Kronik: Kattenes rettergang

Handlingen foregår i 1640'erne, og skuepladsen er Århus, dengang som nu en af landets førende købstæder. Byen var da på knap 5000 indbyggere, en velvoksen provinsby med et godt, stort opland og et solidt tag i den vigtige søhandel. Hverdagslivet udfoldede sig, som man kunne vente i en by med mange fattige indbyggere, et lille opstigende handels-borgerskab og en endnu mindre overklasse af kongelige embedsmænd og gejstlige. Den tidligere så dominerende bispestol var siden reformationen blevet trængt tilbage, men biskoppen havde stadig et stort ord at skulle have sagt og brug for mange hjælpere, blandt disse en klokker ved domkirken. Også kongens folk havde nok at se til, ikke mindst lensmanden. Normalt havde klokker og lensmand vel ikke meget med hinanden at gøre, men her kom de, som vi skal se, til at øve en fælles indsats - officielt i moralens tjeneste, men måske dog ud fra andre, mere personlige motiver.

Først lidt om dramaets hovedpersoner: Klokkeren, der tillige virkede som notar ved domkirken, var Hans Hansen Skonning, som på det tidspunkt, der her er tale om, havde bestridt embedet gennem mere end tyve år. Skonning, der var opvokset i Skåne - heraf vel efternavnet - var en foretagsom person. Ved siden af en flittig skribentvirksomhed drev han et bogtrykkeri, og 1635 oprettede han en papirmølle ved Århus (se Skalk 1981:3), den første i Danmark, der viste sig levedygtig. For at drive møllen krævedes kongelig bevilling, og den fik Skonning »med hans consorter«, hvortil også biskoppen i Århus, Morten Madsen, hørte; han havde som andre af tidens gejstlige sans for at pleje verdslige interesser. Det må antages, at Skonning og bispen da stod på god fod med hinanden, men få år senere - 1641 - fyrede biskoppen sin klokker og notar på grund af embedsforsømmelse. Det var et godt »ben«, der hermed gik fra Skonning. Et fjendskab var grundlagt.

Lensmanden i Århus siden 1636 var Erik Grubbe, bedst husket som far til Marie Grubbe, hvis omskiftelige skæbne rørte både Blichers og I. P. Jacobsens pen. (Fig. 1). Grubbe residerede på herregården Tjele ved Viborg, men udgangspunktet for hans embedsførelse lå dog nærmere Århus, nemlig på Havreballegård, det senere Marselisborg. Under sin kones lange svagheds- og sygdomsperiode havde han kastet sine øjne på bispens smukke datter og gjorde åbenbart ingen hemmelighed af sine hensigter. »Lensmanden, uagtet gift, bestræbte sig for, af utugtig brynde, at ville nyde bispedatteren som frille«, hedder det 1810 i Hertels beskrivelse af Århus domkirke, men i samtiden var et sådant levned ikke så ualmindeligt blandt adelsmænd. Uanset tidens norm havde den magtfulde Erik Grubbe her gjort regning uden vært, biskoppen afviste alle hans tilnærmelser og bortgiftede datteren til en anden. Hermed var grunden lagt til endnu et uvenskab.

Biskop Morten Madsen havde opnået sit høje embede 1627 som kun 31-årig. Forinden havde han en kortere periode været lærer for nogle af Christian 4. s børn og senere i egenskab af hofprædikant fulgt kongen på felttog i Trediveårskrigens Tyskland. Som biskop nød han kongens bevågenhed, hvilket dog ikke forhindrede, at han for sin optræden i en embedssag ved en bestemt lejlighed modtog en skarp irettesættelse. På den tid, hvor dramaet tager sin begyndelse, var han midt i fyrrerne, ikke alt for godt ved helbred, men velsignet med både mammon og afkom. Han havde ikke mindre end elleve børn, endda med samme kone, men af dem skal vi her kun beskæftige os med den efter sigende meget smukke datter Elline. Det var pigen, lensmanden havde forelsket sig i, men som i stedet blev gift med en anden, nemlig en af byens præster. Denne kom altså ind i bispefamilien. Venskabsbånd var knyttet.

