Kronik: Der rider en konge

Den »danser«, hvis gang hver mand i byen talte om, var en kongelig ridehest, oplært i »den høje skole«. Den skulle vække opsigt i det strålende og farverige optog, som trods sin pragt dog kun var en svag afglans af de festarrangementer til folkets forlystelse, der havde fundet sted fra før enevældens tid. Det var faktisk en af de sidste lejligheder, hvor barokkens hofridekunst blev demonstreret - og den kyndige rytter var ikke den åndsformørkede konge, Christian 7., men en af hans begavede embedsmænd, chefen for den kongelige stald A. V. Hauch. Han var i øvrigt en alsidig mand. I 1780'erne afbrød han en lynkarriere i rytteriet for at hellige sig studiet af naturvidenskaberne. 1791 blev han medlem af Videnskabernes Selskab, senere præsident for samme, leder af Det kongelige Teater og medlem af Oldsagskommissionen, der førte til skabelsen af Oldnordisk Museum. Men hofmand var han altså også - og i en menneskealder den myndige daglige leder af Frederik 6.s enevældige hof.

Den ridetradition, der herhjemme døde ud med folk som Hauch, skal de følgende sider handle om.

Fra gammel tid var vore konger blevet valgt med særligt henblik på, at de i spidsen for adelsrytteriet skulle kunne forsvare riget. Ved middelalderens slutning havde kongens rytteregenskaber og personlige mod vel nok mistet det meste af sin praktiske betydning, men som så ofte, når gamle færdigheder bliver overflødige, udvikles og perfektioneres de yderligere og bliver til sport. Således gik det også, da riddervæsenet forældedes.

Foregangslandet var Italien, hvis talrige renæssancefyrstedømmer gav økonomisk grundlag for en stand af beridere, der kunne uddanne hestene og undervise fyrsterne og deres sønner. Målet var stadig større beherskelse af de forædlede spanske rideheste fra Andalusien, som nu blev tidens ideal - stolte dansende heste med velrejste halse og svulmende former. Også ved det danske hof ønskede man sig sådanne heste, og stutterivæsenet blev efter reformationen, hvor klostrenes mange følhopper og hingste tilfaldt kronen, koncentreret omkring de kongelige slotte - her fandt nu en, om ikke systematisk så stærkt eksperimenterende, avl sted under kongernes personlige ledelse. Det forhåndenværende hestemateriale var øjensynlig slet ikke så ringe. Danmark havde i middelalderen været storeksportør af heste - og berømt derfor - og der blev nu både af Frederik 2. og Christian 4. anskaffet udenlandske hingste, der svarede til de nye tiders idealer. Man håbede ved flittig brug heraf at kunne give de danske heste et »spansk præg«. Christian 4. fik eksempelvis to spanske hingste i 1596 fra hertug Albrecht i Nederlandene - og hingstenavne fra 1600-årenes begyndelse som Brun Tyrk, Den store Russer, Den brune Spanier og Den grå Neapolitaner tyder på et bredt kontaktnet til den udenlandske hesteverden.

Den kongelige stutterivirksomhed blev efterhånden trukket sammen på Sjælland, vel nok for tilsynets skyld. I 1611 havde kongen således fem hoppeflokke, såkaldte stod, i Esrom, fem ved Antvorskov og to ved Frederiksborg, der siden under Christian 5. skulle blive centret for stutteriet og give navn til den »race«, man efterhånden nåede frem til. De nordsjællandske skovområder blev i et par hundrede år reserveret til kongens hestehold, idet stutteriets produktion udelukkende kom til at tjene hoffet i det meste af den tid, det eksisterede. Herfra skulle årligt leveres omkring 50 nye fireårs brugshingste. Både til køre- og ridebrug anvendtes udelukkende handyrene, der kun sjældent blev kastreret. Af hopperne blev de bedste tillagt de eksisterende stod, af hvilke der var en halv snes stykker på 15-20 heste. De ringeste blev solgt eller foræret bort. Fra midten af 1700-årene blev reservehingste undertiden stillet til rådighed for hesteavlen udenfor stutteriet.

