Kronik: Borgenes Ø

Jernalderborgen ved Ismantorp by på Øland ligger gemt i tæt løvskov og er derfor bevaret bedst af alle øens ringborge. Den forfaldne ringmur med ni porte og ruinerne af 88 huse har altid fascineret læg og lærd, således Carl von Linné, fra hvis ølandske rejseskildring, 1741, citatet er hentet. Ifølge Linné har disse borge uden tvivl været »asyler for indbyggerne, før end krudt og kugler var opfundet«. Nu, 240 år senere, ved vi meget mere om borgene og deres ø takket være en intensiv forskning, især i den seneste menneskealder.

Der findes synlige rester af 17 borge og muligheder for endnu to. Netop Øland har særlige betingelser for studiet af disse anlæg - bedre end noget andet nordisk borglandskab - hvilket især skyldes det anvendte byggemateriale, Ølandsfliserne. (Fig. 2) Dette produkt af den lokale kalksten er yderst velegnet til formålet, let at få fat på, let at forme og på det nærmeste uforgængeligt (omend man må erkende, at det kræver en del reparation og ombygning igen at tage de gamle borge i brug) - der kan gøres mange iagttagelser i ruinerne, uden at man behøver at sætte spaden i jorden. (Fig. 3) (Fig. 4) Flere af borgpladserne er desværre blevet opdyrkede, kulturjorden var vel for stor en fristelse for senere tiders bønder, men til trøst for arkæologerne har dyrkningen givet mange fund, så den kronologiske placering af dem har længe været kendt i hovedtræk. En af borgene, Eketorp, er blevet næsten totaludgravet, og i seks andre er foretaget mindre undersøgelser.

Bebyggelsesmønsteret og fundene viser, at ti borge fungerede i 5. - 7. århundrede efter Kristus, lad os kalde dem folkevandringstidsborge. Kun ét anlæg, den lille Hässleby-borg, som savner stenhuse, kan med sikkerhed dateres til en ældre periode, nemlig tiden omkring Kristi fødsel. Udgravningen her er vigtig, fordi den viser, at Øland ligesom Gotland havde ringborge allerede i keltisk jernalder - samme tid, som også den danske borg i Borremose, Himmerland, tilhører. Om den store Vedby-borg på øens nordende, ved vi ikke meget; den bør af strategiske grunde have fungeret i folkevandringstid, men bevis mangler. Tilbage bliver et antal småborge, også de kan være anvendt i folkevandringstid, men det er usikkert, og vi vil derfor gå let hen over dem i det følgende. Ca en fjerdedel af borgene har været genbrugt i middelalder, og dette er et spændende arkæologisk-historisk problem, ikke mindst efter udgravningen af Eketorp, men også det vil vi lade ligge her. Vi vil holde os til 4.-5. århundrede og søge årsagen til, at så mange som ti-elleve ringborge er bygget i denne periode. (Fig. 5)

Den gavmilde gravskik under ældre romersk jernalder (0-200) tillader os at beskrive Ølands kultur i denne periode som rig og blomstrende. I yngre romertid (2-400) bliver gravfundene færre, og i de derefter følgende perioder, folkevandringstid (400-550) og vendeltid (550-800) forsvinder de så godt som fuldstændig. Man skulle herefter tro, at øen omkring 200 ramtes af stor fattigdom eller katastrofal befolkningsformindskelse, men at dette ikke er tilfældet viser andre slags fund, som nu kommer til: bopladser, guldskatte og guld- og våbenofre i moser.

Fra yngre romertid og frem i ældre vendeltid har øboerne holdt til i stenhuse. Mere end 1000 ruiner af sådanne er bevaret til vore dage, ofte omgivet med store systemer af hegnsmure. På det mellemste Øland findes områder, hvor dette jernalderlandskab strækker sig over flere kilometer, blot afbrudt af nutidens dyrkede marker. Flere husgrunde er undersøgt, og det er åbenbart, at disse gårde og dyrkningssystemer er forladt under folkevandringstid og ældre vendeltid.

