Kristendommen og det danske sprog

Enhver kulturstrømning - det være sig en teknisk opfindelse, en åndelig retning eller en sportsgren - sætter sine aftryk i sproget, og at den virkelig er blevet arv og eje, viser sig ved, at dens ord i ændret form er sivet ud i dagligtalen. Ligesom naturforskeren kan spore de forskellige istider i de geologiske lag, sådan kan sproghistorikeren finde tilbage til de kulturelle begivenheder i de tilsvarende ord-aflejringer. Sproget taler også, når det ikke bliver brugt.

Intet kulturfænomen har vel præget dagligdagen og dermed også sproget mere end kristendommen. Det vil vi se på i det følgende.

Vi kan tage ordet tabernakel. Det stammer fra den latinske bibeloversættelse »Vulgata«, hvor det har formen tabernaculum og bruges om israelitternes transportable tempel. Ordet betød oprindelig bræddeskur, telt, barak og er afledt af klassisk latin taberna = bod, bolig (via italiensk indlånt i dansk som taverne = værtshus). Nu om dage bruges »tabernakel« oftest i betydningen postyr, ballade, måske under påvirkning af »spektakel« og i hvert fald ikke uafhængigt af den lydlige form. I den nuværende bibeloversættelse findes ordet ikke mere. Det er undgået, måske netop på grund af nævnte dagligsprog-betydning.

Sådanne hverdagsord med bibelsk oprindelse er der mange af. For eksempel stammer den forstærkende forstavelse i ærke-dum, ærkeslyngel faktisk fra førstedelen af ærkeengel, som går tilbage til græsk arkhi = øverste, hersker. Betydningsændringen er også her stærkt understøttet af det lydlige.

De sproglige nydannelser sker, når en talende af en eller anden grund finder det uheldigt at bruge det sædvanlige oplevelsesfattige ord og derfor må være opfindsom og nyskabende. Hvor tages da billederne fra, hvor hentes de ord, der således bliver brugt på en ny måde? Der findes et udtryk på dansk: at hamle op med nogen. Hamle kommer af hammel, den tværstang foran på en hestevogn, hvortil skaglerne er fæstnet. At to heste hamler, vil sige, at de trækker lige godt. Den, der første gang brugte udtrykket om mennesker, tog det altså fra en velkendt, dagligdags situation.

Men sprogets væsen er glemsel. De orddannende oplevelser falmer og forsvinder fra sprogbevidstheden. Hvem husker, at bryllup kommer af brude-løb og vindue af vind-øje, men de udviskede billeder ligger som forsteninger i sproglagene med deres indhold af vore forfædre og formødres erfaringer. De viser, hvad man greb til, når man stod ved de yderste sproggrænser og måtte klare sig uden de sædvanlige ords sikkerhed. For at belyse en ny tanke, en ny forestilling tyede man til det velkendte som sammenligning, og det var ofte kristent tankegods.

Det sproghistorisk mest interessante er ikke, at vi har ord af kristen oprindelse for kristne fænomener, men snarere den kristne baggrund for mange af dagligdagens ord og vendinger. At længes efter de hjemlige kødgryder betyder at savne den tryghed, man har forladt. Talemåden er fra historien om israelitterne, der vaklede mellem sikkerheden i Ægypten og friheden med Moses (2. Mos. 16,3). I udtrykket om landet, der flyder med mælk og honning, har vi et urgammelt vidnesbyrd om, hvordan kanaanæernes agerbrugskultur tog sig ud set med det israelitiske nomadefolks øjne (2. Mos. 3,8). De østerlandske sprogs billedrigdom har med Biblen som mellemled forplantet sig til vor dagligtale: kaste perler for svin, have sit på det tørre, hænge med hovedet, en torn i øjet, se gennem fingre med, mørkets gerninger, falde i god jord osv. Af en lidt anden type er udtryk som: hun danser som en engel, han måtte gennem en skærsild af spørgsmål, de fik en syndflod af gaver, bogen er en bibel for ham, møbelmesse i Herning, kulturpaver har vi nok af, jeg gider ikke høre på dit præk. De er alle eksempler på overført, udvidet brug af ord, der stadig kan anvendes i deres fulde religiøse betydning. I forholdet mellem præk og prædiken er adskillelsen dog sat ind: præk kan kun bruges i overført forstand. (Fig. 2)

