Kongens klæ’r

Ved betragtning af billedet ser man klart, at der er en slående forskel på himmelsk og jordisk klædebon. Det gælder måske ikke så meget Jomfru Maria og dronningen, men i høj grad Skt. Peter og kongen. Dette kongebillede er så markant i sine detaljer, at det må være tegnet efter naturen. At det også er pålideligt, giver sværdet en anelse om, det svarer med sin tredelte fæsteknap nøje til den sene vikingetids rigtige sværd, som de kendes fra rige grave i Danmark og Slesvig-Holsten (fig. 1). Fra England foreligger kun et enkelt eksemplar, men kongen har vel haft sit våben med hjemmefra. Han var hersker over begge riger, men dog dansker af fødsel (fig. 2).

Dragten byder på mange gode og naturtro enkeltheder. Under kappen med de lange bånd bærer kongen en kjortel med halslinning og stramme manchetter eller armbånd. Bukserne er korte, men strømperne til gengæld lange. Skoene er uden bindebånd.

Vi vil nu rette blikket et par hundrede år bagud, til den frankiske kejser, Karl den Store, der levede omkring år 800. Om ham hedder det, at »han bar sine fædres dragt (det vil sige den frankiske), en linnedskjorte på kroppen og linnedstrømper, derover en kjortel, der var bræmmet med en silkestrimmel (jævnfør borten på kong Knuds kjortel) og bukser. På fødderne havde han sko fæstet med bånd op ad benene. Om vinteren beskyttede han bryst og ryg med en pels af odder eller zobel. Dertil bar han en blå kappe«. En samtidig rytterstatuette af Karl bekræfter dette billede af hans dragt, der ikke er ulig Knuds, selv om visse detaljer afviger. Det er, hvad man kan kalde en fornem udgave af den gammelgermanske mandsdragt.

Ikke længe efter Karl den Stores tid begyndte imidlertid en ny mode at vinde indpas; den kom fra det byzantinske kejserriges hovedstad, Konstantinopel (nu Istanbul) (fig. 3). I 876 anlagde kejser Karls sønnesøn, Karl den Skaldede, efter et besøg i Italien denne usædvanlige dragt, »en talar, der nåede til anklerne — på hovedet et silkeklæde og derover diadem«. »Foragtende frankiske kongers skikke, anså han græsk pragt for den bedste«, hedder det fordømmende i Fulda-klosterets årbøger. Umiddelbart slog nyskabelsen dog ikke an; næsten hundrede år senere, i 968, skriver en frankisk biskop, der har været en tur i byzantinerriget, forarget, at »grækernes behersker bærer langt hår, slæbeklæder, vide ærmer og et kvindagtigt hovedtøj — derimod bærer frankernes konge smukt kortskåret hår, en klædning, der er ganske forskellig fra kvindedragten, samt hue«. Atter hundrede år senere, hen mod slutningen af 1000-årene, ser man i Bayeuxtapetets store billedfortælling om hertug Vilhelms Englandserobring den frankiske dragt i udbredt anvendelse, men den byzantinske er begyndt at dukke op, om end kun båret af herskere på tronen. Denne påklædning var vel heller ikke synderlig velegnet på valpladsen (fig. 4).

Efter denne udflugt gennem tre århundreders hofskik ses det klart, at Knud den Store ikke er faldet for de kvindagtige slæbeklæder, og det til trods for, at han i Rom 1027 overværede Konrad 2’s kejserkroning, hvor han utvivlsomt er blevet præsenteret for byzantinermodens sidste skrig. Man må antage, at også hans forgængere, Svend Tveskæg og Harald Blåtand, har klædt sig på gammeldags vis, men her lades vi i stikken af såvel billeder som fund. Det nærmeste, man kan komme, er dragten fra den rige grav i Bjerringhøj ved Mammen, men den er desværre i en sørgelig forfatning på grund af de uheldige omstændigheder, hvorunder den blev fremdraget for mere end 100 år siden; selve gravkammeret er for nylig blevet genudgravet og dendrokronologisk dateret til vinterhalvåret 970-71, altså Harald Blåtands tid (se Skalk 1986:6) (fig. 5). Dragtens helhed lader sig ikke genskabe, men der er flere velbevarede enkeltstykker, og de viser fin overensstemmelse med Knud den Stores påklædning (fig. 6). To polstrede bånd kan således have siddet som halslinning i en skjorte eller kjortel, to ligeledes polstrede »manchetter« har vel afsluttet ærmerne - ganske som det ses på billedet - og to nærmest vimpelformede stykker, begge afrevet i den smalle ende, bringer Knuds kappebånd i erindring. Alle disse stykker er af silke, og flere har brikvævede eller nålebundne mønstre i guldtråd. Kappebånd som Knud den Stores ses også på Bayeuxtapetet, flagrende efter den ridende hertug Vilhelm.

Sådanne fornemme dragtdetaljer kendes også fra rigt udstyrede grave i Birka, handelsbyen i Mälaren, og her er der utvivlsomme tegn på byzantinsk påvirkning - meget forståeligt, for netop de svenske købmænd stod, via de russiske floder, i livlig forbindelse med byzantinerriget. Heller ikke Knud den Store har vel været helt upåvirket af fremmede skikke. Selv om hans dragt har ringe lighed med den byzantinske, er der dog visse elegante detaljer, han ikke har forsmået.

Mode bredte sig ikke så hurtigt dengang som nu om stunder, men den lange byzantinerdragt vandt efterhånden terræn - først inden for kongehusene, siden hos adelen og sidst hos menigmand. I 11-1200-årene var den nået til Norden. Den norske konge Sverre (1184-1202) håner sine hirdmænd, birkebeinerne, fordi de bærer slæbekjoler: »fordum bar birkebeinerne kortere kjortler, men havde mere mod i deres hjerter«. Sverre kendte ikke ordet »tøsedrenge«, ellers ville han sikkert have brugt det.

Såvel i Frankerriget som i de nordiske vikingeriger finder vi den gammelgermanske mandsdragt, der stammer helt tilbage fra romertiden, i brug til højt op i 1000-årene. Der er, hvad påklædningen angår, ingen væsentlig forskel på Karl den Store, kong Knud og - med de omtalte undtagelser - mændene på Bayeuxtapetet. Da den lange dragt omsider slog igennem, var det nok mest til festbrug. I det daglige eller i krig har den ikke været særlig praktisk.