Kronik: Hvis iver erkendtligst påskønnes

Der opstod nye kolonier i Grønland, og med dem vågnede interessen for at vide mere om de gamle, som man kun kendte fra sparsomme historiske efterretninger. Det første spæde forsøg på at løse problemer med spaden blev gjort 1723 af missionæren Hans Egede, og mange gik i hans spor - kendte og ukendte personer, som under deres ophold i Grønland blev fængslet af ruinernes mystik. Det er en af de mindre påagtede, men dog betydningsfulde, der her - som et bidrag til tusindårsfesten - skal trækkes frem af glemselen.

Jens Mathias Mathiesens virke i Grønland strakte sig over tretten år, fra 1820 til -33, men hans interesse for den fjerne ø går sikkert betydeligt længere tilbage. Faderen havde som skibsfører i Kongelige grønlandske Handel sejlet Nordatlanten tynd, og det kan ikke fejle, at han hjemme i København har fortalt om sine mange dramatiske hændelser. Således om forliset 1799 ved Frederikshåb med galeoten De tre Brødre og om, hvordan hans brig Den hvide Bjørn under Englænderkrigen blev taget som prise nær Skagen. Ved den lejlighed gik blandt andet mineralogen Gieseckes stensamling tabt; den var vurderet til 5000 £, men blev i Leith solgt for kun 40.

Disse begivenheder afskrækkede ikke sønnen, vel snarere tværtimod. Efter skolegangen i København uddannede han sig til styrmand, lod sig tyve år gammel forhyre i faderens gamle kompagni og stod i 1820 ud med kurs mod Grønland - muligvis sammen med faderen, der netop dette år foretog sin sidste nordatlantiske rejse. Det blev nu ikke som sømand, Jens kom til at udmærke sig. Ankommet til Julianehåb efter en færd på mere end en måned afmønstrede han og tog stilling som assistent - dog stadig i Handelens tjeneste.

Assistenterne ved de grønlandske kolonier havde et meget alsidigt arbejde, der ikke altid angik handel alene. Det kunne være produktionsledelse, regnskabsføring og ikke mindst administration af distriktet. Jens Mathiesens senere kyndighed på disse felter viser, at han har prøvet det hele, og hans lokalkendskab vidner om talrige togter i området. Måske førte han også koloniens galease, Stærkodder, der opretholdt forbindelsen til de øvrige handelspladser i Sydgrønland. Mathiesens egen udførlige dagbog er desværre forsvundet, så vi kan ikke kortlægge hans færden i disse tidlige år, hvor han med åbent sind dannede sig sine indtryk, men vi ved, at han hurtigt lærte at beherske det eskimoiske sprog.

Da premierløjtnant i flåden Wilhelm August Graah 1829 gav sig ud på sin berømte konebådsekspedition op langs Grønlands isfyldte østkyst (se Skalk 1967:3), fulgte Jens Mathiesen med som hjælper og tolk. Det gik nu ikke så godt. Kun tre måneder efter starten, hvor målet endnu var fjernt måtte Graah tage afsked med sine europæiske rejsefæller; de vendte tilbage - officielt på grund af proviantmangel, for Mathiesens vedkommende dog vist også af andre årsager. Det skinner i Graahs beretning om færden tydeligt igennem, at de to ikke kunne sammen. Da han 1830 var tilbage i Julianehåb hed kolonibestyreren dér Mathiesen, men dette forbigås konsekvent trods den bistand, han nødvendigvis må have modtaget fra myndighederne under sit ophold.

Hovedformålet med Graahs ekspedition havde været at søge spor efter nordboernes Østerbygd, som man naturligt nok forestillede sig måtte ligge på østkysten. Den var der ikke, Graah kunne i sin rapport fastslå, at »Østerbygden er Julianehåbs distrikt« - en skæbnens ironi, for det var derfra ekspeditionen udgik og dertil den vendte tilbage. For Mathiesen har resultatet været glædeligt. Hans historiske interesse var blevet vakt, og som landet lå, havde han alle muligheder for at dyrke den.

