Kronik: Klokker og kanoner

»Jeg priser den sande Gud, jeg kalder folket, jeg samler præsteskabet, jeg klager over de døde, jeg dyrker helgenerne, jeg pryder festdagene. Min røst er en skræk for alle onde ånder. Johannes de Fastenowe støbte mig i Herrens år 1511«.

Denne indskrift udtrykker præcist, hvad klokken betød for den katolske kirke i middelalderen. Den var ikke blot lydgiver, men aktiv formidler af bønner og fordriver af ondskab. En klokkes hellighed opstod straks ved dens ophængning, hvor biskoppen under en kompliceret indvielsesceremoni velsignede den, vaskede den syv gange udvendigt og fire gange indvendigt med vievand og indsmurte den lige så mange gange i en særlig indviet blanding af olivenolie og balsam, den såkaldte krisma. Den liturgiske handling mindede om et menneskes dåb, og ofte fik klokken da også sit eget navn, som kunne læses i dens støbte indskrift. (Fig. 1). Vallekildes klokke fra 1508 meddeler: »Jeg hedder Maria«, og den i Levring kirke oplyser: »I Herrens år 1474 blev jeg, den hellige Magdalene, støbt til Marie ære...« Jomfru Maria og hendes mor Anna var de foretrukne navngivere, men det skete, man vovede sig højere endnu. På klokken i Lomborg kirke lyder indskriften: »I Herrens år 1505 den 1. april kaldte broder Niels mig Christus«.

I folketroen fik klokkerne en vældig betydning. De blev næsten betragtet som hellige væsener, hvis rungende stemmer forjog alt ondt fra sognet. Den gamle forestilling om, at lidt afskrabet »klokke-rust« var et sikkert middel mod mange sygdomme, er kun et enkelt udslag af den store tiltro til klokkernes kraft. Efter 1517 begyndte Luther og hans tilhængere at rette en skarp kritik mod de gamle skikke med at indvie og døbe klokker, i den tro, at de derved erhvervede en særlig hellighed. Det fik næppe større indflydelse på almindelige sogneboeres tankegang, men lutheranernes nøgterne opfattelse var ikke længe om at vinde gehør hos de nordeuropæiske fyrster, og det skulle få skæbnesvangre følger for mange klokker, også i Danmark.

På Rigsarkivet i København opbevares en pakke med titlen: »Fortegnelse over afleverede klokker 1528-29«. Nu afdøde museumsinspektør Victor Hermansen havde i sin studietid planlagt en udgivelse af pakkens indhold, men den blev desværre aldrig til noget. Hans manuskript ligger imidlertid i Nationalmuseets arkiv og har dannet udgangspunkt for en del af de undersøgelser, som her skal fremlægges. Materialet kan nok fortjene en nærmere omtale, thi ikke alene er det en god kilde til belysning af kirkernes daværende forsyning med klokker, men først og fremmest giver det spændende enkeltheder om en aktion, der med et slag berøvede de danske kirker en stor del af deres middelalderlige klokker.

Baggrunden for arkivaliernes tilblivelse er de usikre forhold i Danmark umiddelbart før reformationen. Efter 1523 sad Frederik 1. på den danske trone, men syd for grænsen arbejdede den fordrevne Christian 2. ihærdigt på at samle økonomiske og militære midler til et felttog, som kunne bringe ham tilbage til riget, og da han som svoger havde den mægtige tysk-romerske kejser og spanske konge Karl 5., var der med god grund ængstelse i danske regeringskredse. Christian 2.s kaperkaptajner gjorde Østersøen usikker, lutheranske prædikanter fik den katolske kirke til at vakle, og utilfredsheden ulmede blandt almuen.

Frederik 1. imødegik disse trusler ved en stadig oprustning, og vigtigt i den forbindelse var det at sikre sig metal til støbning af skydevåben. I august 1525 indgik han en aftale med det store handelshus Fuggerne i Augsburg, som blev tildelt en række begunstigelser i Danmark, mod at kongen til gengæld måtte købe så meget kobber, som han behøvede til skyts. Det følgende år blev der imidlertid fundet en om ikke lettere, så dog billigere måde at skaffe det fornødne kobber til veje. Ved Herredagen i Odense, hvor konge og rigsråd mødtes, bad Frederik om samtykke til indsamling og omsmeltning af landets kirkeklokker.

