Kongeriget i Østersøen

Denne sidste undersøgelse foregik på en mark under Nørre Sandegård nær øens nordkyst - et naturskønt område, som er rigt på gravpladser fra den yngre jernalder. Ved markarbejde var man stødt på stenlægninger, og makkerparret, der 17 år tidligere havde undersøgt en grav på stedet, forstod, at der kunne være tale om mere af samme slags. Det blev til syv grave fra yngre germanertid, nogle af dem rigt udstyrede. I sin udgravningsberetning skriver Vedel, at der sandsynligvis er flere grave på pladsen, men det blev altså ikke til mere i den omgang, selv om det næppe har manglet på lyst.

85 år senere, efteråret 1986, blev Vedels forudsigelse til fulde bekræftet. Ejeren af Nørre Sandegård tog muld fra marken til sin have med det resultat, at ploven nu gik dybere, og der begyndte at dukke oldsager op i pløjelaget. Bornholmske fritidsarkæologer, som til alt held rekognoscerede i området umiddelbart efter pløjningen, fandt mange smykker og stumper af ødelagte våben på overfladen.

For at undgå yderligere ødelæggelse foretog Bornholms Museum i 1986-87 med ejerens tilladelse en undersøgelse på stedet, og det kom der en hel del ud af. Der afdækkedes 3000 kvadratmeter undergrund og udgravedes i alt 50 jordfæstegrave fra yngre germanertid - vel nok nogle af de rigeste, der er fundet i Danmark inden for de sidste hundrede år. Dertil kom endnu en del grave, som var noget ældre, fra romersk jernalder, men dem vil vi nu se bort fra her.

Det var i sidste øjeblik - flere grave havde allerede fået bunden gennemridset af ploven og indholdet mere eller mindre beskadiget. I hovedparten lå dog de nederste 10-20 cm af gravfylden urørt, tilstrækkeligt til at holde udstyret intakt. Blot få års yderligere pløjning ville have ødelagt de resterende grave totalt og et uvurderligt materiale være gået tabt.

Gravpladsen var anlagt på en sandet terrasse kun 200 meter fra kysten. Man har omhyggeligt undgået det stive moræneler, som ellers dominerer undergrunden her, og derved sparet sig for arbejde, når gravene skulle anlægges (Fig. 2, Fig. 3). Gennem henved 170 år - perioden ca 550-720 - har tre-fire familier jordet deres afdøde medlemmer på dette sted.

Mange grave - sandsynligvis de fleste - har været dækket af lave jordhøje; de var for længst bortpløjet, men grøfter, hvor man har hentet materiale, viste i nogle tilfælde deres plads. Over flere af gravene fandtes rester af stenlægninger, et træk, som også Vedel har noteret ved udgravningen 1901. Som det var skik på Bornholm i denne periode, er gravene anlagt med retningen nord-syd. I 20 af dem fandtes kistespor: formuldede rester af 3-4 cm tykke, kantstillede planker, som sandsynligvis har været sammenholdt i hjørnerne med trænagler - hvis de da ikke, som det sås i nogle tilfælde, var indfalset i forstærkende hjørnestolper. Disse kister, der naturligvis har haft låg, selv om det ikke mere var at se, kunne være af anselige dimensioner, ja nærme sig det gravkammeragtige; den største målte 1,6 x 2,5 meter. Det må have været slægtens hovedpersoner, der blev således tilgodeset. Mange grave på pladsen var blot simple trugformede nedgravninger uden spor af kiste.

Skeletterne var meget dårligt bevaret, men tandemaljen, som er det mest holdbare, kunne fortælle, at næsten alle de begravede var voksne, kun et par stykker børn. Den oplysning skal man nu tage med forbehold. Årsagen til det ringe børneantal er sandsynligvis, at de små afdøde ikke blev gravet så dybt ned som de store, så at deres grave er blevet udslettet af ploven. De mange fund i pløjelaget viser i øvrigt, at også flere voksengrave må være gået den vej.