Præsten, Christen Nielsen Bundtz, var en velbegavet ung mand med vilje til at komme frem i verden. 1639 var han blevet sognepræst ved Vor Frue i Århus mod løfte om at gifte sig med sin forgængers enke. En sådan sammenkædning af enke og embede var almindelig i 1600-tallet, en praktisk foranstaltning, der løste problemet med præsteenkers forsørgelse. I dette tilfælde gik det nu ikke så godt, for da Bundtz havde fået embedet, ville han ikke have enken, og det lykkedes ham at løskøbe sig fra ægteskabsløftet formedelst 600 rigsdaler. Det var en stor sum, som han da iøvrigt heller aldrig fik betalt. Men vejen frem var alligevel banet. 1641 blev han trolovet med den skønne Elline, året efter forflyttet til domkirken, og i begyndelsen af juli 1643 stod brylluppet mellem Christen Bundtz og Elline Mortensdatter.

Selve brylluppet fortjener opmærksomhed. Der var lagt op til en celeber begivenhed af de store, men desværre havde kongen med en forordning 1615 fastslået, at ingen gejstlig person til et bryllup måtte indbyde mere »end 24 par folk med deres børn, forgangskvinderne derudi beregnet, og 12 unge karle«. Brylluppet måtte kun strække sig over én dag og skulle om sommeren slutte klokken 22, om vinteren inden klokken 20. Mad måtte der gerne være rigeligt af, men udenlandske drikkevarer var ikke tilladt ved bordet. Desuden var der begrænsninger i brugen af guld, sølv og ædelstene. Det sidste var et typisk udslag af tidens merkantilistiske tankegang, hvor importen af dyre og luksusbetonede varer søgtes bremset og landets egen produktion fremmet mest muligt, helst så en overskudsproduktion kunne afsættes udenlands; en ulempe blot, at andre lande tænkte i samme baner. Af samme årsag måtte et brudepar ikke være klædt i »fløjl, kaffa, atlask eller noget silketøj«, men særligt formuende familier var dog undtaget fra denne bestemmelse, så den ramte ikke bispen. Det øvrige var imidlertid slemt nok og stillede en temmelig tam fest i udsigt. Her kom bekendtskabet med kongen til nytte. Biskop Morten Madsen søgte om og opnåede dispensation, så det blev til et bryllup, der gav genlyd i Århus.

Efter dette lille sidespring vender vi os igen mod dramaets aktører. En er tilbage, den kvindelige hovedperson - ikke, som man kunne vente, den unge brud, men derimod hendes mor, bispinden Kirsten Hansdatter. Det rygte opstod hurtigt, at Christen Bundtz satte lidt for megen pris på sin svigermor. Ild flammer kraftigst, når der pustes til den, og der var i hvert fald to personer, som var mere end villige: klokkeren og lensmanden. Det umoralske forhold blev snart åbenbart for enhver. Lad os lette lidt ved de gamle dyner.

Det fortaltes, at præsten inden sit giftermål havde plejet utilladelig omgang med sin trolovede. Sligt gik måske an blandt adelige, men for en Guds mand var det utilstedeligt. Værre, langt værre var dog naturligvis det påståede forhold til bispinden, for ikke at tale om dets mulige følger. Den 26. august, knap to måneder efter det berømmelige bryllup, fandt en kvinde på domkirkegården liget af et nyfødt barn, som løsgående svin havde rodet op af jorden. Det var indsvøbt i en fornem serviet, og nu var der ingen ende på sladderen. Kunne det være andet end frugten af præstens og bispindens skørlevned? (Fig. 2), (Fig. 3).

Den pikante historie kom også Christian 4. for øre - mon ikke via lensmanden - og i september samme år fik Erik Grubbe kongelig ordre til at undersøge sagen med »største flid og iver«. Den rette sammenhæng var naturligvis klar for de fleste, men man levede nu engang i et retssamfund, hvor det måtte være domstolenes afgørelse, der talte. Bispen selv oplevede aldrig retssagen, han sygnede hen - af græmmelse? - og afgik ved døden i oktober, som det forlød, hjulpet på vej af bispindens heksekunster. For dem forstod hun sig også på.

Erik Grubbe udviste virkelig den ønskede flid og iver. Præsten blev taget i forvaring og sendt den lange vej til Blåtårn i København. Men det var alligevel at gå for voldsomt til værks; kongen var utilfreds med lensmandens selvrådighed og hastige fremfærd, så Christen Bundtz blev sendt retur og i stedet indsat i fængsel på Havreballegård. Imens forberedte domstolen sig. Til at dømme i sagen udpegede kongen bisperne i Ålborg og Viborg, de to landsdommere i Jylland, Erik Juel og Mogens Høeg, samt lensmanden selv. Kort før jul kunne retssagen tage sin begyndelse, og den indledtes med afhøring af ikke mindre end 60 vidner på rådhuset i Århus. Hvilket samtaleemne for byens borgere. Ak, snart fik man andet at tænke på.

