Kronik: Den hvide kunst

Hvordan skal dette forstås? Hvad har de danske kvinders særke og klokker med forfædrenes bedrifter at gøre? Jo citatet er fra et latinsk digt skrevet 1575 af den da 28-årige Tyge Brahe til vennen Anders Sørensen Vedel, der i længere tid havde arbejdet med en oversættelse til dansk af Sakses Danmarkskrønike. Til udgivelsen behøvedes papir, en på den tid sjælden og kostbar vare, hvis vigtigste råstof var linnedklude. Det er deres fremskaffelse, Tyge Brahe agiterer for.

Navnet papir kommer af »papyrus«, således hedder den plante, som ægypterne gennem årtusinder benyttede til fremstilling af skrivemateriale. I princippet foregik det på den måde, at man af plantens marv udskar flager, som blev lagt i et ternet mønster og banket sammen til noget, der skønt grovere og mindre smidigt dog havde en vis lighed med vort papir. Produktet opnåede en vis udbredelse i Middelhavsområdet, hvor det holdt sig i brug til omkring 10. århundrede efter Kristus, men fik aldrig fodfæste i Mellem- og Nordeuropa, hvor man foretrak det af huder tilvirkede pergament, som ganske vist var dyrere, men bedre at skrive på og mere holdbart. Det egentlige papir, som omsider slog pergamentet ud, kom til os ad en helt anden vej, nemlig fra Kina, men det tog lang tid, og selv efter dets fremkomst blev pergamentet foretrukket til vigtige skrivelser.

Det kinesiske papir bestod af plantefibre sammenfiltret til et tyndt, glat og smidigt materiale, velegnet til at skrive og trykke på. Kunsten menes opfundet omkring år 100, så den var længe om at nå til den vestlige verden. En af grundene har sikkert været, at man var uvillig til at give hemmeligheden fra sig, men det har også spillet ind, at der var to store kulturgrænser at krydse.

Den første grænse blev overskredet 751, hvor fyrsten af Tashkent med støtte af araberne indlod sig i slag med det kinesiske Tang-dynastis næsten uovervindelige hær og tilføjede den et knusende nederlag. Kineserne måtte afstå Turkestan for de næste tusinde år og finde sig i, at de soldater, der ikke faldt eller havde held til at flygte, blev taget til fange og ført vestpå. Nogle af de tilfangetagne var papirmagere, og det kom araberne svært tilpas. Papir var nemlig mellem de ting, man længe havde købt i Kina og møjsommeligt transporteret ad den lange karavanerute, silkevejen, som den kaldtes efter et andet efterspurgt produkt. På den måde lærte man kunsten, der, som tiden gik, blev tilpasset de lokale forhold: i stedet for de græsarter, kineserne brugte, gik man over til at anvende bomuld.

Med arabernes indtrængen i Spanien mindre end et halvt århundrede senere faldt den næste kulturgrænse, men der skulle gå flere århundreder, før papirmageriet for alvor fik fodfæste i Europa. Italien var blandt de første lande, der anlagde fabrikker, papirmøller benævnt, fordi råstoffet, der nu var linnedklude, hør og hamp, blev sønderdelt - »malet« - ved vandkraft. Andre fulgte efter, således Tyskland, hvor der blev fremstillet papir fra slutningen af 1300-årene. Det kom meget belejligt, for Johan Gutenbergs opfindelse af de løse tryktyper i midten af 1400-årene satte fart i bogproduktionen, og reformationen med dens følgevirkninger øgede behovet for at ytre sig på tryk. Papir blev en eftertragtet vare over hele Europa. Der var sat gang i papirmøllerne.

Herhjemme kendte man endnu i 1500-årene kun lidt til papiret og endnu mindre til dets fremstilling. Det meste af forbruget dækkedes ved handel med Tyskland, vistnok forestået af regeringen. 1574 erhvervede Baltser Kaus, landets førende boghandler og forlægger, 135 ris papir (1 ris = 500 ark), som det foregående år var indkøbt til »Kongelig Majestæts Rentekammer«. Disse 67.500 ark (papir nok til ca 34.000 numre af Skalk) kostede 100 daler. (Fig. 1) Det var en ganske pæn sum på den tid, eksempelvis mere end det dobbelte af, hvad en kongeligt ansat opkøber erholdt i årsløn. Efter den nylig afsluttede Syvårskrig stod det sløjt til med rigets finanser, så det er forståeligt, man spekulerede på at blive selvforsynende.

