Kronik: Den gode jord

I »Bonde-Stenalderen«, som man har kaldt dette tidsrum, var der mere end jord nok, fordi befolkningen var fåtallig. Man kom snart ind på at drive vekseldrift på den måde, at man ryddede skov og krat med flintøkse og ild, hvorefter man såede primitive hvede- og bygsorter i asken og tog et par afgrøder, indtil udbyttet blev for ringe. Derefter brugtes arealet til græsning, indtil skoven genopstod, og jorden kunne hvile og samle ny næring i en snes år eller mere.

Denne form for vekselbrug, hvor skovens vegetation regelmæssigt blev afsvedet, kaldes i Skandinavien for »svedjebrug«, andre steder i verden taler man om »shifting cultivation«. Metoden bruges endnu den dag i dag, navnlig i tropiske og subtropiske egne af Afrika og Sydamerika. Forsøg i de seneste årtier har vist, at varmevirkningen fra afbrændingen af ved og kvas frigør næringsstoffer i de øverste fem centimeter af jordskorpen, hvorimod askens virkning som gødning har mindre betydning, navnlig hvis jordbunden i forvejen er alkalisk. Vigtigt er imidlertid, at ildvirkningen renser jorden for konkurrerende plantevækst, således at lugning af afgrøden lettes eller bliver helt overflødig. (Fig. 1)

For godt en snes år siden indledtes i Draved skov ved Løgumkloster under ledelse af den nu afdøde palæobotaniker Johs. Iversen forsøg med at rekonstruere denne form for landbrug, der praktiseredes her i landet for 4 -5.000 år siden. Man ville se, hvor stort et udbytte stenalderens kornsorter kunne give samt iagttage svedjebrændingens langtidsvirkning på plantesamfundet. Derfor valgte man et område, hvor skoven aldrig havde været under intensiv forstmæssig pleje og følgelig omfattede en rig variation af træarter og buske. Det skulle vise sig, at stedet i andre henseender ikke var så godt valgt. Det var navnlig for fladt og fugtigt; stenalderbonden foretrak velafvandet jord i bakket terræn. (Fig. 2)

Med hensyn til træfældningen gjorde J. Troels-Smith og Svend Jørgensen fra Nationalmuseet derimod fine iagttagelser. Den huggeteknik, de eksperimenterede sig frem til, er senere blevet bekræftet, hvor man i dette århundrede har brugt stenøkser - på Borneo og New Guinea. Foldudbyttet blev derimod mindre end ventet. Navnlig i den usædvanligt våde sommer 1954 blev resultatet ringe. Af nitten små parceller gav kun tre positive foldudbytter, henholdsvis 1, 4, 2 og 2, 4 fold, skønt afgrøderne i begyndelsen af august havde tegnet lovende. Fugle og mus ødelagde en del, regn og blæst gjorde resten. Otte af de mest lovende parceller blev slet ikke modne, før efterårsstormene kom. Alligevel kunne man på grundlag af stråtællinger slutte, at hvis ikke de nævnte faktorer havde spillet ind, kunne foldudbyttet være blevet fra 4 til knapt 7, hvilket er næsten dobbelt så meget, som man plejede at regne med på trevangsbrugets agre i 1600 -1700 årene. (Fig. 3 +4) (Fig. 5)

Der var trods alt langt igen til de 20 -25 fold, finske og svenske svedjebønder avlede i 1700-1800 årene. De dyrkede imidlertid en slags vinterrug, der havde den egenskab, at den buskede sig kolossalt, så hver kerne frembragte en mængde strå. I vor stenalder dyrkede man hvede og byg, rimeligvis som vårkorn, og hverken klima eller jordbund svarede til Nordskandinaviens, så man skal næppe regne med, at udbyttet var så stort, som man hidtil har antaget.

»Shifting Cultivation« er som nævnt almindelig i store dele af Afrika og Amerika, men desuden i Sydøst-Asiens bjergegne, hvor bjergrisen erstatter brødkornet. For nylig har den australske professor Jack Golson påvist, at på New Guinea er metoden ikke den ældste. I højlandet har han ved arkæologiske undersøgelser fundet firkantede dyrkningsfelter omgivet af afvandingsgrøfter dateret til 3 - 4000 før Kristus. På den tid dyrkede man formodentlig knoldplanter som yams i et slags havebrug på New Guinea. Det åbner vældige perspektiver; for havebruget er næppe opstået her, men indført fra Sundaøerne eller Sydøst-Asien. Det kan meget vel vise sig, at jorddyrkningen er ældre i denne del af verden end i For-Asiens bjerglande. I Kina begyndte man først at avle korn ca 4000 år senere end i det nære Østen. I denne såkaldte Yang Shao kultur ved floden Huang-ho dyrkede man i begyndelsen hirse, senere ris. (Fig. 6) (Fig. 7) (Fig. 8)

