Kronik: Om tinget at holde færdig

Nu er det ikke meningen her at gå videre ind i denne vor berømteste kriminalsag, men i stedet samle opmærksomheden omkring et interessant kulturhistorisk emne, nemlig tingstederne og deres historie. Det, der interesserer i citatet, er altså ikke hr Sørens vanskæbne, men begrebet »den vestre tingstok«. Hvad er en tingstok? Det letteste ville naturligvis være at bringe et billede af et ægte gammelt tingsted, men det har sine vanskeligheder; der findes intet fuldt bevaret tingsted, og det samtidige illustrationsmateriale er mere end mangelfuldt. Og det til trods for, at der har været et tingsted i hvert eneste herred og købstad foruden mange birketing og så selvfølgelig landstingene. Vi er med andre ord stort set henvist til de skriftlige kilder.

Allerførst må vi gøre os klart, at alle tingmøder i gamle dage blev holdt i fri luft. »Dette er ellers at observere«, skriver herredsfoged Chr. Testrup i 1747, »at alle ting i forrige tider, såvel landstinget som hjemtingene, blev holdt under åben himmel på fri mark..«. I nogle byvedtægter for Ålborg fra midten af 1500-tallet hedder det: »Om tinget at holde færdig: Ålborg by skal holde færdig den østre tingstok, Hasseris den søndre, Gøl den vestre, Sundby og Vendsyssel den nordre tingstok. Tyvestenen den skal byfogden lade sætte«. Her har vi faktisk det gamle ting beskrevet i al dets simpelhed: fire løse planker lagt på store sten i en firkant og i midten en stor sten kaldet tyvestenen (Fig. 1). »Derpå har gode mænd fra alle fire tingbænke rejst sig og tildømt osv.«, lyder det f.eks. i en dom fra 1302. Tingstokkene var med andre ord siddepladser, først og fremmest for fogden og hans skriver, dernæst for de såkaldte tingsvidner eller tinghørere. »Tingsvidne vil sige, at de gode mænd, der var tilstede på tinget, aflægger vidnesbyrd om, hvad de hørte og så«, meddeler Jyske Lov og tilføjer, at antallet skal være mindst syv. Sjællandske Lov krævede tolv; det kunne altså variere, men otte blev efterhånden det almindelige. Tilbørligt placeret dannede nu disse mænd en firkant omkring tyvestenen, der fungerede som en slags anklagebænk.

Et vidnesbyrd om vore gamle tingsteder har vi i stednavnene. Hvis man slår efter i et udførligt stednavneregister - f.eks. til Trap - vil man finde en vrimmel af ting-navne: tingskove, tingbække, tingbakker og frem for alt tinghøje - som for resten, hvis man går videre til kortet, ikke så sjældent vil vise sig at have en galgebakke i nærheden; det kunne af flere grunde være nyttigt at have den inden for synsvidde fra tingstedet (Fig. 2, Fig. 3). Dette tiltrods er det alligevel som oftest en umulig eller i hvert fald meget vanskelig opgave at bestemme den nøjagtige beliggenhed for et gammelt tingsted. Et godt eksempel herpå fik man for nogle få år siden, da det lykkedes den sønderjyske amatørarkæolog, gårdejer Niels Boysen, at finde frem til Tyrstrup herreds gamle tingsted. Boysen var klar over, at dette, som havde eksisteret indtil 1662, skulle søges mellem Taps og Christiansfeld, hvor stednavnet »Tingskovhede« optræder, og han kunne - stadig med navnet som vejviser - koncentrere undersøgelsen om de letteste jorder, hvor der forhen havde været hede. Et vigtigt holdepunkt fik han, da en gammel kone fortalte, at hendes bedstefader en dag under pløjningen var stødt på et par svære egepæle, som var gravet ca 2.5 m ned i jorden. Skulle det være resterne af en galge nær tingstedet? En ældre mand kunne berette, at der i et nærliggende havedige havde siddet nogle store granitsten, som var blevet slået til skærver. Var det mon tingstenene? Videre fik Boysen opklaret, at et nu forlængst nedrevet hus var blevet kaldt for »æ tinghus«. Et nyt hus var bygget på samme sted, og omtrent her måtte tingstedet søges. Det blev oplyst, at der i haven til huset engang havde ligget en stor sten, som man forgæves havde prøvet på at flytte og derfor i stedet havde gravet ned. Boysen var ikke længe om at finde frem til denne sten, som ikke lå ret dybt under jordoverfladen, og få den gravet fri. Rimeligvis var stenen en del af det gamle tingsted, sandsynligvis tyvestenen.

