Korset fra Kippinge

For en halv snes år siden så undertegnede i en af Nationalmuseets publikationer afbildningen af et kors fundet 1978 på en nyharvet mark tæt syd for Kippinge kirke på Nordfalster. Det er af bronze og ca syv centimeter højt. I midterfeltet står en person med ankellang dragt, hovedbeklædning og i højre hånd noget, der nærmest ligner en lille bygning. På tre af korsets arme ses »medaljoner« med portrætter, som givetvis forestiller helgener. Korset er et relikviegemme eller rettere halvdelen af et sådant, for der har været et stykke til af meget lignende form; tilsammen har de dannet en slags æske til opbevaring af helgenknoglen, eller hvori nu relikvien bestod. Fundet kunne på stedet bestemmes som et byzantinsk arbejde, det vil sige fra det store Byzantinske Rige, en rest af Romerriget, omkring det nuværende Grækenland. Det varede nogle år, før jeg igen kom i berøring med dette fund. Jeg forsøgte på det tidspunkt at samle oplysninger om alle byzantinske metalsmykker i Skandinavien, og korset fra Falster skulle naturligvis med. Igen betragtede jeg billedet og forstod med et, hvad det egentlig drejer sig om. Korset er slet ikke byzantinsk, men russisk og tilhører en kult knyttet til to lokale martyrer, de første i Ruslands kirkehistorie. Der kendes fra hele det store land kun lidt over 40 sådanne kors, og uden for optræder det yderst sjældent (Fig. 1, Fig. 2). Det er første gang, det er fundet i Danmark.

Historien bag korset handler om to unge prinser, Boris og Gleb. Deres far var Kievs fyrste, Vladimir, kaldet skiftevis den Store og den Hellige - det sidste fordi han 988 indførte kristendommen i Rusland, derimod ikke på grund af noget særlig fromt levned. Han var en farverig person, ja krønikeskriveren Nestor giver ham næsten bibelske proportioner, idet han sammenligner ham med kong Salomon. »Vladimir var overvældet af begær, og han lod kvinder føre til sig. Med Rogned — havde han fire sønner: Izjaslav, Mstislav, Jaroslav, Vsevolod samt to døtre. Med grækerinden havde han Svjatopolk, med en tjekkisk kvinde Veslav og med en anden Svjatoslav og Stanislav. Med en bulgarsk kvinde havde han Boris og Gleb«. Dette blomstrende familieliv var ham imidlertid ikke nok. »Af friller havde han trehundrede i staden Vyzgorod, ligeledes trehundrede i Belogorod og tohundrede på Berestov --. Han var umættelig i sit skørlevned og lod gifte koner og ungmøer slæbe til sig. Han var kvindekær ligesom Salomon«. Dog, tilføjer Nestor, »Salomon var vis, men gik under til sidst, Vladimir var en tåbe, men til slut fandt han frelsen«. Denne frelse fik han fra patriarkatet i Konstantinopel, ikke fra pavestolen i Rom, der omtrent samtidig missionerede ivrigt i Norden.

Men det er altså Boris og Gleb, sønner af Vladimir og en bulgarsk kvinde, vi skal interessere os for. De fik en skæbne, som var almindelig inden for middelalderlige fyrstefamilier, men under omstændigheder, som skaffede dem helgenglorien. 1015 døde Vladimir, og hans plads som storfyrste blev indtaget af sønnen Svjatopolk, der »var fuld af lovløshed og havde Kains sind«. Han besluttede at skille sig af med de åbenbart populære brødre Boris og Gleb og udsendte mordere til at udføre udåden. Det lykkedes med hjælp fra en varæg (en skandinav) i russisk tjeneste, at få aflivet Boris, og straks efter blev også Gleb myrdet. Svjatopolk var tilfreds, han lod endnu en bror dræbe, og »han begyndte at sige til sig selv: Jeg skal dræbe alle mine brødre og blive enehersker i Rusland«. Snart udbrød der krig mellem ham og en bror, Jaroslav, der herskede i Novgorod, Svjatopolk blev fordrevet fra Kiev, flygtede til Polen, men kom tilbage med forstærkning. Jaroslav lod da samle en stor hær bestående af varæger (han var selv varæg på mødrene side), og med dens hjælp vandt han sejr. Svjatopolk flygtede, men døde på vejen. Det betød naturligvis ikke, at der nu herskede fred, en anden bror blandede sig i magtkampen, og nye voldsomheder opstod efter kendte principper: den ene part hentede friske styrker af varæger fra Skandinavien, den anden allierede sig med de øvrige prinser og med de krigerske nomader fra stepperne. Dette kampmønster havde gamle rødder og blev rådende i Rusland gennem flere århundreder fremover (Fig. 3, Fig. 4).

