Kongen og kongegravene

Det kan ikke undre, at Ringstedgravene op gennem tiden har tiltrukket sig stor opmærksomhed, og midt i forrige århundrede gav interessen anledning til en nærmere undersøgelse. Den blev ledet af Frederik 7., hvis navn er nært knyttet til dansk arkæologi, mest kendt er hans deltagelse i udgravningen af kongehøjene i Jelling 1861 (se Skalk 1961:3). Det var dog ikke kun kongens allerældste forgængere, der havde hans bevågenhed, allerede som kronprins havde han ladet Christian 1’s grav i Roskilde åbne. Af mere omfattende udgravninger må undersøgelserne af Asserbo og Søborgs ruiner fremhæves.

1855 var turen kommet til Skt. Bendts kirke i Ringsted. At resultaterne i dag er kendt, skyldes værket »Kongegravene i Ringsted Kirke«, som udkom tre år efter, og som stadig, sin høje alder til trods, har plads blandt middelalderarkæologiens hovedværker. Forfattere til bogen - og deltagere i udgravningen - var C. F. Herbst og J.J.A. Worsaae, der var knyttet til Oldnordisk Museum og stadig hører til dansk arkæologis store navne. Det er dog ikke dem alene, vi kan takke for oplysninger om Ringstedudgravningen; blandt øjenvidnerne var også den kongelige historiograf og gehejmearkivar C. F. Wegener, som var Frederik 7. en tro følgesvend på dennes antikvariske rejser. Fra Wegeners hånd foreligger en dagbog, der ud over at fortælle om udgravningen og de gjorte fund tegner et interessant billede af kongens person. Hidtil har Wegeners notater ligget upåagtet hen i Det kongelige Bibliotek, men er nu hentet frem af glemslen - hvad de afgjort fortjener. Gennem dagbogsbladene får vi et levende indblik i de spændende Ringsteddage.

Den næsten hundrede sider lange dagbog er ført på stedet og ikke skrevet til fornøjelse for Wegener selv, men til Frederik 7., hvorfor skriften da også er både smuk og sirlig. Sproget og tonen er, set med nutidsøjne, blomstrende og patriotisk. Dengang var tiden i særlig grad til sådant; den dansk-tyske krig 1848-50 var endnu i frisk erindring, og der blev overalt slået kraftigt på de nationale strenge - udgravningerne i Ringsted og senere i Jelling bød sig som oplagte muligheder. Det nationale lå Wegener stærkt på sinde, han havde i årene efter 1848 gjort sig bemærket som en af danskhedens varmeste fortalere. Da regeringen 1852 ville ændre monarkiets arvefølgelov, mente Wegener, det ville svække båndene mellem kongeriget og landsdelen Slesvig, og han protesterede så kraftigt, at han måtte gennem en højesteretssag, som i nogen grad synes at have dæmpet hans gemyt. At han i bund og grund var en kongetro undersåt, lader dagbogen ingen tvivl om (fig. 2).

Den 3. september 1855 ankom Frederik 7. med et stort følge til Ringsted, hvis borgere havde smykket byen »med illumination og ved en smuk æresport foran kongens kvarter«. Dette var opslået i provstegården, mens videnskabsmændene og de øvrige deltagere fik privat indkvartering rundt om i byen.

Straks om morgenen den følgende dag begav kongen sig til kirken, hvor han dog først satte sig i en lænestol med piben i munden, mens ledsagerne - såvel gejstlige som verdslige - nød »cigarernes adspredelse i det hellige rum«. Som udgangspunkt for de forestående undersøgelser havde man dels en middelalderlig beskrivelse af gravstedernes placering, kaldet Tabula Ringstadiensis, dels en plan udarbejdet af folk, der kunne erindre forholdene før kirkens brand 1806, som ødelagde en del af den store korsbygning. Et vist holdepunkt gav også ligstenene i gulvet, men man kunne ikke være sikker på, at de var anbragt nøjagtig over de kongelige grave. Stenene var alle af yngre dato, antagelig nedlagt i anden halvdel af 1500-årene, mange var knækkede og indskrifterne næsten slidt bort.

