Kronik: Klæder flængedes, brynjer sønderhuggedes

I Gallien, der blev en del af romerriget, og i Germanien mod nord, som det aldrig lykkedes herrefolket at underlægge sig, gik man frem efter et andet ritual, hvis kilderne taler sandt. Man ofrede det erobrede bytte - eller en del af det - til de himmelske magter, som havde skænket sejren. Om gallerne beretter Cæsar, at de, før de gik i krig, lovede det eventuelle bytte til krigsguden. Det blev samlet og bragt til et helligt sted. At fjerne noget af det således indviede var en yderst alvorlig sag. En senere forfatter, Orosius, fortæller - ganske vist med nogle hundrede års forsinkelse og åbenbart på grundlag af ældre, nu tabte, kilder - om kimbrernes fremfærd efter en sejr: »Klæder flængedes, brynjer sønderhuggedes, hestetøj ødelagdes, guld og sølv kastedes i floden — så at der ikke levnedes mere bytte for de sejrende end nåde for de besejrede«.

En bestemt fundgruppe i det fra Rom så fjerne Norden er blevet taget som en bekræftelse på Cæsars og Orosius' ord. Det drejer sig om våben og andet hærudstyr, som må være udkastet eller udlagt i jernalderens søer, men som nu findes i moser, fordi tilgroning senere har fundet sted. At undersøge et sådant fund er overordentligt fascinerende på grund af tingenes mængde og velbevarethed. Ved udgravninger på landjorden vil alt, hvad man finder (bortset fra ædelmetal), normalt være mere eller mindre ødelagt af råd og tæring, men moser har særlige konserveringsegenskaber, som ganske vist varierer noget efter grundvandets beskaffenhed. Træ vil i reglen være til stede, og allerede det er meget, men ellers gælder det, at sure moser bevarer organiske materialer som tekstil og læder, men opløser jern, mens basiske virker stik modsat. Selv med disse mangler bliver der tilbage et uhyre materiale af forbløffende velbevarede sager, som kommer os til gode, når nordeuropæiske jernalderforhold studeres.

Når man taler om tingenes velbevarethed, gør et forbehold sig gældende, mange af dem er nemlig forsætligt beskadiget før nedlæggelsen, ganske som Orosius beskriver. Sværd kan være bøjet sammen, skjolde kløvede, træ ødelagt med ild. Netop dette taler stærkt for, at sagerne er ofret, men selv om de har et krigerisk præg, er det jo ikke givet, de er erhvervet som krigsbytte. Allerede arkæologen Worsaae hævdede, 1865, krigsbytteteorien, og den har stadig mange tilhængere, men også modstandere; de mener, der er tale - ikke om store samlede ofringer, men om mange små, bragt ved årlige fester og med egne sager som offergaver. Diskussionen har været ført siden 30'erne og er stadig løbende.

Våbenofferfundene er ikke jævnt fordelt over riget, men koncentreret om visse landsdele; Slesvig, Østjylland, Fyn. Mængden er betydelig, men seks skiller sig ud på grund af deres størrelse; Thorsbjerg, Nydam, Vimose og Kragehul, som alle blev undersøgt i forrige århundrede, samt Ejsbøl og Illerup ådal, der er kommet til siden 1950. Sidstnævnte er endnu under udgravning, og det vil vi vende tilbage til. Først lidt om mosefundenes historie.

Denne er i vid udstrækning vævet sammen med arkæologiens saga og med selve Danmarkshistorien. Udgravningen af de fire gamle fund fandt sted i årene omkring 1864, og krigsbegivenhederne påvirkede i høj grad både arbejdets forløb og fundenes videre skæbne. At så meget blev reddet - uerstattelige ting, som nu danner kernen i samlingerne på Nationalmuseet og Gottorp slot - skyldes én mand, udgraveren Conrad Engelhardt. Uden hans ildhu og energi var det meste sikkert gået tabt. (Fig. 2)