Det er nærliggende at forklare denne forandring i bebyggelsesmønsteret og det samtidige borgbyggeri med fjendtlige hærgninger på øen. Mange nedgravede guldskatte kan ved deres indhold af romerske mønter (såkaldte solidi) dateres til tiden kort før 480. Man har deraf sluttet, at øen udsattes for særligt alvorlige plyndringer netop på den tid. Andre forhold kan imidlertid have spillet ind. Pollenanalyser fra bl.a. Øland har vist, at folkevandringstid og vendeltid var nedgangsperioder for jordbruget; det har givet anledning til formodninger om, at samfundsforandringen skulle forklares først og fremmest ved en økonomisk krise fremskyndet, om ikke fremkaldt, af en klimaforværring. En slags strukturkrise med andre ord.

Den muligvis formindskede befolkning synes i vendeltid at have koncentreret sig om de mere frugtbare områder. Heller ikke i denne tid kan Øland dog kaldes fattigt trods mangelen på rige gravfund. Med vikingetiden kan man igen tale om fremgang i bebyggelsen, og den fortsætter ind i middelalder.

Selv om det var tydeligt, at ringborgene spillede en vigtig rolle i denne omskiftelsernes tid, varede det længe, før man fik virkelig viden om dem - ingen af dem var jo blevet systematisk undersøgt. Det var arkæologen Mårten Stenberger, hvis afhandling »Öland under äldre järnåldern« fra 1933 danner grundstenen i stedets jernalderforskning, som i 1964 tog det første spadestik til en totaludgravning af Eketorp, øens sydligste borg. Ingen kunne dengang ane, at dette udgravningsprojekt skulle komme til at strække sig over mere end ti sæsoner, at bearbejdningen efter sytten års forløb stadig ville være igang, at storslåede rekonstruktionsprojekter ville følge i udgravningens kølvand, eller at 60.000 besøgende skulle komme til Eketorp 1980.

Resultaterne af undersøgelsen er med andre ord overvældende og giver et enestående indblik i et forhistorisk samfunds tilværelse, men perspektivet er ikke begrænset af ringmuren, det omspænder hele Ølands udvikling fra 4. til 14. århundrede, altså et fuldt årtusinde. Her vil vi dog, som allerede nævnt, koncentrere os om tiden indtil ca 700.

Eketorp ligger strategisk i den samtidige bebyggelse; der findes inden for to-tre kilometer fra borgen flere grupper af stenhusgrunde med tilhørende hegnssystemer og gravpladser. (Fig. 6) Fornemme fund af romersk import, våben og guld viser, at det var velstående folk, der anlagde borgen.

Den ældste borg, Eketorp I, som vi kalder den, er svær at datere, da fundene er få, men det synes sikkert, at den har været i brug under yngre romertid, og sandsynligt, at den er bygget i 300-årene. Af ringmur og huse er kun de nederste skifter tilbage, da anlægget af Eketorp II medførte nedrivning af den ældre borg. Allerede den vellagte murfod vidner om et bygværk af format; den er 3,4 m bred, og selve muren har nok været 3-4 m høj. Hovedindgangen var gennem en bred port, og sandsynligvis har en smallere passage ført ud til en nu tørlagt sø eller måske snarere sump øst for borgen. Køreporten var stærkt befæstet, og husmure på begge sider af portgaden gjorde passagen yderligere trang og vanskelig passabel for en indtrængende fjende. Selve porttypens oprindelse og rekonstruktion vil vi vende tilbage til, når vi får set nærmere på de tilsvarende anlæg i Eketorp II.

De 20 huse, som er påvist i den ældste borg, ligger radialt, væg mod væg, med den ene ende mod ringmuren, den anden, som er helt åben og uden gavl, mod en rund midtplads. løvrigt er de af den sædvanlige nordeuropæiske type, hvor fritstående stolper i to rækker har båret taget. Fraværet af gavle og døre, det ubetydelige kulturlag, ildstedernes og fundenes fåtallighed viser, at husene ikke har været anvendt i længere tid ad gangen. Mange ombygninger og forandringer i stenkonstruktionerne taler imidlertid for, at Eketorp I alligevel har haft en lang eksistenstid.