Den første grav, kongen ønskede at undersøge, var Knud Lavards, men forventningerne var ikke store, for man vidste, at liget var blevet flyttet flere gange, og en del af benene skulle 1513 være ført til Slesvig som relikvier. Hertug Knud var stamfader til Valdemarernes slægt, og 1169 blev han erklæret for helgen på grund af de mirakler, der var sket, efter at han knap fyrre år tidligere var blevet myrdet af sin medbejler til tronen, Magnus. Samtidig med helgenkåringen kunne en ny og større klosterkirke i Ringsted indvies, lagt delvis over en ældre, der havde indesluttet Knud Lavards jordiske rester siden hans død 1131. - Nu, mere end 700 år senere, lod hertug Knud sig ikke finde. Et stort felt i kirken blev gennemgravet, men da intet viste sig, måtte eftersøgningen opgives (fig. 3).

I stedet valgte kongen Knud 6’s grav, den skulle ligge på overgangen mellem kor og skib. Frederik lod nu trinene til det hævede kor borttage og gravede en søgerende i kirkens midtergang. Her kronedes anstrengelserne med held; snart stødte man på en stor sten, og efter at den var fjernet, kom graven til syne. »Det var det første bestemte og mærkelige fund«, noterede Wegener. »Kongen standsede et øjeblik og beredte sig til at lade det undersøge på den forsigtigste måde, vel vidende, hvor meget det kommer an på varsomhed ved sådanne lejligheder. Med stor omhu blev blykistens låg bøjet op, og - da viste sig de jordiske rester af den berømte Knud den Sjette«. Graven var muret i teglsten og indvendig beklædt med blyplader, der dannede en slags kiste. Selve liget var lagt i et læderhylster.

For i hvert fald én i Frederik 7’s følge kom fundet ikke som nogen overraskelse - det var arkæologen Worsaae. Han havde nemlig et par måneder før været i Ringsted for at forberede udgravningen, og af hans endnu bevarede skitser fra det besøg fremgår, at han faktisk havde afdækket, men ikke undersøgt, de fleste af kongegravene. Man ønskede åbenbart ikke, at kongens udgravning skulle blive en fiasko (fig. 4).

Knud 6’s skelet var desværre noget forstyrret, men professor Ipsen, der var ekspert i anatomi og derfor udvalgt til at deltage i undersøgelsen, kunne se, at Knud havde været »af ganske ualmindelig vægt, omtrent 77 1/2 tommer høj« - hvilket er over to meter! Graven var delvis ødelagt af en yngre begravelse, et gravkammer fra slutningen af 1600-tallet, som var anlagt for en af kirkens præster. Først 1808 blev det - på grund af lugten - forbudt at begrave folk i selve kirken. Den yngre grav lå, hvor Knuds søster Rikitse skulle være begravet, hvorfor Frederik 7. anså det »for unyttigt at anstille nogen undersøgelser derom« (fig. 5).

Valdemarstiden var en omtrent hundredårig periode, der tog sit udgangspunkt midt i 1100-årene. Forud var gået årtiers borgerkrig, og det var da heller ikke uden sværdslag, at Valdemar den Store blev konge i 1157. Det år overvandt han på Grathe hede i Midtjylland sin rival Svend, men dermed var al modstand ikke brudt. Imidlertid befæstede det Valdemar den Stores position - og gav hans slægtsgren anseelse - at det tolv år efter tronbestigelsen lykkedes at få pavens godkendelse af faderen Knud Lavards ophøjelse til helgen.

Størst hæder vandt kongen ved sine »korstog« mod venderne, som længe havde hærget de danske kyster; bedst kendt er Rygens erobring og Arkonas fald. Begyndelsen til et dansk Østersøherredømme var hermed skabt, og det udbyggedes under Valdemars søn, Knud 6. - godt hjulpet af biskop Absalon. Ved Knuds død 1202 blev hans bror, Valdemar Sejr, konge, og han fortsatte sine to forgængeres erobringspolitik, både mod syd og mod øst, hvor Estland blev indtaget 1219. Kun otte år senere måtte Valdemar Sejr, efter at være slået fuldstændig ved Bornhöved i Holsten, afstå hovedparten af de erobrede områder til tyske fyrster. Selv om Danmark således hurtigt mistede sin førende position i Østersøområdet, var der i løbet af Valdemarstiden skabt en kongemagt, som var langt stærkere, end man hidtil havde kendt (fig. 6).