Engelhardts indsats har for nylig været omtalt i Skalk (1981:1), så vi kan nøjes med kort at opridse linjerne. Som lærer ved latinskolen i Flensborg havde han 1852 fået et bijob, ledelsen af byens nyoprettede museum. I årene mellem de to slesvigske krige var regeringen i København meget rundhåndet med støtte til det kulturelle arbejde i hertugdømmet, og Engelhardt forstod at udnytte situationen. De store undersøgelser i Thorsbjerg og Nydam 1858-63 blev gennemført med et betydeligt udgravningsbudget, hvilket dog ikke forhindrede, at udgraveren ind imellem måtte skyde til - eller i hvert fald lægge ud - af egen lomme. Arbejdet var også yderst vanskeligt. Det kan i dag være svært at fatte, hvordan det uden hjælp af gravemaskiner og motordrevne lænsepumper var muligt at udgrave Thorsbjerg-oldsager i indtil fem meters dybde under overfladen. Sine undersøgelser publicerede Engelhardt i fire fornemme bøger, men netop udgravningsmetoden kommer han ikke meget ind på, og den må i høj grad interessere os. Fra anden side kan vi dog hente visse oplysninger.

»Spade og skovl må kun anvendes til en dybde af én til to fod over oldsagslaget —. Afhængigt af bredden af det felt, hvor overjorden er blevet afrømmet, sættes fem, seks eller så mange, det findes passende, af de klogeste og omhyggeligste arbejdsmænd til at skrabe den bløde mosejord væk med deres hænder, så langt de kan nå, og idet de hele tiden holder øje med, at ingen små oldsager smutter ud mellem deres fingre. De fortsætter på denne måde med at grave bænk efter bænk til den fastsatte dybde, det vil sige ca én fod under oldsagslaget. Den, der inspicerer arbejdet, bør være til stede hele tiden og hjælpe til, hvis det bliver nødvendigt. — Det er kun ved denne fremgangsmåde og ved straks at pakke alt i tørvemasse, det har været muligt at redde så mange og skrøbelige oldsager —«.

Engelhardts metode har visse fordele sammenlignet med nutidens, men også væsentlige mangler. Den er mere skånsom over for meget skrøbelige sager, der let kan beskadiges af den moderne graveskes blad, til gengæld giver dette med sine klare snit et bedre fundbillede til studium af tingenes sammenhæng. Den side af sagen interesserede ikke Engelhardt så meget, han gravede i bænke på 50 centimeters bredde, og oldsagerne blev straks taget op uden den kortlægning, som idag er en selvfølge, og - af forståelige grunde - også uden fotografering. (Fig. 3). Ofte blev der dog udfærdiget lister over hvilke genstande, der var fundet i de enkelte bænke, men det var nu mest for lodsejernes skyld; de skulle jo have erstatning for fundene, som blev gjort i deres jord, og det gjaldt at dele sol og vind lige. Da arkæologen C. F. Herbst påbegyndte udgravningen i Vimose, udførte han plantegninger, men det har åbenbart været for langsommeligt for Engelhardt. Da denne senere kom til, gik man igen over til listerne.

Man kan ikke bebrejde Engelhardt hans ukendskab til nutidens fordringer, men kun glæde sig over, at så vigtige fund faldt i så kyndige hænder. Det gamle materiale har bevaret sin værdi og kan endnu lære os meget. At manglerne har ført til en del diskussion, blandt andet om tolkningen, må dog erkendes.

1950 står som et jubelår for jernalderforskningen, da startedes nemlig en ny mosefundsepoke. I Illerup ådal, på en engstrækning under gården Edelsborg nær Skanderborg, blev ved drængravning fundet jernaldervåben. Forhistorisk Museum, som på det tidspunkt netop var trådt i det gamle Århusmuseums sted, alarmeredes og tog affære; udgravningen i »Illerup« blev dets sag nr 1. Den stod på gennem syv år ledet af Harald Andersen.

Og hvilken udgravning! Næsten hundrede år var forløbet siden sidste undersøgelse af tilsvarende art - nu endelig kunne drømmen om at se et våbenofferfunds fantastiske oldsagslag afdækket over større flader opfyldes. Den mest omhyggelige udgravningsteknik blev taget i anvendelse; det, som var blevet forsømt ved de gamle undersøgelser, skulle jo indhentes her. Hver enkelt genstand blev frilagt og dokumenteret i tegning, fotografi og beskrivelse, dens stilling i mosen bestemt ved målinger i to planer, så at den om fornødent kan rekonstrueres. Til brug for mosegeologiske studier af forholdene omkring oldtidssøen blev der opmålt og optegnet et stort antal snit gennem moselagene og udtaget pollenprøver og jordlagsprøver i tusindvis. Atter et område, hvor verden er gået frem siden Engelhardts tid.

