Kronik: Historiens teater

Opgaven lød: lav tolv udsendelser á én time om Danmarks historie og gør det, ligesom Alistair Cook lavede »America, a personal View«. Det vil sige: gå ud på stedet, hvor det skete og snak løs, brug, hvad du ellers kan komme over af billeder - og pas på, at du ikke overskrider budgettet og tiden. Det var en ønskeopgave, og derfor tog jeg den på mig; men tolv timer til hele Danmarkshistorien er ikke alverden - hele teksten kunne såmænd stå i en seks-otte numre af Skalk, så der måtte økonomiseres. I snit gik vi ud fra, at der i hver udsendelse skulle indgå ca tolv locations - som det hedder på TV-sprog, et smukt og kærnefuldt dansk - hvilket altså ville sige ethundrede og fire og fyrre steder ialt. Det er mange, og det blev endda til flere. Det har også taget tre år at komme igennem programmet.

Man laver en liste, og så melder problemerne sig for alvor. Stortorget i Stockholm - Christian den 2. og blodbadet 1520. Torvet er der jo - ikke just med huse fra middelalderen, men stadig et tæt lille gaderum - langtfra så stort, som navnet antyder, og med en egen fortidig stemning. Men - påpegede produceren Bent Børge Larsen - også med en fræsende trafik; for at undgå den blev optagelserne fastsat til en søndag morgen klokken halv seks.

Hvilken morgen! Stormskyerne gik lavt over Stockholm. Kameraholdet klatrede op ad det regnvåde tag på Svenska Akademiens bygning og stod i fare for at kure ned fra fjerde sals højde, medens vi andre ryddede pladsen for weekend affald - tomme øldåser. Klar til optagelse! - nej for resten - vent, der kommer et avisbud. Nu er han væk - så klar ... åh nej ... I siger ikke, de kører med renovationsvogne her en søndag morgen! Langt om længe - klar til optagelse! Film kører, lydbånd kører - Christian den 2.'s skændselsdåd ridses op i korte træk, og så er den i kassen. Ti sekunder senere kom skybruddet, der varede resten af dagen; men det kunne vi være ligeglade med, for næste stop var Kalmar.

Det er fristende for en TV-mand at kæle for det, »der er billeder i«, og springe resten over; men når man nu engang har påtaget sig at fortælle hele Danmarkshistorien, ligger der en forpligtelse til saglighed, som man ikke uden videre kan negligere. Tænk på mordet i Finderup lade - hvad ser De for Dem? Måske Otto Baches maleri af »de sammensvorne«, måske noget andet dramatisk. Jamen i Finderup er der ikke andet at opleve end et trist stenkors fra århundredskiftet hegnet af en klippet hæk; men her var det altså, det skete - sandheden frem for alt. (Fig. 1). Man kan roligt påstå, at anlægget i Finderup ikke bidrager væsentligt til den anskueliggørelse, der er fjernsynets styrke og eksistensberettigelse; men det hænder jo unægteligt også, at stedet faktisk giver noget, der vanskeligt lader sig udtrykke i ord.

Holstentor i Lübeck - atter en af disse trafikhærgede »locations«, der kræver energisk handling klokken seks en søndag morgen. Vi havde stillet os selv den opgave at give et billedligt udtryk for hanseaternes og Lübecks vælde, og der stod Holstentor - menneskeforladt, svagt belyst af en bleg solopgang, og jeg vandrede ud gennem porthvælvingen og sagde min lektie, medens kameraet zoomede ud og zoomede ud, og jeg blev til en lille myre i favnen på det mægtige fæstningsværk. Da syntes vi virkelig, at vore intentioner lykkedes. Eller den formiddag i Rendsburg, hvor det var martsdagene 1848, det gjaldt - slesvig-holstenernes oprør under det sort-rød-gule tyske revolutionsbanner; tilfældigvis var der flagdag i Rendsburg, og fotografen kunne boltre sig med flag. Her fik vi noget forærende.