Den ældste papirmølle, vi kender fra Danmark, var anlagt af en privatmand, adelsmanden Sten Bille - og i virkeligheden var det med tanke på den, Tyge Brahe skrev sin gribende appel til kvinderne; ejeren var nemlig hans morbror. Møllen lå i Skåne, 30 km øst for Helsingborg ved det efter reformationen nedlagte Herrisvad kloster, som Sten Bille havde fået i forlening, og ikke langt fra Knudstrup, Tyge Brahes fødehjem og arvegods. Sten Bille var en lærd mand, der arbejdede med ting, som i høj grad interesserede den videbegærlige nevø, og da vejen mellem de to godser som sagt var kort, kan det ikke undre, at Tyge tilbragte en stor del af sin ungdom på Herrisvad. Mens det ellers blandt datidens adelsmænd var mode at søge efter »de vises sten« for at gøre guld, blev der på Herrisvad fortrinsvis syslet med konkrete videnskaber og praktiske håndværk. (Fig. 2) Der var både et laboratorium og et observatorium, og her var det Tyge Brahe 1572 gjorde sin første store astronomiske opdagelse, den »nye stjerne« i himmeltegnet Cassiopeia, året efter beskrevet i skriftet »De Nova Stella«. I dette sit internationale gennembrudsværk har han indføjet et langt takke- og hyldestdigt til morbroderen, som blandt andet roses for at have indført »den her hidtil ukendte kunst at lave papir«.

Også kongen, Frederik 2., fik lyst at oprette en papirfabrik, og han vidste, hvor han skulle søge råd. Januar 1576 tilskriver han Sten Bille: »Thi beder Vi dig og begærer nådigst, at du straks med det første vil skikke din papirmager herover, at han kan bese, hvordan Vi agter at lade den sætte. Og at samme papirmager må blive der nogle ugers tid for at vise tømmermændene, hvordan de skal bære sig ad, indtil Vi kan forskrive en anden fra Tyskland. Vi vil siden skikke dig denne papirmager tilbage igen, så at du ikke skal undvære ham længere, end du selv ønsker«.

Det understreger projektets vigtighed, at det blev rentemesteren Kristoffer Valkendorf, der fik tildelt opgaven at føre planerne om den nye mølle ud i livet. Valkendorf var en erfaren mand med mange løste opgaver bag sig, men den lille fabrik kom til at drille ham. Sten Bille har åbenbart reageret omgående, men for kongen gik arbejdet ikke hurtigt nok, og Valkendorf måtte et par måneder senere indkassere følgende reprimande: »Eftersom Vi tilforn har befalet dig at lade påbegynde en papirmølle og skikket en papirmager til dig, som skal tage sig af al ting, da erfarer Vi, at der endnu intet er gjort ved det, og ved ikke, af hvad årsag det går så langsomt —. Og eftersom det stadig er Vor alvorlige mening, at Vi med det første vil have denne mølle anlagt —, da beder Vi dig og vil, at du tager dig af sagen og, såfremt der mangler tømmermænd eller tømmer, forskriver de nødvendige tømmermænd fra Køge eller Roskilde og tømmer fra skovene i Københavns len, hvis det ikke kan fås andetsteds, så samme mølle med det første kan blive færdig«.