I Skt. Bendts kirke havde udgravningsholdet taget fat på Valdemar den Stores grav, der var opdaget lige neden for kortrinene. Ligesom Knud 6’s var også Valdemars grav muret, udvendigt rektangulær og med et indre rum, der nærmest var trapezformet, og som i den brede ende, den vestlige, havde et særligt hovedrum. Gravens indersider var ikke blyklædt som den forrige, men hvidtet, og den ligdragt af læder, kongen var nedlagt i, havde særskilt hætte, som var trukket sammen om hovedet. Det mest bemærkelsesværdige fund i graven var en blyplade med latinsk indskrift, anbragt bag den dødes kranium.

Ifølge Wegener gjorde fundet af Valdemar et stort indtryk på de omkringstående: »Hans Majestæt selv syntes tankefuld at standse, og det var vel heller ikke vanskeligt at fatte, hvad der kunne bevæge en Danmarks konge ved at se disse rester af sin udødelige(!) forgænger«. Om sine egne følelser ved den åbne kongegrav fortæller Wegener, at han »blottede sit hoved ærbødighedsfuldt ved tanken om den store kongeånd, som for henved syv århundreder siden havde boet i disse dyrebare levninger«, og han genkaldte sig de scener, »som Valdemars samtidige historiograf har efterladt os af sin konges jordefærd netop på dette selvsamme sted: hvorledes ligtoget fra Vordingborg langsomt nærmede sig Ringsted, hvorledes folk forlod deres arbejde på marken og sluttede sig til toget og klagende satte deres skuldre under ligbåren, hvorledes vennen, den trofaste Absalon, stod foran alteret til en sjælemesse for sin konge og ven, men knugedes således af sorgen, at den stærke mand selv måtte bæres afmægtig bort« (fig. 7).

Ved at fremhæve Absalon som kongens historiograf (hvad jo også var Wegeners egen titel) aner man, at han - noget forfængeligt, må man sige - søger at drage en parallel mellem på den ene side Valdemar og Absalon og på den anden side Frederik 7. og Wegener selv.

Det var ubetinget blypladen i graven, der tiltrak sig størst opmærksomhed. Man diskuterede på baggrund af dens indskrift, hvorvidt den var anbragt i forbindelse med Valdemar den Stores gravlæggelse eller først ved en senere lejlighed; denne debat er fortsat helt til vore dage, men nu anses pladen oftest for en senere nedlagt »nekrolog« (fig. 8).

Da der ikke viste sig mere i graven, gik man i gang med dronning Sophias. Hun var i en ung alder blevet gift med Valdemar og overlevede ham med seksten år, inden hun begravedes ved hans side. Af opbygning var de to grave ens. Dronningens knogler var noget omrodede, men »så snart anatomen fik kraniet i sin hånd, bemærkede han den ejendommelige form, der tilhører den slaviske folkestamme«. Professorens historiske forhåndsviden har nok spillet ind: dronning Sophia var datter af den russiske fyrste Volodar.

Af Valdemarstidens kongegrave manglede Frederik 7. endnu at udforske én, nemlig Valdemar Sejrs. Den var allerede kommet til syne i den østlige del af udgravningen til kong Knuds grav, men Frederik besluttede - som den erfarne arkæolog han var - at undersøgelsen skulle foregå oppefra og ikke ved at grave ind fra siden; det ville sikre de bedste resultater. Som noget nyt fandtes Valdemar Sejrs grav at være dækket af skråtstillede teglfliser, der dannede en slags tag, mens den indvendige blyforing af murstenssiderne var kendt fra forgængerens grav. »Hans Majestæt befalede at aftage blylåget med sædvanlig varsomhed, og da dette var sket, fandt man skelettet af Valdemar Sejr liggende i bedste orden. Man fandt også nogle få levninger af ligklæderne, som her ikke havde været læder, men en slags broget silketøj eller brokade«. Efter at anatomiprofessor Ipsen havde bedømt kongen til ved sin død at have været »en mand i fremrykket alder« - Valdemar blev 70 år - og anslået hans højde til 188 cm, rensede han skelettet og lagde det tilbage.