På Bornholm er grave fra yngre germanertid ofte veludstyrede, og det er let at se, om sagerne har tilhørt mand eller kvinde. Det gælder også dem fra Nørre Sandegård, så selv uden skeletterne lader det sig gøre at kønsbestemme hovedparten af de døde. De i alt 58, der er tale om, når Vedel/Jørgensens fund medregnes, fordeler sig således: 24 mænd, 27 kvinder, 2 børn og 5 ubestemmelige. Det, der især virker overvældende på Nørre Sandegård, er netop gravenes rige udstyr - kun to indeholdt slet ingen sager (Fig. 4, Fig. 5). Både mænd og kvinder er gravlagt, fuldt påklædt, med hovedet mod nord, men hvor kvinderne ligger på siden (højre eller venstre, det synes ikke at have spillet nogen rolle), så finder man næsten altid mændene hvilende på ryggen. Og hvad fik så de afdøde damer og herrer med sig?

Kvinderne først og fremmest deres smykker, hvis form varierede en del gennem det lange tidsrum, gravpladsen var i brug, simpelthen på grund af modens skiften. I øvrigt var der naturligvis både rige og fattige grave, men da de første er mest oplysende, vil vi i det følgende koncentrere os om dem. I de ældste grave, fra midten af germanertid, kan man omkring halsregionen finde en pragtfuldt udstyret, men i formen lidt klodset broche, en såkaldt rygknapfibula, af forgyldt bronze med indlagte glasstykker og granater; den kan have holdt et sjal eller lignende sammen, hvis den da ikke blot var til pynt. Lidt længere nede på brystet kunne sidde to knap så kostbare brocher (den ene måske med vedhængende toiletsager såsom pincet og kniv); deres funktion var vel først og fremmest at forene forskellige dragtdele, men de kunne samtidig bære en kæde af gule og røde glasperler. Dette smykkearrangement holdt sig gennem hele gravpladsens brugstid, men ikke uforandret - i løbet af 600-årene blev de tunge rygknapfibler afløst af enkle, runde eller firkantede pladebrocher, ofte af forgyldt bronze og med den skønneste dyreornamentik. Enkelte er kunstværker af meget høj klasse (Fig. 6, Fig. 7). Også de andre brocher ændrede udseende, og de dominerende perlefarver blev grønt og blåt, ikke som tidligere gult og rødt. Perlekæderne er nu næsten altid ophængt i halssmykket, ikke i de små brocher, og for at opnå en dekorativ fordeling er der benyttet særlige »perlekædespredere«. Senere, op mod år 700, skiftede de to mindre brocher igen form, de blev langstrakt skålformede, som vi kender det fra utallige grave i vikingetid (se Skalk 1983:4). Det er smykkesættene, der dominerer kvindernes grave, men naturligvis fik de afdøde også andet med sig: spiralarmringe (senere massive armringe), dragtnåle af jern og bronze, tenvægte, træskåle etc. Tøjrester, som undertiden kan være bevaret, viser, at der indgik to-tre forskellige tekstiltyper i dragten. Langt det meste i kvindeudstyret er af tydelig lokal oprindelse, men nogle af dragtstofferne kan dog stamme fra udlandet, og det samme gælder perlerne. I enkelte grave er fundet perler af porcelænskonkylie, som rimeligvis er fra Det røde Hav eller Indiske Ocean.

Mens Nørre Sandegårdpladsens kvinder er som taget ud af en modejournal anno 6- 700, gør mændene et overvældende krigerisk indtryk; ikke mindre end 75% af dem medførte våben under en eller anden form (Fig. 8, Fig. 9, Fig. 10). Det er mandfolkene, der har fået de største plankekister, hvilket kan hænge sammen med, at skjolde og lanser kræver mere plads end brocher og perlekæder. For et par af de allerstørste, næsten kammeragtige kister er der ingen tvivl, her har de døde krigere nemlig fået deres heste med sig, begge i fuldt seletøj med bidsler og beslag. Ved den ene hesteejer fandtes et énægget sværd og en lansespids, men derudover kun et par småredskaber, nemlig kniv og saks. Den anden var bedre forsynet (se billedet på bladets forside). Ved hoften lå en kniv og et kort énægget sværd med fæste af asketræ og skede af træsorten navr, men hovedvåbnet var et meterlangt tveægget sværd, placeret midt mellem manden og hesten; det havde ligeledes skede af navr, men fæste af horn eller tak. Bæltet, sværdet har siddet i, var viklet om selve våbnet, og over det hele lå et skjold. En kniv med tilhørende hvæssesten var anbragt ved sværdspidsen.

