Kong Haralds kumler

Allerede for et par århundreder siden blev den mening fremsat, at den sidste del af indskriften er tilføjet efter Haralds død. Men den lærde islandske litterat og filolog Thorleif Gudmundur Reppe, der i 1850'erne gav en næsten fuldstændig oversættelse af teksten, var af en helt anden opfattelse; han siger: »Selve indskriften tilkendegiver kort og tydeligt, at den slet ikke - at ikke nogen del af den - hidrører fra kong Harald selv eller fra hans nærmeste«. Indskriftens ophavsmand må være »en sydtysker eller en tysker fra et fjernt germansk land«. Carl C. Rafn, oldskriftselskabets stifter, har flere gange udtalt sig i sagen. Først tilslutter han sig dem, der mener, at den sidste del af indskriften, den der handler om kong Haralds egne bedrifter, er en sekundær tilføjelse, men senere skifter han mening og hævder, at alle indskriftens dele må være »indhugget på een tid«. - Diskussionen fortsætter op i vort århundrede med bidrag af bl.a. den svenske forsker Sune Lindqvist, der i 1931 melder sig som tilhænger af teorien om, at indskriften er udført i to forskellige afsnit, mens Lis Jacobsen og Erik Moltke ti år senere i »Danmarks Runeindskrifter« fremhæver, at »disse hypoteser er skrinlagt«. I 50'erne underbygger Lindqvist sine synspunkter og støttes af sin landsmand Hans Christiansson, men Johannes Brøndsted fastholder den gængse tydning i »Danmarks Oldtid« fra 1960, og det samme gør jeg desværre selv i »Danske Oldtidsminder« fra 1967; det er nu ændret i 1969-udgaven.

Den før omtalte Carl C. Rafn gjorde en vigtig iagttagelse, fremsat 1852, nemlig »at forestillingerne på dens (Jellingstenens) anden og tredje side er udførte ganske i den samme smag, som bemærkes i de i Thyre Danebods gravhøj fundne genstande, hvorved således runestenens udførelse henvises til den samme tidsalder«. I denne ganske rigtige betragtning ligger i virkeligheden nøglen til sagens opklaring. Stenen må være hugget kort efter kong Gorms død og begravelse i den nordligste af de to store høje, som efter alt at dømme er fællesgrav for Gorm og Thyre, og indskriften har da haft følgende ordlyd:

»Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyre sin moder«. Dette må være sket omkring år 950. Slutsætningen om erobringen af Danmark og Norge kunne af gode grunde ikke medgives på det tidspunkt; den må være tilføjet langt senere, mest sandsynligt efter Harald Blåtands død, så også hans bedrifter mindedes med stærke ord på det gamle kongesædes gravplads.

At den store Jellingsten er et af de fornemste billedhuggerværker, der er skabt i Danmark, er ofte blevet fremhævet, men fastholder man dette synspunkt og studerer den nøjere, så bliver man hurtigt klar over, at der senere er fusket med den, og ikke mindst med runeindskriften. Udsmykningen af den prægtige tresidede stenblok, enestående i sin form, er nøje gennemtænkt og udført af en stor kunstner, der omhyggeligt har planlagt sit arbejde, inden han tog fat med mejsel og hammer. De tre billedsider er udarbejdet, så stenens oprindelige form og overflade blev bevaret mest muligt. Man ser for sig kunstneren omhyggeligt indtegne udsmykningen med farve på stenens sider, inden han griber mejsel og hammer og »med stensplinter i skægget« nøje følger fortegningen uden at hugge galt et eneste sted.

På indskriftsiden udhugges først en slange. Dens slyngede krop, der står i et par cm højt relief, danner tre vandrette felter, hvori runeindskriften senere skal hugges. Slangens trekantede hoved og hvasse øjne ses i stenens top, hvor overfladen nu desværre er noget ødelagt, mens halespidsen danner en krølle forneden på siden af stenen. På de to andre sider, hvor der ikke er tegnet skriftbånd, udhugges henholdsvis et firebenet dragedyr omslynget af en slange og Kristus med udbredte arme, begge billeder omsluttet og forenet af overdådigt sammenslynget tovværk. Dragens livskraft og styrke fremhæves af bladværk, som skyder frem fra dens nakketop og halespids, men slangen har omklamret dens hals, krop og hale og lurer med sit spidse hoved bag dens nakke. En glorie omslutter Kristus' skæggede hoved. Han står med fødderne på et lille naturligt fremspring i stenens side, og hans guddommelige skaberkraft anskueliggøres af yppigt bladværk, som stod han i Paradisets dejlige have. Det prægtige kunstværk fuldendes ved, at de tre udsparede felter på slangesiden udfyldes med den første runeindskrift -. Dette må som sagt være sket omkring år 950, kort efter kong Gorms død og gravsættelse i nordhøjen. I højens gravkammer er der fundet udskåret og malet træværk med ranker og en mandsfigur - det er, som Rafn påviste, alt sammen gjort i samme stil, som vi møder på runestenen. Samtidig med at stenen hugges færdig, lader kong Harald nordhøjen opføre i dens fulde størrelse; han har dermed rejst sine forældre et fornemt og enestående mindesmærke nær kongesædet.