Ringmur og port bevidner, at Eketorp I var et militært anlæg, men den har en defensiv karakter og må betragtes som en tilflugtsborg, kun anvendt i nødsituationer. Det er dog sandsynligt, at et så omfattende bygningsværk også har haft andre funktioner i den omgivende bygd. Kultplads? Markedsplads? Nej her er vi på gyngende grund.

Det er af historisk vigtighed, at Eketorp I er anlagt længe før mønthorisonten ved år 480; også tidligere var der altså brug for borge omend ikke permanent. Men når møntskattenes uroperiode må afskrives som borgbygningstid, søger man unægtelig efter andre spor af fjendtlig aktivitet på øen. De findes, nemlig i den store offermose Skedemosse omtrent midt på Øland (se Skalk 1960:3). Gudedyrkelsen her synes indledt omkring Kristi fødsel som en frugtbarhedskult med dyreofre, men senere, i yngre romersk jernalder ændrer den karakter, nu begynder en periode med våbenofre, som varer til omkring år 500. Hvis tolkningen af disse fund som takofre til krigsguder efter heldigt tilbageviste fjendtlige anfald er rigtig, kan det ikke være tilfældigt at borge byggedes og brugtes netop på denne tid.

Åbenbart er det fjendtlige pres på Øland øget med tiden eller har antaget andre former. Man kan nemlig for to borges vedkommende se, at de er blevet udvidet betydeligt, og at man er gået over til permanent beboelse. (Fig. 7) (Fig. 8) Treby borg har fået to tilbygninger og består idag af tre små ringborge på rad, alle fyldt med radialt lagte huse, som var permanent anvendte - hvis man tør slutte ud fra udgravningen af et enkelt hus. Den anden ombyggede borg er Eketorp. Her er man gået radikalt til værks og har nået et slutresultat, der var lettere at forsvare end det ovennævnte eksempel. En ny mur blev lagt koncentrisk omkring Eketorp I, som siden ryddedes. Ombygningen mere end fordoblede borgens areaI, samtidig med at man fik den kortest mulige mur at forsvare.

Ringmuren er 5 m bred og har været mindst 4,5 m høj, hvortil kommer et brystværn. Da folkevandringstidens murkrone er styrtet sammen for længe siden, kan man kun gisne om, hvordan det så ud. På en ø med mangel på tømmer, men rigdom på kalksten, som befolkningen gennem generationer var vant til at arbejde med, er man imidlertid ikke i tvivl om materialet.

Tre porte førte ud fra borgen. Den ene var en smal passage, der - her som i det ældre anlæg - har givet adgang til vandreserven i øst, som må være trådt i funktion, når den stensatte brønd inden for ringmuren ikke kunne klare forsyningen. (Fig. 9) Denne østport, der var let at forsvare, har været lukket med en enkel trædør, mens to 2,8 m brede køreporte var lige så stærkt befæstede som porten i Eketorp I. Særlig interessant er nordporten, fordi der knap én meter uden for det sted, hvor selve træporten har været, ses indhuggede render i fundamentet til begge sider. De kan næppe forklares på anden måde end som glidespor for et faldgitter. For at et sådant skal løbe sikkert og være beskyttet i ophejset tilstand, må der være et hvælv over portens indre del. En overhvælvet port, bygget af stablede sten uden brug af mørtel. Og med faldgitter. Er det muligt, vil mangen skeptiker spørge.

Mængder af romerske våben og udrustningsdetaljer i nordiske fund bekræfter den stærke indflydelse, Rom øvede på krigskunsten heroppe, og måske var kontakten nærmere, end man har været tilbøjelig til at tro. En ny undersøgelse af de ølandske møntskatte fra 400-årene viser, at øboerne fik direkte del i de enorme tributter til hunner, goter og gepider, som var det romerske diplomatis pris for fred med folkene uden for grænsebefæstningen ved Donau. Det stærke tryk, barbarerne udøvede på grænsen fra 300-årene til verdensrigets sammenbrud, førte til en intensiv oprustning i de truede provinser. Netop faldgitteret blev indført ved fornyelsen af mange af portene. Ligheden mellem disse senromerske porte og den på Eketorp er så slående, at man faktisk må antage, det er dér, den ølandske befæstningskunst har hentet inspirationen.