Spørgsmålet er så, om dette virkelig har været herredets tingsted fra hedenold. Det er ikke sikkert, for det viser sig, at man i mangfoldige tilfælde har flyttet tingstederne. Et tingsted skulle ligge centralt med let adgang for alle herredets beboere, så ændringer i herredsinddelingen eller i natur- eller bebyggelsesforhold kunne gøre flytning nødvendig. Vi har talrige vidnesbyrd om, at tingmøderne i fordums tid ofte var godt besøgt, at folk formelig stimlede sammen her.

I 1500-tallet kan vi se, hvordan der ligefrem danner sig en fast praksis for flytning af tingsteder. Lensmanden skulle som kongens stedfortræder udpege et antal fremtrædende herredsmænd - gerne 24 i tal - som så i fællesskab skulle indstille et nyt tingsted til kongelig stadfæstelse. Man var her i god overensstemmelse med ældgammel skik. I én af landskabslovene, Eriks sjællandske Lov, som stammer fra tiden før Jyske Lov (1241), hedder det i kapitel 48 Om lovligt ting: »Det skal man også vide, at der kræves tre betingelser for et ting: stedet, tiden og folket (Fig. 4). Det sted er det rette, som kongen har fastsat, og alle, der er i herredet, har givet deres samtykke til; det må heller ikke flyttes et andet sted hen uden med alle herredsmændenes vilje og kongens samtykke. Tiden er deres lovlige tingdag, som de har haft fra Arilds tid, og den dag skal det holdes fra midt om morgenen og må ikke holdes længere end til midaften« (Fig. 6, Fig. 7). Tingstedet kunne flyttes, men ikke tingdagen. Hvert tingsted havde sin bestemte ugedag, som man holdt fast ved under alle omskiftelser.

Ligesom herrederne er tingene ældgamle. Man har ikke kunnet påvise det med sikkerhed - vel netop på grund af den megen omflytten - men det er nærliggende at forestille sig en forbindelse mellem tinget og den før-kristne kult. På tinge har bygdens folk mødtes for at tage beslutninger af mange slags, men de skriftlige kilder viser os alene tinget som domstol.

Dommene afsagdes af fogden. De før omtalte tingsvidner kunne i visse tilfælde fungere som meddomsmænd, men ellers var deres opgave, som Jyske Lov siger, at være tilstede og bevidne forløbet af retshandlingen. Om den trufne beslutning udfærdigede skriveren en redegørelse, som vidner eller tilhørere - hvem der nu havde et signet ved hånden - bekræftede med deres segl. Af sådanne dokumenter (de kaldtes »tingsvidner« lige som mændene) haves mange fra 13-1400-årene og fremefter; som oftest drejer de sig om ejendomsret til jord. Efter reformationen vandt det skrevne ord større og større indpas i samfundslivet. I enkelte købstæder begyndte man på denne tid at føre tingbøger, og en skønne dag udstedte kongen en lov om, at der ved alle ting, altså også alle herreds- og birketing, skulle føres sådanne. Det var i 1551. Der er god grund til at tro, at man ret omgående har efterkommet det kongelige påbud, men vor ældste bevarede herredstingbog er dog først fra 1576 (Børglum herred 1 Vendsyssel) (Fig. 8).

Regeringen indskærpede energisk, at tingbøgerne virkelig skulle føres under selve forhandlingerne på tinge - selvfølgelig for at undgå unøjagtigheder eller forvanskninger i referatet - men det er indlysende, at et sådant krav passede dårligt til det danske klima. I 1580 forsvarer en tingskriver sig imod en anklage for uordentlig tingbogsføring med, at den »er ført så godt, som den kan føres i sådan hast under åben himmel og i regn og andet uvejr«. Man skulle synes, at det var nærliggende at flytte under tag, men traditionen med det åbne ting var ældgammel og dybt indgroet. I 1500-tallet kom dog landstingene i hus, således det i Viborg, der 1552 fik overladt Sankt Hans kirke, som var blevet overflødig ved reformationen, til domhus.

