Kort om kort
(Fig. 1). De ældste nøjagtige kort over Danmark er omkring 200 år gamle. I 1742 var Videnskabernes Selskab blevet stiftet, og det var denne fornemme sammenslutning, som fra ca 1760 tog fat på at organisere en opmåling af hele landet og udsende en række fine landkort. Det var et kolossalt arbejde, som kom til at strække sig over et par menneskealdre. Målingerne var baseret på trianguleringsmetoden (se billederne øverst), som anvendes den dag i dag ved kortarbejde i marken. Hjælpemidlet var et såkaldt målebord, og de grundkort, som udarbejdedes, blev derfor kaldt målebordsblade; de var i forholdet 1:20 000, men med dem som grundlag blev der, med stor bekostning, lavet 17 kobberstukne kort over det nuværende Danmark i forholdet 1:120 000, som blev udgivet 1768-1825. Disse kobberplader er heldigvis bevaret, de er i dag i Geodætisk Instituts varetægt, og man kan købe aftryk af dem enten gennem boghandleren eller ved at begive sig ned i Instituttets salgsafdeling i Christian 4.s historiske »Proviantgård« på Slotsholmen; det er for resten i sig selv en spændende udflugt. (Fig. 2), (Fig. 3).
Af Paul G. Ørberg
Fig. 1: Kortudsnit med indtegnet trianguleringsnet som benyttet af Videnskabernes Selskab.
Fig. 2: Kort 1:100 000. 1970.
Fig. 3: Vidensk. Selsk. kort (1:120 000). 1771. Egnen omkring Frederiksværk i Nordsjælland, nu og for 200 år siden. Krudtværket, som byen er opstået af, havde, da det ældste kort blev tegnet, kun eksisteret i en snes år.
På Napoleonstiden var de nationale hærstyrker blevet så store, at man måtte oprette generalstabe for at kunne lede dem. Det er indlysende, at generalstabsofficererne måtte have et ganske særligt behov for nøjagtige landkort, og rundt omkring i de europæiske lande tog militæret i denne tid fat på kortarbejdet. I Danmark startedes det allerede i 1809, og fra 1843 fik Generalstabens topografiske Afdeling ansvaret for landets kortlægning. Videnskabernes Selskabs kort var ikke egnede for militæret, dels var de ved at være forældede - der var sket meget i Danmark på de store landboreformers tid - dels havde de ikke nogen terrænangivelse, altså højdekurver e. lign., hvilket var en alvorlig mangel set fra et militært synspunkt. På grundlag af en helt ny triangulation udgav man fra 1825-1907 såkaldte atlasblade, først over øerne i forholdet 1:80 000, derefter over Jylland i dobbelt så stor målestok. Endelig gjorde reproduktionstekniske fremskridt det muligt også at udgive de egentlige grundkort, målebordsbladene, som udkom 1866-1905; hvert blad omfatter ca 71 km2. Og pointen er, at alle disse gamle tryk stadig kan købes. Det kan være højst interessant at studere et sådant kort over sin hjemegn med oldtidshøje, der siden er ned- pløjede, veje, der er forsvundne, moser og heder, der er opdyrkede, søer, der er tørlagte o. s. v.
Imellem 1905 og 1952 kom der nye udgaver af både målebordsblade og atlasblade, men Danmarks indtræden i NATO 1949 gjorde det nødvendigt at følge de dér vedtagne standardiserede mål, nemlig 1:25 000 og 1:50 000 (4 cm kort og 2 cm kort, som man kalder dem). Først omkring 1980 regner man med at være færdig med disse nye blade; hidtil er ca halvdelen af Jylland publiceret. Danmarks kortlægning har iøvrigt siden 1928 været ledet af Geodætisk Institut; det militære præg er gradvis gået tilbage, men lederen af den topografiske afdeling har dog stadigvæk været en oberst, og forsvarets behov for et godt kortmateriale er naturligvis lige stort. Betegnelsen »generalstabskort« anvendes i dag om kort i forholdet 1:100 000, og lad os her indskyde, at disse kort fås i en »arkæologisk« udgave, det vil sige med arkæologiske og historiske mindesmærker fremhævet og kommenteret. Den er gennemgående for lidt kendt.
Om det enorme arbejde, som hvert enkelt af disse kortblade repræsenterer, kunne der siges meget, men lad os nøjes med at pege på højdekurverne, der har kostet geodæterne mere møje end hele kortets øvrige indhold. Højdetallene er som bekendt målt i forhold til havets overflade, men det har været meget omstændeligt at finde frem til middelvandstanden, også kaldet dansk normalnul. I Århus domkirke sidder indmuret en sølvplade med et mærke, hvis højde over dansk normalnul er 5,615 meter, og det er i forhold hertil, at landets højdemåling er udført.
Frugten af alt dette høster den, der anskaffer sig et sæt af ældre og nyere kort; det er forbløffende, hvad for eksempel et målebordsblad kan fortælle, når man forstår at »læse« det tilbunds, hvilket kræver, at man sætter sig grundigt ind i signaturforklaringen. Skulle én og anden gå hen og blive virkelig fanget ind af kartografien, er der nok at tage fat på, både af nyt og gammelt. Af nyt for eksempel luftfotograferede kort - her har kortlægningen af Grønland været pionerarbejdet - og af gammelt, de op imod 200-årige udskiftnings- og matrikelskort (i Matrikelarkivet, Titangade, København) eller den berømte kartograf Johannes Mejers Danmarkskort fra midten af 1600-tallet, som er udgivet af N. E. Nørlund i 1942, og som både er morsomme og for sin tid forbavsende gode. (Fig. 4). Alt dette falder imidlertid uden for rammen af nærværende artikel, hvis hovedformål er at pege på den vistnok noget oversete kendsgerning, at en væsentlig og meget spændende del af det gamle kortmateriale stadig kan erhverves for en billig penge over boghandlerens disk. (Fig. 5), (Fig. 6).
Fig. 4: Princippet i trianguleringsmetoden: Med sigteinstrumenter måler man vinklerne i det over landskabet udlagte trekantnet, som derefter kan overføres nøjagtigt til papiret og tjene som grundlag for den videre korttegning. For at kunne angive kortets størrelsesforhold er det endvidere nødvendigt at opmåle en basislinje (strækningen mellem to af de valgte terrænpunkter). Hvis - f.eks. - 1 cm på kortet svarer til 20 000 cm (200 m) i landskabet, er kortet i målestokken 1:20000.
Fig. 5: 4 cm kort (1:25 000). 1965
Fig. 6: Målebordsblad (1:20 000). 1880. Område ved Års i Himmerland. I de 85 år, som ligger mellem de to kort, er heden blevet opdyrket og bebygget med gårde og huse. En stor gruppe oldtidshøje er sløjfet.
Kortene er gengivet med tilladelse af Geodætisk Institut. A. 339/72