Men hvad skulle hoffet med alle de heste? Selvfølgelig først og fremmest dække det ikke helt lille daglige transportbehov, men især gøre det muligt at gennemføre de strålende hoffester, som nåede deres højdepunkter ved kroninger og bryllupper. Til de storslåede optog med vogne og ryttere en masse og i dagevis kunne man ikke nøjes med tvangsudskrevne bondeøg. Her skulle det se ud af noget - og her skulle kongen selv vise sig frem som den mest fremragende af alle i de ridderlige idrætter: ringrenden og dystløb. Og selvom der måske blev snydt en smule, for at kongen kunne fremtræde fra sin bedste side, så måtte han træne ihærdigt.

Forud for prins Christians bryllup i 1634 fortælles det, at kongen, Christian 4., hver morgen startede klokken 5 sammen med sine sønner nede på ringrendingsbanen for at øve sig et par timer inden dagens øvrige gøremål. I ringridningen kunne der ikke snydes meget, rytteren skulle med hesten i galop fange den ophængte ring på enden af lansen. Ved sin egen kroning i 1596 tog Christian 4. 206 ringe i 340 gennemløb af rendebanen - forhåbentlig ikke på en og samme hest - og også i dystløbet, den gammeldags turnering mand mod mand, deltog kongen og vandt sammen med sine tre medudfordrere over ialt 45 deltagere. Denne konkurrence var i tidens løb blevet gjort lidt mindre livsfarlig. Brolægningen blev taget op i god tid og sand og grus kørt på den plads, hvor det foregik - i dette tilfælde Gammeltorv i København. Rytterne var polstret og i fuld rustning, og - vigtigst - lanserne var gjort lette og skrøbelige, så det almindeligste udfald var, at de knækkede, når rytterne tørnede sammen. Ved festen 1634 var der også sådan »spærbrækken«, men af 32 ryttere i 78 gennemløb faldt ikke en eneste af. Den da 57-årige konge var endnu i topform, men veg sejrsskamlen for sin søn, den udvalgte prins Christian - det var jo hans fest.

Med arvekongedømmets indførelse blev det unødvendigt at demonstrere, at kongen var det mest fremragende mandfolk i riget - det var han pr definition - og de rå og risikobetonede dystløb forsvandt af programmet, ligesom festerne ikke længere først og fremmest blev opvisninger i pragt og masse, men tillige i raffinement og afveksling. (Fig. 1). Ringrenden var fortsat en yndet øvelse, men hertil kom nu hovedrenden, hvor et antal neger- og tyrkerhoveder af træ eller papmaché skulle fældes i fuld galop - de første med lansen eller med kastespyd, de næste med kården, mens de sidste skulle samles op fra jorden med kårdespidsen. Øvelsen kunne varieres med pistolskydning efter nogle af hovederne. En anden nyhed var quintanløbet, hvor rytteren angreb en drejelig dukke med lansen. Gik stødet rent ind, var det fint, men ramte man skævt for omdrejningsaksen, slog quintanen ud efter hest og rytter med sit træsværd, hvorfor det gjaldt om straks efter angrebet at kunne kaste sin hest til siden og undgå réposten.

Karrusel kaldtes hele dette sæt af konkurrencer, men det var tillige navnet på et specielt løb. Her kastede to partiers deltagere fyldte lerkugler mod hinanden. Til beskyttelse havde man et skjold.

Alle disse fornyelser var af udenlandsk oprindelse - ikke nye opfindelser, men former, der havde trivedes ved hofferne længere sydpå i Europa, mens man herhjemme endnu skilte mænd fra drenge ved hjælp af skarprenden i fuld rustning. Med det stigende samkvem blev hoflivet internationalt - og Christian 5., der i sin ungdom havde besøgt Ludvig 14.s hof, fulgte med, så godt han kunne. I hans tid blev avlen af de kongelige heste desuden ordnet efter farve, så hele partier ved de nu foretrukne konkurrencer kunne stille på ensartede dyr. Ved en karrusel i 1685 - som ikke blev til noget på grund af Sofie Amalies død og den deraf følgende hofsorg - skulle kongens parti have brugt 60 sorte heste, grev Gyldenløves et tilsvarende antal hvide, som vel at bemærke alle skulle være af tilstrækkelig kvalitet til at udføre de krævende øvelser.

At lade sig slå af overlod man nu til staldknægtene, der i 1682 hver fik to rigsdaler for at deltage i det gammeldags dystløb på bar hesteryg og med en udpolstret spand over hovedet. De grovere løjer slap kongen altså for, men derimod skulle han efter at have redet ringrenden, hovedrenden, quintanløb og karrusel være klar til at fremvise sine heste i »den høje skole«. (Fig. 2), (Fig. 3), (Fig. 4), (Fig. 5).