Tingets værdighed var regeringen magtpåliggende. 1593 udstedtes et skarpt forbud mod, at man byggede boder eller hytter ved herredstingene til udskænkning af stærke drikke; det havde medført et ukristeligt og utilbørligt leben med drukkenskab, horeri, røveri, mandslet (manddrab) og anden løsagtighed: Det kunne se ud til, at tingmændene meget ræsonabelt har tænkt som så, at måtte kromanden ikke komme til dem, så kunne de da komme til kromanden, og er begyndt på at flytte tingstederne ind til landsbyerne - måske også for den almindelige bekvemmeligheds skyld. I hvert fald måtte regeringen påny gribe ind. I en forordning fra 1617 hedder det: »Eftersom vi er blevet vidende om, hvorledes stor uskikkelighed finder sted med drikken og sværmen, hvor vore og kronens herreds- eller birketing ligger i landsbyerne, da har vi det nu således forordnet, at fornævnte ting med lensmandens og de bedste herredsmænds råd og samtykke må flyttes ud fra byen på marken, hvor bedst er belejligt«.

Fleskum herreds tingbog for 7. september 1629 - det var første tingdag efter en lang pause på grund af krig og besættelse - giver et udmærket billede af forholdene (Fig. 9). Det berettes her, at tinget - som utvivlsomt var søgt ind til en landsby - nu efter Kongelig Majestæts ordre er blevet flyttet ud til det sted, hvor det har ligget i gammel tid, men da vinter, regn og uvejr vanskeliggør læsen og skriven og i det hele taget gør rettergangen besværlig, har et nævn på 24 dannemænd (agtværdige mænd) og de menige herredsmænd, som er tilstede, alle samtykket i og vedtaget at lade gøre og opsætte et tingskjul af tømmer og savdeler (brædder). Da der også manglede galge og retter sted, som for nogle år siden var forrådnet og nedfalden, besluttede man at lade dette opsætte samtidig. Udgifterne hertil fik man dækket ved at gårdmænd betalte 12 skilling, halvgårdsmænd 6 skilling og husmænd 3 skilling. - Vi ved ikke, hvordan et tingskjul så ud, men det må vel have været en slags læskærm eller halvtag. Et andet tilbehør til tinget nævnes fra tid til anden, nemlig tingskiven, dvs. tingskriverens bord.

For bytingenes vedkommende var det fristende at rykke inden for på rådhuset, som gerne lå klods op ad bytingspladsen. Men næppe var man kommet vel i hus, før der dukkede nye problemer op. Vi kan læse det direkte ud af en forordning, som Christian 4. i 1635 lod udstede. Der holdes i mange købstæder ikke mere noget offentligt byting, hedder det, men alle sager bliver dømt på rådhuset bag lukkede døre, uden at andre overværer det end dem, sagen alene angår, »hvoraf adskillige u- skickeligheder foraarsagis«. (Med god ret kan vi her føre linjen helt op til vor egen tid og den diskussion, der med mellemrum blusser op om det betimelige i at lukke dørene under en retssag). Det blev derfor påbudt, at bytingene igen skulle rykke udendørs, og for eksempel i København blev tinget holdt uden for rådhuset på Gammeltorv lige til 1683.

I Viborg, hvor landstinget som nævnt var kommet i tørvejr, holdtes endnu i slutningen af 1600-tallet åbent byting. 1685 betalte byens kæmner 1 mark og 8 skilling for at få tingstokkene bragt i orden.

Som tiden gik, rykkede de lokale ting alligevel ind i egne tinghuse, som blot skulle ligge isoleret og i passende afstand af landsbyen. Det skete først på Øerne, i Jylland holdt man de fleste steder fast ved det åbne ting 1600-tallet igennem, men fandt så på andre udveje, hvis forholdene blev for brogede. I Hvetbo herred i Vendsyssel beretter tingbogen en septemberdag i 1647: »Denne dag formedelst stor regn og uvejr holdtes tinget ved Saltum kirke« (Fig. 10, Fig. 11). Og en uge senere: »Den dag formedelst skylregn holdtes tinget i tiendeladen«. Her, på Birsted hede, blev der bygget tinghus 1687.