Den nybagte forsker gik til sagen med iver og grundighed, blev medlem af Det kongelige nordiske Oldskriftselskab og korresponderede med Kommissionen til Oldsagers Opbevaring. 1830, året efter hjemkomsten fra ekspeditionen, sikrede han museet i København en runesten, og det er ikke mange af den slags, nordbobygderne har givet fra sig. En grønlænder, Christian, fra Igaliko (senere identificeret som bispesædet Gardar) fortalte, at han under udbedring af sit hus havde taget materiale i en nærliggende nordboruin og dér fundet en sten med skrifttegn. Mathiesen reagerede omgående. Christian blev sendt af sted i sin konebåd til findestedet, der ligger mange timers sejlads fra Julianehåb, og stenen hentet. (Fig. 2). Ganske rigtigt: det var runer. Et skib lå netop sejlfærdigt, fundet kom vel om bord og nåede lykkeligt til København samme efterår. Her vakte det betydelig opsigt og blev blandt andet undersøgt af den berømte sprogforsker Rasmus Rask. Indskriften viser med al tydelighed, at stenen har hørt til en grav, men at dømme efter den ringe størrelse har den snarere fungeret som en slags kistelåg end som egentligt monument. Kommissionen fandt, at der burde ydes Christian en erkendtlighed og lod ham gennem Mathiesen overrække »en udmærket god riffel« med graveret sølvplade på skæftet.

Det er sandsynligt, at Mathiesen har påbudt distriktets handelsfolk og missionærer at være opmærksomme på levn fra nordbotiden, for allerede året efter kommer der meddelelse om et lignende fund. Under besøg i et grønlænderhus på Ikigait havde brødremissionæren de Fries bemærket skrifttegn (dog ikke runer, men latinske bogstaver) på en sten over døren. Dér havde den siddet i mange år, men man vidste, at den stammede fra nogle nærliggende nordboruiner, dem der senere er blevet bestemt som lokaliteten Herjolfsnæs. Uden tøven erhvervede de Fries stenen og bragte den til Julianehåb. Kolonibestyreren var åbenbart lidt i tvivl om, hvad Oldsagskommissionen ville sige til en indskriftsten fra Grønland hvert år, for i brevet, der fulgte fundet til København, forhører han, om han fremover skal sende genstandene selv eller blot aftegninger. Hvad svaret end var, blev det ikke aktuelt, for slige fund faldt ikke mere i hans lod. Men også sten nr 2 ankom i god behold til museet, og i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed kan man læse om hr Mathiesen, »hvis iver for mærkværdige monumenters redning fra undergang den nordiske oldkyndigheds dyrkere erkendtligst påskønne«.

De mange rejser i distriktet havde givet Ma- thiesen et indgående kendskab til nordboernes forladte gårde, men først og fremmest var han fængslet af de monumentale ruiner i Igaliko og Qaqortoq (Gardar og Hvalsø). (Fig. 4), (Fig. 5). Førstnævnte sted måtte, mente man dengang, Erik den Rødes gård have ligget, så det er ikke mærkeligt, at han indledte sine udgravninger på denne plads, i særdeleshed, da det var herfra, han havde modtaget den runebeskrevne ligsten. August 1830 drog han med et selskab bestående af grønlændere og et par europæiske hjælpere af sted i to konebåde. Desværre har vi ikke Mathiesens egen beretning om turen, men pastor Esmann, en af hjælperne, der fortsatte udgravningen, efter at chefen var rejst hjem, giver et udmærket billede af besværlighederne omkring en sådan ekspedition. På udvejen sinkedes bådene af storm, men den lagde sig da omsider, og man »indtraf lykkeligen til Igaliko, just som regnen begyndte at øse ned«. Som supplement til den medbragte arbejdsstyrke engageredes lokale folk, der ivrigt stillede sig til rådighed. »De havde selv interesse ved tingen, fordi de stod i den formening, at en lille ekstra dusør ville tilflyde dem, hvis gravningen gav udbytte af værdi; desuden tildelte jeg dem og hver, såvel om formiddagen som om eftermiddagen, når de erholdt deres beskøjter med smør på, en snaps dansk brændevin foruden øl, men de kunne sandelig også fortjene det, thi myggene var just i disse dage højst uforskammede, hvorfor ej heller roerskerne hjalp os det allermindste; de havde det behageligere i at spise og sove«.