Helt løsgjort fra deres oprindelige betydningsindhold er ord som tøddel, ramaskrig, laban og syndebuk. Ordet tøddel betyder i dagligsproget det samme som »en smule«, for eksempel i en sætning som: Det skal der ikke ændres en tøddel ved. Oprindelig var tødlen en del af et skrifttegn, men en meget lille del som for eksempel prikken over i’et eller bollen over å’et. Sin succes som dagligord skylder den sikkert - ligesom tabernakel - det rent lydlige. Ramaskrig er opkaldt efter en i Biblen omtalt by, hvor der blev råbt og klaget, blandt andet over barnemordene i Betlehem. Den upålidelige person Laban i 1. Mosebog har måttet låne navn til lømler i såvel Tyskland som - under påvirkning derfra - Danmark. Syndebukken var oprindelig en levende buk, som præsten ved håndspålæggelse belagde med al folkets synder, hvorefter den blev jaget ud i ørkenen (3. Mos. 16,21). (Fig. 3)

Lad os afslutte omtalen af ordsvækkelser og -omtydninger med trylleordet hokuspokusfiliokus. Det er helt tydeligt en forvanskning af, hvad præsten sagde under den latinske messe: Hoc est corpus filii = Dette er Sønnens legeme. For den ikke-latinkyndige var dette blot magtfulde, magiske ord. En anden tilsyneladende tilfældig trylleformular, abrakadabra, stammer fra jødisk mystik.

Et uhyre overlevelsesdygtigt bidrag til sproget er de utallige eder og forbandelser med ord som satan, fanden, djævel, Gud i alle mulige skikkelser og kombinationer - både i fuldform: det var satans, fy for fanden, det gør jeg ved Gud ikke, og i forskellige sammentrækninger og forkortelser: sateme, sgu, vorherrebevares, helledusse (oprindeligt: hellige Gud). Ordet djævel er det græske diabolos = bagvasker, bagtaler, mens satan er hebraisk med betydningen modstander, fjende og fanden et lån fra oldfrisisk, fandiand = den fristende. Sådanne ord er i alle samfund mere eller mindre tabu-belagte, så at der hele tiden opstår nye omskrivninger: for søren, for sagomel. Sandsynligvis er de omtalte ord i sig selv allerede omskrivninger. Det er i det hele taget karakteristisk for ederne, at der til stadighed dannes nye over de gamle mønstre - området inspirerer voldsomt til den sproglige skabertrang. Bjørnson har i skuespillet »Geografi og kærlighed« følgende replikskifte: »Du er blevet så svær til at bande, Tygesen«, hvortil denne svarer »En mand med en nogenlunde rimelig fantasi får ellers ikke plads i sproget«.

Mere skjult er det, at for eksempel ordet gid indeholder Guds navn. Et ældre »Gud give det« er blevet til »gi det« og »gi’ed«. På samme måde bliver i nutidens sprog et »Gud ved om han kommer« svækket til »guvé om han kommer«. Det er karakteristisk for alle sådanne udtryk, at deres oprindelige betydning efterhånden forsvinder fra sprogbrugernes bevidsthed. Religiøse og fuldtonende eds- og forbandelsesformler flyder ud i dagligsproget i svækket eller omskrevet form. Edsritualet »så sandt hjælpe mig Gud« er på dansk endt som det lille bandeord sgu, der til trods for, at det er et forstærkerord, altid optræder ubetonet.

Det ydmyge ord såmænd har også udviklet sig af en edsbekræftelse: såsom alle hellige mænd ved. Hillemænd er på samme måde en anråbelse af helgenerne (de hellige mænd). Og noget lignende gælder minsandten, oprindelig »ved min sandhed«.

Pinedød stammer fra et ældre »Guds/ Kristi pine og død«. Jøsses er en forvanskning af navnet Jesus, og (Herre)jemini en sammentrækning af latin Jesu Domine = Herre Jesus. Hilseordet adjø er et fransk låneord: adieu, ældre å Dieu = med Gud (det vil sige »Gå med Gud«),

Et område, hvor kristendommen har øvet endnu større indflydelse, er personnavnene; langt størsteparten af dem har på en eller anden måde den som udgangspunkt. Det gælder: Adam, Peter, Paul, Michael, Niels, Jens, Simon, Alexander, Kristian, Elisabeth, Maria, Anne, Margrethe og mange, mange andre. Især helgenerne har leveret navnemateriale. I ældre tid havde navngivningsdagen, altså dåbsdagen, meget større betydning end fødselsdagen. Børnene fik kalendernavne, det vil sige, de blev opkaldt efter den helgen, der havde den pågældende dag som mindedag. Ofte har det tilgrundliggende navn udviklet sig i to retninger, én ud fra første stavelse og en anden fra næstsidste stavelse, svarende til latinsk og tysk sprogform. Således er Johannes blevet til Jens og Hans, Nicolaus til Niels og Klaus og Elisabeth til Else og Lise.

Men moderne skifter, også hvad angår forældrenes navnevalg. Mange helgennavne er gået ud af brug, men lever fortsat videre i efternavne. Kun få hedder nu om dage Klement, Zakarias, Budolf, Markus, Elias eller Salomon, mens man stadig finder Klemmensen, Zakariassen, Budolfsen, Markussen, Eliassen og Salmonsen.

