Kong Eriks broer

Det er i den brede Skals-ådal nord for Viborg, et halvt hundrede meter vest for den nuværende Viborg-Ålborg vej. Her ved Himmerlands sydgrænse var - og er altså stadig - en vigtig passage, og her lå den gamle Himmerbro, senere kaldet Løvel-bro. Hvad man ser, for så vidt det nu kan lade sig gøre for engens græsvækst, er en strømpille af fint tilhugne kvadersten, som vi kender dem fra de jyske landsbykirker. I den ene ende er den formet som en spids, så den kan bryde den fremstrømmende is om vinteren og om foråret.

Broen udgravedes 1936 i forbindelse med en forlægning af vejen. Undersøgelsen blev foretaget af den jyske hærvejs udforsker, Hugo Matthiessen, sammen med arkitekt C. G. Schultz. (Fig. 1). Den sidste lavede på grundlag af løst fundne kvadersten og de frilagte pillerester en rekonstruktion af broen.

(Fig 2).

Det har været et imponerende bygningsværk. Broen var 14 meter lang, hvilede på to strømpiller og havde tre rundbuede gennemløb, hvoraf det midterste var 3,5 meter bredt. En vejdæmning på op til 2,5 meters højde førte til det faste land, ca. 100 meter borte.

Brobyggeri i middelalderen har været forbundet med store vanskeligheder. Det var jo ikke alene selve vandløbene, der skulle passeres. Det var også de sumpede områder, de gennemløb. De havde ofte en langt større udstrækning end i dag, hvor dræning, grøftning og regulering har gjort sin virkning.

Hvor det var muligt, benyttede de rejsende derfor det terræn, hvor vandløbene udsprang, og hvor der altså ikke var nogen vanskelighed ved at passere. På et sådant vandskel ligger f.eks. den berømte Hærvej. Fra Kongeåen og op til Viborg går den på den jyske højderyg, som skiller de vandløb, der løber mod øst, fra dem, der løber mod vest. Men det er ikke alle steder, vandskellene har et så praktisk forløb.

I Himmerland har det således været næsten umuligt at foretage en rejse, hvor man undgik at krydse brede ådale. Der blev broer med vejdæmninger en nødvendighed, hvis man ville tørskoet over. Og vi har faktisk kendskab til hele fem himmerlandske kvaderstensbroer fra middelalderen.

Foruden Løvel-bro er det broerne ved Bundrup, Håls, Simested og Stenild. Som det ses af kortet, ligger de netop ved de største åer på forbindelsesvejene mellem byerne Viborg, Ålborg og Hobro og det vigtige overfartssted, Aggersund, ved Limfjorden.

(Fig. 3).

Om de fire sidste broer har vi i dag stort set kun skriftlige vidnesbyrd. I »Rinds Herreds Krønike« fortæller herredsfoged Kristen Sørensen Testrup (1685-1761) således om Bundrup-bro over Lerkenfeld Å: » - samme bro var i fordum tider gjort af hugne sten og hvalt med 2 hvælvinger, som forlængst var nedfaldne og blevne øde og siden igen træbro sat i steden«.

Om Håls-bro over Lindenborg Å fortælles, at den blev ødelagt under svenskekrigene. Flere kvadre fra den gamle bro blev 1958 ved en brofornyelse bjerget og bragt til Blenstrup skole, hvor de nu kranser et blomsterbed. Broen, som de var taget fra, var dog ikke den middelalderlige, men en cementbro fra 1891, hvor kvadrene var blevet genanvendt.

(Fig. 4).

Af Simested-bro blev der år 1900 ved broarbejder fundet så mange rester, at vej inspektøren kunne tegne en skitse til Nationalmuseets medarbejder, Th. Thomsen, som tilfældigvis var på stedet. Lokale folk oplyste, at stenbroen var blevet efterfulgt af mindst to træbroer. Nogle af de gamle brokvadre blev anvendt som sokkel til huset Adelgade 24 i Hobro.

(Fig. 5).

Om Stenild-bro hedder det i »Rinds Herreds Krønike«: »Herudi er beliggende Stenild-bro, som tilforn har været bygget af hugne sten med tvende hvælvinger, hvoraf den ene af bønderne blev nedkastet 1627 ved de kejserlige folks indfald her i landet, menende hermed at kunne forhindre dem overfarten; den anden hvælving er nedfalden i min tid omtrent 1710, hvorpå vandet tog sin vej østen omkring; men broen blev igen opryddet og på stedet sat igen en træbro 1733. Om denne Stenild bro haves sådant gammelt rim: Ingtot og Svendbo de bygte Stenild kirke og Stenild bro«.

Det er helt naturligt, at der i middelalderen har været broer de nævnte steder. Så vigtige færdselsårer krævede andet og mere end et vadested. Men det er forbavsende, at broerne var af sten. Som det fremgår af flere af beretningerne, blev broerne senere afløst af træbroer, og også før stenbroerne har der sandsynligvis været broer af træ. De var langt billigere end stenbroerne, og at de var mindre holdbare, har man vel i almindelighed ikke skænket mange tanker. Den lettere konstruktion kunne under visse omstændigheder ligefrem være en fordel. Når fjenden var i landet, og et vandløb skulle spærres, var det betydelig lettere at kaste en træbro end at bryde en stenhvælving ned.