Der blev udgravet mere end 1200 genstande fordelt på en ældre gruppe fra omkring år 200 og en yngre fra omkring år 400 efter Kristus, men det stod klart, at området ikke var tømt, da udgravningen i 1956 af forskellige grunde måtte indstilles. Som en slags trøst tjente, at et nyt stort mosefund i mellemtiden var dukket op, i Ejsbøl mose ved Haderslev.

Illerup-pladsen blev sikret gennem fredning - gemt, men ikke glemt, for naturligvis måtte nye undersøgelser iværksættes, når lejlighed bød sig. Det skete hurtigere end ventet. Engarealerne var kommet i Jyske Landboforeningers besiddelse, og de nye ejere stillede sig yderst velvilligt til en genoptagelse af arbejdet, løvrigt viste målinger, at dræningen havde virket, overfladen var på grund af jordens udtørring sunket omkring en halv meter i de 20 år, der var gået, så at oldsagslaget nu var direkte truet. 1975 påbegyndtes en ny udgravning, som for nærværende stadig er igang.

Selv i det korte åremål mellem de to undersøgelser var der sket tekniske fremskridt, udviklet apparaturer, som ved anvendelse i mosen kunne give oplysninger om skjulte ting af værdi for udgravningsarbejdet. (Fig. 4). Vi vidste, at dalen, der i dag er et udstrakt engområde gennemstrømmet af Illerup-åen på dens vej ud mod Mossø, i jernalderen havde været sø, men kunne ikke have nogen forestilling om dennes form eller udstrækning. Det fik vi nu - takket være en gruppe ingeniørstuderende fra Horsens med et instrument, der sender elektriske strømme gennem jorden og måler modstanden i dens forskellige lag. Det var landskabet umiddelbart efter istidens ophør, der således tonede frem, men jernaldersøen kan på dette grundlag fastlægges med ret stor sikkerhed: Et lille afsluttet bassin, ca 400 meter på længste led. (Fig. 5), (Fig. 6).

De to i 50'erne påviste offerpladser havde begge deres tyngdepunkt ind mod land; udefter aftog oldsagsmængden, hvilket førte til forestillingen om, at sagerne var kastet ud fra bredden. For yngstepladsen er denne opfattelse stadig gældende, mens den nok må revideres for den ældre ofring. Ved at grave videre ud i mosen viste det sig nemlig, at oldsagsmængden i stedet for at aftage yderligere tværtimod tiltog, og da sagerne her er af typer nogenlunde samtidige med dem, der blev fundet i 50'erudgravningens ældre afdeling, anser vi det for sandsynligt, at alt er kommet i mosen ved en og samme lejlighed. Til yderligere bekræftelse tjener, at brudstykker af oldsager optaget i det nygravede område har vist sig at høre sammen med tilsvarende fundet ved den tidligere gravning. Med denne nye erkendelse ændrer billedet sig. Den ældre ofring kan ikke - i hvert fald ikke udelukkende - være foretaget fra bredden. Sagerne må være sejlet ud i søen med mulighed for spredning over et større område.

At udgrave hele søen stod ikke i vor magt, så der måtte findes på noget andet for at skabe den fornødne oversigt. Metaldetektorer, de såkaldte minesøgere, blev brugt og var til megen nytte - som de iøvrigt havde været allerede ved udgravningen i 50'erne - men deres rækkevidde i dybden var langtfra tilstrækkelig i dette tilfælde.

Et andet instrument, et magnetometer, som vi i begyndelsen lånte af Pindstrup Mosebrug, gik dybere, helt ned til to meter, og det blev løsningen. På en weekend i 1979 ændrede opfattelsen af jernalderens moseofferfund sig betragteligt. De er ikke, som bl.a. Engelhardt hævdede, bundet til snævre afgrænsede pladser, de er - eller kan i hvert fald være - spredt over store områder, i dette tilfælde hele sydsiden af jernaldersøen (hvordan det forholder sig med nordsiden, er endnu et åbent spørgsmål). Senere udgravninger har bekræftet resultatet.