Det trange borgområde, godt 5200 m², har man søgt at udnytte bedst muligt ved nøje planlægning af bebyggelsen. Ligesom i Eketorp I og flere andre folkevandringstidsborge ligger der en krans af huse langs ringmuren, og derudover har den store centralplads tilladt opførelsen af et midterkvarter med to sammenbyggede rækkehuslænger. Byggeriet har ikke fundet sted på en gang, men er begyndt omkring søndre port og på den lidt højere og tørrere vesthalvdel, hvor planen med stor regelmæssighed slutter sig til Eketorp I. Nordøstkvarteret er opført senere og med nogen afvigelse i mønsteret; det gælder især husblokken i midten. Nye behov har vel motiveret en planændring.

Husene, hvis ensartethed blandt andet kommer til udtryk i størrelsen, ca 50 m², er af samme treskibede type som tidligere, men nu med stenbyggede gavle og ordentlige døre. Gennem udgravningen påvistes væghøjder på ca 1,5 m og stolpesætninger, der må have båret afvalme- de sadeltage. Der er tale om såvel beboelseshuse som økonomibygninger (fæhuse, lader etc.). (Fig. 10) Lige fra begyndelsen er hele gårde flyttet ind i den nye borg med bygninger for mennesker, dyr og alt øvrigt fornødent. Borgen blev en befæstet bondeby sydende af liv.

Antallet af fæhuse er 13 og mængden af beboelseshuse cirka dobbelt så stor. (Fig. 11) Lægger man dertil de øvrige huse i borgen, kommer man frem til, at en gård bestod af tre-fire huse, hvoraf de to, som var forbeholdt menneskene, havde hver sin husholdning. Billedet stemmer nogenlunde med det, man får ved at studere den fritliggende bebyggelse på Øland. (Fig. 12)

Befolkningen i bondebyen Eketorp II kan med 26-30 husholdninger beregnes til omkring 200 personer (fejlmargen ±50). Skønt mindst halvdelen må have været børn og unge, har der alligevel med denne folkemængde været tilstrækkelig mange voksne mænd, til at ringmuren kunne bemandes. En gammel tommelfingerregel foreskriver nemlig én forsvarer pr 5 m brystværn, og muren er godt 250 meter lang. Den militære styrke, Eketorp kunne præstere, skal dog ikke overvurderes. Besætningen har ikke været meget større end mandskabet på en båd af Nydamtype.

Osteologerne har ud fra de fundne dyreben, godt en halv ton, kunnet give en indgående skildring af husdyrholdet i borgen. De kan således fortælle os mængdeforholdet mellem de forskellige slags tamdyr, og da den kvægbestand, som om vinteren var opstaldet i Eketorp, efter antallet af båse i fæhusene kan sættes til godt hundrede kreaturer, er de i stand til at beregne omtrentlige antal for de øvrige dyr: 200 får, 20 geder og 50 svin. Hertil kommer en ukendt mængde heste og hunde, nogle katte samt høns, gæs og måske ænder. Græsningen omkring borgen synes at have været god, og man må regne med et betydeligt større antal husdyr om sommeren end om vinteren. Vinterfodringen var givetvis et problem, og det kan da også ses, at en stor del af bestanden er slagtet om efteråret og i den tidlige vinter. Juleskinken har en lang tradition. (Fig. 13)

Nogle få liter brændt sædekorn er ved siden af et par segle alt, hvad der er tilbage fra den anden hovednæringsvej, agerbruget. Men de fortæller en hel del. Man har næsten udelukkende avlet byg, og udbyttet har været af god kvalitet. Ukrudtsfrø i sæden fra både fugtig og tør mark viser, at man i denne urotid udnyttede de agre, som var tilgængelige i borgens nærhed, maksimalt. (Fig 14) Frø af ukrudt, som må være kommet østfra, over havet, giver et velkomment supplement til vort billede af tidens handel. Man har åbenbart importeret korn fra den anden side af Østersøen - hvis man da ikke ligefrem har taget det selv på plyndringstogter.