De himmerlandske stenbroer er - bortset måske fra Værebro i Nordsjælland - de eneste danske middelalderbroer, hvorom vi ved, at de er bygget i dette materiale. Hvordan traditionen fortsatte, ved vi meget lidt om. De stenbroer af samme type, man i dag kan se her og der i landet, synes alle opført på et langt senere tidspunkt.

Hvorfor har netop Himmerland fået så fornemt udførte broer? Måske finder vi noget af forklaringen i indskriften på en hvælvingssten, der allerede i 1925 blev fundet af Viborg amts vejvæsen i forbindelse med reparationer på den daværende Løvel-bro.

(Fig. 6).

Indskriften har sandsynligvis været fordelt over to sten, hvoraf vi desværre kun har den ene, den venstre. Det gør ikke læsningen lettere, at stenhuggeren, som har udført ristningen, har kludret med bogstavformerne - sikkert fordi han ikke har kunnet læse. Så meget er dog sikkert: I teksten nævnes en »kong Erik«. Skulle det være muligt at placere indskriften, og dermed broen, i Danmarkshistorien?

Nationalmuseets skriftekspert, Erik Moltke, har for nylig undersøgt stenen, som er udstillet på Viborg Stiftsmuseum. Den latinske tekst opløser og korrigerer han således:

+ in p(rimo) tempore iussit Ericus rex, iste rex, pil...

På dansk: »I den første tid (dvs. først) befalede kong Erik, denne ... konge, pil[ler at gøre af sten...]«.

Det er ærgerligt, at vi mangler den anden sten, så vi ikke med fuld sikkerhed kan vide indskriftens fulde ordlyd. Men vi har da lov til at gætte, og det er vel sandsynligt, at kong Eriks befaling har angået brobyggeriet. Der skulle bygges nye piller af sten i stedet for de gamle af træ.

En sådan formulering er - som Moltke påpeger - ikke ukendt blandt vore middelalderlige stenindskrifter. I Bjernede kirke ved Sorø har Sune Ebbesøn, en fætter til Absalon, ladet opsætte en indskrift, hvori han meddeler, at han har bygget en kirke af sten i stedet for den, hans forældre byggede. Denne indskrift går netop over to sten, sådan som vi må tænke os ved Løvel-bro.

Det er altså kong Erik, der har givet ordre til, at broen skulle bygges. Men hvilken Erik? Danmark har haft hele seks konger med dette navn i den periode, hvor der byggedes med kvadersten. Det er:

Erik Ejegod (1095-1103)
Erik Emune (1134-1137)
Erik Lam (1137-1146)
Erik Plovpenning (1241-1250)
Erik Glipping (1259-1286)
Erik Menved (1286-1319)

Af disse seks muligheder kan de tre første slettes på grund af bogstavernes form, der må tilhøre tiden efter ca. 1150 - en slutning, som i øvrigt også støttes af andre kendetegn ved skriften.

Så er der kun tre Erik'er tilbage. Af disse peger Moltke på Erik Plovpenning, idet han ved sammenligning med bl.a. indskriften på Kathoveddøren i Ribe domkirke (se Skalk 1973:3) og på adelige segl udelukker Erik Menved og efter al sandsynlighed også Erik Glipping.

Man kan forestille sig, at den konge, der lod Løvel-bro bygge, også har haft ansvaret for opførelsen af de øvrige broer i Himmerland. Men hvorfor standsede han op her?

Hvis det var Erik Plovpenning, kan forklaringen måske ligge i hans bratte død 1250, da hans bror Abel lod ham myrde. En anden forklaring kan være, at biskoppen i Viborg var en drivende kraft bag brobyggeriet, og at det var på hans foranledning, at kongen satte arbejderne i gang. Viborgbispen havde store økonomiske interesser i Himmerland - ikke mindst i Ålborg by. Broer som Løvel-bro blev ikke bygget på lokalt initiativ alene. Der skulle magtfulde kræfter til at gennemføre så store anlæg.

Nu da vi kender bygherrens sociale position, forstår vi ligesom bedre, at broerne er af sten. Af en konge krævedes noget særligt, og det blev altså i dette tilfælde et nyt og solidere byggemateriale. Intet tyder på, at eksemplet dannede skole. Siden vikingetiden havde man bygget broer af træ (et imponerende eksemplar er nylig fundet i Ravning ved Vejle), og det fortsatte man med både før og efter kong Eriks himmerlandske eksperiment.

Planlagte undersøgelser ved Viborg Stiftsmuseum af området ved Løvel-bro vil måske give svar på nogle af de mange gåder omkring disse stenbroer. Brodæmningen vil afsløre skiftende tiders vejbaner. En ældre træbro vil sikkert dukke frem. Den anden indskriftsten... Nej, lad os ikke spænde forventningerne for højt.

(Fig. 7).

Fra direktøren for De Sandvigske Samlinger, dr Sigurd Grieg, modtog vi sidste efterår nedenstående artikel, som blev hans sidste, han døde kort efter i en alder af 79. Grieg var en fremtrædende skikkelse i nordisk museumsverden. Til hans indsats på det arkæologiske område hører udgravningen af Raknehaugen, Skandinaviens største gravhøj, og ikke mindst hans publicering af en væsentlig del af Osebergfundet. Lad artiklen hylde mindet om den store norske videnskabsmand.