Vi havde regnet med at kunne afslutte udgravningen på to-tre år, men denne tidsfrist var forlængst overskredet, og arbejdet, som det nu tegnede sig, syntes uoverskueligt. Noget måtte der imidlertid gøres, for nye dræningsarbejder var sat i gang og store dele af fundlagene dermed truet af ødelæggelse. (Fig. 7), (Fig. 8). En millionbevilling fra A. P. Møller og Hustrus Fond blev den foreløbige redning. En altomfattende undersøgelse vil dog, selv med disse mange penge, være udelukket, dels på grund af områdets størrelse, dels fordi en del sager efter al sandsynlighed er havnet så langt ude i søen, at de vil være umulige at nå.

Trods Illerupfundets voldsomme vækst viser det efter vor opfattelse stadig kun spor af to ofringer. Den ældste, som på grundlag af sagernes art kan sættes til omkring år 200 efter Kristus, har omfattet et meget stort område, muligvis hele søen, mens den yngste, fra omkring 400, er begrænset til et mindre areal med tyngdepunkt nær bredden. Sagerne - i særdeleshed på den ældre plads - ligger ikke jævnt fordelt, men samlede i større og mindre dynger med spredte ting ind imellem. De genstande, der synes udkastet fra bredden, er især våben, mens dyngerne foruden våben indeholder krigernes personlige ejendele, hesteudstyr og værktøj. I nogle dynger er der kun hesteudstyr, i andre kun våben og personlige ejendele, men de fleste er blandede. En vis sortering synes altså at have fundet sted før ofringen, hvad så grunden kan have været. Det er iagttagelser af den art, vi - blandt andet - savner i de gamle fund.

De fleste sager bærer spor af forsætlig ødelæggelse - sværdene for eksempel har fået æggene skamferet ved hug (formodentlig med andre sværd) og er derefter brækket eller bøjet sammen. Det har åbenbart været et led i ritualet, måske med det formål at forhindre ugudelige personers tyverier i søen. På den yngre plads har man til de øvrige skader føjet en brænding: alle sager, tilsyneladende, har været kastet på et stort bål. For jernet har det ikke betydet så meget, men en del bronze er smeltet, og træ mangler næsten helt i denne nedlæggelse.

En gennemgang af fundets genstande kan passende begynde med krigerens udstyr. Lad os prøve at klæde ham på. Her melder sig nu straks en vanskelighed: Illerup- mosen er basisk, og det betyder som allerede berørt, at tekstiler forarbejdet af uld samt læder er gået til grunde. At de har været der og endda i stor mængde, er der ingen tvivl om, vi finder stumper bevaret, hvor tøjet har været i berøring med metal, men ingen hele klædningsstykker, så vi må søge hjælp i Thorsbjerg, der på dette område er væsentligt bedre forsynet. Sandaler eller sko, bukser, kjortel og kappe kendes derfra, og dem vil vi med læsernes tilladelse give Illerupkrigerne på. Omkring kjortlen har bæltet siddet, også det mangler vi, men spænder, øskener, remdupper, pynteknapper og prydbeslag af jern, bronze eller endog sølv er til stede og ligger ofte på en sådan måde, at man uden vanskelighed kan forestille sig læderremmen, hvor de har siddet. I bæltets øskener har hængt forskellige småting, undertiden i en pose eller pung. De er i sig selv så interessante, at de fortjener enkeltvis omtale.