Dagen gik på hæld, og det begyndte at blive dunkelt i kirken. Wegener havde vist håbet, de kunne holde inde for den dag, men Frederik 7. ivrede for endnu at åbne dronning Bengerds grav. Den portugisiske kongedatter, der var Valdemar Sejrs anden hustru, fandtes ved gemalens højre side. Bevaret var dronningens fletning, noget silketøj samt skelettet; hvad dette angik, havde Ipsen svært ved at skjule sin begejstring. Han fremhævede knoglernes ædle former og beundrede især det velbevarede kranium, hvis »idealske dannelse vidnede om dronningens ualmindelige skønhed; han sammenholdt dette kranium med et andet for at godtgøre sin påstand for de tilstedeværende, der virkelig måtte sande hans ytringer«. Ipsen fik på stedet kongens tilladelse til at lade fremstille en gipskopi af Bengerds hovedskal (fig. 9).

Klokken var henved syv, da Frederik 7. lod arbejdet hvile. Om aftenen samledes deltagerne ved kongens taffel, hvor majestæten glædede selskabet med munterhed og livlig samtale.

Det var også en dronningegrav, Frederik 7. havde sat øverst på andendagens program. Før sit ægteskab med Bengerd var Valdemar Sejr gift med den bøhmiske prinsesse Dagmar. Hun døde allerede efter syv års ægteskab, men nåede i sin korte tid som dronning at blive særdeles afholdt; det er i hvert fald den opfattelse, der er overleveret til vore dage, først og fremmest gennem folkeviserne. »Udi Ringsted hviles dronning Dagmar«, lyder den stadigt gentagne verslinje i visen om hendes død - og det var netop Dagmars grav, man nu tog fat på i Skt. Bendts kirke. Der kunne næppe håbes på større udbytte, skriver Wegener i sin dagbog, »thi det var en almindelig erfaring, at de afdøde, som i livet havde været mest hædrede, ofte fandt i graven mindst ro, fordi alle ønskede at eje de kære levninger«. Wegeners pessimisme var velbegrundet; graven var næsten tom, formentlig ødelagt da kirken 1699 havde fået nyt alter. Det lidt skuffende resultat var dog til at bære, for dronning Dagmar »behøver heller ikke andre minder end dem, som lever i alles tanker«, og dagbogens forfatter gengiver et uddrag af visen om den afholdte dronnings ankomst til landet:

Havde Danmark altid en sådan blomst,
man skulle det ære og prise.
Alle så mange i Danmark monne vær',
de monne dronning Dagmar behage;
så længe hun leved’ på jorden her,
de havde så gode dage.

Af en ældre kilde fremgår, at man i kirken tidligere foreviste et kranium som værende dronning Dagmars. Det blev imidlertid stjålet 1735, en historie, som Wegener tilsyneladende har haft kendskab til. Kraniet kan have været det rigtige, for det vides, at dronningens grav blev åbnet godt halvtreds år før tyveriet, og ved den lejlighed kan hovedskallen være taget op, måske sammen med det lille emaljekors, der er kendt under navnet Dagmarkorset. Om dette er oplysningerne desværre usikre; først i Kunstkammerets fortegnelse fra 1737 anføres det, at korset skal stamme fra Dagmars grav - i tidligere lister står intet herom (fig. 10).

Frederik 7. vendte sig nu mod gravene for hertugerne Knud af Lolland og Erik af Sønderhalland samt junker Valdemar, førstnævnte en søn, de to andre børnebørn af Valdemar Sejr. Deres grave viste sig at være ødelagte af et nyere, hvælvet gravkammer, men kongen »ville imidlertid ikke af disse ringe udsigter lade sig afholde fra at forvisse sig om sagen«. Man brød et hul i gravhvælvingen, men kunne intet se i mørket; end ikke et lys på en riskost, der blev stukket ind, var tilstrækkeligt. Det blev Worsaae, der måtte kravle ind i kammeret, og han kunne kun konstatere, at pladsen var optaget af en ikke særlig gammel kiste.