Henvendelsen var især rettet til bisperne, som alle var medlemmer af rigsrådet. De svarede, at kongen måtte få så mange klokker, som kirkerne kunne undvære, og som man kunne få ud af almuen »med lempe«, men betingede sig dog, at kongen i forvejen i et åbent brev ville give befolkningen besked om klokkeindsamlingen, og at kongelige embedsmænd skulle følge bispernes folk rundt i landet, når klokkerne blev hentet.

Bisperne var tydeligvis klar over, at klokkeindsamlingen ville være meget upopulær blandt sognefolkene. De har villet dække sig ind under en kongelig befaling, men havde iøvrigt ingen skrupler ved metoden, for de bad ved samme lejlighed om, at hver biskop måtte beholde så meget klokkemalm, at han selv kunne få støbt to »halve slanger« (langløbede kanoner). Det afviste kongen dog, og i sin erklæring lagde han ikke skjul på, at han i den spændte situation helst selv ville have kontrol med landets militære magtmidler. Kronens og ridderskabets tjenere og den menige almue havde jo lige så vel som bispernes og prælaternes tjenere bekostet disse klokker. Derfor var det rådeligst, at alt skytset blev brugt på kronens slotte, skibe og i marken »på det, at ingen tvedragt skal komme imellem bisperne og adelen«. Det måtte bisperne bøje sig for. De gav da afkald på deres del af kagen, og klokkeindsamlingen kunne gå i gang.

Kongens befaling om aktionen kendes ikke mere, men i breve til dem, der stod for indsamlingen, kan vi se, hvad retningslinjerne har været. (Fig. 2). Lensmanden på Vordingborg, Henrik Gøye, fik således i december 1526 besked om, at alle købstæder, kirker, klostre og landskirker over hele landet skulle sende »de meste klokker, de kan aflade« til København. Gøye skulle drage rundt i lenet med Roskildebispen og hans embedsmænd og forhandle med almuen. Af andre breve fremgår indsamlingsprincipperne: Hvis kirken havde to klokker, skulle man tage den største; havde den tre, skulle man tage den største og den mindste. Hvis det var sognemændene meget imod at miste deres klokke, kunne de købe den tilbage ved at levere halvandet skippund rent kobber for hvert skippund klokkemalm (Et skippund = 160 kg).

Som det var at vente, gik indsamlingen ikke glat, befolkningen var modvillig, og de adelige lensmænd synes selv at have været tilbageholdende med at iværksætte en konfiskation, som kunne ophidse gemytterne. Således måtte kongen efteråret 1527 sende rykkerbreve til Esge Bille på Hagenskov og Anders Bille på Stege for at minde om, at der ingen klokker var indgået fra dem, skønt de var behørigt instrueret om indsamlingen. Det har åbenbart ikke hjulpet, for næste år måtte Frederik påny indprente de to lensmænd, at de med det allerførste skulle drage ud i kirkerne og lade klokkerne nedtage. De skulle sørge for, at samme klokker kom frem i hel stand med alt »jernfanget« (ophænget), og der skulle føres nøje regnskab over, hvor mange der blev taget fra hver kirke, og hvor meget de vejede.

Også andre steder synes man at have reageret noget trægt, men høsten 1528 kunne Frederik 1. da i et åbent brev give besked om, i hvilke byer klokkerne skulle samles, inden de sendtes videre til København: På Sjælland i København og Kalundborg, på Lolland, Falster og Møn i henholdsvis Ålholm, Nykøbing og Stege, på Fyn i Nyborg og Assens, mens de jyske klokker skulle afleveres i Kolding, Ribe, Kalø, Århus og Ålborg. For Skåne foreligger ingen klar besked om et samlingssted, og da der heller ikke er bevaret lister over afleverede klokker fra egnene hinsides Øresund, får man mistanke om, at det aldrig rigtig er blevet til noget med klokkeindsamlingen i denne del af riget, hvor det skånske bondeoprør et par år tidligere kun var i alt for klar erindring.

De bevarede fortegnelser omfatter kun landsognene, men bortset fra Skåne, Halland, Bornholm og enkelte sjællandske og jyske herreder dækker de hele det egentlige Danmark, og vi får derigennem et godt billede af, hvordan de danske kirker i senmiddelalderen var forsynet med klokker. I almindelighed omtaler skriverne kun de klokker, der blev inddraget, men for et par lollandske herreder, Fuglse og Musse, har man tillige anført, hvor mange klokker, hver kirke havde før konfiskationen, hvilket giver et interessant supplement. Af 35 landsbykirker i disse distrikter havde 28 to klokker, mens syv havde tre. (Fig. 3). Én kirke, Vigsnæs, nævnes ikke i listen, og det er nok fordi denne lille bygning kun har haft en eneste klokke.