Sylen var et simpelt arbejdsredskab. Kniven med håndtag af træ, ben eller læder kunne om fornødent anvendes i kamp, men tjente vel også først og fremmest i det daglige; kopier af jernalderknive har vist sig særdeles brugbare til partering af kød, knap så egnede til at smøre brød. Fyrtøjet bestående af fyrstål og ildsten har også været effektivt, en øvet mand har med det og lidt tønder i hånden på et øjeblik kunnet gøre ild. Kammen med de tætsiddende tænder fortæller på sin egen måde om en af fortidens besværligheder, luseplagen. Overraskende er tilstedeværelsen af tandstikkere; de findes altid i bundter og er ikke flækket ud af større træstykker som dem, vi kender, men fremstillet af torne, sandsynligvis slåen. (Fig. 9). Værdigenstande kan optræde løst, men findes tiest i bælteomgivelser; det kan være perler af glas eller rav, guldstykker eller romerske sølvmønter (denarer). Af de sidstnævnte er fundet 125 i portioner af forskellig størrelse, ofte kun en enkelt eller to, undertiden dog flere: 15 - 19 - helt op til 71. De ældste bærer kejser Neros billede, den yngste er præget under Commodus i året 187 eller -88 efter Kristus. (Fig. 10). Før dette tidspunkt kan ofringen altså ikke have fundet sted, næppe heller så forfærdelig meget senere. Mønter kunne være længe i omløb og nogen tid har det naturligvis også taget for dem at nå herop, men det samlede materiales store aldersmæssige spredning giver yngstemønten ekstra dateringsværdi.

Til krigerens påklædning hører kampudstyr, både det han angreb med: sværd, spyd, lanse, bue og pil, og det han dækkede sig bag: skjold, hjelm, ringbrynje. De to sidste savnes endnu i Illerup, men efter, hvad vi nu ved om oldsagernes udbredelse, er der ingen grund til at opgive håbet. At der er fundet mange pile, men kun en enkelt bue, kan synes mærkeligt, men har nok sin meget naturlige forklaring. En genstand helt af træ går ikke omgående til bunds, den driver rundt, til den er passende vanddrukken og kan havne hvor som helst.

Sværdet har uden al tvivl været det fornemste våben. Klingerne, der er fremstillet i Romerriget, antagelig i det nordlige Gallien, bærer for ca halvdelens vedkommende indstemplede mestermærker med latinske bogstaver. Fæsterne er af træ, ben, elfenben eller læder, ofte dekoreret med nitter af sølv. Også sværdskeder forekommer, såvel de som selve sværdene viser tydeligt en rangfølge i hæren.

Spyd- og lansespidser er - i modsætning til sværdene - af typer, som hovedsageligt kendes fra Norden, så der er ingen tvivl om, de er fremstillet her. Nogle få, som har indlægning i guld og sølv på bladet, må have tilhørt overklassen blandt krigerne. Stagerne, af asketræ, er som regel brækket af, vel som led i ødelæggelsen, men enkelte hele er dog fundet, i længder af omkring tre meter. Stikvåbnenes antal er iøvrigt overordentligt. De udgør langt den største fundgruppe. (Fig. 11).

Skjoldet, det vigtigste dækvåben, var cirkulært, ca én meter i diameter og fremstillet af tynde brædder, der dels var limet sammen, dels forenet ved et pånittet metalbeslag randen rundt. I midten sad en hatformet »skjoldbule« som dække over den runde udskæring, hvor håndgrebet, og dermed hånden, befandt sig. Til skjoldbuler og beslag er i reglen anvendt jern, i nogle tilfælde dog bronze og i ganske enkelte massivt sølv beklædt med guldbelagt presblik. Mange af skjoldene har været malet i gule og røde farver; den røde bestod, som analyser viser, af kviksølvsulfid. Desværre er de bevarede farverester ganske små og røber ikke eventuelle mønstre eller billedfremstillinger. På skjoldene kan sidde små reparationsbeslag, men også ren pynt. Til den sidste må vi regne 15 små, helt ens mandsmasker udført i guldbelagt presblik. En af dem fandtes nemlig siddende på et løsrevet skjoldbrædt.

Hesten hører med til krigerens udrustning. Dens udstyr kunne være prægtigt, men det vil vi nu gå let hen over her, da det har været omtalt i en tidligere artikel (1979:4). Nævnes må dog, at hestene selv er repræsenteret i fundet, nemlig ved to hele skeletter og et afhugget bagben. Det er små dyr, nærmest som islændere. Knuste pandeskaller, hug og spydstik i knoglerne viser dødsmåden.