I løbet af 1000-årene gjorde klartseende mænd fra den nyoprettede russiske kirke sig store anstrengelser for at opdrage herskerne: de skulle »ikke overskride grænserne for hinandens områder eller fordrive hinanden«, men »leve i endrægtighed«. De herskende havde imidlertid en anden opfattelse af, hvad der tjente dem bedst, de førte deres egen politik, og inden for den var der også plads for de myrdede brødre Boris og Gleb. Kort efter disses død opdagede fyrsterne, at man her havde fået et udmærket instrument i kampen for Kiev-dynastiets dominans samt for nationaliseringen af den unge russiske kirke, som altså var græskkatolsk (ortodoks) i modsætning til den romersk-katolske, og som fortsat styredes fra Konstantinopel. I Vyzgorod, lige nord for Kiev, byggede Jaroslav år 1026 en kirke over begge brødre, og snart begyndte der at ske lægedomsundere ved gravene. En tid lang virkede de to hedengangne således som helbredere, men fra ca 1100 fik de en højere status, nemlig som krigere, der beskyttede Rusland. Disse to funktioner afspejles i de billeder, som benyttedes i deres kult. Helbrederne finder vi fremstillet på relikviekors som det fra Kippinge; de ses i helfigur, stående en face, en på hver korsside. Krigerne derimod optræder i militær udrustning og undertiden til hest.

De russiske forskere, som studerer Boris/Gleb-kulten, har forsøgt at opstille en slags tidsmæssig rækkefølge for relikviekorsene. Et vigtigt element i deres argumentation udgør den genstand, figurerne holder i hånden. Efter nogles mening er det en martyrkrans, men de fleste antager - hvad de sikkert gør ret i - at det drejer sig om modellen af en kirke, enten en femkuplet eller en énkuplet; begge typer synes at være repræsenteret. Forbilledet for den første, den femkuplede, kunne være Jaroslavs kirke fra 1026, for den anden den nye bygning, som rejstes 1072, det år brødrene blev helgenkåret. Man har villet forklare de to kirker ved, at der jo var to brødre, Boris skulle i venstre hånd holde modellen med fem kupler, Gleb i højre hånd den med én kuppel, men nyere fund af relikviekors med inskriptioner har ikke rigtig villet tilpasse sig de lærde spekulationer; man ser Boris, hvor man ville vente Gleb og omvendt. At den ene figur optræder med skæg, den anden skægløs, har også givet anledning til teorier, man har tænkt sig, at den skæggede mand kunne være den ældste af de to, nemlig Boris, og den anden altså Gleb, men det er foreløbig ubevist - og i øvrigt vanskeligt at studere på grund af bronzernes medtagne tilstand eller billedernes dårlige kvalitet. Nuvel, alt dette betyder bare, at vi ikke med sikkerhed kan vide, om den person, der på korset fra Kippinge holder en kuppelkirke i højre hånd, er Boris eller Gleb. Efter min mening er det heller ikke så klart, om denne kirke har en eller flere kupler. For nu at blive ved det sikre: korset fra Kippinge er en genstand, som anvendtes i en lokal helgenkult ved slutningen af 1000- og begyndelsen af 1100-årene.

Men hvordan er et sådant kors havnet ved kirken i Kippinge? Strengt taget kan der vel være tale om en antikvitet, købt eller på anden måde erhvervet i ny tid og tabt ved et uheld, men vi vil lade denne lidet tiltalende mulighed ligge og i stedet vende os mod »en af Danmarks berømteste valfartskirker«, som Kippingekirken er blevet kaldt i litteraturen. Den havde hele to attraktioner, nemlig en kostelig relikvie, nogle flydende dråber af Kristi blod, og en særdeles virksom lægedomskilde, den sidste beliggende lidt uden for kirkegårdsmuren. Hvor langt Kippinges ry rækker tilbage i middelalderen, vides ikke, men op mod reformationen synes forretningen i hvert fald at være gået strygende. Blandt pilgrimmene, som i stort tal strømmede til kirke og kilde, var ikke blot danskere, men også mange fremmede, og det er en nærliggende, om end ubeviselig, mulighed, at korset stammer fra en af dem. Man kan indvende, at en person tilhørende den russisk-ortodokse kirke næppe ville søge til en af romerkirkens helligdomme, men håb om helbredelse fra en svar sygdom nedbryder jo mange skranker.

Korset er der i hvert fald, hvordan det så er gået til, og det er langtfra at være Falsters eneste minde om slavisk kontakt i vikingetiden og den tidlige middelalder. Fund af slaviske genstande - keramik, sølvsager, ja sågar skibsrester - og stednavne af tilsvarende oprindelse har for længst bevist, at ikke blot Falster, men også Lolland i vikingetiden, måske helt tilbage i 900-tallet, var koloniseret fra de slaviske områder i det nuværende Østtyskland. Men disse kolonister var, ligesom deres landsmænd syd for Østersøen, hedninge, og da de omsider blev kristne, var det under den romersk-katolske kirke. Vi ved intet om intimere tilknytning til det østlige kirkesamfund.

