Kongen bød

»Til trods for, at der findes op til fem meter tykke kulturlag under Ribe, og at man flere steder har gravet i dem ned til oprindelig bund, så er det ikke lykkedes at komme længere tilbage end omtrent til domkirkens stiftelsestid, til ca. 1100« - hedder det lidt mistrøstigt i artiklen fra 1962. Under normale omstændigheder ville man nok have slået sig til ro hermed - flertallet af Danmarks købstæder er grundlagt ved den tid - men de historiske kilder viste jo, at det ikke kunne være rigtigt. Den mulighed forelå, at byen, i lighed med for eksempel Hedeby, kunne være flyttet, så i slutningen af 1960’erne begyndte man at rette opmærksomheden mod oplandet. Det resulterede i fundet af flere spændende bopladser, men ingen af dem lod sig med blot nogenlunde sikkerhed identificere som Ribe.

Omsider lykkedes det dog. Man havde regnet med, at det første Ribe skulle søges i den middelalderlige bykerne, det vil sige området omkring domkirken, men da det endelig dukkede op, var det i et fjernere kvarter på den anden side Ribe å. Her ligger byens kunstmuseum, og det var i forbindelse med en restaurering af dette, de afgørende fund blev gjort. I årene 1973 - 76 foranstaltedes en storstilet udgravning.

Hvad man fandt, var en anselig aflejring opbygget af centimetertynde lag: sand, ler, aske, trækul. Heri var blandet affald fra forskellige håndværk, for eksempel bronzestøbning, kam- og perlemageri. Der må på stedet have ligget værksteder, og man kan sikkert gå ud fra, der også er blevet handlet. Pladsen har fungeret i 700- og begyndelsen af 800-årene. - Lidt derfra og længere væk fra åen, i Dommerhaven på den anden side af Nicolajgade, blev anlagt endnu et udgravningsfelt, men her havde aflejringen en lidt anden karakter. Der fandtes ganske vist det sædvanlige håndværkeraffald, men også tykke lag af kreaturgødning.

I årene, der er gået, siden disse fund blev gjort, har der været tid til at bearbejde de mest interessante fundgrupper (se Skalk 1976:4 og 1984:3), så situationen var ideel, da vi i april 1986 på grund af anlægsarbejde fik mulighed for at påbegynde en ny udgravning ved Nicolajgade, kun ca. 30 meter fra de tidligere. Vi kendte nogenlunde karakteren af aflejringen og kunne på forhånd stille en række spørgsmål, som vi ønskede besvaret - mange var af dateringsmæssig art, mens andre drejede sig om handelspladsens oprindelse og udvikling. Ikke alt blev opklaret, men udgravningen bragte os i hvert fald adskillige skridt videre.

Indtil ca. to meters dybde bestod jorden af havemuld og nyere opfyldning, men derefter meldte oldtidsaflejringen sig. Den blev omhyggeligt undersøgt, vi fulgte lagene, som de var afsat, og skrællede os langsomt nedefter. Når man graver på denne måde, vil fladen naturligvis blive ujævn, men så store niveauforskelle, som vi fik frem, lod sig ikke uden videre forklare. Midt gennem feltet strakte sig en højderyg med retning ud mod åen og kraftigt fald til begge sider. Pludselig gik systemet op for os: vi befandt os lige midt i en parcel, som har været udstukket på forhånd og er blevet benyttet gennem mange år. På denne parcel har skiftende tiders håndværkere haft deres ildsteder og ophobet deres affald, og da arbejdet naturligvis koncentrerede sig omkring midten af den afsatte jordstrimmel, har terrænet her efterhånden hævet sig i forhold til grænseområderne, der fik karakter af stadig dybere grøfter. Skellene har sikkert været markeret på en eller anden måde, for de holdt sig gennem knapt hundrede år, til pladsen blev omstruktureret og grøfterne fyldt op. Men herom senere.

Udgravningen førte os fra det yngre mod det ældre, men det vil være praktisk her at betragte lagene i omvendt rækkefølge, altså fra neden og opefter, for derved at få et begreb om udviklingen på stedet. I bunden, lige over undergrunden, lå et ca. 10 cm tykt kulturlag fra en jernalderlandsby. Det indeholdt anselige mængder af skår og knogler, men intet, der kan sættes i forbindelse med handel og håndværk. Ved udgravningen 1974 i Dommerhaven stødte man nederst på spor af pløjning - formodentlig den til landsbyen hørende mark.