Nye fund har vist, at bønderne i begyndelsen af vor Yngre stenalder også kendte til en slags havebrug, hvor kornet dyrkedes på små arealer, nedmuldet med et spadelignende redskab, der blev trukket ved hjælp af et reb. Da den ældste oksetrukne plov, »arden«, blev indført, kunne det ovennævnte ekstensive vekselbrug brede sig over større arealer, og efterhånden som befolkningen voksede, kunne det lønne sig at supplere de årligt dyrkede små bede omkring bopladsen med fjernere liggende svedjemarker, hvis afgrøde vanskeligere kunne beskyttes mod skadedyr - fugle, gnavere, hjorte og vildsvin - men hvorfra man jævnligt kunne hente betragtelige kornafgrøder til at gemme som stødpude mod dårlige høstår.

Velgødede hjemmemarker har sandsynligvis altid eksisteret. Selv i det tropiske Afrika finder man af og til små, velplejede bede lige ved landsbyen - ligesom i det kollektiviserede Øst-Europa. På New Guinea er bedene det vigtigste eksistensgrundlag. Søde kartofler, som kvinderne dyrker i dem, er sammen med grise et anerkendt betalingsmiddel, når man skal købe sig en kone. Her bruges dyrenes ekskrementer ikke som gødning, men jorden forbedres med kompost. I Sydøst-Asien og navnlig på Java, hvor man tæller den største befolkningstæthed i noget tropisk område overhovedet, går intet til spilde, som kan nære jordens frugtbarhed. (Fig. 9) (Fig. 10)

I virkeligheden er de indfødtes traditionelle landbrug udtryk for en fin balance i naturens husholdning. Indtil for nylig har mange anset svedjebruget for at være rovdrift, en opfattelse som dog allerede den svenske botaniker Linné imødegik. To engelske eksperter ved Ghanas universitet, P. N. Nye og D. J. Greenland, påviste imidlertid i en for få år siden offentliggjort undersøgelse, at så længe folkemængden holdes på et lavt niveau, omkring 4-7 indbyggere pr km2, er der ingen fare for rovdrift, og en så ringe tæthed findes i de egne af Asien, Afrika og Amerika, hvor svedjebruget dominerer. I Papua-New Guinea er der i gennemsnit 5 indbyggere pr km2, men i de intensivt dyrkede områder i højlandet lever der 15-60, stedvis endog over 100 mennesker, pr km2. Selv om anlæggelsen af te- og kaffeplantager i de senere år har givet beskæftigelse til en del mennesker netop i disse distrikter, viser tallene, at tropelandbruget på øen ved intensiv udnyttelse af jorden - selv uden naturlig gødskning - kan føde fem gange så mange mennesker pr areal som svedjebruget under lige vilkår. Men der bliver naturligvis ikke noget tilovers til moderne boligudstyr eller luksusforbrug.

I de sidste halvandet hundrede år er Afrikas befolkning vokset stærkt, efter at slavehandelen blev afskaffet, stammekrigene bragt til ophør og sygdom og hungersnød bekæmpet systematisk. Befolkningstætheden er dog stadigvæk lille i forhold til Indien, der sammen med Pakistan og Bangla Desh har mere end dobbelt så mange indbyggere som hele Afrika. Når forholdene alligevel i dag giver anledning til nogen bekymring, skyldes det, at man i den tropiske og subtropiske zone har forladt den gamle balance. Karen Blixens beretning om sine skuffelser på den afrikanske farm er typisk for europæernes fejlslagne forsøg på at udnytte skovklædte områder til produktionen af »cash crops«, det vil sige eksportafgrøder som kaffe og lignende. Som følge af troperegnens udvaskning øgedes erosionen i den blotlagte jord, madjorden forsvandt, og de øvre lag tørrede ud. Navnlig i grænseområderne mod savannen vanskeliggjordes betingelserne for trævækst. I efterkrigsårene har europæiske specialister imidlertid analyseret mulighederne for forbedringer gennem bekæmpelse af plantesygdomme, indførelse af græsudlæg og bælgplanter i hvileperioder, så jorden ikke får lov at ligge bar efter høstningen, tilførsel af passende mængder kunstgødning etc., alt efter den lokale jordbunds krav. Hvor der er mulighed for at holde malkekvæg, forbedres kvægracerne, hvilket sammen med bælgfrugterne giver bybefolkningen en bedre proteinbalance. Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om at få kalorier nok, føden skal også have den bedst mulige sammensætning. (Fig. 11)

