Kridtkælder

Tacitus er flittigt læst i de egne, hvis fortid han beskriver, og selv om ikke alt står til troende, er der dog meget, en arkæolog kan nikke genkendende til. Således de underjordiske huler. Kældre, som vi foretrækker at kalde dem, er fundet adskillige gange i Jylland, undertiden med træbeklædte vægge, men oftest bygget i sten, og alle stammer de fra en tid, der ikke ligger Tacitus' fjernt. Fund af denne art har ofte været omtalt her i bladet (1958:1, 1959:3 og 4, 1964:4, 1978:1 og 6).

En ny brik kan føjes til mosaikken - denne gang fra Djursland. Vor oldtidsforfatter ville nok have gnedet øjnene og måske foretaget enkelte rettelser i sit værk, hvis han havde set det nyfundne anlæg. Det er nemlig bygget af store veltilhugne kridtstensheller, som man godt kan forsvare at kalde for kvadersten, og ydermere er det nedgravet for enden af en lokal »Via Appia« (fig. 1).

Det første varsel om anlægget kom en forsommerdag 1982, da fru Oda Greve samlede en lille metalring op mellem nyhakkede roer på en mark lidt vest for Hammelev. En mistanke om at ringen var af guld blev bekræftet hos en fagmand i Grenå, og fruen begav sig derpå til Djurslands Museum for at få opklaret fundets alder. Det drejer sig om en lille trind guldbarre, syv gram tung, der ved ombøjning er formet som en fingerring med de tilspidsende ender lagt lidt ind over hinanden. Eneste forsiring er et par små slibefacetter, anbragt hvor barren er tykkest. En så enkel form er vanskelig at datere, men en vandring hen over marken, hvor fundet var gjort, viste en tæt bestrøning med skår fra tiden omkring Kristi fødsel, så det er nok også ringens alder. Et lille halvt hundrede meter fra findestedet lå en stor, halvt oppløjet kridtsten af påfaldende firkantet form, men den lod vi ligge, efter at gårdejer Greve havde lovet at give meddelelse til museet, hvis der kom flere af samme slags. Det gjorde der næste forår, da jorden blev beredt til såningen: endnu to sten magen til den første blev synlige, og under dem skimtedes lodretstående kridtstensheller, der dannede en »kiste«. En grav vel sagtens (fig. 2).

Museet drog i marken, og det viste sig efter kort tids undersøgelse, at der var tale om noget adskilligt sjældnere end en stenkistegrav fra romertid. Anlægget, som dukkede frem, var en lille, men fuldt bevaret kælder opført af kridtsten. Det er vort første møde med dette byggemateriale i jernalderen. Næste gang, det optræder i historien, er omkring midten af middelalderen, hvor det tages i brug til kirkebyggeri. Netop på Djursland findes et antal kridtstenskirker, således den nærliggende Hammelev kirke.

Kælderanlægget er T-formet med et øst-vestgående hovedkammer og en noget mindre sidebygning, en slags lukket gang udgående vinkelret fra den store stues sydside. Hovedrummet er godt to meter langt og ca. meterdybt; fire svære dæksten danner taget. Vestenden er åben, og herudfor ligger i direkte forlængelse en nedgravning af omtrent samme størrelse som kælderrummet, åbenbart nedgangen til dette. Der sås spor efter en skrånende slidsk af træ, og under den har været en ca. 10 cm dyb rende, der måske kan opfattes som en trækkanal med henblik på kælderens udluftning. Sidegangen er godt tre meter lang, men ganske smal, med en skråtstillet lukkesten for enden. Bunden skråner jævnt op fra hovedrummet. For kælderen som helhed gælder, at den er meget velbygget. Til støtte og justering af de vandretliggende dæksten er indkilet små kalk- og kampesten og alle sprækker opefter er ligeledes tætnet med stenstumper, for at jorden ikke skulle trænge ind. Det har sikkert været tilstrækkeligt dengang, men på længere sigt slog det ikke til. Rummene var ved fundet helt muldfyldte (fig. 3).