Og Lutter am Barenberg - slagmarken, hvor Christian den 4. tabte til Tilly og hans katolske hær. (Fig. 2), (Fig. 3). Det tegnede atter til en vejrkatastrofe - alt hyllet i regn og tåge. Holdet søgte tilflugt på et værtshus i Nauen - i øvrigt den landsby, hvor Tilly havde sit hovedkvarter - og lagde desperate nødplaner, indtil spredte solstrejf vakte kampånden påny. Og se - medens kameraet panorerede over sletten, hvor hærene stødte sammen, brød solen endeligt igennem de sorte skyer - fuldstændigt som barok-malerne yndede at vise det - og de skovklædte bjerge gav sig til at dampe. »For pokker«, sagde fotografassistenten, »det ser ud, som om det slag ikke er forbi endnu«.

Meget gav sig naturligvis af sig selv - ingen Danmarkshistorie uden Lejre, uden Jelling og Hedeby, uden Kronborg og Sorø kirke. Vi ville også filme på Arkona - vise stedet, hvor danskerne med list satte ild til porttårnet og overrumplede borgen, men måtte her konstatere, at Historiens Teater kan forsvinde rent fysisk. Arkonaklinten skred ned for to år siden, og de sørgelige rester af fæstningsvolden er så underminerede, at ingen tør bevæge sig derud, så vi måtte i hast ændre planer, filme Arkona på afstand og gøre mere ud af borgen i Garz, som lykkeligvis er urørt og tilgængelig ligesom kirken i Altenkirchen med det berømte Svantevit-relief. (Fig. 4), (Fig. 5).

Hvor intet er, har selv kejseren tabt sin ret, siger man, og Arkona er altså ikke mere. Det er istidens Danmark heller ikke; man kan læse beskrivelser af det nyfødte, gullighvide land, der langsomt blev dækket af rypelyng; men geologer og botanikere forsikrer, at man intet steds i verden kan gå hen og finde et stykke jord, der ligner dette. Vi klarede os; vi byggede en model af et dansk landskab i den tidlige efteristid, og ved hjælp af maling, legetøjsdyr og islandsk mos »klædte« vi dette nøgne land på - lod det blive til parktundra og skovland, for atter at klæde det af igen, da landbruget gjorde sit indhug i skoven.

Men hvordan fortælle historien om vor allernærmeste fortid? Det kan - paradoksalt nok - let blive et større problem end at berette om vikingetiden. Vi kan vise et rekonstrueret Hedeby-hus på Moesgård og autentiske vikingeskibe i Roskilde; men hvor finder man et hjem i funkisstil med stålmøbler og glasborde, kubistiske malerier på væggene og PH-lamper under loftet? Museerne er kun nået til klunketiden. Vi havde brug for en biograf årgang 1940; der er ikke mange tilbage. Vi ville filme den hushøje dieselmotor - Ørstedsværkets tekniske triumf fra 1930'rne, og det lod sig lige akkurat gøre, for motoren er i grunden forældet og moden til Teknisk Museum, som sørgeligt nok aldrig vil få plads til den. (Fig. 6), (Fig. 7).

Det kan højst aftage en enkelt maskindel. Det er værd at tænke lidt nærmere over det forhold, at vi har haft råd til at bevare vore monumenter fra ældre tid, medens industrialismens præstationer så at sige udsletter sig selv i løbet af en menneskealder. Roskilde domkirke skal nok klare sig, men hvad med Lillebæltsbroen? Vil man en dag save et enkelt fag ud af den bro, der for fyrre år siden var nationens stolthed? Eller skrotter man det hele, så undervandsarkæologerne om tusind år kan lede efter aftryk af sænkekasser?

Det er TV-historikerens opgave at fortælle historie, ikke at skabe illusioner, og stederne er nu engang, som de er. Medens der berettes om, hvorledes Frederik den 8. kom rullende i landauer op foran huset i He, hvor konsejlspræsident I. C. Christensen boede, hører man lastbiler buldre forbi, for der bor stadig mennesker her i landet, og der kan ligefrem være en vis effekt i at lade kameraet glide over gravfelterne på Lindholm Høje for til sidst at indfange også de rygende skorstene på cementfabrikkerne; men TV-historikeren har - som det vist er fremgået - fjender at slås med, som historikere ellers ikke behøver at skænke en tanke. Vejret for eksempel - eller støj eller manden, der i al uskyldighed vandrer midt ind i billedet, opdager, at der er en filmsoptagelse i gang og beskedent prøver at gå baglæns ud igen i en slags tro på, at han derved bliver usynlig.