Af en senere rykkerskrivelse fra den utålmodige monark fremgår, at møllen skal ligge ved Hvidøre, og her udførtes byggeriet da også planmæssigt i sommerens løb. Omkring oktober må produktionen have været igang eller nært forestående, for da modtog papirmageren kongens monogram med ordre til at mærke papiret med det. Helt glat gik det dog ikke. I et »julebrev« til Valkendorf fortælles, at Sten Billes udlånte mand er død, men at kongen har befalet Baltser Kaus, den tidligere omtalte forlægger og papiropkøber, at skaffe en anden. Det skete, ved årsskiftet var en papirmager og hans medhjælper ankommet fra Tyskland og klar til at tage fat - hvis der ellers havde været noget at tage fat på, det kneb nemlig med at få linnedklude nok. Folk var ikke vant til at samle dem sammen for at afsætte dem, så det blev nødvendigt at ansætte en mand til at »drage omkring til købstæderne og landsbyerne i Sjælland, Skåne, Fyn, Lolland og Falster og opkøbe materiale til papir for penge, nåle, spejle, bælter, synåle, knive, remme og andet sådant småkram. Og han må ellers ikke sælge deraf eller bruge landkøb, såfremt han ikke vil lide den højeste straf«.

Hvidøre-møllen kom da omsider i gang - med Baltser Kaus som forpagter og en kongeligt ansat linnedopkøber til materialeindsamlingen - men nogen økonomisk gevinst for riget blev den åbenbart ikke. (Fig. 3) Kaus trak sig ret hurtigt ud af legen, og knap syv år efter oprettelsen var kongen træt af at punge ud. »Da det ikke har nogen gænge med papirmøllen i Københavns len, så hverken Vi eller nogen anden har nogen fordel af den, men blot store omkostninger, og der alligevel intet udrettes, så har Vi nu betænkt og er til sinds at nedlægge samme papirmølle, og i dens sted at lade gøre en kornmølle«. Det var gravskriften over landets første kongelige papirmølle. Papirmageren blev, om man så må sige, afskediget på gråt papir og sendt hjem, hvor han kom fra, og da Sten Bille af gode grunde aldrig genså sin mand, var også Herrisvad-møllen ude af drift, og Danmark igen henvist til det dyre papir fra udlandet.

Mens dramaet i Hvidøre udspilledes, var Tyge Brahe blevet en berømt og feteret videnskabsmand, der af Frederik 2. havde fået overdraget øen Hven på livstid. (Fig. 4) Her opførte han i 1580'erne Uranienborg og siden Stjerneborg for penge, som kongen ligeledes havde stillet til rådighed. Den astronomiske forskning blomstrede, og de videnskabelige landvindinger skulle videregives, så nu havde Tyge Brahe ligesom Anders Sørensen Vedel fået papirproblemet ind på livet. På Uranienborg var der blevet indrettet et bogtrykkeri, så den side af sagen havde han selv hånd i hanke med, men for at virkeliggøre planerne om en astronomisk kalender i 2000 eksemplarer måtte der skaffes papir. Her kom det ham til gode, at han havde indflydelsesrige venner som statholderen i Holsten, der ejede en papirmølle, og slægtninge blandt den mecklenburgske adel. De udvirkede hos hertugen, at han fik sendt det fornødne til fremme af »den agtværdige astronomiske kunst«.

Man kan sige sig selv, at Tyge Brahe opmærksomt har fulgt den hjemlige regerings bestræbelser på at få en papirproduktion i gang, og det er klart, han har beklaget udfaldet. Hvordan han har stillet sig til det næste forsøg, er straks lidt mere tvivlsomt. Trods skuffelsen med den sjællandske mølle spøgte planerne stadig, og da en tysk papirmager mente at have fundet en belejlig plads i Århusgårds len og tilbød sin tjeneste, blev kongen interesseret. Lensmanden på stedet var den indflydelsesrige adelsmand Manderup Parsberg, som fik ordre til at undersøge forholdene og indsende sin betænkning. Det pikante ved sagen er, at det var selvsamme Parsberg, som for mange år siden i en ungdommelig duel havde skamferet Tyge Brahe ved at hugge næsetippen af ham. Tyge kom dog aldrig til at ansøge sin gamle uven om papir, for vi hører ikke mere om sagen, og tør nok gå ud fra, at der ikke blev nogen bukser af det skind.