Mathiesen havde håbet at finde graven, runestenen hørte til. Stedet lå lige op til muren fra en bygning, der senere har vist sig at være domkirkens kor, men den holdt man sig klogeligt fra; de nedfaldne stenblokke var for store at bakse med. En klart defineret grav blev ikke fundet, men noget andet interessant, nemlig en dynge halvt opløste menneskeben og ikke mindre end syv kranier, som man efter formen skønnede måtte være af nordisk herkomst. Lignende samlinger er senere fremkommet på andre grønlandske kirkegårde, således ved Tjodhildes kirke på Brattalid (se Skalk 1965:4), og er taget som tegn på, at der har fundet efterbegravelser sted. Man har henvist til sagaens beretning om »Lig-Lodin«, der om sommeren rejste til de ubeboede egne nordligt på Grønlands vestkyst for at finde omkomne søfolk og bringe dem hjem til begravelse i indviet jord. (Fig. 6), (Fig. 7). Det fortælles, at hvis skeletteringen ikke var fuldbyrdet, blev ligene kogt af, så man kunne nøjes med at transportere knoglerne. En anden mulighed er vel, at man har flyttet skeletter fra en kirkegård til en anden; noget sådant var ikke ualmindeligt i middelalderen. Fundet på Gardar er det første af den art på Grønland og af betydelig interesse.

Et af kranierne var af usædvanlig størrelse. »Dette hoved havde jeg i sinde at tage med mig, men et uheldigt fald ned i graven bibragte mig et hold i brystet, der nødte mig til at tilbringe en dagstid i sengen. Da jeg derefter atter besøgte graven, havde en gammel kælling haft det indfald, at de oven for graven liggende hoveder forårsagede en just indtruffet skylregn, og derved foranlediget, at mandfolkene tilkastede den ene ende af graven efter deri at have nedlagt de optagne fragmenter af hovedpander og ben«. Den overtro i forbindelse med ruiner og grave, Mathiesen her løb ind i, er velkendt i alle egne af verden. I Sydgrønland har mystiske hændelser og gengangeri ofte været knyttet til nordbolevnene, og ældre mennesker kan fortælle om jamrende, kvalfuld hylen fra hustomter ved nattetide. På Brattalid hævder en fåreholder at have set en kutteklædt mandsling med en hornlygte pile hen over ruinerne en sen aften. Den gamle kones reaktion er altså fuldt forståelig: Gravbryderens fald, regnen! Bedst at få skeletterne af vejen, inden der skete flere ulykker.

Mathiesen konkluderede rigtigt, at han havde lokaliseret en kirkegård, og at den svære mur måtte være fra den tilhørende kirke. Om yderligere undersøgelser på det fra Julianehåb fjerntliggende Gardar blev der ikke tale, arbejdet som kolonibestyrer krævede sin mand, men der var andre lokaliteter tættere på, således Qaqortoq (Hvalsø) med den allerede dengang berømte kirkeruin, det bedst bevarede bygningsværk, som kendes fra nordbotiden. Det var her, Hans Egede 1723 foretog sin historiske udgravning samtidig med, at han forgæves ledte efter overlevende nordboer på disse kanter. Godt hundrede år senere gik løjtnant Graah i hans spor og foranstaltede en opmåling af kirken. Nu, 1831, besluttede Mathiesen at se nærmere på en naboruin, »den bygning, som på dette sted næstefter kirken er bedst konserveret, og som, jeg ved ikke af hvad grund, almindeligen antages for at have været præstens bolig«. Den kritiske holdning var karakteristisk for Mathiesen og i dette tilfælde berettiget. Huset har aldrig været præstebolig, men en festhal, et sted hvor mange samledes ved særlige lejligheder.

Fra Julianehåb medbragtes en arbejdsstyrke på henved en snes mennesker, der straks gik igang med at rydde nedfaldne sten væk fra bygningen, hvorefter man koncentrerede sig om gulvlaget, som blev gennemgravet. (Fig. 8). Dette sidste ville i dag have været en omstændelig sag, men med datidens metoder tog det ikke lang tid, allerede dagen efter var arbejdet færdigt. Resultatet blev en skuffelse. Man havde ventet spændende fund, men det eneste, der kom for dagen, var en mængde gennemhullede stykker af vegsten (en blød stenart, som forekommer på Grønland), nogle med indridsede kors. Mathiesen tillagde dem ikke større betydning, han mente, det var synkesten for fiskegarn, lavet af ituslåede vegstenskar. Det kan være rigtigt, men en omstændighed, som han beskriver, dog - mærkelig nok - uden at fæstne sig ved den, gør en anden tolkning mere sandsynlig. De gennemhullede sten optrådte ofte i dynger på seks til ti stykker - ganske som man kan finde vævevægte i danske jernalderhustomter, efterladt på det sted, hvor væven stod. Teorien udelukker ikke husets brug som festhal. Det har jo stået ledigt en stor del af tiden og kan ind imellem have fungeret som vævestue.