En slags fladbrød bagt over åben ild har været almindeligt spist, men der er også fundet to bageovne, som netop synes egnet til brødbagning. (Fig. 15) En af dem ligger i nordøstkvarteret, hvor som nævnt husene er mere uregelmæssige, formodentlig fordi levemønsteret har ændret sig i den fuldt udbyggede landsby. Kornet har naturligvis først og fremmest været anvendt til brød, men noget er dog blevet til overs til ølbrygning.

Der er spundet og vævet i snart sagt hvert eneste hus, men også kammageri og bronzestøbning er udøvet. Sporene efter disse to erhverv er spredte og må snarest tilskrives omvandrende håndværkere. Behovet for jernprodukter som våben og redskaber og ikke mindst disses reparering har derimod været så stort, at et hus er indrettet til smedje. Nogen overskudsproduktion af de håndgjorte produkter ses der ikke at være tale om. Trods sit stadslignende udseende var og blev Eketorp II en bondeby helt baseret på jordbruget.

Et forsøg på en social analyse af borgbefolkningen giver et ligefrem paradoksalt resultat. Intet hus kan fremhæves som særlig fornemt, det er umuligt at udpege en høvdingehal. Antallet af opstaldede dyr i fæhusene varierer inden for snævre grænser; de største gårde har ikke haft meget mere end dobbelt så mange dyr som de mindste. Går vi derimod til genstandene og sammenligner med de rige gravfund fra Bornholm og Gotland, viser det sig, at der i Eketorp boede mennesker, som må have tilhørt deres tids øverste lag. Skår af 15-20 glaskar, guldfingerringe, perler, dragtspænder, armringe og hængesmykker er eksempler på sådanne fund. Andet vidner dog om enklere forhold, og ildsteder i hjørnet af et par stalde kan måske tages som tegn på, at man holdt trælle. Befolkningen i borgene har da sandsynligvis udgjort et tværsnit af datidens ølandske befolkning fra høj til lav.

For at en bondeby som Eketorp skal kunne fungere, kræves naturligvis en eller anden form for besluttende organ. Det er fristende at tænke sig et bystævne, hvor alle »gårdejere« har haft ret til at deltage, men da borgen samtidig har et så udtalt militært præg, må man antage, at der (tillige?) har været en rendyrket hierarkisk ledelsesform, med en befalingshavende, en kommandant, i spidsen. Adkomsten til denne værdighed har nok været baseret på personlig duelighed og evne til at bevare de undergivnes loyalitet. Han var »primas inter pares«. Havde magten været arvelig inden for en familie, burde dette - som mange etnografiske eksempler viser - have sat sig spor i bebyggelsesmønsteret.

Eketorp opgives ikke ved en pludselig fraflytning, men lidt efter lidt. Man kan tydeligt spore et gradvist forfald; den tidligere så faste organisation gik i opløsning. Dette må være sket i årene før 700. Årsagen er sikkert den for en bondeby uheldige indretning, borgen har virket som en spændetrøje, og så snart forholdene tillod det, er man igen flyttet ud i landskabet, nu sandsynligvis i mere regelrette landsbyer end før borgtiden. Om den sene vendeltids og vikingetidens bebyggelsesformer på Øland ved man imidlertid næsten ingenting.

Antager man, at de andre ringborge har haft en folketæthed omtrent som Eketorps, kommer man frem til, at 2000-2500 personer boede i borge. En beregning af Ølands totale folkemængde omkring år 400 giver som resultat 6- 9000 mennesker. Så meget som en fjerdedel af øens befolkning synes altså at have boet bag ringmure, og ved fjendtlige overfald har portene sikkert stået åbne for de andre.