På Bornholm er grave med stort våbenudstyr og hest som regel fra midten af germanertid, og de ovenomtalte danner ingen undtagelse; de må tilhøre første halvdel af 600-årene (Fig. 11, Fig. 12). Efter ca 650 - og her er det ikke blot Nørre Sandegård, vi taler om - sker der et markant fald i gravenes våbenmængde og udstyrets hele kvalitet; ofte er der nu kun medgivet et énægget sværd af ordinær beskaffenhed og måske en kniv (Fig. 13). I 700-årene bliver dette endnu mere udtalt, og kort før vikingetidens indtræden synes våben helt at forsvinde fra de bornholmske grave. Der kan være flere grunde til denne udvikling, men én af dem er nok en ændret kampteknik; fra tvekampe mand mod mand går man over til ordnede slagformationer. De tveæggede sværds forsvinden til fordel for de énæggede hugsværd må ses i lyset af denne militære omlægning. Det forringede våbenudstyr betyder næppe, at tiden er blevet fredeligere, måske snarere tværtimod. Man kan forestille sig, at mandens prestigebetonede kampudrustning nu gik i arv til sønnerne.

Skal vi finde forklaringen på den udvikling, der afspejles i yngre germanertids bornholmske grave, herunder dem fra Nørre Sandegård, må blikket vendes mod Centraleuropa. Her sker der netop på denne tid store omvæltninger. Romerriget er brudt sammen, og i stedet ses et erobringslystent Frankerrige under de merovingiske konger og med et krigeraristokrati som magtens udøver. Højtrangerende hærmænd i fyrstens brød blev ofte tildelt gods i de undertvungne områder. Vi Finder medlemmerne af denne krigerklan gravlagt i store kamre med deres tildelte rangtegn: kostbare sværd, hjelme, heste etc. De rummelige bornholmske plankekister minder meget om de tilsvarende frankiske, gravgaverne peger i samme retning, og selve den udvikling, udstyret gennemgår, forløber nogenlunde ens i de to områder - det gælder for eksempel de énæggede sværd, der først er ret korte, men som efterhånden bliver længere, helt op til meterlange. Interessant er hestens opdukken i de dødes udstyr. At ridedyret nedlægges, ubrændt, sammen med sin herre, er nyt i dansk gravskik, men kendt i Centraleuropa. Også våbenmængden i de bornholmske grave er et træk, der bryder afgørende med tidligere perioders sædvane; det må helt klart være frankisk inspireret. Naturligvis har lokale vaner og traditioner spillet en rolle, for eksempel ved genstandenes udformning, men der er så mange sammenfald mellem de bornholmske og de frankiske mandsgrave, at der nødvendigvis må være en forbindelse (Fig. 14). Også i kvindegravene kan der findes vidnesbyrd om denne kontakt. Flere af de påviste tekstiltyper er sandsynligvis importeret fra Centraleuropa.

En skriftlig kilde fra 800-årene, Orosius’ oldengelske verdenshistorie, bringer en interessant oplysning. Der fortælles om købmanden Wulfstan, som foretog en sørejse fra Hedeby til handelspladsen Truso i den østlige Østersø. På vejen passerede han Bornholm, og det nævnes, at denne ø har sin egen konge. Hvor længe øriget har bestået, oplyser kilden ikke, men det stærkt militaristiske fundstof, som vi netop har set prøver på, lader ane, at det kan være af ældre dato, måske opkommet allerede i 5-600-årene. Regenten har, efter frankisk model, omgivet sig med et krigeraristokrati, udvalgt blandt øens førende familier.

Der er gennem årene fundet mange og rige våbengrave på øens talrige gravpladser, så vi begynder at få et indtryk af den bornholmske krigsmagt. Hvor kongesædet lå, ved vi ikke, men det er nærliggende at tænke på lokaliteten »Sorte Muld« ved Svaneke, hvor der for nylig er gjort et eventyrligt fund af »guldgubber« (se Skalk 1987:2) - og i øvrigt af meget andet: romerske mønter, guldbrakteater, frankisk glas osv. Det ser ud til, at der har været sammenhængende bebyggelse gennem det meste af jernalderen, og nogen almindelig landsby kan der ikke være tale om. Pladsen her må have været et center for hele øen. Et sted med funktion af såvel religiøs som forretningsmæssig art.

De gravlagte familier ved Nørre Sandegård har næppe hørt til regentens nærmeste kreds, men de har taget del i den skelsættende udvikling, der fejede hen over Bornholm i 5-700-årene. Og ikke blot over øen i Østersøen - noget lignende foregik i store dele af det, som senere blev til de tre nordiske riger (Fig. 15).