Da kong Harald selv dør, omkring år 985, ønsker hans slægt, at også han skal mindes sammen med forældrene, og man enes derfor om, at indhugge tilføjelsen om hans bedrifter på den runesten, han rejste for dem i Jelling. Måske lever endnu den runemester, der huggede den første runeindskrift, og kan endnu bruge mejsel og hammer, en mulighed antydet af Sune Lindqvist. Men hvis det er tilfældet, må den oprindelige kraft have forladt ham. Hans »håndskrift«, som den fremtræder i runerækkerne på billedsiderne, er nu vaklende og ubehjælpsom i forhold til, hvad han tidligere har præsteret.

Billedmesteren, der huggede udsmykningen, må i hvert fald have forladt Jelling, for hans kunstværk er blevet skæmmet af tilføjelserne, som er klamphuggerarbejde i forhold til hans udsmykning. På siden med indskriften har man forneden forsøgt at udvide den oprindelige slangeindramning med både reliefbånd og enkeltlinier, men ingen af disse er blevet fuldført. Ubenyttede linier viser, at man måske har ønsket hele indskriften på samme side. Imidlertid må én have fået den lyse ide, at hvis man i stedet ville føre den nye tilføjelse af indskriften om på de to andre sider, kom »og Norge« til at stå under kampscenen mellem drage og slange og »gjorde danerne kristne« under Kristusbilledet, hvorved en smuk overensstemmelse mellem billeder og tekst var skabt. At kunstværkets nederste del samtidig blev delvis ødelagt, har man ikke skænket en tanke.

Som den store runesten nu står opstillet på Jelling kirkegård, befinder den sig lige midt mellem højene og i en akse, der forbinder deres centrer, men den omstændighed, at der ved udgravningen i 1942 blev påvist kristne grave, som strakte sig ind under stenen, gør det usikkert, om den står på sin oprindelige plads (se Skalk 1960:2). Den mindre Jelling-runesten, der i 1600-årene lå ved kirkens indgangsdør som »et sæde for den trætte«, står nu ved siden af den store; den bærer indskriften: »Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks bod«. Ordet kuml, som på begge sten bruges i flertal, betegner et mindesmærke dannet af flere rejste sten og viser altså, at runestenene ikke har stået alene, men i selskab med andre sten. Mange bautasten er gennem tiderne opgravet på kirkegården omkring runestenene, men vigtigst for bestemmelsen af anlægget er de sten, som er fundet under den sydlige Jelling-høj. Første gang, de blev iagttaget, var ved den af kong Frederik d. 7. iværksatte og af arkæologen Worsaae ledede udgravning i 1861, men først ved Nationalmuseets undersøgelse 80 år senere blev det af udgravningens leder, Ejnar Dyggve, godtgjort, at de dannede to divergerende rækker, der som en vinkel åbnede sig mod den nordlige høj. Stenene - dem på højbunden så vel som dem på kirkegården - må være rester af en kæmpestor stensætning, som er blevet delvis dækket, da sydhøjen blev bygget, men dens form og udstrækning fremgår ikke umiddelbart af fundene. Dyggve tolkede anlægget som et »vi« (helligsted) og mente, at stenrækkerne har dannet en ligebenet trekant med spidsen pegende mod syd og grundlinie gennem nordhøjen - en opfattelse, som mærkværdigvis blev godtaget næsten uden diskussion af de fleste forskere, og hvis 25-års jubilæum i 1967 blev højtideligholdt i Historisk Tidsskrift, hvor trekantviet forsvares kraftigt mod dem, der mener, at stenene snarere har hørt til en skibssætning. Mens bautaviet er en skrivebordsopfindelse, en konstruktion uden fortilfælde i fundene, er vi med skibssætningen på sikker arkæologisk grund. De skibsformede gravanlæg, hvoraf nogle af de største netop tilhører vikingetiden, findes over hele Sydskandinavien, og denne forklaring af Jellinganlægget er i virkeligheden den eneste rimelige. Det er interessant at se, at tolkningen af bautastenene i Jelling som hørende til en skibssætning er fremsat så tidligt som 1874 af tegneren Magnus Petersen. I sin erindringsbog »Minder fra min virksomhed« skriver han:

»Under mit ophold i Jelling gjorde jeg en vigtig opdagelse; jeg gik flere gange om dagen fra kirken til præstegården ... og kom således ofte frem og tilbage over kirkegården [han restaurerede kalkmalerier i kirken]. En dag så jeg, at en mand var ifærd med at grave en grav. Ved dette arbejde havde han nogle fod under jorden fremtaget en smuk og velformet sten, 3 alen 6 tommer lang og 1 alen bred i dens nederste ende og opad tilspidset, af form ganske som en bautasten. På min forespørgsel meddelte graveren mig, at sådanne havde han flere gange truffet på, og han påviste mig de steder, hvor dette var sket og viste mig nogle stykker af sådanne, der nu var sønderbrudte. Jeg fik derved den tanke, at der om den store sten oprindelig havde været en stenomsætning som ved Glavendrup- og Tryggevældestenene. Jeg begyndte derfor at opmåle pladsen imellem højene og afmærke stederne, hvor de af jorden fremgravede sten var fundne, og fik ganske rigtig en langagtig stenomsætning i planen, og i midten stod den store runesten, der atter nøjagtig indtog midtpunktet mellem de to høje ... Da jeg derefter tog det daværende kirkegårds-dige i øjesyn, blev jeg overrasket ved at se 30-35 ca 3 alen høje sten indsatte dér mellem andre, rigtignok var de alle kløvede på langs, men de havde samme form, som den, jeg så udgravet hel på kirkegården. Ved et besøg, som Engelhardt aflagde for at inspicere restaureringen af malerierne, fortalte jeg ham om min opdagelse og viste ham den fundne sten og de andre, jeg havde opdaget, og hævdede, at den store Gormsten stod urørt på sin oprindelige plads, og at der omkring den havde været en »stenkreds«. Han greb disse meddelelser med stor glæde og skrev noget efter en fortræffelig afhandling i Oldskriftselskabets årbøger 1876 …; omtalen af denne findes også i professor Wimmers runeværk, men én ting mangler begge, nemlig hvilken form stensætningen havde, idet Engelhardt har forment, den var i cirkelform, fordi jeg havde kaldt den en »kreds«, men ifølge mine mål kunne jeg bevise, at den må have haft form som et parallellogram, eller som ved Glavendrup en skibsform«.

Magnus Petersen fortsætter: »Alt tyder endvidere på, at en stensætning endnu har været på sin plads, da kirken ved år 1100 byggedes, thi for ikke at forstyrre det smukke monument er kirkebygningen blevet lagt påfaldende nær op til den nordre høj, så pladsen imellem kirkens sydlige mur og den store sten kun bliver 12½ alen, der netop kan passe til den halve bredde af stenomsætningen ved dens midte; som eksempel kan nævnes, at Glavendrup-skibssætningen er 22½ alen på midten, så ligheden er påfaldende«.

På grundlag af undersøgelserne i 1861 og 1941 ved vi nu, at skibssætningen må have været orienteret nord-syd, ikke, som Magnus Petersen åbenbart forestiller sig, øst-vest - hvilket viser, hvor lidt vægt man kan lægge på bautastenenes placering i kirkegårdsdiget og på kirkegården, hvor der allerede dengang havde været gravlagt i mere end 900 år. Magnus Petersen sammenligner - og med fuld ret – Jellingstensætningen med monumenterne ved Glavendrup og Tryggevælde. Det fynske Glavendrupanlæg består af en skibssætning med en runesten i stævnen, flankeret af to småhøje, mens den sjællandske Tryggevælderunesten, der nu er flyttet fra sit oprindelige sted, selv - i sin indskrift - fortæller, at den har været del af et lignende anlæg. Til disse to vikingetidsmonumenter fra henholdsvis Fyn og Sjælland kan føjes et jysk - fra Bække, som ligger kun 25 km sydvest for Jelling, ved samme midtjyske hovedfærdselslinie som kongesædet. Bækkemonumentet viser samme treklang: runesten, skibssætning, høj.