De mest vidtløftige af de hertil hørende øvelser, springene op i luften og »levaden«, hvor hesten næsten sætter sig på bagbenene ses undertiden forklaret som udgået af hestens træning til kampbrug. Naturligvis kan en og anden feltherre have reddet livet på sin hests bekostning ved at dække sig bag den, mens hesten rejser sig i korrekt levade, men det er næppe derfor øvelserne er udviklet. De må ses som et biprodukt af det arbejde, beridere gennem generationer har udført med hestenes elementære brugsdressur - narrestreger, man har fundet på, når de lærevillige dyr havde tilegnet sig alle de smidiggørende øvelser, en velreden ridehest måtte beherske i alle gangarter.

Et hovedprincip i dressuren af hesten til ridebrug er et samspil mellem anholdende og fremaddrivende kommandoer eller »hjælper«, som det hedder i ryttersproget. Formålet er at få hesten derhen, hvor rytteren ønsker det, på en for begge parter rimelig måde. Den forstyrrelse i hestens selvbalance, der sker ved at anbringe et menneske over og foran dyrets tyngdepunkt, skal rettes op gennem dressurarbejdet. Hesten skal derfor ikke blot gå frem, når den drives af rytterens hjælper: vægt, ben, sporer og pisk - for så at stoppe op, når rytteren trækker i tøjlerne, der går til »biddet« i dens mund. De to reaktioner skal komme samtidig, den skal på engang stoppe op og gå frem! Derved hæves dens rygrad, som bærer rytteren elastisk, mens alle bagkroppens led lukkes lidt mere, end de plejer, således at bagbenene kan komme til at bære en større del af den samlede byrde, end de ellers ville gøre. Dette, gennem dressuren at gøre hesten højere fortil og lavere bagtil, kaldes at »samle« hesten. Når den efter lang tids omhyggeligt arbejde har lært sammenhængen mellem de anholdende og de drivende hjælper, er den fuldstændig underkastet rytterens vilje og bevæger sig med elasticitet og smidighed - forudsat rytteren behersker sin egen krop og kan afveje sin indvirkning på hesten.

Det kunne renæssancens beridere naturligvis og opdagede, at hvis man samlede hesten udover det nødvendige, skete der forskellige ting: en hest i trav vil ved høj grad af samling og kraftig fremaddrivende hjælp slå over i »passage«, en høj paraderende bevægelse, hingsten under naturlige forhold selv bruger til at imponere sine omgivelser med, for eksempel en fremmed hingst, der nærmer sig dens hopper. (Fig. 6). Har hesten én gang tilbudt »passage« på rytterens opfordring, kan gangarten indøves på kommando ved gentagelse. Fortsætter rytteren nu med at drive hesten frem og samtidig holde imod, kan han måske få den til at trave på stedet - til at gå »piaf« - hvorfra en yderligere samling vil sætte hesten helt på bagparten, så forbenene slipper jorden, og hesten er da i »levaden«, den skolerette stejlen, som så mange af barokkens heroiske hestebetvingende herskere er afbildet i. Herfra starter »skolen overjorden«, første gang som en naturlig reaktion, idet den stærkt sammenkrummede hest vil føle trang til at rette sig ud - enten i et spring fremad på bagbenene, som kan blive til »courbetten« - eller ved et spring lige op i luften, hvorved den havner i »balotaden« eller - hvis der følger et bagudsmæk af bagbenene - i øvelsen over dem alle »capriolen«.

Det er ikke enhver Rosinante, der når så langt. Kun heste med en betydelig lyst til at komme fremad - med temperament - kan lære disse øvelser. Netop sådanne heste havde de tidlige danske enevoldskonger fået udviklet på hofstutteriet på Frederiksborg. Den ene fyrige hingst efter den anden blev tilredet og dresseret efter de principper, som for eksempel Antoine de Pluvinel havde udviklet i et pragtværk fra 1623, der var udformet som en rideinstruktion i samtaleform for den franske konge Ludvig 13. Og Christian 5. deltog med liv og lyst på ridebanen, hvor han hver formiddag tilbragte timer på ryggen af den ene hest efter den anden. (Fig. 7), (Fig. 8), (Fig. 9).