I december 1643 gik den svenske general Torstensson fra Holsten op i Jylland. Hæren nåede også Århus, hvor den hærgede og lammede byens daglige liv. (Fig. 4), (Fig. 5). Det var anden gang på mindre end en snes år, svenskerne foretog plyndringer i den hidtil ret velstående by, og den hårdt plagede bispegård gik ikke ram forbi. Morten Madsens ikke ubetydelige bogsamling bortførtes af en svensk officer, hvis enke senere skænkede den til Åbo Akademis bibliotek. I krigens spor fulgte sygdomme. Mange borgere tog flugten fra hjem og by.

Under disse forhold gik retssagen i stå, og selv efter fredsslutningen - i Brømsebro 1645 - hengik der nogle måneder, inden den kom i gang igen. Bispindens gods og ejendom var imidlertid blevet beslaglagt, så hun levede i fattigdom. Både hun og præsten klagede ved flere lejligheder til Christian 4. over den behandling, de var udsat for, og kongen måtte gentagne gange henstille til sin ivrige lensmand at tage mere hensyn til de anklagede. Præsten blev omsider - i juni 1646 - løsladt mod en kaution på 10.000 rigsdaler; man havde først krævet det dobbelte, men beløbet var ved kongens mellemkomst blevet nedsat. Det kan være svært i dag at vurdere summens størrelse, men det giver måske en fornemmelse, hvis man regner med, at der for 1 rigsdaler kunne købes omkring 32 pund smør eller 6 tintallerkener. Det var således ingen klatskilling, der var tale om, og i hvert fald mere end præsten selv kunne klare, men adskillige venner meldte sig og stod inde for beløbet. Helt alene i verden var Christen Bundtz ikke.

Der var gået tre år siden det indledende retsmøde, da sagen blev genoptaget med nyt forhør af vidnerne; flere var dog døde i mellemtiden, andre havde forladt egnen. De tilbageværendes udsagn var tydelige. Hans Skonning havde fra domkirketårnets glamhul iagttaget det skammelige forhold i bispegården og kunne dertil berette, at bispinden havde været gravid i sommeren 1643. Når hun gik til kirke, var hendes forklæde usædvanlig højt, »og hun skjulte hendis bug med hendis kåbe«.

Præsten havde haft bolig på byens hospital, det gamle Sortebrødrekloster ved Vor Frue kirke, ikke så langt fra bispegården, og en hel række vidner havde fulgt trafikken mellem disse to steder. De anklagede havde flittigt besøgt hinanden, havde endda formastet sig til at gå tur i klosterets have. En tjenestepige havde set præsten bære bispinden ind i kirken, og først lidt senere var de kommet ud igen. (Fig. 6). En tjenestedreng, Niels Paaske, havde gennem et gærde set parret »holde deres munde tilsammen«, senere lå de sammen i græsset, hun var blottet, og han dækkede hende med sin præstekjole. Adskillige kunne bekræfte, at bispinden havde været »tyk«, og mange var i stand til at gengive ordvekslinger og bemærkninger, der var faldet tre-fire år tilbage. Ikke mange vidnede til fordel for bispinden. Vaskepigen i bispegården mente dog ikke, hendes frue havde været gravid - hun havde regelmæssigt set de »kvindelige tegn« på klæderne. Det kunne heller ikke påvises, at den serviet, barneliget var svøbt i, havde tilhørt bispinden.

Den sidste rettergang og vidneførsel blev henlagt til Landstinget i Viborg, hvor afgørelsen trak yderligere ud, blandt andet fordi bispinden havde vanskeligt ved at finde nogen, der ville påtage sig hendes sag. Det ville jo mere eller mindre direkte være at gå imod den mægtige Erik Grubbe. I august 1647 faldt dommen omsider. De anklagede dømtes skyldige i skammelig omgængelse og bispinden i ombringelsen af sit barn. Strafudmålingen afgjordes ikke ved denne lejlighed, og de to domfældte måtte fortsat leve i uvished, med udsigt til henrettelse.

Godt et halvt år senere døde den gamle kong Christian, og under sønnen Frederik 3. lykkedes det bispinden 1649 at få sagen genoptaget. En vigtig forandring havde fundet sted siden Landstingets behandling: lensmanden var blevet udskiftet. Om dette skyldtes en kongelig interesse i at flytte Erik Grubbe bort fra Århus, har ikke kunnet påvises, men det værste tryk var hermed taget af kedlen.