Listerne opregner klokker fra ialt 916 af landets daværende 1757 kirker, men derudover er der mindst 170 klokker, hvis hjemsted ved skrivernes forsømmelighed ikke er blevet registreret. Det er sandsynligt, at en del af de unævnte kirker kun havde én klokke og derved har undgået konfiskationen, men der kan naturligvis være andre grunde til, at kirker er sprunget over.

Et andet usikkerhedsmoment udgør messeklokkerne. De katolske kirker havde gerne en eller to små klokker, der ofte var anbragt i en tagrytter over koret. Med dem gav man under gudstjenesten tegn til menigheden, når monstransen med Jesu legeme blev opløftet, og alle skulle knæle. Hvis sådanne messeklokker var medregnet i større mængder, kunne det give et skævt billede, men de fleste af de indsamlede klokker har en så stor vægt, at det må være de »rigtige« fra kirketårnet eller klokkestabelen. I det store og hele bekræftes indtrykkene fra Lolland af fortegnelserne fra det øvrige Danmark. Af de 916 kirker afleverede 9,6% to klokker og må altså have haft tre, mens omkring 90% måtte af med én klokke og må antages at have haft to.

Klokkestørrelsen varierede en del i de forskellige egne af landet. Mens de sjællandske klokker i gennemsnit vejede ca 480 kg, nåede de jyske kun op på en gennemsnitsvægt af 260 kg. Til gengæld var der flere jyske kirker, der havde mere end to klokker. Særlig velforsynede var fire kirker mellem Århus og Randers, nemlig Tilst og Todbjerg, der hver måtte afstå tre, mens Ødum og den store kirke i Hørning ofrede fire. Sogneboerne i Ødum var glade for deres klokker; for at få lov til at beholde den største, gav de villigt en lille klokke, samt dobbelt så meget råt kobber, som den største vejede mere end den lille. De kom med 12 gode gryder på tilsammen 88 kg. Man må beundre disse mennesker og endnu mere folkene i Lyngå, ligeledes mellem Århus og Randers. Det lykkedes dem at skaffe 640 kg råt kobber, som de sammen med en klokke på 304 kg gav i bytte for én på 624 kg. Ved nogle lollandske kirker udlignedes differencen mellem den største og den mindste klokke med en betaling i sølv, og i Saksild syd for Århus gav sognefolkene 56 gylden i stedet for to lispund kobber (Et lispund = 8 kg).

Det har været en stor økonomisk belastning for sognene at indløse en konfiskeret klokke, og når det alligevel skete i enkelte tilfælde, må det tages som endnu et vidnesbyrd om klokkernes betydning for beboerne. Klangen fra den store kirkeklokke havde fulgt dem hele livet, og det var svært at sende den bort til smelteovnen. De fleste steder blev klokkerne dog indsamlet efter reglerne og via de forskellige samlingspladser sendt til København. Det blev til omkring 1180 klokker med en vægt på henved 375 tons, en enorm metalmængde, som ganske oversteg kanonstøbernes evner og behov.

Kanonstøbning var endnu en ny og forholdsvis uudviklet kunst i Danmark. Der fremstilledes kanoner allerede i 1400-tallet, men de var lavet af bøssesmede, der dannede kanonløbet ved sammenbankning af tynde jernstænger, omfattede af ringe. Denne teknik muliggjorde fabrikation af store kanoner med et langt og forholdsvis solidt løb, men den nedre afslutning af røret gav problemer. Løsningen blev et løst bundstykke, et »kammers«, som lod sig fjerne, hver gang kanonen skulle lades. Ulempen ved disse bagladekanoner af smedejern var, at en stor del af krudtgassen sivede bagud, forbi kammerset, i stedet for at drive kanonkuglen af sted.

De støbte forladekanoner kunne udnytte krudtladningen langt bedre. De var i modsætning til bagladerne ikke lavet af jern, men af kobberlegeringer - støbejernskanoner blev man først på Christian 4.s tid i stand til at fremstille i Danmark. Da metalkanonerne kom til landet, repræsenterede de den nyeste våbenteknik, og det kan ikke undre, at klokkernes malm, der hidtil havde været uden interesse for krigsindustrien, pludselig blev en eftertragtet vare. På samme måde kunne de mænd, der kendte kanonstøbningens kunst, være sikre på samfundets bevågenhed.