En af skolehestene var han så glad for, at den efter sin død kom på Kunstkammeret - udstoppet i capriolen. Det er i alle tilfælde, hvad Holger Jacobæus fortæller i »Museum Regium« 1696. På et senere tidspunkt er hesten imidlertid blevet knyttet til en tradition om, at den skulle have løbet fra København til Hillerød på rekordtid - og endnu nogen tid senere, 1784, hedder det, at anledningen til løbet var et væddemål mellem kongens staldmester A. W. v. Haxthausen og den engelske gesandt Robert Molesworth. I den første tradition, der er noteret i Kunstkammerets protokol, løb hesten strækningen den 9. august 1694 på tre kvarter og fire minutter, mens den senere overlevering forudsætter, at løbet skete på under tre kvarter, da det var det, væddemålet drejede sig om. (Fig. 10). Det angives da også, at hesten nåede frem på 42 minutter, hvorefter den faldt død om, og Molesworth var 1000 hollandske dukater fattigere. Det er en svaghed ved anekdoten, at Molesworth havde forladt landet et par år før den angivne dato, ligesom det taler for den ældste kildes oplysninger, at hesten er udstoppet i den høje skoles mest beundrede spring: capriolen. Hesten findes endnu og befinder sig under alle omstændigheder i den rigtige sammenhæng, idet den er udstillet i den kongelige staldetats museum på Christiansborg Slot.

Kunstkammerhesten er flerfarvet og hører derfor formentlig til det ældre »slag«, idet man endnu under Frederik 3. avlede på tværs af hestenes farve - enten fordi man fandt kuløren underordnet, blot hesten var god, eller vel snarere fordi man ligefrem ønskede at få dyrene så brogede som muligt. På Christian 5.s tid sagde moden, at brogede heste måtte anses for provinsielt. Fra o. 1690 blev avl efter rene farver derfor hovedkriteriet på stutteriet, der stadig producerede et halvthundrede fireårs hingste om året til de kongelige stalde. Her stod i 1680'erne ca 100 rideheste og næsten ligeså mange køreheste fordelt på otte seksspand af hver sin farve til brug for karrosser - og et lidt mindre antal i »rustvognsstalden«, hvor man hentede heste til arbejdskørsel og bagagetransport.

For at opretholde disse stalde - skaffe »remonter« - havde man ved Christian 5.s død otte forskellige farvede stod på hver 18 hopper, hvilket med en drægtighedsprocent omkring 65, som man i datiden anså for et rimeligt godt resultat, skulle give et overskud på ca 50 hingste om året. Umiddelbart skulle det jo være tilstrækkeligt til at erstatte den naturlige afgang, da hestene i stalden ofte blev over 15 år gamle, men der blev foræret mange heste væk til udenlandske forbindelser, som medgifter ved bryllupper og lignende. Christian 5.s søster Ulrikke Eleonore fik således syv forskellige seksspand plus reserveheste med sig, da hun 1680 blev gift med Carl 9. af Sverige.

I et af stoddene søgte man at avle de sjældne hvidfødte heste, der savner pigment i hud og hår, men alligevel har mørke øjne og hove. Kun periodisk var det dog muligt at holde et hvidt »livspænd«. En virkelig fyrstelig gave var derfor et seksspand af hvidfødte hingste, som Frederik 4. i 1708 tog med på en rejse til Italien, men ikke havde med hjem igen, uden at vi dog ved, hvor de havnede. Endnu i 1773 brugtes som argument for de da normerede 18 skoleheste i stalden, at de var »nødvendige for at kunne anvendes som presenter«.

Stutteriet skulle altså drives i en vis størrelse, hvis hoffet skulle være selvforsynende med køreheste, almindelige rideheste og »skoleheste« til den i 1680 oprettede kongelige rideskole, hvor de mest lærevillige og talentfulde hingste blev dresseret som »springere« og »dansere«, der kunne udføre en eller flere af de vanskelige øvelser i den høje skole. Fra Christian 5.s tid og frem til stutteriets nedlæggelse i 1840 var der mellem 12 og 18 sådanne uddannede heste i de kongelige stalde. I begyndelsen med et ret begrænset personale til deres afretning, hvori både Christian 5. selv, hans broder prins Jørgen og sønnen Frederik (4.) deltog, men efterhånden med et betydeligt antal ansatte og elever. (Fig. 11). 1773 fastsattes mængden af beridere til seks foruden overberideren og et antal rideskolarer. Disse professionelle dressører har dog sikkert også skullet deltage i afretningen af staldens øvrige rideheste, inklusive de ca 25 avlshingste til stutteriet, der ganske vist ikke gjorde tjeneste som brugsheste, men som måtte holdes i form den del af året, de ikke var lukket ud til hopperne i skovene ved Hillerød. De skulle blandt andet medvirke til at imponere de besøgende i de 1740 opførte stalde ved Christiansborg, hvor der var plads til 214 heste.