Hvalsø-ruinerne var på det tidspunkt allerede opmålt flere gange - sidst af Graah - men det stødte Mathiesens pertentlighed, at disse planer var indbyrdes meget forskellige. Sammen med en af kaptajnerne fra Grønlandske Handel foretog han derfor en nyopmåling, og det tjener holdet til ære, at resultatet kun afviger ubetydeligt fra det, som arkitekt Clemmensen nåede til i 1911 med langt bedre instrumenter. (Fig. 9) Målenøjagtigheden står i skarp kontrast til den forholdsvis grove udgravningsmåde, men det viser vel blot at kortlægningsteknikken omkring 1830 var mere fremskreden end udgravningskunsten. Man sluttede af med et par prøvehuller foran hallen, men »alt uden nytte«. Her lå ellers en boligtomt, så havde sydøststormen, som blæste stærkt den dag, opholdt dem noget længere, er det muligt, at nye og ukendte træk kunne være føjet til billedet af nordboerne, omend de måske, efter Mathiesens bedømmelse, ville have været uden betydning. Det lå i tiden, at »rare og sære genstande« var det væsentlige, det mere dagligdags og ydmyge havde mindre interesse. Blandt ruinerne var det de forholdsvis velbevarede stenbygninger, man interesserede sig for, mens de sammensunkne jordhuse, kun kendelige som lave volde, oftest blev forbigået.

Nordboundersøgelserne har givet Mathiesen mange indholdsrige timer ind imellem embedspligterne, selv om adskillige strabadserende ture var forgæves. Det tog han i den rette forskerånd, skånede ikke sig selv, men unægtelig heller ikke andre, som følgende eksempel viser. (Fig. 10). Samme aften, man var ankommet til Hvalsø, indløb en oplysning, han ikke kunne sidde overhørig, og straks gik det løs. Herom beretter han senere i et brev:

»Under arbejdet henimod aften fortæller en af roerskerne, at hun af en navngiven gammel kone ved Julianehåb havde hørt, at denne i sin ungdom oppe imod toppen af det herværende såkaldte Kirkefjeld havde set en sten med indskrift på. Da det var mig af vigtighed at få vished herom, medens jeg endnu opholdt mig i Qaqortoq, så formåede jeg roerskerne til, uagtet den tilstundende nat, straks at fare til kolonien og dér afhente omtalte gamle kone. De lovede at være tilbage henimod morgenstunden og holdt ord, da vi kl 4 havde konen på land hos os. Hendes fortælling lød således. I en alder af 14 til 15 år havde hun, tillige med en anden jævnaldrende pige, været oppe på Kirkefjeldet, for at plukke bær. Da de næsten havde nået toppen af fjeldet, så de en flad sten ligge over et lidet vandløb. På stenen selv blev de flere linier skrift vår; de kunne tydeligen kende bogstavet R. Hverken hun eller hendes ledsagerinde havde siden været på stedet. Adspurgt, hvorfor hun ikke tidligere havde fortalt dette til europæerne, da hun dog vidste, at det var os magtpåliggende at finde slige sten, svarede hun, at hun nu var gammel (hun så ud til at være mellem 60 og 70 år) og vel havde vidst, at vi, når hun fortalte os dette, ville have hende med til fjelds, for at opsøge stenen; tilmed vidste hun ikke, om hun nu ville være i stand til at genfinde stedet. (Fig. 11). Desuagtet lod hun sig af assistent Motzfeldt overtale til at ledsage os, og, efter at hun havde vederkvæget sig med den grønlandske livsbalsam - kaffe - begav vi os på vejen. Denne førte først over mark og småfjelde 2-3000 skridt imod østen og dernæst så godt som lodret opad fjeldet til en højde af omtrent 2200 fod. Vi tilbragte seks timer på denne besværlige vandring, men måtte med uforrettet sag vende tilbage. Vel fandt vi lejet til vandløbet, som nu formedelst den stærke tørke var aldeles udtørret; men efter nogen søgen erklærede den gamle, at hun ikke kunne finde stedet og begav sig uden videre på tilbagevejen. Der blev nu intet tilovers for os uden at følge hendes eksempel; hvilket vi også gjorde, idet vi, men i særdeleshed assistent Motzfeldt, krydsede fjeldet i flere retninger. At der ligger sandhed til grund for konens udsagn, tror jeg, fordi intet vidnede imod hende, uden den omstændighed, at hun ikke kunne påvise stedet; men at hun nu, efter et halvt århundredes forløb, skulle have været istand til at finde en bestemt plet på et fjeld af en sådan udstrækning som Kirkefjeldet i Qaqortoq, var næsten utænkeligt«.