Med dronning Dagmar havde Valdemar Sejr et eneste barn, en dreng, der bar faderens navn, men af praktiske grunde har fået tilnavnet »den Unge«. Han var udset til at efterfølge Valdemar Sejr, men 1231. dræbtes han af et vådeskud, kun 22 år gammel. I hans grav fandtes næsten intet. Med denne kongesøns død »nedsank fædrelandets lykke for en lang periode i graven«, bemærker Wegener. Han hentyder dermed til, at det blev sønnerne efter den ikke særlig populære dronning Bengerd, som med Valdemar den Unges død var nærmest til at overtage tronen. Alle tre sønner blev da også efter tur konge, men ingen opnåede nogen lang regeringstid, længst sad Erik Plovpenning, der var konge i ni år, inden han blev myrdet. Også han begravedes i Ringsted. Derimod blev hans to brødre, Abel og Christoffer, gravlagt i henholdsvis Slesvig og Ribe (fig. 11).

Kun få måneder før Valdemar den Unge blev dræbt, var hans hustru Eleonora død i barselseng. Nu dukkede hendes grav op ved Valdemars side, og det så ud til at være den bedst bevarede af de grave, der den dag var frilagt. Man kan derfor næppe bebrejde Frederik 7., at han ivrigt sprang ned på gravens dæksten, lige så lidt som det kan undre - majestætens statur taget i betragtning - at han brød igennem og i bogstaveligste forstand stod med det ene ben i graven. Heldigvis kom han intet til, skriver Wegener lettet, og efter dette lidt pinlige intermezzo kunne arbejdet hurtigt genoptages. Eleonoras skelet viste sig at være noget omrodet, men professor Ipsen konstaterede, at kvinden var død af »benedder i lændehvirvlerne«, hvilket han fandt yderligere bekræftet ved at studere kraniet, der viste, »at en stor del af tænderne allerede i den unge dronnings levende live havde været tabte, en almindelig følge af betændelse i ryghvirvlerne«.

Undersøgelsen af Erik Plovpennings grav, Valdemar den Unges halvbror, blev kortvarig. Hans jordiske levninger var i første halvdel af 1500-årene blevet indmuret i en af korets nordre piller; kongen lod nu denne åbne, og der viste sig et udhugget rum, indeholdende en lille, plump trækiste, »hvori henlå en halv snes små benstumper af et menneskeligt skelet og - en dyreknogle«. Det var først i 1901, da alteret blev flyttet, at man fandt Erik Plovpennings oprindelige grav i kirken.

Store forventninger knyttedes til Erik Menved og dronning Ingeborgs grave, der var dækket af en stor messingplade fra ca. 1320. Den hvilede på en muret sarkofag, hvis ene side hurtigt blev frilagt; her lod Frederik 7. straks bryde et hul. Denne gang var det ikke Worsaae, men kongens livskytte, der måtte krybe ind. Til udgravernes store skuffelse var der imidlertid ingen spor af kong Erik og hans frue. For en sikkerheds skyld tog man nogle boreprøver inde i sarkofagen, men heller ikke de gav noget resultat. Dette må skyldes en tilfældighed, for 1901 viste det sig, at kongeparret faktisk lå i jorden under monumentet. Erik Menved var den sidste danske konge, der begravedes i Ringsted. En lang tradition var dermed slut.

Det var nu sent på eftermiddagen, og for Frederik 7’s vedkommende var udgravningen i Ringsted forbi. Endnu forestod en dags arbejde med at genlukke de åbnede grave, ligesom der, på kongens befaling, skulle nedrammes pæle ved alle gravenes hjørner, dels for at markere den nøjagtige beliggenhed, dels for at bære de nye gravsten, der var fremstillet til lejligheden. I stedet for at følge arbejdets afslutning tog kongen den næste dag på udflugt til omegnens historiske mindesmærker. Først kørte man til Fjenneslev, hvis kirke tidligere havde haft to tårne, hvorom sagnet fortæller, at de blev bygget i anledning af Absalon og Esbern Snares fødsel. På Frederik 7’s tid var der kun et tårn, i dette steg kongen op »og undersøgte den måde, hvorpå dets øverste dele var konstruerede«. Fra Fjenneslev gik turen til Bjernede og dernæst til Haraldsted, hvor kongen begav sig til fods for at se »adskillige mærkelige steder«, blandt andet den hellige kilde, der skulle være sprunget frem efter mordet på Knud Lavard i Haraldsted skov (fig. 12).