I det hele taget havde prestigen i sagen udviklet sig voldsomt i løbet af 1700-årenes første halvdel. Hesteholdets størrelse steg, de kongeliges deltagelse i ridningen faldt. Med ridehusets opførelse ved Christiansborg rykkede karrusellerne indendørs, de var ikke længere skuespil for folket, men for den snævrere kreds omkring hoffet - adelen og de udenlandske repræsentanter for fremmede enevoldsfyrster. Hofholdet som sådant kostede omkring 1750 ca 1 million rigsdaler - lige så meget som landets samlede ejendomsskatter - og stutteri og hestehold var ikke den mindste post på regnskabet. Men hvor meget må et godt symbol koste? Og symbolet på magten - herskeren som helt suveræn, også til hest - blev dyrket i disse år. I 1750'erne og -60'erne arbejdede den franske billedhugger Saly med udførelsen af rytterstatuen på Amalienborg slotsplads. Tolv af stutteriets stodhingste stod model til den idealiserede Frederiksborghingst, Frederik 5., laurbærkranset som romersk imperator, rider i fuldendt skoletrav. Den landsfaderligt milde konge udført lidt mere i overstørrelse end hesten. Da statuen var færdig, havde den kostet mere end de fire palæer omkring pladsen tilsammen, men regningen kunne videresendes til Asiatisk Kompagni, der længe forinden i de gode tider havde lovet at betale, og København kunne rykke en plads op på rangstigen blandt Europas storbyer.

I mellemtiden var kongen død og stutteriet i krise. Til den renavls- og indavlspolitik, man havde ført siden 1690 med henblik på farven, havde de enkelte stod og stammer simpelthen været for små. Hertil kom nu, at man i Struenseeperiodens rationaliseringsbestræbelser havde halveret stutteriets hestetal - uden at man ved restaureringen bagefter havde mod til enten at forny avlsmålene eller indføre fremmed blod fra et eller flere af de andre europæiske hofstutterier, hvor man havde den samme spanskprægede baroktype - og de samme degenerationsproblemer. Kun ved det kejserlige hofstutteri, hvis »spanske« rideskole stadig eksisterer i Wien, lykkedes det at føre typen igennem til nutiden - blandt andet ved indkøb fra de auktioner, der først i 1770'erne blev gennemført for at bringe hestetallet ned på Frederiksborg.

Så trods problemer med frugtbarhedsprocenten og udbredte sygdomstegn fortsatte man i ren og skær konservatisme med at oplære hingstene, undervise de kongelige og hoffets cavallerer og afholde karruseller. I 1791 ledede kronprins Frederik (6.) og farbroderen arveprins Frederik hver sit parti i en af de sidste karruseller, hvortil programmet er bevaret. Den fandt sted i ridehuset, og der deltog kun seks ryttere på hvert af de to partier, altså i al beskedenhed og uden optræden med de egentlige »skoler«, kun ringrenden, karrusel og hovedrenden. Endnu i Frederik 6.s sidste leveår blev der undertiden holdt karrusel, herom vidner bevarede morianhoveder fremstillet af et firma, der blev etableret i 1836, og det forlyder, at prins Frederik (7.) - ja endda prins Christian (9.), der var født i 1818 - skal have deltaget. Om sidstnævnte ved man, at han var en dygtig rytter, men også at han var de nye hestetypers mand - en fuldblodsentusiast, der deltog i de første væddeløb med hurtige engelske blodsheste i 1830'erne på Nørrefælled.