Lige over landsbylaget fulgte så det nederste lag med håndværkeraffald, og da skårene i de to aflejringer er uden erkendelig aldersforskel, kan opholdet mellem de to bebyggelser i hvert fald ikke have været langvarigt (fig. 1). Et sted var der indskudt et mellemlag, det dækkede kun et lille område, 3x4 meter, og bestod af græstørv lagt med vegetationssiden nedad; her har vel været et fugtigt sted, som krævede særlig behandling, før håndværkerne kunne rykke ind - altså en slags byggemodning. Tørvelægningen overskred grænsen mellem to parceller, og det interessante er, at netop i skillelinjen manglede tørvene; de synes lagt, fuldt bevidst, så at de har dannet en skelgrøft. Denne grøft - eller rende, skal man måske snarere sige - kunne svagt skelnes også uden for tørvepletten, men kun i muldlaget, den har ikke nået ned i undergrunden. Dette er af største betydning for forståelsen af det ældste Ribe: handelspladsen er anlagt, ikke opstået mere eller mindre tilfældigt (fig. 2). Jorden er blevet udstykket ved et system af parallelle skelrender, først da det var udlagt, er håndværkerne rykket ind; de har måske ligefrem stået på spring. Den første, som tog den nu udgravede parcel i besiddelse, var en perlemager med særlig forkærlighed for blåt glas.

Han fik flere efterfølgere, således en bronzestøber og en ravforarbejder - lejere vel sagtens, men med fuld rådighed over området inden for skelgrøfterne. Egentlige bygningsspor fandtes ikke på grunden, så håndværkerne har antagelig arbejdet under åben himmel eller måske benyttet telte og læskure. Mellem værkstedslagene fandtes ofte tynde sandlag, de kan være spredt ud for at gøre pladsen klar til næste mand. Parcellens bredde var oprindelig ca. otte meter, men med ophobningen af affald omkring strimlens midtlinje blev skelgrøfterne efterhånden bredere, hvorved det tilgængelige arbejdsområde snævredes ind. På et tidspunkt omkring år 800, vikingetidens begyndelse, blev der foretaget en planering, grøfterne fyldtes op med affald og andre kulturrester. Dette kan være sket for at skabe bedre forhold for håndværkerne.

I den nye udgravning stod parcelinddelingen usædvanlig klart, i den gamle (Kunstmuseets have) noget mere udvisket, men dog sådan, at vi med vor nuværende viden i baghovedet kan eftervise både værkstedsområderne og de mellemliggende lavninger. Også disse grøfter er til slut blevet fyldt op med værkstedsaffald og kulturjord; det er formodentlig sket samtidigt over hele linjen. Med sikkerhed kan vi sige, at værkstedsområdet har strakt sig 50 meter langs åen, men foretagne boringer lader ane, at dette langtfra slår til; måske skal vi helt op på 150 meter eller mere. Om hele arealet var i brug på samme tid, ved vi naturligvis ikke, men sikkert er det, at vi står over for en omfattende og velordnet handelsplads. I åen lige neden for parcellerne kunne skibe lægge til. Her har håndværkerne fundet afsætning for deres varer og de fremmede for deres. Også disse sidste har sat sig utvivlsomme spor i lagene.

I jernalderlandsbyer kan man undertiden finde indslag af handel og håndværk, men her, i Ribe, er der tale om noget helt andet: en aktiv velorganiseret handelsplads med stærke internationale kontakter (fig. 3). Den gennem lang tid opretholdte parcelinddeling og de regulerende afretningslag vidner om overordnet ledelse. Men hvorfor valgte man at lægge en sådan plads netop her, og hvad er den egentlige økonomiske baggrund for Ribes opkomst? (fig. 4).

Trafikalt har stedet haft de bedste betingelser. Den brede og dybe å var god at sejle på - sikkert mere velegnet end de andre vandløb til den nordlige del af Vadehavet. Mod nord lå den barske Vesterhavskyst, som var farlig at befare, og hvor det var vanskeligt at lægge ind; dermed blev Ribe den nordligste havn af betydning. For landtrafikken har åen med sine mange forgreninger naturligvis været en hindring, men netop ved handelspladsen var der et egnet overgangssted, som sikkert er taget i betragtning ved anlæggelsen.

En handelsby må have noget at handle med, en specialitet, som trækker kunderne til. Det lokale råstof rav optræder i mængde på pladsen, men det var dog næppe så økonomisk betydningsfuldt, at det kan begrunde selve dens anlæggelse. Et bedre bud er kreaturerne, hvis efterladenskaber man, som allerede nævnt, har fundet rigeligt oven for parcelkvarteret. Helt op til vore dage har Ribe været involveret i studehandel, og det er vel tænkeligt, at byen også dengang var et sted, hvor kreaturer blev drevet sammen, og at kvægmarkederne afholdtes her. Lagene af dyregødning nord for Nicolajgade kan stamme fra kvægfolde eller lignende opsamlingssteder.