Trods sin beskedne størrelse er vort kælderanlæg ikke uden en vis monumentalitet. De 32 kridtstensheller, der indgår i bygningen, er op til meterstore, og for en dels vedkommende tilhuggede, sikkert med en tværøkse af jern. Men hvad har man brugt et sådant anlæg til? Det er et spørgsmål, som også er blevet stillet de andre kælderfund, men kun et af dem har givet utvetydigt svar, nemlig den for størstedelen træbyggede kælder ved Overbygård i Vendsyssel (Skalk 1978:1), der var brændt med hele sit rige indhold af korn, kar, redskaber og mange andre sager. Dette rum var virkelig, som Tacitus siger, et »gemmested for afgrøden« - og altså også for en hel del andet. Vor kælder var mindre indholdsrig, men den er næppe heller blevet ramt af katastrofen, snarere er den opgivet og rømmet planmæssigt; en stenopstabling i indgangen kan måske opfattes som en afsluttende forsegling. Af de få fund lå nogle i selve kælderen, andre i nedgangen til den: de sædvanlige stumper af lertøj, men i ringe mængde, en lille jernnål, to bennåle, den ene med tilhørende hylster af rørknogle, en halv snes tenvægte lavet af potteskår (oldtidens klassiske eksempel på genbrug). En del dyreknogler var i udmærket stand, takket være kridtstenens nærhed og den meget kalkholdige jordbund på stedet; der var rester af ko, får og svin, andefugle og fisk som torsk og ål. Alt taget i betragtning forekommer det sandsynligt, at også denne kælder var til forråd. Man kan undre sig lidt over den lange sidefløj, men det er vel muligt, den skal tolkes som en ventilationsskakt; med lufttilførsel for enden af sidegangen og gennem nedgangen har man opnået konstant gennemtræk. For at afprøve teorien har vi i et tidsrum af fem måneder holdt anlægget overdækket med presenning, bortset fra de omtalte åbninger. Det viste sig, at kælderen på denne måde kan holdes fuldstændig tør (fig. 4).

En brolægning udgående fra kælderbygningen kan ikke være andet end en stenlagt vej. Den er godt én meter bred og foreløbig fulgt over en strækning af otte meter med retning mod nordvest. Materialet er kalkstensskærver i en, som regel, tæt og sammenhængende belægning, men deri indgår større og mindre kampesten, der oprindelig må have dannet to langsgående rækker med en indbyrdes afstand på omkring trekvart meter. Nogle af disse kampesten synes bevidst at være lagt med en ryg eller kant opad, og navnlig her ses et meget udtalt slid, som næsten kun kan tænkes opstået gennem lang tids færdsel på vejen med slæder eller sluffer. Netop sådan kunne man tænke sig de tunge kældersten transporteret til byggepladsen, men vejen kan nu ikke være anlagt alene til ære for kælderen. Det viser for det første sliddels voldsomhed, dernæst den særlige omstændighed, at der i pakningerne under og omkring kælderens tagheller indgår blankslidte sten, som kun kan stamme fra vejbelægningen. Vejen er altså ældst, kælderbyggeriet har afbrudt den, hvis den da har gået længere; der ses svage tegn til en fortsættelse på den anden side af kridtstensanlægget, men det spørgsmål kræver yderligere undersøgelse. Noget unikum er vejen i øvrigt ikke, der kendes adskillige sådanne fra ældre jernalder. Også vejslid er der eksempler på.

Der er ikke noget kridtbrud i umiddelbar nærhed af Hammelev, så materialet til kælderen må være kommet længere borte fra, sandsynligvis fra Karlby eller Sangstrup klint, hvor den hvide klippe hæver sig lodret indtil 18 meter over havet. De tunge sten kan være flådet sydpå ad Hjembækken, der har sit udløb midt mellem de to klinter, eller måske snarere sejlet rundt om Fornæs til Grenå og derfra mod nord op ad Kejserbækken. De to åløb er i dag drænet sammen, men begge har i deres oprindelige forløb ført mod kælderen. Stenvejen må, hvis den fortsætter, som den er begyndt, have krydset Kejserbækken, der sikkert har været mere vandrig dengang end nu.

Vejforløbet bør undersøges nøjere, før stedet forlades, og ligeledes vejens omgivelser. Der er allerede fundet mange stolpehuller på begge sider af stenbanen, og det er bemærkelsesværdigt, at de synes at respektere denne. Vi forestiller os vejen flankeret af jernalderens stolpebyggede huse - med andre ord, at her har ligget en landsby, som vej og kælder hørte til (fig. 5).

Endnu et træk kan føjes til billedet. Nær Hammelev kirke blev efteråret 1982 undersøgt en grav: en stor urne med et lerfad som låg. I den var, foruden brændte menneskeben, skår af seks mindre lerkar. Tidsmæssigt svarer fundet helt til vore anlæg, og det skulle være mærkeligt, om der ikke var flere lignende i nærheden. Troligt er det her, vi skal søge kælderfolket.

Jernalderkældre optræder som nævnt i to former, med og uden sten, men holder vi os til stenkældrene, der er de almindeligste, ser vi det mærkelige, at alle hidtidige fund stammer fra et ganske lille område af Vendsyssel. Med Hammelev-kælderen er fænomenet rykket søndenfjords, endda et godt stykke. Bortset fra dette og fra materialet adskiller vort anlæg sig i ingen henseende fra de øvrige. Alle ligger nær havet, og alle er blevet til inden for et snævert tidsrum omkring Kristi fødsel. Og formen er den samme: et kammer med slidskformet nedgang samt en eller flere sidegange. Kældrene - og her kan man godt tage de ikke stensatte med - er bygget efter et ganske fast, åbenbart funktionsbestemt, mønster. - »Disse tjener som tilflugtssted for vinteren og gemmested for afgrøden, for sådanne rum mildner den strenge vinterkulde«.