Vi er vant til at bekymre os mest om udviklingen i Afrika. Men tilsvarende problemer i Indien angår mere end dobbelt så mange mennesker. Indien er fattig, men det er ikke et u-land i samme forstand som hovedparten af de nye stater i Afrika. Jordbunden er gennemgående af betydelig bedre kvalitet, selv i Deccans højland kunne den forbedres ved en gradvis forøgelse af muldlaget ved opblanding af den fede lerundergrund. Den største vanskelighed er monsunregnens uberegnelige mængde, der begrænser mulighederne for kunstig vanding til højst 20% af det dyrkede areal. Til gengæld har den såkaldte »grønne revolution« i de nordvestlige stater, hvor man kan hente vand fra Himalayas snesmeltning og pumpe supplerende mængder op fra den porøse undergrund, bevirket, at hvedeproduktionen fordobledes i løbet af en snes år. Det skyldtes, at man indførte højtydende mexicanske sorter, der formåede at udnytte en stor mængde kunstgødning. Men Indiens egen produktion, navnlig af nitratgødning, har i efterkrigsårene langt fra kunnet holde trit med den øgede efterspørgsel, således at man har måttet indføre stigende mængder fra udlandet. Fordelen har været, at det nu er muligt at oplagre korn til imødegåelse af ekstra behov i år, hvor monsunregnen svigter. (Fig. 12)

Men 80% af Indiens landbrug vil også i fremtiden være afhængig af den naturlige nedbør, dvs. småbrugerne i de gamle landsbyer. Her er mulighederne for stordrift yderst begrænsede på grund af naturforholdene og nedarvet utilbøjelighed til at opgive sin gode jord i og omkring bebyggelsen. En omfordeling af jorden, som den der foretoges hos os i slutningen af 1700-årene, ville i overgangsperioden koste urimelige ofre. Men en langsom udvikling er i gang i retning af dyrkningsmæssige forbedringer - og som man sagde herhjemme i gamle dage: Når bonden har penge, har alle penge. En begrænsning af fødselstallet er vanskelig, så længe omsorgen for de gamle hviler på en stor børneflok. Deraf overbefolkningen. Man ser, hvor vanskeligt det er at bryde den onde cirkel, og der findes ingen patentløsninger.

En højtstående embedsmand fra New Delhi, der kendte udviklingen i Europa godt, fortalte mig engang, at man i første omgang måtte søge at binde så store dele af befolkningen som muligt til landsbyerne; for byerne var endnu ikke industrialiserede nok til at opsuge dem. Han sammenlignede udviklingen med den, der fandt sted i Tyskland og Danmark i slutningen af forrige århundrede, da befolkningspresset skabte et stort proletariat i byerne. Han så frem til det tidspunkt, da industrierne ville blive i stand til at byde arbejderne anstændige livsvilkår; for så ville fødselsbegrænsningen komme af sig selv. Desværre har olieprisernes stigning ramt Indien hårdere end de fleste andre lande. Mangel på kraftkilder kan også ude i landsbyerne gøre den vidt fremskredne motorisering og elektrificering illusorisk, så mange må vende tilbage til dyrisk og menneskefrembragt kraft. (Fig. 13) (Fig. 14)

De indgreb, vi i den sidste menneskealder har gjort i naturens store husholdning, har i mange tilfælde vist sig skæbnesvangre. Det er lykkedes at begrænse sult og sygdom og i et vist omfang at forhindre folk i at dræbe og skamfere hinanden i utallige lokale krige. Krigene i Vietnam og Cambodija er uhyggelige nok, men de er dog intet imod, hvad tidligere århundreder kunne opvise. Resultatet er blevet en befolkningsvækst, som jorden har vanskeligt ved at tåle, medmindre de mange u-lande selv lærer at tage vare på deres landhusholdning. Også på andre områder har vi brudt naturens kredsløb ved at bortødsle dens gode gaver i form af
energi og materialer. Allerværst er dog, at vi daglig pumper uhyre mængder af nyttig gødning ud gennem kloakerne, så den spildes i havet i stedet for at vende tilbage til kredsløbet og frugtbargøre markerne. Her skulle man synes, der var et område, hvor der straks kunne sættes ind ved at holde latrin for sig og almindeligt kloakvand for sig. Den naturlige gødning er med til at opbygge »madjorden«, og vi burde lære af fortidens bønder at tage vare på alt affald, som kan frugtbargøre den jord, vi til syvende og sidst lever af.

Lit: A. Steensberg: Med bragende flammer. Brændingskulturens metoder i fortid og nutid. Kuml 1955. - G. Lerche og A. Steensberg: Observations on Spade-Cultivation in the New Guinea Highlands. Tools and Tillage 1973. - Sir Joseph Hutchinson: Farming and Food Supply. The Interdependence of Countryside and Town. Cambridge Univ. Press 1972.