Som en slags fortsættelse af Ringstedudgravningen ønskede Frederik 7. to år senere, i 1857, at undersøge kong Olufs grav i Sorø. Oluf var dronning Margrethes eneste søn; han var kun et barn, da han blev udråbt til Danmarks konge, så det var moderen, der regerede i hans navn. Der knyttede sig store forhåbninger til Oluf, idet han kunne gøre arvekrav på både den norske og svenske krone, men 1387 - blot 17 år gammel - døde han under et ophold i Skåne. Den unge konges indvolde blev ført til domkirken i Lund, mens liget begravedes i Sorø kirke (fig. 13).

Wegener var atter i Frederik 7’s følge, da denne 5. august drog med jernbane til Sorø, og ligesom i Ringsted fastholdt den kongelige embedsmand begivenhederne i sin dagbog. Også arkæologen Worsaae var blandt deltagerne; han havde i forvejen forberedt udgravningen, så man straks kunne tage fat på gravens indhold, da Frederik ankom.

Dagbogsforfatteren, som kun havde betragterens rolle, skriver, at man gik i gang med skovl og murerske, mens Worsaae, der spillede en mere aktiv rolle, fortæller - i et brev til sin forlovede - at efter »møjsommelig søgen med knive eller skeer eller selv med fingrene lykkedes det os omsider at bringe det noget fortærede skelet frem«. Liget havde ligget i en simpel egetræskiste, anbragt inden for en i mursten opbygget ramme. Det var atter den anatomikyndige lpsen, der tog sig af skeletundersøgelsen; han konstaterede, at det drejede sig om en ung mand, og Wegener tilføjer, at de lange ben tydeligt viste, at den gravlagte var af Valdemarernes slægt, mens Worsaae skriver, at personen var et menneske »af temmelig lav vækst«. Denne forskelligartede opfattelse skyldes antagelig, at den første skrev til og for kongen, den anden til sin forlovede.

Udgravningen var hurtigt overstået. Over Olufs jordiske rester muredes et ganske uhistorisk, men ikke uromantisk, tag, som hvilede på den bevarede teglstensramme.

Sammen med sit følge begav Frederik 7. sig nu til Sorø Akademi, hvor middagsbordet stod dækket. Der blev skålet flittigt, og - skriver Wegener - »taflet blev lidt efter lidt særdeles animeret«. Worsaae, der ikke var så vant til den slags arrangementer, har i brevet til sin tilkommende beskrevet middagen indgående. »For at du, min egen søde brud, kan få en levende forestilling om en slig affodring, hvilket jo vistnok må interessere dig som vordende husmor, har jeg vedlagt spisesedlen«. Denne lød:

Krebsesuppe
Melon
Rouletter á la financiére
Fisk fra Sorø sø
Salmi af ænder med trøfler
Ægte skildpadde
Gemyser á la francaise
Budding á la anglaise
Dyreryg, compote, gelé
Stilton ost
Kage
Is i kurve
Dessert
Kaffe

Maden ledsagedes af adskillige gode vine, så det var ens egen skyld, hvis man ikke var i opløftet stemning. Men det var ikke kun ganen, der forkæledes. Til middagen fremførtes en halv snes musikstykker, og blandt de forskellige kompositioner var en march af selveste Frederik 7. Af Worsaaes brev fremgår, at »kongen var i det hele så lystig og munter, som han altid er, når han er på antikvariske udflugter, og når han ikke har sin ægtehalvdel med sig«.

Senere begav selskabet sig ud i akademiets have, og her vil vi atter give ordet til Wegener. Han fortæller, at der under nydelse af te og andre forfriskninger »blev blæst fædrelandske melodier og sunget patriotiske sange. — Oplivet og bevæget forlangte Hans Majestæt sangen: Jeg aldrig Danmark glemmer. Den blev sungen, ikke kunstmæssigt, men af fuldt bryst og fuldt hjerte«. - Jo der var stil over det, når Frederik 7. tog på udgravning.

Kongens interesse for arkæologien svækkedes aldrig. 1861 foretog han de berømte Jellingudgravninger, og to år senere - Frederik 7’s dødsår - var han i Viborg domkirke for at søge efter Erik Klipping og Svend Grathe. Han fandt dem aldrig. Det har utvivlsomt ærgret den stædige konge, som fra de glade dage i Ringsted og Sorø var forvænt med gode resultater (fig. 14).