Og man kan forregne sig alvorligt. Socialismen - hvad skulle vi gøre med den? Louis Pio og slaget på Fælleden i 1872. Vi kom lige fra en beretning om samarbejdet mellem de store og de små bønder, fra ministeriet Krag-Vind-Juel-Frijs, hvor vi vandrede rundt i salonerne på Frijsenborg og mættede os med indtryk af rigdom i denne storhedstid for godsejerne, og hvad havde vi så - et dårligt portræt af Louis Pio og et par avisoverskrifter. Det var for tyndt, så vi besluttede at bryde overtvært og slet og ret lade baggrunden for optagelserne være en 1. maj i Fælledparken med røde faner og hornorkestre. (Fig. 8), (Fig. 9). Så vidt så godt; fanerne smældede, messingsuppen gjaldede, menneskemassen stimede forbi - og alt, hvad der skulle siges, druknede simpelthen. Så havde vi gjort den erfaring; men minsandten om jeg ikke var dumdristig nok til at forsøge igen - anden gang ved et dansk stævne i Flensborg, så nu er det endeligt fastslået: forsøg ikke at holde foredrag, når halvtreds trommeslagere marcherer gennem gaden.

I erindringens bakspejl er det den slags episoder, der bliver stående - irriterende og frustrerende, når de opleves, grinagtige at tænke tilbage på - køerne, der nær havde ædt lydmandens udstyr på Kalø, søndagsjægerne ved Mälaren, der dængede os til med hagl, medens jeg forsøgte at samle tankerne om Sten Sture og Gustav Trolle, midsommerdagen i Marstrand, hvor vi klatrede rundt på klipperne helt optaget af Tordenskjold, medens nogle tusinde indfødte fejrede midsommer med alt, hvad dertil hører - for at sige det pænt. Besværligheder - ja, og det siger sig selv, at ethvert spor heraf må være væk, når udsendelserne en dag ligger færdige, for køerne og søndagsjægerne og de glade drukkenbolte kommer jo ikke sagen ved. (Fig. 10).

Man kunne godt have været foruden alt det - eller kunne man? Det er selvsagt sværere at udarbejde en Danmarkshistorie under disse vilkår, end det er hjemme ved skrivemaskinen; men man kommer næppe udenom, at det friluftsarbejde, som en TV-historie er, påvirker resultatet - og ikke kun til det værre. Historiens Teater - lad det så bare være en roemark - er som sagt inspirerende i sig selv, og vejret over landet hører også med. Som den eftermiddag, da jord og himmel stod i ét ude ved Agger, og vi næsten havde givet op - indtil solen sank i havet og oplyste alt som med flammer fra et stort bål. Det var hellig Thøger af Vestervig, det drejede sig om - vikingetid og kristen mission; jeg tror ikke, det blev dårligere af det vejrlig. Og man møder miljøer undervejs, som man måske ikke havde kendt før, og som nu taler så stærkt til én, at man næsten fornemmer sin egen stemme som et ekko af noget, der stadig er til stede.

Vi skulle lave et indslag om Grønlandsekspeditionerne og Knud Rasmussen, og da der ikke var plads til så lange rejser på budgettet, valgte vi at gøre det i Knud Rasmussens hus ved Hundested. Kan et menneske virkelig præge et hus så stærkt, at man hvert øjeblik venter at se ham komme ind ad døren - eller tror, at han står på trappeafsatsen med blikket vendt mod det åbne Kattegat? Hvorom alting er, så efterlader den slags oplevelser et indtryk, som i heldigste fald kan forplante sig og gøre en TV-historie til noget mere end et lysbilled-foredrag. Men spørg ikke, hvad det er, for jeg ved det ikke, og det står ikke at læse på tryk nogen steder. (Fig. 11).