Så var der mere hold i de planer, Tyge Brahe selv gik og puslede med. 1589 fortæller han i et brev til sin gode ven, matematikeren Christoffer Rothmann, hvor meget det interesserer ham at beskæftige sig med praktiske indretninger som vandledninger, fiskedamme, haveanlæg, møller og lignende, »i særdeleshed i sommertiden, da man ikke har lejlighed til højere sysselsættelser, og sådanne arbejder er nemmere at udføre«. Vennen har hørt, at han påtænker anlæggelse af en papirmølle, og herom beretter han villigt: »Den omtalte mølle er allerede færdig; en høj og bred vold regulerer en - såvel i den varme som i den kolde årstid - tilstrækkelig vandtilførsel. Hjulet, som er 12 alen (ca 8 m) i diameter, drives af den mindst mulige vandmængde og er foruden til papirtilvirkning kraftkilde for to industrier. - En mængde fiskedamme er endvidere anlagt således, at også de, når det behøves, kan skaffe vand til møllen, og for kun få år siden var alt dette tørt landskab«. Man fornemmer en vis selvtilfredshed, og den er ikke uberettiget. At opsamle regnvand på den lillebitte ø tilstrækkeligt til at drive et stort møllehjul har krævet mere end almindeligt praktisk talent.

Til sine himmelske interesser havde Tyge Brahe således føjet nogle jordiske, der dog voldte ham betydeligt flere bryderier. (Fig. 5) Ligesom kongen hentede han sine papirmagere i Tyskland, men af en eller anden grund syntes de ikke om pladsen, måske var arbejdsgiveren dem for streng, måske fandt de tilværelsen på den lille ø for ensom, i hvert fald: den første tog kort efter sin ansættelse på rejse til Lybæk og kom aldrig tilbage, og to, som trådte i hans sted, blev heller ikke længe i tjenesten. (Fig. 6) Hvorefter trykkeriet gik i stå, og bogtrykkeren måtte af sted til Tyskland, dels for at skaffe papir, dels for at opspørge en ny papirmager. At det alligevel ind imellem er lykkedes at få møllehjulet igang, fremgår af et åbent brev fra kongen (nu den purunge Kristian 4.) til indbyggerne i Nørrejylland: Da Tyge Brahe har anlagt en papirmølle på Hven og har brug for en stor mængde gamle, aflagte lærredsklude, såkaldte lumper, skal de samle sådanne og lade ham få dem til en rimelig pris. Det var i 1592. Fem år senere standsede den nu selvrådende konge en årlig bevilling på 500 daler til Tyge Brahe, og samtidig var man i fuld gang med at fratage ham de forleninger, der skaffede ham hans vigtigste indtægter. Den store astronom var en dyr herre for landet og så stort på de forpligtelser, der fulgte med goderne, man gav ham. Men han kendte sit værd og lod sig ikke noget byde. Sommeren 1597 forlod han krænket Danmark.

Tyge Brahes bortrejse fik ikke straks virkninger for papirmøllen, der synes at have fungeret i hvert fald det næste årstid, og endnu i landflygtigheden benyttede han sit eget papir. Efter nogen tids omflakken slog han sig ned i Prag, men kom næppe rigtigt i gang med arbejdet, før døden 1601 satte punktum. Og endnu et punktum fulgte. I et kongebrev 1602 til efterfølgeren på Hven, Cort Barleben, befales det ham at nedbryde Tyge Brahes papirmølle, som nu skal være forfalden og ubrugelig, og anvende materialerne andetsteds.

Tyge Brahes papirmølle gik på det nærmeste i glemmebogen, han havde ikke efterladt udførlige oplysninger om denne del af sin virksomhed. Mange har, især i nyere tid, af historisk interesse gæstet øen, men mest for at kigge efter rester af de berømte »borge«. To besøgende - digteren Johan Ludvig Heiberg og den tyske astronomiprofessor d'Arrest - har dog hver for sig beskrevet svage spor, de mente at kunne erkende, efter det store ingeniørværk. Det var omkring midten af forrige århundrede.