Der fandtes imidlertid andre veje, ad hvilke den græsk-katolske kirke kan have fået en tå indenfor i de nordiske lande. De købmænd og krigere, der, som vi har hørt, havde deres livlige gang i Østeuropa, har naturligvis haft værdier, både materielle og åndelige, med sig hjem, og inden for kongefamilierne forekom ægteskabelige forbindeiser i begge retninger, de har medført udveksling af mange slags genstande: prestigegaver og ejendele, som personer omkring hofferne førte med sig (Fig. 5). Kendteste eksempel for Danmarks vedkommende er vel det såkaldte Dagmarkors, et farvestrålende byzantinsk arbejde, der, hvad enten det nu har tilhørt Valdemar Sejrs böhmiske dronning Dagmar eller - som foreslået af Fritze Lindahl - hans søster Regitze, i hvert fald har været gammelt, da det fulgte sin ejerinde i graven; det må være tilvirket af de kejserlige guldsmede i Konstantinopel først i 1000-årene. I det århundrede var det, herskerne i det stærkt ekspanderende Kiev-rige begyndte at knytte dynastiske kontakter ved hjælp af giftermål. Storfyrsten Jaroslav, en af de vigtigste initiativtagere til kulten omkring Boris og Gleb, ægtede således den svenske Ingegerd. Hans datter Ellisif (Elisabet) blev gift med Norges berømte kong Harald Hårdråde og efter dennes død - muligvis - med den danske Svend Estridsen. Og når vi nu færdes blandt de kongelige, bør vi måske også interessere os lidt for det blandt middelalderens danske monarker så almindelige navn Valdemar. Det skal ifølge sprogforskere være udsprunget af Vladimir, et navn, som mange af Kiev-herskerne bar.

Korset fra Falster er ikke af Dagmarkorsets karat, ja det er så enkelt, at det umuligt kan have tilhørt en kongelig person. Hvis vi derimod forestiller os, at for eksempel en russisk kriger i en prinsesses følge havde bragt det med sig, kunne det vel gå for en ikke alt for dristig spekulation.

Eftersom vi nu arbejder med indicier, lad os så fortsætte med at følge endnu et spor. Vi er tilbage på Nordfalster, men dennegang i Gundslevmagle en lille halv snes kilometer fra Kippinge. Her fandtes 1851 en sølvskat bestående af et relikviekors med tilhørende kæde samt forskellige andre hele og sønderbrudte genstande af former, som viser, at nedgravningen må have fundet sted i den tidligste middelalder. Hængekors findes ikke overdrevent ofte, men dog så tit, at man ikke undrer sig særligt over dets tilstedeværelse her. Om Gundslevmaglekorset skrev Roar Skovmand 1942, at det »utvivlsomt er et importeret byzantinsk arbejde«. Ja sådan ser det unægteligt ud, men er det virkelig et ægte byzantinsk produkt? Der er mange faldgruber, når det gælder at bestemme en genstands nøjagtige oprindelsessted.

Når jeg ser på Gundslevmaglekorset, har jeg en stærk fornemmelse af, at der er noget, der ikke stemmer. De byzantinske kunstneres fremstillinger var meget fastlåste, så klassifikationen af dem plejer at kunne foregå med en vis automatik. Gundslevmaglekorset synes at være en blanding af to forskellige korstyper med tilsætning af noget helt fremmed. Selve formen er klart byzantinsk, men de to helgenbrystbilleder på tværbjælken sidder ikke i medaljoncirkler, som de efter reglerne skal, men frit, som man kan finde det på vesteuropæiske kors. Medaljoner savnes imidlertid ikke, de sidder yderst på armene, men tomme, uden billeder. Hertil kendes vistnok ingen paralleller, hverken i østligt eller vestligt materiale, bortset fra én, som straks skal omtales (Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9).

Gundslevmaglekorset har nemlig et svensk sidestykke, fundet 1913 i Tullsta, Västmanland, og nu på museet i Uppsala. De to kors, der næsten har tvillingkarakter, er givetvis fremstillet af folk med kendskab til byzantinsk kunst, men næppe i Byzans, måske i Norden eller et sted der i nærheden og med henblik på nordiske aftagere. Her melder sig nu et spørgsmål, som navnlig svenske arkæologer og historikere har syslet med: Har missionærer fra den græskkatolske kirke virket i Skandinavien? Det er en mulighed, men for at give et blot nogenlunde fyldestgørende svar behøves andet end enkeltfund. Hele det byzantinske og byzantinsk påvirkede materiale, gammelt som nyt fra hele Skandinavien, må samles og vurderes i europæisk sammenhæng.

Den kristne kirkes spaltning i en græskkatolsk og en romersk-katolsk del var resultatet af langvarig uenighed; der var opstået konkurrence og kamp om sjælene, herunder dem i de nordlige egne, hvor hedenskabet sang på sit sidste vers. For Nordens vedkommende gik som bekendt romerkirken af med sejren, men det udelukker ikke, at også den anden part, der netop på det kritiske tidspunkt havde nære skandinaviske kontakter, kan have forsøgt at gøre sin indflydelse gældende. Relikviekorsene med deres helgenknogler og splinter af Kristi kors kan have været brikker i dette spil.