Bøssestøberen mester Fadder, som tog imod klokkekobberet 1528-29, var da også en betydningsfuld person, der havde arbejdet med stor anerkendelse for såvel Christian 2. som Frederik 1. Da København i 1523 endnu var på Christians side og blev belejret af Frederiks styrker, var det ham, der støbte kanoner til byens forsvar, men ikke blot undgik han repressalier, da slaget var tabt, det nævnes udtrykkeligt i overgivelsesbetingelserne, at mester Fadder skal beholde sin gård i Vestergade og hvert år få »sådanne årlige pendinge og løn af vor nådigste Herre, som Konning Christiern plejede hannem årligen at give«. (Fig. 4). Nu var mester Fadder vistnok også den eneste af sin profession, der arbejdede i Danmark på det tidspunkt, så man forstår, at Frederik 1. var ivrig efter at sikre sig hans tjeneste. Da indsamlingen blev sat igang, bestemte kongen udtrykkeligt, at det var denne mester, som skulle have klokkerne, og den dygtige støber fik i 1532 som tak for sin indsats overdraget Nybygård i København på livstid. Det lunede. Han døde 1539, og han må have været en holden mand. (Fig. 5).

Mens klokkestøberne måtte rejse rundt i landet og udføre deres kunst, hvor der var behov, havde bøssestøberen et fast værksted. Mester Fadders tilholdssted kendes ikke, måske har han arbejdet ved gården i Vestergade, men fra reformationen 1536 og et halvt århundrede frem var det Skt Peders Kirke, der måtte lægge hus til den københavnske kanonstøbning. Det har samtiden næppe fundet særligt mærkeligt, klokkestøbning foregik ofte i kirkerne, og processen var ikke grundlæggende forskellig, selv om der var nogen afvigelse i detaljerne. Hvor klokkestøberen brugte voks for at skabe det hulrum, malmen skulle udfylde (se Skalk 1978:3), gik kanonstøberen lidt anderledes til værks. Han fremstillede formen ved at klaske ler over en massiv kanonmodel, ligeledes i ler. Når kappen var tør, blev den taget af (den var gjort i to halvdele) og en lang lerpølse fremstillet over en jernstang indlagt på modellens plads; det var kanonens indre form, kernen, den der skulle danne »løbet«. Den færdige form blev stillet lodret og bronze hældt i hulrummet mellem kerne og kappe. Når den var størknet, blev kappen slået i stykker, den indre form fjernet og afpudsning foretaget; de jernringe, der holdt kernen på plads, var nu støbt fast i bronzen og måtte saves og files væk. Endelig blev fænghullet boret, og kanonen var klar til prøveskydning.

Hvor mange kanoner mester Fadder på den måde nåede at få støbt, ved vi ikke, for hans produkter er naturligvis i tidens løb blevet forældede og derefter omsmeltede for at indgå i fremstillingen af mere tidssvarende skyts, men det lykkedes ham i alt fald ikke at bruge malmen fra alle 1180 klokker. (Fig. 6), (Fig. 7). Marts 1531 blev der nemlig på landstinget for Sjælland oplæst et brev fra kong Frederik 1., hvor det meddeltes sogneboerne, at såfremt de ønskede at erhverve sig en ny kirkeklokke, havde kongen et parti stående, som kunne købes gennem adelsmændene Anders Bille og Oluf Rosenkrantz. Det er uvist, om nogle benyttede sig af tilbuddet, men der blev under alle omstændigheder metal tilbage i statens beholdninger til mange års forbrug. Vi skal frem til 1560, før vi atter hører om import af kobber til Danmark.

Frederik 1.s succes med klokkekonfiskationer kunne nok anspore til efterfølgelse, og det var uden tvivl efter dansk forbillede, at svenskekongen Gustav Vasa 1531 gav de svenske landsogne besked på at aflevere deres største eller næststørste klokke; købstædernes havde han på samme måde hentet året før. Indsamlingen gav endnu større problemer end i Danmark. I Dalarne, hvis indbyggere traditionelt hævdede en vis selvstændighed, blev de kongelige embedsmænd overfaldet og måtte flygte over hals og hoved. Dette såkaldte klokkeoprør endte med henrettelse af lederne, men kongen måtte give afkald på klokkerne og tage til takke med en pengeafgift.