Men hvem kan fjenden have været? (Fig. 16) Borgene er bygget og brugt i en periode, hvor den ældre jernalders høvdingedømme udviklede sig til yngre jernalders mere statslignende samfund, og man kunne tænke sig, at dette systemskifte, som strakte sig over måske 200 år, samt den omtalte krise i jordbruget, havde fremkaldt indre spændinger, som tvang de ledende i samfundet til at sikre deres magt gennem borgbyggeri. Men den forklaring dur ikke; anlæg som Eketorp har overhovedet ingen karakter af at have været herreborge eller forbeholdt nogen særskilt gruppe af samfundet. Heller ikke periodens guldrigdom eller borgenes forvandling til permanent beboede, velstående landsbyer tyder på lokal krise og uro. At øboerne har formået at sende tropper mod de romerske grænsebefæstninger ved Donau er tværtimod tegn på indre styrke.

Betragter vi våbenofre og borgbyggeri under ét, forekommer det mest sandsynligt, at fjenden var omvandrende, plyndrende barbarflokke, i analogi med hvad vi fra skriftlige kilder ved om tilstandene ved romerrigets grænse. Disse kilder tier iøvrigt ikke helt om forholdene i Norden under vandringstiden. Velkendt er således beretningen om, hvordan en nordisk folkestamme, herulerne, efter nederlag mod longobarderne år 508 splittedes i to dele, hvoraf den ene vendte tilbage til hjemlandet gennem bl.a. danernes land. Arkæologisk har man aldrig kunnet finde disse heruler, men ikke desto mindre må de have eksisteret. I lignende folkeflytninger og ikke mindst i utallige plyndringstog nabofolk imellem skal man sikkert søge årsagen til tidens krigeriske karakter. For det rige Øland med dets udsatte kyst har faren været stor. Ringborgene er et monumentalt udtryk for øboernes rigdom, organisationskraft og forsvarsvilje.

Borgene på den søndre ende af øen har ikke hver for sig udgjort nogen stærk magt. Skulle man besejre en fjende og ikke blot udholde en belejring, har samordning været nødvendig. At et signalsystem borgene imellem har eksisteret, forekommer selvfølgeligt. Accepteres den tanke, er det svært at afvise andre former for samarbejde. (Fig. 17) (Fig. 18)

Kan man altså tænke sig, at borgene indgik i et administrativt-militært system? Deres fordeling på øen er i hvert fald interessant. De fire største - Löt, Mossberga, Ismantorp og Gråborg - ligger alle i tilknytning til klart udskillelige, store og rige bygder. Også Vedby i nord og sydøens borge ligger i eller ved fundkoncentrationer og har rimeligvis været bygdeborge. At grænserne for Ølands gamle herreder og borgbygderne i nogen grad falder sammen, kan skyldes naturskabte skel for dyrkningsområderne, men der kan også være en reel sammenhæng; herredsinddelingen er i hvert fald ældre end sognedannelsen. Før vi kan udtale os sikrere om muligheden for en samordnet administration, må vi vide mere om de andre borge, men mon ikke man tør påstå, at de styrende i Ismantorp og ikke mindst i Gråborg har haft mere at sige i spørgsmål af betydning for hele øen, end Eketorps ledere?

Dette billede af folkevandringstidens Øland viser et veludviklet bondesamfund, som gennem et par århundreder på grund af utrygge tider valgte at leve en halvmilitær tilværelse bag høje mure. Man kan ikke undgå at sammenligne med det bebyggelsesmønster, som udvikledes bag Donau-grænsen under presset fra barbarerne. Her som på Øland levede store dele af befolkningen i stærkt befæstede samfund. Også landbebyggelsen blev mere og mere forsvarsbetonet. Med dette kendskab til baggrunden for udviklingen i romerrigets østlige provinser kan man dårligt komme uden om, at en meget udtalt trussel udefra må være årsagen til et samordnet borgbyggeri på Øland.

Lit: Eketorp. Fortification and Settlement on Öland/Sweden. Stockholm 1976-79. Af seks planlagte bind er tre udkommet. - M. Stenberger: Öland under äldre jernåldern. Stockholm 1933.
27