Til Jellinganlæggets to høje og to runesten skal altså føjes en skibssætning; spørgsmålet er nu, hvordan disse fem led oprindelig har hængt sammen. Om højenes plads er der naturligvis ingen tvivl, men begge runesten har som sagt været flyttede, og af skibssætningen ligger kun sydenden fast. Fra Glavendrup- og Bækkemonumenterne ved vi, at runesten og høje hører til omkring enderne af skibssætningen, men Jellinganlægget er i kongeligt format og behøver ikke nødvendigvis at være opbygget på helt samme måde. I diskussionen om runestenenes placering har et prospekt tegnet 1591 på foranledning af statholderen Henrik Rantzau spillet en stor rolle. Det viser højene og kirken. Foran kirkedøren står - som nu - den store runesten med drage og Kristusbillede. Den mindre runesten ses ikke; til gengæld er der på toppen af sydhøjen anbragt en sten, som tilsyneladende er uden indskrift.

Bautastenene under sydhøjen var, da de blev udgravede, bevoksede med lav og må altså have stået frit en længere årrække, måske omkring en 20-30 år, inden de blev højdækkede. Med andre ord: skibssætningen er en del ældre end sydhøjen. Antagelig er den bygget af kong Gorm, da han gravlagde Thyre i nordhøjen, og det er rimeligt at antage, at den lille Jelling- sten oprindelig har stået som stævnsten i skibssætningens sydende. Da skibssætningen ved sydhøjens opførelse dækkes, bliver Thyres runesten flyttet, måske til højens top; i så fald er det vel den, som ses på Rantzaus prospekt, men det må ganske vist tilføjes, at den blege sten på højtoppen ikke ligner Thyres runesten så forfærdeligt meget. Senere, i 1600 -årene, finder vi den som sagt liggende ved kirkedøren, som er dens første sikkert kendte opholdssted.

Hvor den store runesten oprindelig har stået, kan der siges mindre om, men det er sandsynligt, at den, da sydhøjen blev bygget, er blevet flyttet og opstillet nøjagtigt midt mellem højene, meget nær det sted, hvor den står nu - og hvor den stod i 1591, da Rantzau lod sit prospekt udføre. I Jelling kirke fandtes tidligere en tavle med forgyldte bogstaver (den gik til grunde ved en ildsvåde 1679), som meddelte, at lensmanden på Koldinghus, Caspar Markdanner, i 1586 lod »opgrave den sten på kirkegården, som står her uden for kirkedøren«. Det rantzauske prospekt blev tegnet kun fem år efter denne begivenhed, og den formodning har flere gange været fremsat, at de to sten på tegningen i virkeligheden begge forestiller den store runesten, nemlig før og efter flytningen, som tegneren på denne måde har villet anskueliggøre. Det kan dog ikke være rigtigt, at Markdanner har flyttet stenen ned fra toppen af sydhøjen. Tavlen siger jo, at han lod den »opgrave på kirkegården«; det betyder vel, at han har rejst den væltede og delvis jorddækkede sten.

Som den store runesten nu står, på pladsen midt mellem højene, befinder den sig i skibssætningens længdeakse, men den kan ikke, som af pastor R. Volf foreslået (Vejle Amts Årbog 1966), have dannet dens nordstævn; skibssætningens form ville i så fald blive asymmetrisk, for kort i nordenden. Stensætningen må - at dømme efter de rester, der er bevaret under sydhøjen - have nået i hvert fald til nordhøjens fod, under hvilken det endnu må være muligt at finde dele af dens spids.

Bemærkelsesværdigt for de to Jelling- runesten er det, at de engang i en fjern fortid begge er blevet »dræbt«, den store ved et kraftigt skår i toppen, den lille ved afhugning af side og top. Måske kan dette attentat mod Jellings magtsymboler sættes i forbindelse med afbrændingen af den ene af de to trækirker, som der er fundet spor af under den nuværende stenkirke (Knud Krogh i Skalk 1966:2). Plyndringen af gravkammeret i nordhøjen, som er foregået i en sådan hast og rædsel, at så vigtige gravgaver som en sølvalterkalk, et guldforgyldt bronzekors og et par fuglefigurer er blevet efterladt, kan være foretaget i det tidsrum, hvor den gamle gravplads har ligget øde hen, inden man ca år 1100 opførte den store frådstenskirke, hvorom monumenterne nu samler sig.