Kvægmarkeder afholdes almindeligvis to gange om året, nemlig forår og efterår. Det stemmer godt med vore iagttagelser i håndværkerkvarteret, som det er svært at forestille sig, var i brug året rundt. De mange arbejdspladser og den totale mangel på solide bygninger peger nærmest mod kortere ophold ved særlige, tilbagevendende lejligheder. Hermed være ikke sagt, at byen var affolket uden for sæsonen. Der har uden tvivl været en fast bebyggelse - i begyndelsen måske blot én eller flere storgårde, hvis beboere ved siden af landbruget har vedligeholdt handelspladsen, som de i øvrigt lukrerede af, når den var i funktion. De kan have været i tjeneste hos den person, som vi må antage, står bag byens grundlæggelse.

En anden ting, der må have været af største betydning for Ribe som handelsby, er dens placering på grænsen mellem to kulturområder, nemlig det skandinaviske og det frisiske. Til de produkter, nordboerne selv frembragte og smykkede med deres særprægede dyrestil, kom efterhånden et ikke uvæsentligt tilskud af fremmede varer, for eksempel rhinsk keramik og frankisk glas; vore vigtigste forretningsforbindelser var i det hele taget at finde mod sydvest (fig. 5./fig. 6/fig. 7). Ribe blev et nordligt knudepunkt i frisernes udbredte handelsnet, og det har utvivlsomt medvirket til byens hurtige opblomstring (fig. 8). Mod syd, i det frisisk-frankiske grænseområde, lå Dorestad, allerede på dette tidspunkt en betydningsfuld handelsby med en velplanlagt kaj front, parceller og gader. Dorestad var, som Ribe, placeret i nogen afstand fra havet og ved et vandløb, nemlig Rhinen; de to byer havde altså meget til fælles, og udviklingen i den ældre af dem må utvivlsomt have påvirket den yngre. En tredje handelsstad, Hedeby, kom til på et lidt senere tidspunkt under meget lignende omstændigheder.

Dorestad var frisernes vigtigste udmøntningssted, og frisiske mønter, såkaldte sceattas, forekommer talrigt på vor handelsplads. Af de i alt 78 sceattas, som kendes fra Danmark, er 66 fundet i Ribe og 10 i Dankirke kun ca. otte kilometer fra denne by. Der synes altså her i det sydvestlige at have været et særligt behov for et standardiseret betalingsmiddel - og det på en tid, hvor man dårligt kan tale om pengeøkonomi i Danmark. For den lokale vareudveksling har disse mønter næppe haft nogen betydning, de må have været til fjernhandelen. En engelsk forsker har foreslået, at en bestemt type sceattas, som optræder særlig hyppigt i Ribe, måske ligefrem kan være slået der i byen. Tanken er værd at overveje.

For dateringen af det ældste Ribe er de mange sceattas en stor hjælp; de er slået fra ca. 720 og frem til Pippin den Lilles møntreform i 755. Af de i alt 34, som fremkom ved den seneste udgravning, blev hovedparten fundet i de midterste værkstedslag og kun få over og under. I de nederste lag var der slet ingen sceattas og ej heller i de senere tilfyldte grøfter. Det øvrige oldsagsmateriale - keramik, støbeforme, glasbægre, glasperler - bekræfter smukt denne datering, men det skal vi ikke trætte læserne med, blot understrege vor tidligere konklusion: handelspladsen er etableret i første tredjedel af 700-årene og parcelinddelingen holdt ved lige frem til ca. 800, hvor skelgrøfterne kastes til (fig. 9).

Dette, at Ribe ikke er selvgroet, men anlagt systematisk efter en nøje gennemtænkt plan, tvinger os til at spørge: hvem var grundlæggeren? En privatperson, for eksempel en storbonde? Man kan dårligt forestille sig det. Et initiativ af den størrelsesorden og med så vidtgående perspektiver kan næsten kun være udgået fra kongemagten. Kigger vi uden for Ribe, finder vi to store bygningsværker fra omtrent samme tid som vor handelsplads, nemlig det ældste Danevirke og Kanhavekanalen på Samsø; de er dendrodateret til henholdsvis 737 og 726. Man kan få den tanke, at det er den samme kongemagt, ja måske den samme kongelige person, der står bag byen, grænsevolden og kanalen. Det område, vi nu kalder Danmark (eller i hvert fald en stor del af det), har formodentlig allerede på den tid været under fælles regent, og for denne var det en fordel at samle handelen på ét sted; derved kunne han styre aktiviteterne og - ikke mindst - belægge dem med afgifter. Som modydelse har han organiseret handelspladsen og vel sagtens stillet mandskab til sikring af markedsfreden.

Hvem var han, kongen, som bød gøre disse storværker? Af danske herskere fra begyndelsen af 700-årene kender vi ikke mange, ja faktisk blot en enkelt, Angantyr (se Skalk 1985:2), men uden videre at sætte ham i forbindelse med Ribes grundlæggelse drister vi os ikke til. Manden selv må forblive anonym, men hans bedrift stråler. Med Ribe spirede vikingetidens samfund frem.