Kongen er død
(Fig. 1) Et årstal i Danmarkshistorien huskes, hvor mange andre er glemt: 1648, Christian 4.s dødsår. Denne konges eftermæle er blandet, men ingen vil nægte, at han med fejl og fortrin var en personlighed. Han nægtede sig ingen af livets glæder, begik skelsættende misgreb, men arbejdede som en hest og realiserede store projekter, som han selv medvirkede i til mindste detalje. Christian 4. regerede i ikke mindre end 60 år, og han satte sig varige mindesmærker. Med hans død udløb en epoke. Lad os følge hans sidste skridt.
Af Redaktionen
Fig. 1: Christian 4. på lit de parade. Billedet, som findes på Rosenborg, er malet af den ret ukendte københavnske kunstner Berent Hilwaertz. I august 1648 modtog han fra rentemesteren 45 rigsdaler for »Hans Majestæts salige og højlige ihukommelses lig, han har afkontrafejet«.
I begyndelsen af februar blev lægerne Otto Sperling og Ole Worm kaldt til Frederiksborg, hvor kongen var sengeliggende og klagede over »stor svækkelse i maven«, som ganske havde berøvet ham madglæden. Den 70-årige monark spiste kun lidt den næste halve snes dage. Endog rhinskvinen bekom ham ilde.
Lægerne søgte med et vist held at lindre smerterne, men kræfterne svandt, og den 21. februar bad kongen om at blive bragt til København. Der lå sne, og transporten foregik pr slæde med patienten anbragt i en fastsurret bærestol. Målet for turen var Rosenborg, slottet han selv havde ladet bygge, og hvor han befandt sig bedst.
Endnu en dag magtede kongen at stå op og arbejde, men derefter var han for svag til at forlade sengen. Søndag den 27. holdtes gudstjeneste ved sygelejet af præsten Laurids Hindsholm. De omkringstående istemte »Min sjæl, du Herren love«, »hvilken salme Hans Majestæt altid meget elskte«. Derefter modtog kongen nadveren »som en god tærepenge og sikker lejde på sin nu forestående rejse«.
Næste eftermiddag, henved klokken tre, ville kongen pludselig op. Worm og Sperling hjalp ham på benene, »på hvilke han også blev stående fast, uden at vakle, indtil vi fik ham iført sin natkjortel«. En halv time sad han på sengekanten, men ønskede så at lægge sig igen. »Vi følte nu og da kongens puls og vederkvægede ham med de hjertestyrkende vande, både udvortes og indvortes, thi dem tog han gerne, men spise var det ham umuligt at få ned«. Kansleren, der sammen med Leonora Christine og Corfitz Ulfeldt var til stede ved sygesengen, ønskede at vide, hvordan sagen stod, men Sperling gav ingen løfter: »Pulsen er hartad borte, mælet gået bort. Hvad håb kan der menneskeligen set være tilbage?«.
»Ved fem slet døde den salige Herre ganske blideligen, uden nogen smerte eller dødskamp, ganske som når en falder i søvn«. Præsten skriver, at kongen gik bort »med sin hånd i min«, mens Worm fortæller, at han »udåndede i mine arme«. En lidt kompliceret situation! I hvert fald den ene af de to herrer må vist være forfaldet til ønsketænkning.
»Kongens kære datter, frøken Leonora, trykkede hans højre øje til, thi det venstre behøvede ikke at trykkes til, eftersom det var gået ud i søslaget, og øjelåget havde lukket sig selv«, skriver Sperling, men her tager han nu fejl; det var højre øje, kongen mistede ved Kolberger Heide. For Corfitz Ulfeldt kom dødsfaldet næppe ubelejligt, han fik her sin chance, som han imidlertid udnyttede dårligt. Hans hustru, Leonora, har sikkert følt virkelig sorg, men hun var trofast mod sin mand og lod sig drage med i faldet. Kongen, hvis yndlingsdatter hun var, kunne ikke længere bistå.
