der i Sverige, hvor runestenene er betydeligt talrigere end her og med betydeligt mere ornamentik, gjort adskillige sådanne fund. Det drejer sig om sten, der har ligget beskyttet mod vejrligets indflydelse, for eksempel i kirkemure, og som er af en blød, farvesugende stenart; de danske er som bekendt næsten allesammen af granit. Den almindeligste farve er rød, men også sort, blå, brun og hvid forekommer, og ikke blot runer og runebånd, men også de indskriftløse ornamentslyngninger og båndenes omgivelser kan være farvelagte. Indskrifterne selv har et ord at sige. Et sted læser man: »Her skal stande / disse stene / røde af runer -«. Og et andet: »Esbern ristede, og Ulv farvede«. Yderligere bekræftelse kan om ønskes hentes i Eddadigtningen. (Fig. 2, fig. 3)

Det bedst bevarede runestensmaleri finder vi imidlertid ikke i Sverige, men i London, på en sten fundet 1852 ved Skt Pauls kirke (se Skalk 1974:5). Man ser her et stort, vredladent dyr omslynget med ornamentbånd i mærkeligt krøllede sløjfer. Farverne står svagt, men når stenen fugtes, træder de frem: sort og brunrødt på en lys baggrund. Indskriften, på siden af stenen, fortæller, hvem der lod den lægge, men ikke, hvem den blev lagt for. En af Knud den Stores mænd - muligvis. Om den nordiske herkomst er der i hvert fald ingen tvivl.

Måske var stenmaleriet ikke dyrket helt så flittigt i Danmark, som tilfældet synes at have været i Sverige. Det hårde materiale, vi var henvist til, har givet problemer; det sugede ikke farven, som derfor jævnligt - måske en gang om året - måtte friskes op. Men ét mindesmærke har utvivlsomt været malet, den store Jellingsten - alt ved den indbyder til det, og stenrejseren, Harald Blåtand, har vel haft folk, som kunne varetage vedligeholdelsen. Et interessant eksperiment blev for et halvt hundrede år siden iværksat af Broby-Johansen: en farvelægning af stenen - dog ikke originalen, men den kopi, som indtil for nylig var opstillet i Nationalmuseets gård. Et nyt forsøg præsenteres med illustrationen her på siden. Det omfatter dog kun én af stenens flader, den med det store dyr, og medtager ikke indskriften.

Nej, oldtiden var lige så lidt grå, som den efterfølgende periode, middelalderen, var mørk. Men det er jo en kendt sag, at farver set på stor afstand flyder sammen. (Fig. 4)