Krigsbogen

Lorentz Benedicht var født og uddannet i Tyskland, men kom som ung svend til Danmark, hvor han overtog et godt københavnsk trykkeri. I kraft af dygtighed og kongelig velvilje blev han hurtigt en velstillet og anset borger. Han var, hvad man kan kalde hofbogtrykker: leverede papir, pergament og lignende til hofholdningen, foruden at han naturligvis fremstillede de tryksager, regeringen havde brug for. Frederik 2. selv stillede ham også opgaver, og de var mere krævende. Af de værker, han lod trykke, blev et antal eksemplarer ofte reserveret til gavebrug, indbundet i fløjl eller brokade og med forgyldte spænder.

Højdepunktet i Lorentz Benedicts omfattende produktion blev en stor militærvidenskabelig håndbog, som Frederik 2. beordrede fremstillet - måske under indtryk af Syvårskrigen med Sverige (1563-70), som ikke havde været nogen udpræget succes (fig. 1/fig. 2). Manuskriptet blev leveret af en tysker, Joachim Arentsehe; om ham ved man praktisk talt intet, men det er tænkeligt, at Frederik 2. har truffet ham under sit lange ophold i Tyskland som kronprins.

Krigsbogen, som værket almindeligvis kaldes, er på omkring 500 foliosider og består af syv afdelinger, hver med sin meget lange og indviklede titel. Teksten er trykt med stor frakturskrift (»krøllede bogstaver«), som Benedicht hermed indfører i dansk bogtryk, hvor den har holdt sig helt op mod vor tid. Mange bogstaver er af dekorative grunde påhæftet »skrivekrøller«, og siderne domineres af store, ofte farvelagte begyndelsesbogstaver. Typografisk tåler værket sammenligning med de bedste udenlandske renæssancebøger, og herhjemme i vort land er det uden sidestykke. Det sidste skyldes de snesevis af pennetegninger og malerier, som er udført på hele og halve sider, man har ladet stå blanke under trykningen.

Værkets første og største del handler om fremstilling af krudt, om fyrværkeri, angrebs- og forsvarsvåben, uniformer, vognborge og meget andet - alt sammen noget, der indbyder til farveprægtige illustrationer. De kan være meget raffinerede, for eksempel med guldbelægning på rød bund for at illudere flammer. Man ser katte og duer, der har fået brændende sager spændt på ryggen for at blive sendt ind bag fjendens linjer og antænde stråtage og halmdynger (fig. 3/fig. 4/fig. 5). Der er granater forsynet med pigge, så de kan hænge fast på huse og palisader, kanoner og flotte landsknægte foruden farvestrålende landskabsmalerier til udfyldning, hvor der er brug for det. - Længere fremme i Krigsbogen finder man afsnit om strategi og retsforhold. De er præget af stor grundighed - omtalen af den barbariske spidsrodstraf fylder således ikke færre end seksten sider.

Det er endnu ikke tilstrækkeligt undersøgt, i hvor høj grad Arentsehe har øst af ældre værker om militærvidenskab - og dem er der en del af, både trykte og utrykte - eller om illustratoren har brugt forbilleder, hvilket vel nok er sandsynligt. Forbilleder eller ikke, det er givet, at den, der har udsmykket Krigsbogen, har været meget talentfuld. Kunstnersignatur findes desværre ikke, men tanken falder straks på Benedicht selv. Af hans øvrige produktion fremgår det klart, at han havde evner i den retning.

Til den Krigsbog, der i dag opbevares på Det kongelige Bibliotek som et af dets største klenodier, knytter sig en gammel tradition, nemlig at den er ikke blot det eneste til nutiden bevarede eksemplar, men simpelthen det eneste, som blev fremstillet; kongen skulle ikke have ønsket flere. Desværre kender vi ikke ordlyden af Frederik 2’s bestilling, men overleveringen er sikkert rigtig. Intet andet bibliotek i Europa, det være sig offentligt eller privat, synes at eje bogen, og det er jo påfaldende, når man betænker de mange andre smukke gavebøger, Frederik 2. lod uddele. At alle eksemplarer bortset fra det ene i tidens løb skulle være slidt op eller gået tabt på grund af skødesløshed, forekommer ikke troligt. Man har ment, at grunden til det særdeles begrænsede oplag kunne være frygt for, at arvefjenden Sverige skulle få kendskab til bogens militære informationer, og det er naturligvis en mulighed; ganske vist fandtes der andre, udenlandske krigsbøger, som svenskerne kunne bruge, men det har Frederik 2. måske ikke vidst. Det kan vel også tænkes, at Arentsehes værk indeholder oplysninger, som det var af speciel interesse for Danmark at skjule.

Hvorom alting er, så kunne Lorentz Benedicht i 1578 aflevere sit fornemme værk til hoffets bogbinder, som tilføjede det grønne silkeatlaskes bind, der stadig beklæder det. På det forgyldte forsnit ciselerede han kongeparrets forbogstaver (i ældre tids biblioteker stod bøgerne med ryggen indad i reolerne).

Frederik 2. beholdt bogen for sig selv, blandt sine personlige ejendele, og det var heldigt - ellers havde den næppe eksisteret i dag. Hans store bibliotek overgik nemlig senere til Universitetet, som anbragte det i salen over Trinitatis kirkes hvælvinger, og her gik det til grunde oktober 1728, da København stod i flammer.

Men Krigsbogen forblev altså på slottet, hvor det var let for Frederiks søn, den unge kong Christian 4., at studere den. At han har gjort det, viser forskellige bemærkninger skrevet i margenen med hans hånd. Mon læsningen har forøget hans evner som feltherre?

Foto: Jan Ernest.