To så gode danske navne som Peter og Poul er apostelnavne. Det første, Peter, har virkelig ynglet i sproget: vigtigper, forsigtigper, dummepeter. Navnet Judas har af indlysende grunde ikke virket tillokkende, mens Jesus ikke blot er tilladt, men almindeligt i latinamerikanske lande.

Og lad os se på et andet sprogkulturelt fænomen i forbindelse med kristendommen. Det er velkendt, at dennes forkæmpere søgte at gøre religionsskiftet blidere ved at udvise en liberal holdning over for asatroen. Pave Gregor den Store indskærpede år 601 sine missionærer ikke at fare for hårdt frem, ikke ødelægge templerne, men omvie dem. På et noget tidligere tidspunkt, engang i 300-årene, var Jesu fødselsdag blevet flyttet fra 6. januar til 25. december, hvor der i forvejen befandt sig en meget konkurrerende, hedensk solfest. Som en kirkefader fra 1200-årene skriver: »Således bevaredes højtiden, men meningen med den blev en anden«. På lignende vis var det bekvemt at kunne krybe ind i de eksisterende hellige ord, som så naturligvis måtte omtydes. Arveord har for det meste en inderligere og mere fortrolig tone end låneord. (Fig. 4)

Ordet døbe giver et godt eksempel på kristendommens sprogpolitik, og hvordan den påvirkede udviklingen. På engelsk tog man låneordet baptize, der stammer fra græsk, og som vi kender i formen baptist, navnet på en sekt af kristne, der lægger særlig vægt på voksendåb. I Danmark brugte man det allerede eksisterende døpæ, der betød nedsænke i vand. Til erstatning for dette ord, der altså nu var optaget, fik man »dyppe« fra tysk.

Ordet jul er også en overtagelse; det var navnet på en nordisk midvinterfest af absolut hedensk karakter. Den oprindelige betydning er usikker, måske »vendepunkt«, i så fald årets vendepunkt, vintersolhverv. Også tyskerne beholdt deres gamle betegnelse, Weihnachten = de hellige nætter, mens englænderne fik Christmas, det vil sige Kristus-messe. Navnet påske derimod har de nordiske sprog lånt; det går tilbage til hebraisk pesach, der - sandsynligvis - har grundbetydningen hoppe, springe og i så fald hentyder til en rituel dans. Ordet er i 2. Mosebog (12, 13) forklaret som »forbigang«, men det er under alle omstændigheder en senere omfortolkning, idet både festen og ordet har rødder meget længere tilbage. Der er mindst fire elementer i den nuværende påske. Dels en kvægavlerfest - altså fra israelitternes nomadetid - hvor man ofrede det først fødte lam, dels en frugtbarhedsfest med oprindelse hos de kanaanæiske agerbrugere og med afgrøden som offergave. Senere blev påsken gjort til en mindefest, først for udfrielsen fra Ægypten og til slut, i kristendommen, for Jesu død. Frugtbarhedsoprindelsen har vi endnu vidnesbyrd om i påskeæggene.

Ordet helvede har rødder i nordisk mytologi. Det indeholder Hel, navnet på dødsrigets herskerinde, og et ligeledes indenlandsk ord, viti, der betød straf. Af disse hjemlige elementer dannede de kristne missionærer udtrykket for det nye begreb, de ville indføre: dødsrige-straffen, og det blev så senere til de strafværdiges opholdssted i det hele taget. Ordet har været meget malende og letfatteligt for de gamle nordboer. Gudinden Hels navn finder vi også i (slå) ihjel, det vil sige sende til dødsriget.

De kristnes forsøg på at rense sproget for hedenskab lykkedes kun delvis; mange ord med mindelser om den gamle religion, asa- troen, slap uantastede ind i middelalderen og lever endnu i vore dage. Således indgår gudenavnet Thor i ugedagsnavnet torsdag, i personnavne som Thorbjørn, Torben, Thorvald og Thora samt i adskillige stednavne, for eksempel Thorsager og Torslunde. Frugtbarhedsguderne Frej og Freja støder vi på i Frøbjerg (Fyns højeste punkt), og i Frøsmose på Sjælland, mens kampguden Tyr tegner sig for Thisted, Tisvilde og Thise. Odin endelig, asernes fyrste, har givet navn til Odense, Onsbjerg på Samsø og Onsved i Hornsherred. Stednavne er forholdsvis stabilt sprogligt materiale og derfor vigtige i kulturhistorisk sammenhæng. Det ældste lag med gudenavne viser for eksempel, at nomadeguder som Odin og Thor kommer ind forholdsvis sent. Ældst er agerbrugsguddomme som Frej og Njord. Sidstnævnte indgår i stednavnene Nærum og Nærå. (Fig. 5)

Som et kuriosum kan nævnes, at to så fromme personer som Ansgar, Nordens apostel, og kirkefilosoffen Anselm af Canterbury begge havde klart hedenske navne. I forleddene indgår nemlig det germanske ans, der svarer til nordisk as, altså betegnelsen for de hedenske guder. Kan de to lærde herrer virkelig have været uvidende om deres navnes oprindelse?