Kolonibestyrerembedet var en konstitueret stilling, og i sine fire sidste Grønlandsår skiftede Mathiesen mellem Julianehåb og Frederikshåb, alt efter hvilken plads, der nu var vakant. På sejladser rundt i områderne registrerede han adskillige nordboruiner, og når briggen, hvad ofte skete, lå vejrfast eller indesluttet af storis, brugte han skibets chalup og udnyttede i selskab med kaptajnen tiden til rekognoscering og mindre udgravninger. Disse gav vel ikke det store udbytte, men bragte dog nogle af de første efterretninger om det område, der senere blev døbt Mellembygden, og udvidede således kendskabet til nordboernes spredning.

Sine evner som habil akvarelmaler fik han i disse år rig lejlighed til at opøve, men han havde flere strenge på buen. Stærkt optaget af tidens økonomiske ideer gjorde han sig mange tanker, som han også evnede at give skriftlige udtryk på en levende og medrivende måde. Hans kongstanke var at indkalde kvæg- og fåreavlere fra Island og Norge for dermed at starte en ny kolonisation i Sydgrønlands forholdsvis frugtbare fjordområder. (Fig. 12). Det var ingen ny ide, allerede Hans Egede havde været inde på den, men Mathiesens inspirationskilde var næppe den gamle missionær, snarere nordboerne, hvis gårdtomter han fandt overalt på de store uudnyttede græsarealer ved bunden af fjordene. Hvad der var gjort én gang måtte kunne gentages og med større held, det forekom ham indlysende, at en genoplivning af landbruget kombineret med rationelt fiskeri ville give en erhvervsmæssig forbedring og stabilitet til gavn for både kolonien og moderlandet. Nogle år efter hjemkomsten til Danmark udsendte Mathiesen et skrift »Den grønlandske handel sat i forbindelse med Grønlands kolonisation«, hvor han i stærkt polemisk form agiterer for sin tanke, men den vandt ikke gehør. 1852 kom endnu en bog med sigte på et bredere publikum: »Om Grønland, dets indbyggere, produkter og handel«, et stadig læseværdigt skrift med mange kontante oplysninger og friske skildringer af liv og vilkår i den da så fjerne del af det danske rige. At han et enkelt sted er på vildspor kan ikke undre. Det var før, man havde krydset indlandsisen, det indre af landet var fuldstændig ukendt, og Mathiesen gik stærkt ind for den tanke, at det var isfrit. Hvor skulle renen ellers komme fra?

Afsked med Grønland tog Mathiesen 1833, hjempermitteret i nåde efter tretten års virke i den Kongelige grønlandske Handels tjeneste. Efter hjemkomsten blev han mølleejer i Jonstrup og Ballerup vest for København, formentlig en investering af den kapital, han havde optjent i Grønland. Det var en anden slags tilværelse, og man gætter på, han har savnet det frie liv med hav, vind og vejr, for 1841 finder vi ham ansat som fyrinspektør på den lille Hesselø nord for Sjælland. Det synes at have været gode år med tid til at male, og det var også her forfatterskabet blev til. Om han fortsatte sin arkæologiske virksomhed på hjemlig grund, vides ikke, der foreligger ingen skriftlige vidnesbyrd, men noget kunne tyde på det. En af tragtbægerkulturens fangstbopladser er lokaliseret på Hesselø, og det fremgår af den første indberetning herom, fra 1860'erne, at der få år forinden var blevet gravet på stedet.

Med helbredet gik det ikke så godt, det havde nok fået et knæk i hans grønlandske ungdom, og vinteren 1853 måtte han tage sin afsked, angiveligt på grund af svagelighed. Sine sidste år tilbragte han i Korsør, hvor sønnen Hans Lauritz - født på Grønland kort før Mathiesen vendte tilbage fra Graahs ekspedition - var i færd med at oparbejde en planteskole, en virksomhed, han drev med talent, og som senere skaffede ham en plads i Dansk biografisk Leksikon. Her leder man forgæves efter den gamle grønlandsfarer, der døde 1860 jævngammel med århundredet. Han er stort set glemt, men fortjener sin minderune i jubilæumsåret. (Fig. 13).