Det blev disse nye heste, der omsider gjorde kål på hoffets barokheste. Napoleonskrigenes erfaringer med hurtigt, let bevæbnet rytteri, hvor hestene var avlet efter dyrenes præstationer ved væddeløb - ikke efter farve og evne til at posere - sendte en sand fuldblodsmani over Europa. I årtier fik det dog ingen betydning for det danske hofstutteri, idet reglementet foreskrev seks forskellige farver på de kongelige heste - og reglementer var ikke lette at få ændret på Sjette Frederiks tid. I 1840 nedlagde man dog det gamle stutteri for at avle fuldblod, bortset fra den hvidfødte stamme, som da kun bestod af én hingst, Svanen, og fem hopper, hvoraf de to var faldet efter selve stodhingsten. Med disse lykkedes det at opretholde det kongelige livspænd til efter Frederik 7.s død og at producere en enkelt fremragende ridehest - den hvidfødte »Perlen«, der indgår i myten omkring denne folkekære konge. Sidst i marts 1848, før afmarchen til treårskrigen, talte han fra ryggen af den til de danske tropper: »Jeg er vis på børn, at I vil gøre mig og fædrelandet ære. Jeg håber selv at kunne stille mig i Eders spidse. Lev vel, vi ses snart igen?« - Det sagde han! - og jubelen ville ingen ende tage, da han red tilbage gennem byen til Christiansborg. (Fig. 12).

Kongen glemte aldrig denne lejlighed - og mytoman, som han jo var, byggede han selv glad videre på det officielle billede af ham som ridderen på den hvide hest. I 1861 lod han således Niels Simonsen male et billede af hans besøg i Dannevirkestillingen september 1850 - igen ridende på »Perlen«. Selvfølgelig kunne også denne konge ride, men inderkredsen var dog noget ængstelig ved de officielle begivenheder, »da hans corpulence altid gjorde hans ridt til en vis grad usikkert«. Siden han, efter sin skilsmisse i 1834 fra Frederik 6.s datter Vilhelmine, havde været sendt tre måneder til Island for at svale af, havde han da også - af samme grund - foretrukket islandske heste. Ved hans død var der faktisk 17 af disse i den kongelige stald. Selveste conseilminister C. C. Hald og krigsminister general Thestrup har i 1861 redet timevis med ham på islændere i skovene omkring Silkeborg medbringende piber og portvin, mens man ventede på melding fra J. J. A. Worsaae om, at han var nået frem til kammeret i kong Gorms høj i Jelling.

Kong Frederiks utraditionelle hestehold passede dårligt med det officielle billede, selvom også han skænkede bort af sine gangere - ikke til fremmede fyrster, men til skovfogeder og bønder, der havde beværtet ham med æggekage på hans ture i det fri. Hans omgivelser regnede det da også til hans laster. Topografen, cabinetssekretær J. P. Trap, der selv havde været tvangsindlagt til turen ved Silkeborg, skriver i december 1861, da grevinde Danner var bortrejst fra gemalen: »denne holdt tre rigtige sviredage under fraværelsen. Omgivelserne måtte holde for og være til selskabelighed om formiddagen, enten til hest på islændere eller ved billardet, champagne om middagen, atter billard..« etc. Da kongen døde, blev de 17 islændere straks overladt til hans universalarving, grevinden, og glemt og fortrængt, men mindet om kongen på den hvide hest levede som et nationalt symbol. I Sønderjylland, spåede den bekendte jomfru Fanny fra Åbenrå, at Danmarks konge engang påny skulle ride Sønderjylland hjem på en hvid hest - og velnok for opfyldelsens skyld fandt man til genforeningen i 1920 en (næsten) hvid skimmel til Danmarks hidtil sidste rytterkonge.

Da var barokkens hvidfødte livspænd og brogede springere forlængst tilbagelagt historie. Sidste gang, de var med i et af kongehusets store indtog, var vistnok i 1828 ved det famøse giftermål mellem Frederik og Vilhelmine. Den unge Trap var da medlem af studenternes livkorps og paraderede lige over for Amalienborg. »Vi så da, skønt i en noget tvungen stilling med de dengang meget tunge geværer præsenterede springere og dansere, frederiksborgske heste af en vis tilretning til at gøre de antydede bevægelser«.

Ved denne lejlighed var det for resten P. A. Heibergs søn Johan Ludvig, der skrev - ikke festkantaten, men festspillet. Det hed Elverhøj og blev en større succes end brylluppet. (Fig. 13).

Lit: J. Jensen: Det kongelige frederiksborgske Stutteri. 1910. - Hjalmar Friis: Den kongelige Staldetat. 1947.