Heller ikke herhjemme kom aktionen til at mangle efterfølgere. Christian 4. havde et godt øje til de metalværdier, der hang gemt bag kirketårnenes glamhuller, og han foranstaltede 1601-02 en indsamling, der vel ikke nåede op på siden af forgængerens, men dog gjorde endnu et kraftigt indhug i bestanden af gamle danske klokker. Ordren, som også denne gang blev stilet til lensmændene, gik ud på, at de skulle henvende sig ved de kirker, hvor kongen havde patronatsretten (det vil sige ret til at udnævne præster), og reglen var, at alle klokker undtagen den største skulle afleveres.

En samlet fortegnelse over Christian 4.s indsamling er ikke bevaret, så hvis man vil have et indtryk af konfiskationens størrelse, er man nødt til at gennemgå de enkelte lens regnskaber, hvor der undertiden ligger kvitteringer fra rentekammeret i København for de afleverede klokker. (Fig. 8). Endvidere kan man læse regnskaberne for støberiet ved Kronborg, hvor en del klokker endte deres dage; de tilsvarende for støberiet i København mangler desværre. Det ufuldstændige kildemateriale viser, at mindst 340 store klokker og 76 små er blevet beslaglagt. Den samlede vægt var 93670 kg.

De mange små klokker i fortegnelserne synes at vise, at det nu for alvor begyndte at gå ud over de katolske messeklokker. Selv om de kunne veje helt ned til 3 kg, blev de alligevel medtaget, og det skyldes nok til dels, at den tidligere indsamling har tyndet ud i de stores rækker. En kirke med tre klokker har været en stor sjældenhed og forekommer kun én gang i listerne.

Ligesom forgængeren fik Christian 4. dog overskud og måtte holde udsalg. På den måde medvirkede kongernes konfiskation til at sprede klokker ud over landet, så at mange i vore dage findes langt fra deres oprindelige hjemsogn. Sådan gik det i Rynkeby på Fyn, hvis klokke er støbt 1472, men først kom til kirken i 1601. En latinsk indskrift oplyser, at lensmanden Erik Hardenberg dette år købte den af det oplag, Christian 4. havde rekvireret til omsmeltning.

Klokkekonfiskationerne var rettet mod rigets fjender, men også disse fjender selv kunne forse sig på klokkerne. Det var et almindeligt led i krigsførelsen at hente malm i kirketårnene, men i Danmark har svenskerne fået et særligt dårligt ry som klokketyve under krigen 1657-58. Adskillige sagn beretter om deres overgreb og om, hvordan klokken ikke uden videre lod sig rane, men på en eller anden måde skabte problemer, så den enten gik til grunde eller måtte hænges tilbage igen. Ikke alt er sagn. Den store klokke i Roskilde, hvis indskrift indledte denne artikel, blev vitterligt udsat for et bortførelsesforsøg i 1658. Den viste sig dog at være for uhåndterlig at fjerne, men svenskerne fik da beskadiget den så meget under deres anstrengelser, at den måtte gennemgå en større reparation, før den atter var brugbar.

Konger og krigsmænd har altså gjort, hvad de kunne for at rydde ud i bestanden af gamle klokker, og når dertil kommer, at mange i tidens løb er faldet ned, revnede eller på anden vis gået til, må vi glæde os over, at der dog er bevaret lidt over 600 eksemplarer fra middelalderen. (Fig. 9).

Den sidste gang, klokker fra det nuværende Danmark måtte træde i krigens tjeneste, var under Første Verdenskrig, hvor den tyske hær i Sønderjylland konfiskerede 47. Efter genforeningen blev der ved en landsindsamling i Danmark skaffet nye klokker til de skadelidte kirker. At den danske hærs tekniske korps ved denne lejlighed skænkede 60 gamle malmkanoner, kan vel ikke rette op på tidligere tiders overgreb, men det viser da i det mindste, at metalstrømmen kunne gå den anden vej: fra kanoner til kirkeklokker.

Lit: C. Nyrop i Kirkehist. Saml. 3. Rk, bd. IV. - F. Uldall: Danmarks middelalderlige kirkeklokker, Kbh. 1906. - Victor Hermansen: Manuskript på Nationalmuseets II Afd.