Krigsbytte

Ja det ville det, men faktisk var det allerede sket, da den norske præst og folkelivsforsker Eilert Sundt i 1865 holdt sit foredrag i Oslo. Der var fundet en sådan gammel båd, ja endda flere af dem. Sundt var stærkt inspireret af Darwins lære, men havde endnu ikke hørt om Nydambådene, som byggeteknisk er nært beslægtede med vikingeskibene og med disses efterkommere, de vestnorske fiskerbåde, som var emnet for hans foredrag. Det var før TV’s dage. Nyheder rejste ikke så hurtigt.

I 1859, samme år Darwin skrev »Arternes Oprindelse«, startede arkæologen Conrad Engelhardt sine udgravninger i Nydam mose ved Als Sund. Han var da leder af museet i Flensborg og havde allerede udgravet ét stort våbenofferfund, hvilket havde givet ham et godt greb om mosegravningens vanskelige kunst. Nydamundersøgelsen bragte imidlertid noget helt nyt, den førte til fund, som ingen af de tilsvarende pladser trods deres overdådighed har præsteret magen til, hverken før eller senere. Jernalderfolkene havde ved siden af våben og personligt udstyr også sænket store både i offersøen.

Der er fundet andre og ældre både i Danmark, men disse er de tidligste klinkbyggede, det vil sige med overlappende længdeplanker - en konstruktion med store traditioner og grene helt op til vore dage. For Engelhardt må fundet have været en triumf, men hans undersøgelser blev brat afbrudt af krigshandlingerne 1864. Situationen udviklede sig katastrofalt, og han prøvede at redde så meget som muligt af Nydamfundet til København. Mange kasser med oldsager blev i hast ført bort fra Flensborg og efter Dybbøls fald udskibet fra Sønderborg til Korsør. Her lå de i hemmeligt depot, indtil de 1866 måtte tilbageleveres til det nu tyske Flensborg, som det var blevet lovet i fredstraktaten indgået året før. Kun de genstande, som var indlemmet i kong Frederik 7.s private samling, blev tilbage. De er senere overgået til Nationalmuseet. (Fig. 2)

I perioden 1864-1920 er der flere gange gravet i mosen af mere eller mindre autoriserede personer. Der er fundet våben og personligt udstyr, men ikke flere båddele. Først 1939, hvor Nationalmuseet ved J. Brøndsted og C. J. Becker foretog en sonderende gravning, var der igen kontakt med bådtræ: et rælingsstykke af eg.

I disse år går det igen løs. Hovedformålet er at finde mere bådtræ, men samtidig foretages der med hjælp af dybtgående detektorer en systematisk kortlægning af metalforekomsterne i mosen, og der beskrives profiler og tages prøver til pollenanalyse med det formål at udrede stedets naturhistorie. En vanskelighed er, at det aldrig er lykkedes at finde frem til Conrad Engelhardts udgravningsplaner; han har muligvis skjult dem for ikke at lede tyske udgravere på sporet af de særligt fundrige områder. Nu ved heller ikke vi med sikkerhed, hvor i mosen de store både er fundet, men forhåbentlig vil de nye gravninger skabe klarhed på dette punkt. At vi samtidig har fundet rigelige våbenmængder fra midten af 400-årene, er en sag, der ikke skal kommes ind på i denne omgang. Her er det bådene og deres historie, det gælder. Lad os først se, hvad det egentlig var, Engelhardt fandt. Nydammosens både kom alle til at lide skade af krigen. Fundet tæller tre helt eller delvis udgravede fartøjer samt muligvis en fjerde båd, som Engelhardt lige nåede at få føling med, inden undersøgelserne standsede i 1863. Vi vil tage dem én for én.

Bedst kendt er den ca 23 meter lange egebåd, som i dag kan ses udstillet i det gamle eksercerhus for Fjerde danske Dragonregiment ved Gottorp Slot i Slesvig. Imponerende ser den ud på sin piedestal i hallen, og kun få opdager, at den i virkeligheden er temmelig stærkt rekonstrueret. De gamle illustrationer af båden giver indtryk af, at den var hel og sammenhængende, da den blev udgravet, men det er ikke rigtigt: bordplankerne lå adskilte, og hele den indre struktur havde løsnet sig. Kun få af de spanter og tofter, man kan se i den nuværende opstilling, er originale, og ingen af de på rælingen fastsurrede åretolde er ægte; mange af disse vigtige konstruktionselementer må stadig ligge i mosen. Også bådens facon og dimensioner har givetvis ændret sig siden udgravningen, dels på grund af datidens manglende erfaring i konservering af vanddrukkent træ, dels som følge af uhensigtsmæssig opbevaring. Fra mosen førtes båden i 1863 til et loftsrum i Flensborg, hvor den blev opstillet, samtidig med at de manglende dele og de ringest bevarede originalstykker blev erstattet med nyt træ. Således er bådens berømte store styreåre nylavet - selvfølgelig med resterne af den gamle som forbillede. Der er ingen tvivl om, at opholdet i det uisolerede og uopvarmede loftsrum er bekommet originaltræet meget dårligt. Resultatet har været krympninger, formforandringer, revner og sprækker - skader, som var uoprettelige. (Fig. 3)

At sende egebåden til Sjælland sammen med de andre sager, lod sig naturligvis ikke gøre, den blev i Flensborg og overtoges af tyskerne. 1877 transporteredes den til Kiel, hvor den igen måtte friste tilværelsen i et uopvarmet loftslokale, indtil den 1925 anbragtes i en selvstændig bådhal. Her stod den frem til 1941, hvor en engelsk flyverbombe landede i udstillingen, heldigvis uden at eksplodere. Hastigt evakueret fra den krigshærgede by anbragtes båden på en pram i en fredelig lauenborgsk sø. 1948 endte den sin lange rejse i Slesvig.