Som nævnt er det ikke blot i enkeltordene, kristendommen har sat sig spor, også en lang række talemåder og vendinger skylder den sin oprindelse. Paris er vel en messe værd, siger vi og mener dermed, at det betaler sig at gå ind på et mindre kompromis for at opnå en større fordel. Det er en farverig måde at ytre sig på, og man behøver ikke at vide, hvor udtrykket stammer fra, men baggrunden er faktisk, at den franske huguenot-leder, der senere blev konge under navnet Henrik 4., for at kunne holde indtog i Paris var nødt til at gå over til katolicismen. Talemåden den hellige grav er vel forvaret stammer fra korstogstiden, hvor kristne og vantro sloges om Jesu grav i Jerusalem. Når den var i de kristnes magt, kunne man være tryg og rolig, men pludselig fik man i Europa at vide, at den var faldet i muhamedanernes hænder. Udtrykket bruges nu om dage med disse overtoner.

Prædike er latin, prædicare = forkynde, men hvoraf kommer det, at vi kalder en længere formaningstale en gardinpræken? Her hentydes til den irettesættende talestrøm, en kone kan overøse sin mand med bag sengeforhænget. At en fattig, pjaltet klædt person kaldes en lazaron, er inspireret af Biblens Lazarus, og ordet judaspenge af historien om forræderen Judas og hans løn, de 30 sølvpenge.

Udtrykket glansen er gået af sankte Gertrud stammer fra middelalderens helgendyrkelse. Hun var de farende folks beskytter, og der var derfor ved vejene opstillet mange billeder af hende, men de kunne let miste forgyldningen, udsat som de var for vind og vejr. - At tage bladet fra munden betyder jo, at man ikke lægger skjul på noget, men hvad er det egentlig for et blad, der er tale om? Det er såmænd det berømte figenblad, og udtrykkets historie handler om moralsk censur. På ældre tysk forekom med samme betydning »ikke at sætte et blad for«, men denne udtryksmåde må senere være opfattet som lidt vel frimodig, for man mildnede ved at tilføje »munden«; det var jo derfra talen udgik. Fra historien om Paradisets have stammer også udtrykket adamsæble om det mandlige strubehoved. Ifølge en jødisk legende fik Adam æblet fra kundskabens træ galt i halsen. (Fig. 6, fig. 7, fig. 8)

Lad os slutte med selve ordet kristen. Det var oprindelig et skældsord, i Biblen bruges det kun en enkelt gang, nemlig i Apostlenes Gerninger (11,26), hvor det er tydeligt, navnet er nyt og udefra kommende. De kristne kaldte sig selv for brødrene eller de hellige, og jøderne kaldte dem nazarenere. Det nye ord synes først at være dukket op i Antiokia, Romerrigets tredjestørste by, hvor der tidligt var en kristen menighed, og det er faktisk ikke så underligt, at det begyndte som smædeord; det er et velkendt fænomen, at bevægelsers navne kan opstå af øgenavne, som udenforstående har skabt - det har metodister og pietister kunnet tale med om. Grundtvig brød sig ikke om betegnelsen grundtvigianer, og Luther tog afstand fra »lutheraner« med følgende ord: »Hvorledes er det kommet dertil med mig stinkende ormesæk, at man vil kalde Kristi børn med mit ulyksalige navn«. Når en bevægelse vinder respekt, følger navnets klang med. Frivilligt eller nødtvunget har de tidligt kristne taget ordet til sig. Oprindelig har det lydt som noget i retning af vore dages Jesus-flipper eller Jesus-freak. (Fig. 9, fig. 10)

Kristendommen er vel den kraftigste samlede kulturpåvirkning, Danmark nogensinde har fået. Det kommer til udtryk på mangfoldige måder og ikke mindst i sproget, hvor vidnesbyrdene, som det er vist, ligger i forskellige lag. Helt på overfladen importerede låneord som kirke, præst og evangelium, lidt dybere og mere dunkelt udtryk af typen salomonisk dom, kainsmærke eller uriaspost, og længst nede og helt uigennemskueligt ord som himmelråbende; det er dannet ud fra Guds tale til Kain, efter at denne har slået Abel ihjel: »Din brors blod råber til mig fra jorden«. Kristendommen ligger både åbenlyst og skjult i sproget, ligesom den ligger åbenlyst og skjult i kulturen. Kulturelt set - med hensyn til vore værdier og livsholdninger - er vi alle sammen kristne, hvad enten vi er det i religiøs forstand eller ej. (Fig. 11)