Langt det meste i Illerupfundet hører til det personlige udstyr, det man havde på sig eller i sin umiddelbare nærhed, men der er også andet. Arbejdsredskaber som økse, mejsel, bor, fil og høvl forekommer. Fiskekroge optræder i ret stort tal, nogle kan være tabt af medende, men andre er påtruffet i sådan sammenhæng, at de klart må høre til fundet. Reb snoet af plantefibre er almindeligt, men ses sjældent i funktion; det ligger løst eller i opringlede bundter, hvad så meningen kan have været.

Den samlede værdi af det i søen udlagte må for jernalderfolket have været svimlende, og kun en meget kraftig tilskyndelse kan have bevæget til at give afkald på det. At denne var af guddommelig art, er som nævnt almindeligt antaget, men her hører enigheden op, og meningerne står delt. Er der, som Worsaae foreslog, og som de skriftlige kilder antyder, tale om takofre for opnået krigslykke, eller skal man tilslutte sig dem, der mener, det var egne værdier, som ved årlige fester blev overdraget magterne på forventet efterbevilling? Det første, tror vi. Krigslykke var en gave fra oven, og da byttet fulgte med i købet, synes det rimeligt at skænke netop det til den hjælpsomme gud. Ved at afstå personligt våbenudstyr reducerede man sin egen kampkraft, og selv for kraftigt troende må det have været betænkeligt at gøre i et omfang som her.

Vi må altså forestille os, at de to ofringers genstande har tilhørt to hære, som med århundreders mellemrum angreb østjyderne. Hvor kom de fra? Det bør genstandene kunne fortælle, men ikke de dyre, som kan være erhvervet ved fjernhandel, derimod de jævnere, mere dagligdags. Nye undersøgelser af Thorsbjergfundet har sandsynliggjort, at fjendehæren i dette tilfælde udgik fra egnen mellem Elben og Rhinen; i materialet er nemlig smykkenåle, som tydeligt hører hjemme der. Om Illeruphærene fortæller spyd- og lansespidser, at de var skandinaviske, og holder vi os til den ældre nedlægning alene, peger visse kam- og skjoldbuletyper mod Sydnorge eller Vestsverige som det sandsynlige hjemsted. Slaget må have været af bråvallaagtige dimensioner. Der er udstyr til flere hundrede krigere i det, som allerede er fundet, og lagene er formentlig langtfra udtømt endnu.

Søen selv fortjener opmærksomhed. Hvad var der ved den, som gjorde, at man med århundreders mellemrum opsøgte den og foretog præcis de samme handlinger? Var den gudens specielle hjemsted, eller har der ligget en berømt helligdom ved bredden? Det er spørgsmål, som nok aldrig bliver besvaret. (Fig. 12).

Runer måtte vi længe savne i Illerupfundet, men nu foreligger de: fire indskrifter, som er blevet tydet af runologerne Erik Moltke og Marie Stoklund. Når der på en høvl står afilaiki, er det dog ikke særlig oplysende, betydningen er uklar og læsningen i øvrigt ikke helt sikker. Men swarta på et skjoldhåndtag og ojingaz på hele to lansespidser er utvivlsomt personnavne, tingenes ejere eller fabrikanter. Mens de tre indskrifter står ridset ind, er den fjerde stemplet, noget helt ukendt i datidens runeverden, måske inspireret af de romerske mestermærker. De fire hører til de allerældste runeindskrifter. Godt en snes kendes fra denne tid, spredt over hele Nordeuropa, men halvdelen fra de danske offermoser. Hvilket altså, efter det foreliggende, ikke er ensbetydende med, at de er danske.

Intet sagn, ingen nok så tåget overlevering fortæller om de store begivenheder, der danner baggrunden for ofringen i ådalen, ikke den ringeste erindring er nået nutiden, men to navne kender vi altså. De er på en mærkelig måde med til at bryde fundets anonymitet.

Lit: Engelhardts bøger er genudgivet: Sønderjyske og fynske mosefund. Kbh. 1969- 70. - Om Ejsbøl se Nationalmuseets Arbejdsmark 1959. Skalk 1960:4. - Og om Illerup ådal: Kuml 1951, 1956, 1975 og 1977. Skalk 1959:3.