Som allerede berørt er det i egebåden fra Nydam, vi første gang møder et ægte klinkbygget fartøj af nordisk type. Fra en bred køl rejser bådsiderne sig, hver bestående af fem brede, hinanden overlappende, sammennittede planker. Stævnene er jævnt buede og let udfaldende, uden vikingeskibenes stejle rejsning. På længdeplankernes indersider er udsparet svære klamper, som bådens nitten spanter har været surret til med bastreb. Oprindelig har der været anbragt tværbjælker (tofter) over en del af spanterne, her har roerne siddet. For det er et stort rofartøj, vi har med at gøre. Til rælingen har været fastsurret åretolde af elletræ i et antal af 28.

Bådens længde kan skønsmæssigt sættes til 23,5 meter og bredden til 3,5 meter, men disse mål må som følge af de omtalte klimabetingede forandringer tages med nogle forbehold. Tværsnittet af fartøjet, som er af betydning for at kunne vurdere dets stabilitet på vandet, har der også været diskussion om. Her ville det være uhyre vigtigt at finde et eller flere af de manglende originale spanter.

Den tidligere, noget svævende datering har efter dendrokronologiens fremkomst fået en tiltrængt afstivning: båden må være bygget ca 310-320, altså omkring midten af yngre romertid. Nu om stunder anvendes de stregkoder, som egetræernes årringe danner, ikke blot til datering, men også til bestemmelse af, hvor det tømmer, man daterer, har groet. Undersøgelserne af Nydamtræet tyder på, at båden er bygget ved Østersøkysten i nærheden af den nuværende danske grænse.

En anden båd, denne gang af fyrretræ, blev udgravet 27. oktober 1863 i selveste kong Frederik 7.s nærværelse; dengang som nu havde Nydamudgravningerne kongehusets bevågenhed. Om fundomstændighederne ved vi ikke meget, men den skal have ligget jævnsides med egebåden, adskilt i mange dele. Af det udgravede er bevaret nogle få enkeltstykker, men langt det meste eksisterer ikke mere, og Engelhardt har været uden mulighed for at studere materialet i detaljer. Vi kender den sørgelige historie fra udgravningens arbejdsformand gennem alle Nydamårene, daglejeren Paul Hansen Adam, som boede i et lille hvidkalket hus ude i selve fundområdet. Den 2. april 1870 kaldes han til afhøring på det nærliggende Sandbjerg Slot og fortæller den tyske forhørsleder følgende: (Fig. 4)

»Da kong Frederik 7. i oktober 1863 var til stede under udgravningerne i Nydam mose, gravede jeg og ni andre arbejdere en båd ud, som var bygget af fyrretræ, og hvis køl var 28 alen lang. Da vi udtog båden, løsnede alle plankerne sig fra hinanden, således at den kun kunne optages i løsdele. Disse blev lagt på en mosen nærliggende mark tilhørende gårdejer Nicolai Jørgensen, Sottrup, og blev dækket med mosejord; krumtræet (spanterne) og de mindre dele af båden blev derimod anbragt i en kasse og kørt til Flensborg. Men kølen og plankerne blev liggende afdækkede på marken til efter udbruddet af krigen i år 1864, hvor de ofte blev besøgt og beset af soldater. En dag under våbenhvilen efter stormen på Dybbøl-skanserne, men før erobringen af Als, dukkede der i mit fravær fra huset en prøjsisk officer med ca 30 pionerer op - disse huggede alle resterne af båden op i små stykker, således at alt blev totalt splittet ad. Min kone forsøgte rigtignok at protestere, men uden held. De ophuggede små stykker af båden er senere blevet brændt af mig, da træet var fuldstændig mørt og råddent; der befinder sig dog endnu tre til fire større og en del mindre stykker ved mit hus«.

Forklaringen er underskrevet af Paul Hansen Adam og af forhørslederen A. Ohrt, som slutter med at tilføje, at han har beordret daglejeren til at sende de sidste bevarede rester af båden sydpå. At dette er sket, bekræfter et brev af 8. marts 1872, hvor en kasse med bådtræ omtales afsendt med dampskibet »Vorwärts« til Kiel. Dette træ har det til nu ikke været muligt at opspore; det er vel senere kasseret. Mere mystisk virker det, at de båddele, der angiveligt skulle være sendt til Flensborgsamlingen, ikke nævnes i museets protokol.