Den 25. juni 1649 - seks år efter starten - kom sagen for Herredagen i København, rigets højeste dømmende myndighed. Akterne blev gennemgået fra først til sidst, vidner indstævnet og dommene prøvet. De to landsdommere i Jylland måtte stå til regnskab for, at visse vidneudsagn ikke var blevet underkendt, således dem, der udelukkende byggede på rygter. Det kom frem, at ikke alle havde vidnet under ed, og en del nægtede at have udtalt sig som anført i grundlaget for dommen. Tvivl opstod. Det kunne bevises, at de anklagede ved flere lejligheder, hvor de påstodes at være set i pinlige situationer, ikke havde været til stede sammen, og vidneudsagnene om, hvornår bispinden var tyk og blev smal igen, varierede med mere end et par måneder. Kort sagt: der fandtes ingen virkelige beviser for, at bispinden var gravid eller havde ombragt sit barn. Og hvorfor skulle hun skjule et svangerskab? Bispen levede og kunne vel være far til barn nummer tolv, som han var det til de elleve andre.

Herredagens dom frikendte parret for de ondartede beskyldninger, der stempledes som alene »røgte og tidinge«. Det umoralske levned reduceredes til, at de to havde gået ture, siddet, stået og snakket sammen. Havde de et forhold, var det næppe foregået åbenlyst i græsset, som vidnet Niels Paaske mente at have set. Det mest svangre i sagen var nok vidnernes fantasi.

Mange uklare forhold står tilbage, deriblandt fundet af barneliget, der fik lavinen til at rulle. Hvem var moderen, hvis ikke bispinden? En af byens fattige, ulykkelige kvinder, som »tilfældigt« kom i besiddelse af den fornemme damaskes-serviet med indvævede bibelmotiver, der var brugt som ligsvøb? Var henlæggelsen på domkirkegården en tragisk natlig panikhandling, eller var den knap så tilfældig? Det virker påfaldende, at sagen i anden omgang, efter lensmandsskiftet, så fuldstændigt falder fra hinanden. Erik Grubbe var en mægtig og nidkær embedsmand, der utvivlsomt har brugt sin stilling til fremme for egne interesser - magtfordrejning må man sige i dag - men direkte forfalskning af bevismateriale kan man dårligt tiltro ham. Og vidnerne - de så, hvad de ønskede at se, og navnlig, hvad »man« ønskede, de skulle se. Heller ikke de har vel bevidst været ondskabens håndlangere. Klokkeren? Ja hans stilling er måske det mest uldne ved sagen. Inden det endelige tæppefald vil vi følge aktørerne til dørs. Præsten Christen Bundtz flyttede efter sin frifindelse til Kristiania, hvor han blev lektor i teologi. Hans kone Elline, biskoppens datter, fulgte ham, og de forblev der til deres død, som indtraf med få måneders mellemrum tredive år senere. Bispinden levede resten af sit liv i København og døde her 1672. Erik Grubbe havde efter sin Århus-tid fået forlening på Mors, men det varede kun et par år. Så indgik lenet som pant til dækning af rigets gæld, og han drog tilbage til sin hovedgård Tjele, hvor han levede til sin høje alderdom, han blev 87.

Klokkeren Hans Skonning, der med stor sikkerhed vidnede mod bispefamilien, var vel den eneste, som drog fordel af affæren. 1649 genindsattes han i sin gamle stilling som klokker og notar ved domkirken, men det synes ikke at have stemt hans sind mildere. Det følgende år udgav han et digt »Kattenis rættergang med hundene«, en temmelig plat dyreallegori om lastens triumf og sandhedens knægtelse. Selv om fabelens hund har dræbt kattenes helt uskyldige killinger, ender denne retssag med, at hankatten dømmes til døden. Inden den klynges op i galgen, får den det sidste ord:

»Jeg siger endnu som før er sagt:
han går dog fort som haver magt.
Hvem kan mod magten stride?
De mægtige ingen lov er sæt,
hvad de gør, skal dog være ret,
det får jeg nu at vide«. (Fig. 7).

Skønt formuleringen er tydelig nok, står sigtet noget uklart; det må dog antages at have relation til den netop overståede retssag. Digtet er så lidt som Skonnings andre litterære produkter noget mesterværk, men det ville være forkert på dette grundlag at frakende ham alt talent. Han var en særpræget og langt fra ubegavet person, hvis virke satte sig spor i samtiden. Afslutningen var bemærkelsesværdig. Et års tid efter »Kattenes« udkomst mistede han livet ved at falde ud af netop det glamhul i domkirketårnet, hvorfra han havde overvåget moralen i bispegården. Eftertiden har været tilbøjelig til at opfatte det som himlens straf. Kan man fortænke den i det?