Når Tyge Brahes papirmølle i dag er genopstået, omend kun på papiret, er det takket være en højst fortjenstfuld undersøgelse foretaget 1933-34 af N.A. Møller Nicolaisen fra Vejle. Denne interesserede amatør kendte Heibergs og d'Arrests beskrivelser, da han i juni 1929 drog til Hven, så han ventede ikke at gøre nogen opdagelse, ønskede kun at se stedet og danne sig et indtryk af den gamle mølles beliggenhed. Ikke des mindre stod han pludselig foran noget, der ikke var faldet de andre i øjnene: en ca 10 meter høj vold med en kam for vandret til at være dannet af naturen. Det måtte være selve mølledæmningen.

Nu var der et udgangspunkt for at finde møllens nøjagtige placering, og med den svenske rigsantikvars tilladelse, en økonomisk støtte fra Tyge Brahe-fondet og faglig bistand fra arkæologen Torsten Mårtensson, Helsingborg, gik Møller Nicolaisen dristigt i gang med en stor udgravning. En søgegrøft parallelt med dæmningen bragte snart bygningsrester for dagen, og i løbet af en uge havde man det afgørende bevis: et fire meter langt hjulstykke i bunden af et kampestensbeklædt hjulkammer. De bevilgede penge rakte ikke langt, men arbejdet havde allerede vakt så megen opmærksomhed, at en ukendt velgører trådte til. Udgravningen kunne altså fortsætte den følgende sommer, og da den sluttede, havde man en fuldstændig grundplan af den lille papirfabrik samt en mængde bygningsrester og brugsting, som var kommet frem undervejs. (Fig. 7) På dette grundlag udarbejdede Møller Nicolaisen sin teoretiske rekonstruktion kyndigt bistået af vandkraftingeniør T.H. Mahler, Horsens, således med beregninger af møllens ydeevne ud fra, blandt andet, det fundne hjulstykke. Tyge Brahes papirmølle, kendt fra korte sætninger i nogle få bevarede breve, blev særdeles nærværende.

Gennem 1600-årene oprettedes flere danske papirmøller. (Fig. 8) Kristian 4., som, synes man, havde været vel rask til at nedlægge den på Hven, nåede at give privilegier til hele fem inden sin død 1648: to på ukendt lokalitet, en ved Århus, en i Skåne og en i Søllerød, den senere så berømte Strandmølle. (Fig. 9) Blandt disse synes Århusmøllen at have været den vigtigste i den korte tid, den eksisterede som papirfabrik, den fik særlige rettigheder, og det er da også den, der har sat sig de bredeste spor i arkiverne. Dens plads er nøjagtigt kendt, og inden for det nuværende Danmark er det den eneste af de gamle fabrikker, der vil være mulighed for at udgrave. En fristende opgave.

Man skulle tro, at med disse nye møller var papirproblemet omsider løst, men det var nu ikke tilfældet. Da historikeren Stephanius i 1636 forberedte en ny Sakseudgave, løb han ind i ganske de samme vanskeligheder som forgængeren Vedel, og det kan ikke have trøstet ham særligt, at vennen, den berømte oldforsker Ole Worm, oplyser, han er i en tilsvarende situation med et skrift om »vore gamle runer«. Først da man 1693 hentede Johan Drewsen fra Lachendorf i Tyskland til Strandmøllen ved Mølleåens udløb, begyndte en periode med fremgang, og i mere end to århundreder domineredes dansk papirindustri af Drewsen-dynastiet.

Omkring midten af 1800-årene fandt man ud af at bruge træ til papirfremstillingen, og dermed var råvareproblemet løst - indtil videre. (Fig. 10) Nu, et århundrede efter, er det vendt tilbage, simpelthen fordi træerne ikke kan følge med det voldsomt voksende forbrug, og havde det ikke været for oliekrisen med dens dæmpende virkninger, ville det have set endnu værre ud. (Fig. 11) (Fig. 12) Goderne er ikke helt så selvfølgelige, som vi er blevet vant til at opfatte dem. (Fig. 13) Og dog: så længe vi tørrer en sjat spildt mælk op med en stump af en køkkenrulle, skal vi ikke klage. Hvad ville Tyge Brahe have sagt?

Lit: F. R. Friis: Tyge Brahe. 1871. - C. Nyrop: Strandmøllen. 1878. - N. A. Møller Nicolaisen: Tycho Brahes papirmølle på Hven. 1946.