Også Engelhardt udtrykker i sin Nydampublikation bitterhed over fyrrebådens skæbne: »Den har under den tyske besættelse af hertugdømmet henligget på marken, udsat ikke mindre for luftens fordærvelige virkning end for fremmeds kådhed. Man har taget stykker af den med sig, og snart vil vel den sidste levning være ødelagt og forsvundet«.

Fyrrebåden synes at have været elegantere og lettere end egebåden og med mere raffinerede detaljer - således indskårne mønstre på åretoldene og dekorative furer på spanternes fastsurringsklamper. Den svenske bådforsker Harald Åkerlund har ud fra bevaret tegningsmateriale anslået længden til 18,8 meter, bredden til 3 meter og dybden til 1,1 meter, og han mener, at der har været plads til 22 roere. Også dette fartøj har været klinkbygget, og vi må formode, at det var konstrueret efter de samme principper som egebåden; det vil den igangværende udgravning forhåbentlig kunne give os en sikrere forestilling om. Stævnene og roret blev for eksempel aldrig fundet, og måske ligger der andre løsdele tilbage i mosen. I dristige stunder kan man forestille sig, at udgravningsformanden i samråd med Engelhardt har fortiet bådens rette opholdssted for besættelsesmagten: den kunne være deponeret på bunden af et af de gamle udgravningsfelter. I 1991 blev der lagt en søgegrøft hen over det område, hvor vi antager disse har været. Vi fandt stumper af fyrreplanker i rette tykkelse, så måske er vi på sporet.

Mens de to til nu omtalte fartøjer må være sænket i hel tilstand, forholder det sig anderledes med nr 3, det blev af Engelhardt døbt »den sønderhugne egebåd«. En nærmere betragtning af de våben og andre genstande, som er fundet i mosen, viser klart, at der er tale om flere ofringer foretaget med lange mellemrum. Den store egebåd, som må være bygget omkring 315 og sænket nogle årtier derefter, hører givetvis til en sen nedlæggelse, den sønderhuggede båd snarest til en tidlig; de ældste sager i fundet er netop - i modsætning til de senere - meget stærkt ødelagte som led i offerritualet. Mens de andre både faldt fra hinanden i mosen, men dog holdt sig nogenlunde samlede, er denne på grund af sin splittethed blevet spredt over et meget stort område. Fartøjet må være hugget i stykker på land og stumperne kastet i vandet, hvor de er drevet rundt, til de blev fanget af sivene og vandmættede sank til bunds. Det stykke af en bådræling, som blev fundet ved 1939-undersøgelsen, stammer utvivlsomt fra det sønderhuggede fartøj, og det samme må gælde de båddele, som den nu stedfindende udgravning har bragt for dagen. Det drejer sig om plankestykker med fint udsparede, fureornamenterede surringsklamper. På det ene stykke kan vi måle den indbyrdes afstand mellem klamperne: ca 1,1 meter. Dette sammenholdt med træets øvrige dimensioner kunne tyde på, at den sønderhugne båd har været længere end den, som nu står opstillet i Gottorp. Det nyfundne bådtræ er sendt til konservering, hvorefter dendrodatering kan foretages. (Fig. 5, fig. 6)

Til disse tre fartøjer kommer som nævnt et fjerde, men det må nærmest betegnes som et spøgelsesskib. I en avisartikel fra 1925 fortæller den kendte politiker H. P. Hanssen, Nørremølle, at han som ung knægt har fået fortalt om endnu en jernalderbåd af ovennævnte Paul Hansen Adam. Engelhardt skulle mod slutningen af 1863-udgravningen være stødt på stævnen af en fjerde båd, men den var skyndsomt blevet dækket til igen, og arbejdsfolkene havde fået besked om intet at røbe. Først da alle andre var døde, afslørede gamle Paul i Nydamhuset sandheden for en dreng af »god dansksindet slægt«. H. P. Hanssen fortæller, at de stak i den bløde mosejord med hans fiskestang og kunne føle træ over et større område. Vi vil forsøge at gøre dem kunsten efter med vort stålspyd.

Som man vil have forstået, udgør de klinkbyggede både en ikke blot meget stor, men også meget gammel familie, hvor netop Nydambådene er de første led i kæden. At så megen viden gik tabt på grund af krigen, må dybt beklages. Det er det, vi nu prøver at råde en smule bod på.

En ting, vi endnu mangler underretning om, er sejlets indkomst i dansk søfart; den bevarede Nydambåd er som nævnt et rofartøj, men skridtet til vindkraftens udnyttelse har ikke været langt. I 1987 fandtes ved Karlby Klint på Djursland en lille flad lersten af énkronesstørrelse, dekoreret med sirlige små motiver. På den ene side en dyrefigur, nok en elg, på den anden et meget nøjagtigt udført skibsrids. Fartøjet er sejlførende, men ligner ikke et vikingeskib, stævnene har samme udfaldende hældning som på egebåden i Gottorp, og det tegnede sideror leder også tankerne i den retning. En båd af Nydam-typen under sejl? Desværre er stenen et løsfund, som ikke kan dateres nærmere. (Fig. 7, fig. 8)