1690 skriver stiftamtmanden over Ribe amt, von Speckhahn: »Da jeg først hid til stedet ankom og blev vidende, ingen tinghuse at være, men at retten blev holdt undertiden på marken på anordnede tingsteder under åben himmel og undertiden, særdeles om vinteren, når slud, regn og deslige ond vejrlig indfaldt, udi nærmeste omliggende byer, ja endog vel udi krohuse med stor uskikkelighed, så måtte jeg være forårsaget straks til tinghuse sådan anstalt at gøre ...«. Og så sent som i 1765 fortæller Flensborgs borgmester, at i de første år, mens han var herredsfoged på Als, holdtes der endnu ting på den gamle måde inden for fire tingstokke og under fri himmel; men da blæst og regn ofte voldte store besværligheder, fik han det flyttet til Nordborg slot.

Tinghuset skulle bekostes af herredets folk og blev vel for det meste som en ringe almuebolig, stråtækt og skrøbelig. En sådan bygning kræver vedligeholdelse, og den kom det ofte til at skorte på. Om et tinghus på Århusegnen (Galten m.fl. herreder) får vi i 1708 at vide, at skriveren ikke har kunnet føre pennen, når det »enten har vaarn frost, regn eller andet strengt u-vejrlig«. Det var ikke så mærkeligt. For det første var der hul i taget over bordet, dernæst manglede døren og det ene vindue, og endelig var den klinede lervæg i husets vestende faldet ud! Følgen var, at kvæget søgte ly i huset, så at herredsfogden måtte betale en mand for at muge ud og strø sand, før retten kunne sættes.

Var de ydre rammer omkring retshåndhævelsen ringe, så kan det samme siges om kvaliteten af de mennesker, som skulle administrere loven. I det fattige århundrede fra slutningen af 1600- til slutningen af 1700-tallet var rettens folk mange steder under al kritik. Man får et stærkt indtryk heraf gennem en betænkning, som de jyske landsdommere afgav 1687, da man stod foran en større reform med sammenlægning af gamle retskredse og opførelse af tinghuse. Retsbetjentenes kvalifikationer blev ved den lejlighed taget op til overvejelse, og det fremgår, at kun et lille fåtal af de hidtidige herredsfogder, birkedommere og skrivere overhovedet var brugbare. De fleste kasseredes som ganske udygtige, adskillige var bestikkelige på grund af deres egen fattigdom, nogle var fordrukne, enkelte kunne ikke engang læse (Fig. 12). I 1730 skrev stiftamtmand Jørgen Bilde i Ålborg, at det var begrædeligt at betragte rettens embedsmænd her i landet; størsteparten manglede kendskab til loven og var i det hele taget ganske udygtige. »Herredsfogden udi Jerslev og Børglum herreder har været skibsskriver, men er en ulovkyndig og så dumdristig dommer, at han dømmer ordinairement hvad ham lyster« - »den sletteste birkefoged er ved Gårdbo, thi han er en fattig fisker, som kan hverken læse eller skrive. Desårsag, når et puds skal gøres, søger slige folk til samme ting«.

Til rettens personale hørte også fortsat de otte tingsvidner eller tinghørere, som blev nævnt i begyndelsen af denne artikel. Vi vil ikke udtale os om deres kvalifikationer, men nøjes med at fremhæve et enkelt forhold, som tydeligt viser tilbage til det ældgamle åbne ting omkring de fire tingstokke. I mange retsprotokoller kaldes disse mænd (undertiden helt til midten af forrige århundrede) slet og ret - stokkemænd.

Lit: Årbøger for nord. Oldkyndighed, 1902. - Jyske Samlinger, 1. rk. 4. bd., 4. rk. 2. og 3. bd., 5. rk. 2. bd. - Poul Johs. Jørgensen: Dansk retshistorie, 1940. - Paul G. Ørberg: Fra jernbyrd til retsplejelov, 1962. - Die Heimat, 1968.